Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3658Visninger
AA

9. 9. December

Mit hoved dunkede i smerte den næste dag, dels af søvnmangel, dels af den mentale lussing Olivia havde smækket i mit hoved natten forinden. Af hvad jeg kunne erindre, endte det hele fint, og vi gik begge i seng med et smil på læben. Men efter ulykken havde jeg få gange haft vrangforestillinger, så jeg kunne aldrig vide mig helt sikker.

Jeg anede en kort skikkelse ved vinduet, og pludselig var gardinet trukket fra. Solen strålede ind som en anden lyspistol, og det var bestemt ikke rart.

”Godmorgen Karl!”, lød en af de eneste stemmer jeg brød mig om.

”Elena! Hvad laver du her?”, spurgte jeg smilende.

”Mor og far sagde du var blevet væk, så vi ville se om du stadig var det”, forklarede hun dansende, og hoppede derefter op i min seng.

”Sover du godt om natten i den hersens seng?”, spurgte hun nysgerrigt. Jeg trak på skuldrene, og sagde, at det varierede fra nat til nat.

”Nå”, sagde hun, og hoppede ned fra sengen igen, ”Så du julekalender i går?”

”Nej, det fik jeg ikke lige set. Skete der noget spændende?”

”Nej, nisserne kunne ikke finde julemanden. Men måske de gør det i dag”, svarede hun, og kiggede bag forhænget.

”Hov!”, udbrød hun, ”Der ligger en pige!”. Jeg slog mig selv i panden, og gav mig selv et mærke, hvorpå der med usynlige ord stod ”FLOV”. Jeg kunne høre Olivia klukke svagt.

”Det gør der søreme også”, bekræftede jeg forlegent.

”Hej, hvad hedder du?”, spurgte Elena, og Olivia svarede overraskende nok, at hun hed Olivia.

”Er dig og min storebror kærester?”, spurgte hun. Både Olivia og jeg grinte akavet, og svarede, at det var vi godt nok ikke. Jeg kunne mærke på Elena, at hun brændte efter at stille en række lettere pinagtige spørgsmål, men til vores redning, kom mine forældre traskende ind, for at snakke. Nej, ikke kun mine forældre, også Olivias. Efter at have stillet os de obligatoriske spørgsmål såsom ”hvordan har du det”, og ”skal vi hente noget til dig”, begyndte vores forældre at snakke gevaldigt sammen. Det overraskede mig hvor meget de kunne snakke sammen. Ikke at mine forældre ikke var snaksalige, men det var ikke kun let sniksnak der blev udvekslet. Der var også snak om døden. Måske havde jeg undervurderet dem, måske var de ”seje” nok til faktisk at snakke om de ting, der betød allermest for mig. Pludselig kom jeg i tanke om datoen. D. 9. december. Det var i dag jeg skulle have taget springet. Sådan rigtigt. Jeg ville sådan ønske vores familie ville gå ud, så jeg endelig kunne forklare Olivia, hvad det egentlig var der skete under mit ”forsvindingsnummer”. Alle stemmer blev til en pludselig summen, og ordene var så mudrede, at de intet var værd. Abrupt blev jeg forstyrret i mine tankers tomgang, og min mor spurgte om et eller andet ”ikke bare lød som en super idé!”.

”Undskyld hvad?”, spurgte jeg forvirret og træt.

”At vi holder jul sammen med Olivias familie. Nu hvor I begge skal være her gennem hele december, tænkte vi, at det kunne være superhyggeligt at fejre den sammen. Så er vi også lidt flere. Du har jo altid sagt ”jo flere jo bedre”, og det bliver vi så. Hvad siger du til det?”, spurgte hun begejstret, og jeg var stensikker på, at der var noget hun havde fået helt forkert ind i tankekanalen. ”jo flere jo bedre” ville være mit antimotto, hvis det skulle være noget jeg havde sagt. Jeg brød mig bestemt ikke om mennesker, og endnu mindre om julen.

”Jaja”, svarede jeg kort og ligeglad. For det var jeg. Ligeglad med julen og ligeglad med dem. De fleste af dem uanset. Begge forældrepar nærmest klappede af begejstring, og jeg vendte øjne. Det var så ligegyldig en glæde.

 

Efter en lang formiddag, var alle endelig gået.

”Pyh”, udstødte jeg, ”Forældre hva’? Kan aldrig lade en være i fred”

”Er vi derhenne igen?”, spurgte Olivia stille.

”Hvad mener du?”

”Ja, ovre i det der rebelske pis med, at du hader alt og alle. Du glemmer, at jeg kan se igennem dig. Jeg ved du elsker dine forældre, og at du ikke er ligeglad med, at vi skal holde jul sammen”, sagde hun, og forvirrede mig.

”Jamen jeg er ligeglad. Jeg hader julen. For mig bliver det bare en almindelig aften, med en overfyldt hospitalsstue, og lidt for meget mad. Det er ingenting”, svarede jeg. Hun rystede på hovedet.

”Nej, Karl”, sagde hun, og det gibbede i mig, da hun sagde mit rigtige navn, ”Det betyder mere for dig end det gør for nogen andre. Det ved du også godt”, jeg forsøgte at lytte til hende, men alt jeg kunne tænke på var, at jeg nu havde mistet min falske identitet til hende. Hvad blev det næste?

”Hvorfra ved du, at jeg hedder Karl? Hvem sagde det?”, spurgte jeg panisk, og lukkede utålmodigt øjnene i.

”Det kaldte din lillesøster dig. Utallige gange. Hun ser virkelig op til dig. Jeg forstår ikke hvorfor du så meget som tænker på at forlade denne verden, når du har en søster, som elsker dig så højt.”, sagde hun bebrejdende, og jeg rystede blot på hovedet.

”Du forstår ikke. Hun er den eneste jeg ikke burde dø for. Hun er lille, og glemmer mig med tiden. Jo før jo bedre”, forklarede jeg, og jeg kunne se, at Olivia var utilfreds.

”Se på mig”, sagde hun, ”Er dine forældre ikke værd at leve for? Dine venner? Hvad med-”

”Jeg har ingen venner!”, afbrød jeg, ”Ikke længere i hvert fald. Hvis jeg havde fortalt min historie færdig, ville du vide det. Han er død, Olivia. Han er-”, og i det øjeblik mistede jeg kontrollen, og tårerne fik frit løb. Olivia kiggede sorgfyldt på mig.

”Undskyld, jeg vidste ikke at…”, sagde hun med så meget skyldfølelse, at det næsten gjorde ondt på mig at lytte til. Hun skulle ikke undskylde. Dette var første gang i ugevis, at jeg for alvor havde følt sorgen bag det hele.

”Nej”, sagde jeg, ”Tak”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...