Glæden ved mors hjemmebag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 26 nov. 2017
  • Status: Færdig
Et essay om hjemmebag og moderkærlighed.
Dedikeret til min mor.

Skrevet i forbindelse med en skoleopgave, der lød på at fuldføre sætningen "Glæden ved..."

5Likes
11Kommentarer
166Visninger
AA

1. Glæden ved mors hjemmebag

 

Glæden ved mors hjemmebag

Hvis der er noget, der ikke kan overgås, så er det hjemmebag. Mors hjemmebag naturligvis.

Om det friskbagte boller, der lige er blevet hevet ud af ovnen, eller en chokoladekage, der kan duftes i hele huset, er ikke afgørende. Bare det, at ovnen er tændt, og der er gang i et eller andet sprødt bagerhåndværk, er nok til at få tænderne til at løbe i vand efter en bid.

Men lad os da lige snakke om boller, nu vi er ved det. Man skulle ikke tro, at der er nogle helt bestemte kriterier, de er nødt til at opfylde for at være rigtige, men det er der altså. Sprød skorpe, let saltet smag og vigtigst af alt; hverken for grov eller for lys. Jeg husker, som var det i går, hvordan man på besøg hos andre fik oplevet hjemmebag af forskellige dimensioner.

Marias mor lavede dem altid for grove. De skulle være ”sunde”. Et minimum af hvedemel og en generøs mængde af både rug- og fuldkornsmel skulle lægge en solid bund i maven på os stakler, som var tvangsindlagt til at spise de miserable brødparodier.

Jeg er dog overbevist om, at Sarah mors simpelthen ikke vidste, hvad fuldkornsmel var. Hos Sarah var bollerne nemlig altid hvide som sne og bestod primært af hvedemel, smør og æg. Sådan nogle kunne man spise fem af og stadig have plads til endnu tre.

Der er en hårfin grænsen mellem groft og lyst, men mor formåede altid at ramme plet hver gang. Om det var en kærlig håndfuld finvalsede havregryn eller en deciliter fuldkornsmel, der blev føjet til skålen, så var den i øjet. Men jeg skal ikke gøre mig hellig. Jeg spiste dem da altid, selv om det ikke var mor, der havde lavet dem. For man kunne jo ikke så godt sige pænt nej tak, bare fordi det ikke var mor, der havde bagt.

Det var vel også okay, når man var til børnefødselsdag hos Marie, hvis mor havde bagt hvide fødselsdagsboller. Men det var alligevel bare ikke helt rigtigt, at det var en andens mor, der havde trukket pladen med boller ud af ovnen en times tid i forvejen. Især det lag tandsmør, der efterfølgende blev smurt på, fik mig til at rynke på næsen. Så kunne man sidde der og gnaske i det, der bestod af lige dele smør og fødselsdagsbolle. Det, der skulle have været en bolle med smør, var pludselig blevet til en bolle og smør som to selvstændige dele af et måltid, der skulle have været ét. Bollerne blev skåret og smurt i køkkenet, før de blev serveret på et stort fad. Jeg glemmer aldrig den følelse af at blive behandlet som en 5-årig, der ikke måtte have en kniv i hånden og dermed ikke kunne smøre bollen selv. Det var ligefrem pinligt i en alder af 10 år. Det glemmer jeg aldrig.

Men er der noget, der kan splitte vandene, så er det kage. Kage er seriøs forretning. Og nåleøjet, man skal ramme, for at kagen bliver god, er umenneskeligt lille. Også her er det kun mor, der kan ramme rigtigt.

For de fleste lader ikke til at have knækket koden til kagekunsten. Jeg har set det hele før. Smuldrende chokoladekager, smagsløse kanelkager og tunge drømmekager med alt for sødt kokos ovenpå. Småkager, der har fået flere minutter for længe i ovnen, er blot et eksempel. Sådan nogle stenkager knækker man ofte tænderne på i forsøget på at bide et stykke af. Fem hasselnødder og tredive gram hakket chokolade var alt, hvad budgettet kunne klare at finansiere til de tørre brownies, der efterlader flere krummer på bordet end i maven. Ja, sådanne grusomheder ville mor aldrig have serveret. En god kage giver god stemning, men en skuffende kageparodi gør atmosfæren nedtrykt.

Selve stemningen og følelserne, der omgiver hjemmebag, er jo det bedste og absolut vigtigste.

Der var intet bedre, end at komme hjem fra en lang skoledag, smide tasken i gangen og indsnuse den søde duft af nybagt kage. Så kunne man springe op ad trappen, to trin ad gangen, og varsomt lirke døren til køkkenet op. Man stak forsigtigt hovedet ind og kunne ikke dy sig fra et lille glædesudbrud. Chokoladekage! Noget så enkelt som en kage samlede familien om spisebordet, hvor der blev drukket saftevand og te til den stadig lune kage. Se, det var lykken. Sådanne stunder burde der være flere af.

Men man blev ældre, og pludselig mistede kagen sin værdi. En kage var vel en kage? Om den var købt hos bageren, eller mor havde bagt, det gik vel ud på et. Men det er jo ikke ligegyldigt. Det opdager man, når mor ikke længere står klar med boller og kage, når man kommer hjem fra skole. Når mor slet ikke er der, når man kommer hjem fra skole. Når man slet ikke kommer hjem fra skole. Man er blevet voksen og står pludselig på egne ben. Men mest af alt så står man uden mor.

Så bliver det min tur til at bage boller og kager, når mine små rollinger kommer hjem fra skole og tumler ind over dørtrinnet og smider tasken. Der håber jeg, at jeg kan vække samme følelse af kærlighed hos mine børn, som jeg følte, når mor havde stået i køkkenet. Når vi så kommer på besøg hos mor, vil jeg værdsætte hvert et øjeblik, jeg sidder i hendes spisestue og drikker te og spiser hendes nybagte boller.

Hjemmebag er mere end bare boller og kage. Hjemmebag er kærlighed. Men måske er det slet ikke så meget mors hjemmebag, der er så fantastisk godt. Det er nu altså nok bare mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...