Be Here Now

Grace er 18 år og har igennem sit liv oplevet alt, had, løgne, glæde og venskab, men virkligheden rammer hende pludselig en dag hårdt, og alting bliver vendt op og ned.

0Likes
0Kommentarer
277Visninger
AA

1. En ny start?

Jeg lader mine øjne glide hen over de dansende skygger, som bevæger sig i flydende bevægelser hen over dansegulvet. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, som små stemmer, men jeg kan ikke forstå et ord af, hvad de siger. Mit hoved snurrer rundt og rundt, da jeg tømte mit glas og rejste mig for at gå. Jeg går med hastige, men dog usikre skridt mod døren, som er på den anden side af dansegulvet. Fulde mennesker bliver ved med at bumpe ind i mig fra alle sider, og truer med at vælte mig omkuld, men jeg formår at opretholde balancen og når langt om længe døren.

Kulden rammer mig som et slag i hovedet, da jeg træder udenfor gennem døren. Jeg må støtte mig til muren ved siden af mig for ikke at falde. Jeg kan høre en stemme kalde på mig, men jeg forsætter frem langs muren og hen til en taxa, som holdt parkeret lige udenfor diskoteket. Jeg kiggede mig over skulderen. Der er ingen. "Du er bare paranoid," hvisker jeg til mig selv, i det jeg stiger ind i taxaen. "Ribsvej 35," siger jeg til chaufføren, og vi bevægede os langsomt mod hjem.

Violinspil spiller stille fra radioen, og der føles som om alting går i slowmotion, så jeg lukker øjenene febrilsk sammen. Jeg ved allerede hvad der vil ske om lidt! Mit hjerte begynder at slå hurtigere, da jeg kan mærke bilen begynder at skride ud, jeg skriger, men der kommer ingen lyd, før der lyder et højt brag. 

I samme øjeblik vågner jeg. Jeg sætter mig op i sengen og skimter over til uret på natbordet ved siden af min seng. Jeg sukker dybt og ryster på hovedet af mig selv. Halv fire, viser de digitale tal på uret. Sengen er gennemblødt af sved, og jeg rejser mig, velvidende om at jeg ikke kommer til at sove mere. Jeg sætter mig på den lille træskammel, ved skrivebordet i den anden ende af værelset. Jeg kan se mig selv i spejlet. Mine øjne er røde og hævede, og man kan tydeligt se at jeg har grædt! Jeg har lyst til at kigge væk, men tvinger mig selv til at blive ved med, at kigge på mit grimme ansigt!

Mareridtene er min egen skyld, og jeg ved det. 

Selv da tårene på ny begynder at løbe ned af kinderne på mig, holder jeg øjenkontakt med mig selv i spejlet. Min hage rynker og min mund trækker sig sammen på en ubeskrivelig måde, og jeg skammer mig over mig selv. Jeg sidder sådan indtil tårerne er tørret ind, og der kun er rødmen og hævelsen omkring mine øjne og næsen tilbage, som efterlader det sidste tegn på natten. 

Jeg kigger igen over på uret og ser at klokken lige har passeret 6. Jeg rejser mig op. Jeg kan mærke de røde mærker bag på mine lår, efter at have siddet på træskamlen så længe. Jeg tager tøjet på, som ligger på bordet, og som har lagt der fra aftenen før. De sorte løse bukser og den rødehoodie, som jeg trækker op over hovedet, hænger på mig, som havde jeg haft det på 10.000 gange før.

Jeg sætter mig igen ved spejlet, og retter mig op og kigger ind i det. Rødmen er næsten helt væk nu, og jeg griber en mascara med den ene hånd. Mine øjne læser forsigtigt skriften på siden af den. Vandfast, står der. Jeg påfører et tyndt lag på mine øjenvipper og pakker den derefter ned i min rygsæk sammen med en puder og en masse skolebøger.

Klokken er 6:15 nu og jeg trasker træt ned af trappen til stuen nedenunder. Min mor, Daisy og hendes mand, Oliver, sidder ved køkkenbordet med hver deres avis, og siger godmorgen og smiler da de får øje på mig. Jeg sender et falsk smil tilbage, men de ser ikke ud til at ligge mærke til det.

"Er du klar til at komme tilbage i skole igen?" Min mor prøver ihærdigt at smile, men jeg kan se på hende, at hun er bange for, at jeg skal bryde sammen.

Jeg nikker bare. "Tjaa," mumler jeg. Hun ser lidt skuffet på mig, men da hun ser, at jeg stadig kigger på hende, smiler hun igen og griner lidt for sig selv, tydeligt falsk, men jeg ignorerer det.

Jeg spiser og løber derefter ud til bussen kort før den køre mod campus. 

Bussen er proppet og jeg kan mærke alles øjne på mig, da jeg træder ind. De ved det. De ved alle sammen hvad der er sket, og de dømmer mig. Jeg kan næsten høre deres tanker. "Hvordan kunne hun lade det ske? Hvorfor lod hun det komme så vidt? Hun må jo være syg."

Jeg tager høretelefoner i ørene og prøver at lade musikken overdøve mine tanker, men det virker ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle eller tænk! Jeg vil bare gerne være hjemme, men hjemme føles ikke længere som hjem. Alle folk på skolen ved hvad der er sket, så det vil jeg heller ikke være. Jeg vil bare gerne forsvinde, helt væk i ingenting.

Bussen ankommer endeligt til skolen og jeg skynder mig ud, og væk fra de dømmende blikke, men mødes blot af flere på den anden side af bussens vægge. Jeg trækker hætten endnu længere op over hovede og går målrettet mod døren ind til skolen. Jeg når døren og griber ud efter håndtaget, da en stor arm lægges over håndtaget og spærre vejen ind. Jeg kigger ikke op, men ved allerede hvem det er. Han læner sig ind mod mit ansigt og hvisker mod mit øre. "Vi har savnet dig." Han griner hånligt, og hans varme ånde stikker mod min hud, og det løber koldt ned af ryggen på mig.

Ikke i dag tænker jeg til mig selv. Alle andre dage end i dag.

Jeg træder et skridt tilbage og væk fra ham. Mine øjne finder hans, hvorefter jeg snerre "rend mig," og maser mig forbi hans arm og ind på skolen. Jeg nærmest løber ind på kontoret, hvor jeg skal meddele min ankomst. Sådan kommer det til at være, de næste to måneder hver morgen når jeg møder i skole.

Der står en række nye elever foran mig i en lille kø, som leder om til kontordamen, hvis navn jeg aldrig kan huske.

Hun får øje på mig, og beder de andre elever træde til side så jeg kan komme til. 

Hun siger velkommen tilbage og sender mig et overdrevet smil, som giver mig kvalme. Jeg nikker, som tak og vender mig for at gå, da kontordamen usikkert spørger om jeg ikke kan vise nogen af de nye elever deres klasslokaler, som alligvel ligger på vej til min egen biologiklasse. Jeg sukker og sender hende et lettere irriteret blik, men hun nikker bare dumt til eleverne og beder dem følge mig. 

Jeg kigger ikke på dem, men fortsætter bare ud af døren med dem i hælene. Jeg stopper ved en dør og erklære, at det er fysik, hvorefter jeg fortsætter uden af se om de stadig er med. Jeg fortsætter indtil jeg kommer til biologi, hvor jeg går ind og efterlader de resterende elever tilbage på gangen. De er jo ikke. mit problem. 

Jeg finder en plads bagerst i klassen og timen begynder. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...