Be Here Now

Grace er 18 år og har igennem sit liv oplevet alt, had, løgne, glæde og venskab, men virkligheden rammer hende pludselig en dag hårdt, og alting bliver vendt op og ned.

0Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

2. En ny start - part 2.

I starten prøver jeg at følge med i hvad Hr. Jansen siger, men indser hurtigt at det kan jeg ikke. Det er som om at for hvert et ord han siger, jo mere sløret og utydelig bliver hans stemme. 

Jeg kigger rundt på de andre elever, som heller ikke ser ud til at følge med. En pige ved vinduet sidder og kigger ud med et kæmpe smil klistret i ansigtet. Jeg forstår hende ikke, men på samme tid misunder jeg hende, at hun kan sidde der og smile så stort over noget. Jeg kunne ikke forestille mig at jeg nogensinde ville komme til det..... igen. 

I den anden side af klassen ligger en dreng halvvejs hen over bordet, nærmest mere død end levende. Han trækker vejret dybt og for hvert et åndedrag flyver hans halvlange hår ud til siden. 

Jeg kigger tilbage ned i mit bord, derefter op på tavlen og så ned i bordet igen. Mit notespapir er tomt. Jeg kigger op igen. Alle kigger mod mig. Jeg kan høre min stemme fremstamme et eller andet som ikke giver mening, og jeg får øjenkontakt med Hr. Jansen som åbenbart har stillet mig et spørgsmål.

Jeg kan mærke hvordan mit i forvejen blege ansigt bliver kridhvidt. Rummet begynder at snore rundt, lydene bliver fjerne og jeg kan ikke få luft, det føles som om jeg drukner. Jeg gisper efter vejret, i det jeg rejser mig, tager mine ting og skynder mig ud af klassen. 

Jeg må væk, jeg kan ikke det her. Jeg styre mod udgangen og stormer ud af døren. Der står en del elever udenfor som har fået fri, men jeg er ligeglad med dem, jeg skal bare væk. 

Jeg har brug for luft. Jeg går mod den lille lufthavn, som ligger i udkanten af byen. Den er omgivet af træer og jeg finder min plads i udkanten af træerne ud mod landingsbanen.

Så snart jeg når der til, smider jeg mine ting på græsset, og river febrilsk i snorene i min hoodie for at løsne dem, selvom de ikke er strammet. Tårerne løber ned af mine kinder og gør mit syn sløret, samtidig med at jeg hyperventilere. Jeg trækker panisk efter vejret og bumper til sidst ned på jorden og kan endelig få luft. Jeg har lyst til at skrige, men gråden sætter sig i min hals og gør det umuligt. Jeg knuger benene ind til mig og lader de sidste tårer løbe ned og tørre på mine kinder.

Det virker dumt alt sammen. Hvorfor kan jeg ikke engang finde ud af at tage i skole længer. 

Jeg kigger ned på mine hænder som er blevet helt hvid fordi jeg presser dem hårdt sammen.

"Tag dig sammen," hvisker jeg til mig selv, og slår mig på panden. 

Efter at have siddet på jorden i et stykke tid rejser jeg mig igen og begynder at begive mig hjem ad. Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til skolen og min mor er alligvel ikke hjemme før sent i aften.

Da jeg kommer indenfor i gangen smider jeg mine ting og går ud i køkkenet for at finde noget mad! Jeg koger noget pasta og spiser i stuen hvor jeg har tændt for tv'et. Da jeg tænder fjernsynet på den lille røde knap på fjernbetjeningen, popper en kærlighedfilm op på skærmen. Jeg zapper videre til næste kanal, hvor en løve jagter en okse eller noget lignenden. Jeg zapper lidt videre, men det ser ikke ud til at der er noget interessant i fjernsynet, så tidligt på dagen. Jeg zapper igen hen på kærlighedfilmen, og fisker min mobil op af lommen. Der er ingen beskeder eller opkald. Jeg tjekker Facebook, og de andre sociale medier, men indser hurtigt at der ikke ser ud til at være sket noget nyt. 

Efter at have set lidt af filmen, beslutter jeg mig for at slukke for den, og tage ned og handle i stedet. Så slipper min mor også for at gøre det, og så kan det være hun ikke spørger så meget ind til skolen.

Jeg tager sko og jakke på, og begiver mig ned mod kiosken, ikke så langt fra huset. Jeg går ind og finder de ting jeg mangler og går derefter hen til kassen for at betale. Kassedamen smiler til mig og siger høfligt hej, da jeg ligger mine vare op på båndet. Jeg smiler tilbage og siger mekanisk hej igen. Jeg betaler og forlader butikken, for at gå hjem igen.

Udenfor står den lokale alkoholiker, Frank. Han står altid udenfor butikken, og håber på et bidrag til sit alkoholforbrug, fra de handlende, som kommer ind og ud af kiosken. "Sikke en smuk dag, ikke sandt," smiler han til mig, da jeg passere ham uden for butikken. "Ja det har du ret i Frank," siger jeg og sender ham et smil, da jeg smutter forbi ham og videre ned ad gaden. 

Gaden er helt tom, med undtagelse af en skikkelse som står et stykke oppe ad vejen. Jeg trækker hætten op over hovedet og går lidt stærkere da vinden tager til og sender kold luft ind mod mit ansigt. 

Det syrer en smule i armen på grund af posens vægt, men jeg skifter hånd og prøver at ignorere den stikkende fornemmelse i fingrene. Da jeg går fobi, hvad der før blot var en skikkelse, men nu viser sig at være en person, træder han frem mod mig og jeg farer panisk til siden. 

"Se dig dog for," råber jeg så snart jeg kan få vejret til det. Han stammer et undskyld efterfulgt af en mumlen som jeg ignorer, i det jeg går tilbage ind på fortorvet og fortsætter hjem. 

Jeg kan mærke at jeg ryster over hele kroppen, og jeg smider hurtigt varerne fra mig da jeg kommer hjem, og stiller kølevarerne ind i køleskabet. Klokken er ved at være 12 og jeg har aller mest bare lyst til at lægge mig op i min seng. Jeg griber min computer fra skoletasken og går op på mit værelse og lukker døren efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...