Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3758Visninger
AA

8. 8. December

Himlen så ud til at være grå da sengen bag forhænget var tom. Lægerne havde hvisket panisk til hinanden imens de bad mig om at sove videre. Hvis bare det var en mulighed. Tanken om hans forsvunden holdte mig fuldkommen vågen imens mit hjerte galoperede i frygt. Jeg var skuffet over ham, over mig selv. Jeg vidste godt hvor han var, hvor skørt det så end lød. Jeg kendte ham, vidste hvem han var. Han var løbet ud for at gøre en ende på sine falske lidelser. Han vidste jo egentlig ingenting om smerte, gjorde han? Jeg var vred, så vred, at jeg ikke troede på mit hjerte ville tilgive ham. Han havde et langt liv foran sig, et liv han kunne forme som han ville, men valgte at smide det i en havn, foran et tog, eller hvad de mest almindelig måder nu var at begå selvmord på. ”Almindelige måder”. Det lød så forkert, at min mund ville havde brækket sig ved at sige det. Der burde ikke være ”almindelige måder” at begå selvmord på, der burde slet ikke begås selvmord. Hvordan kunne et liv være så forfærdeligt, at man ville gøre andres ligeså slemt ved at gå bort? Hvor ville jeg ønske jeg havde Sten til at forklare det. Da lægerne var gået ud, og jeg var alene tilbage i min seng, fyldte tomheden mig, og stilheden skar i mine ører. Det var i det øjeblik, at det gik op for mig, hvordan Sten havde det. Jeg ville ikke være her mere. Alting var ubærligt, og der var ikke noget jeg var mere taknemlig for i verden end min snarelige død. Hvad havde han gjort ved mig? Jeg sov uroligt den nat. Mareridtet om, at en ny patient skulle dele værelse med mig, krøb i mine årer og ætsede mig op, til der kun var et skelet af skrøbelighed og ingenting tilbage. Med det halve øje åbent, mærkede jeg en hånd stryge mit hår. Hvad var klokken? Var min mor kommet for at vække mig?

”Lad mig være”, hviskede jeg irriteret.

”Jeg er ikke engang væk i to døgn, og du er dybest set blevet en mindre selvmordstruet version af mig!”, lo en velkendt mørk stemme. Jeg fór op.

”Sten?!”, udbrød jeg lavmælt. Jeg var ovenud lykkelig og begejstret af lettelse så det næsten gjorde ondt.  

”Olivia!”, sagde han roligt. Lettelsen blev hurtigt erstattet med en boblende vrede.

”Du er den største og klammeste nar, hvad fanden tænkte du på? Din krop er én stor brækket knogle, og så vælger du at flygte!”, skreg jeg så lavt jeg kunne, sæt lægerne kunne høre mig. Sten så foruroligende på mig, og jeg løftede min hånd for at slå ham. Selvom slaget var fesent, ramte tanken om det hårdt.

”Av. Min. Sjæl”, sagde han, og jeg var ret sikker på han mente det.

”Svar mig!”, brummede jeg vredt.

”Jeg… var bare ude og løbe en tur. Nød lidt frisk luft”, løj han.

”Hold nu kæft, Sten. Jeg har kendt dig længe nok til at vide, at din lille ”løbetur” ikke var for at luft, men for at miste den. Lige nu er jeg fucking ligeglad med din søde lille hospitalshistorie, jeg vil bare gerne have sandheden”, sagde jeg, og gav ham muligvis det første dræberblik jeg nogensinde havde sendt et andet menneske. Den stakkels dreng så forvirret og frustreret ud. Var han virkelig en af de typer, som troede de var så vigtige, at de kunne slippe udenom alting? Tanken om det og ham væmmedes mig, og jeg tvang mine øjne i. Jeg regnede med, at han ville opgive, og gå i seng, men hans vejrtrækning afslørede ham. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, og han var der stadig.

”Er du okay?”, spurgte han oprigtigt, og da kunne jeg ikke holde tårerne inde. Jeg blev i løbet af få sekunder en menneskelig karklud. Jeg lignede den grimmeste snegl når jeg græd, men på en eller anden måde vidste jeg, at Sten var ligeglad. Han kiggede på mig med en tryghed, der bare fik mine øjne til at løbe endnu mere. Han rejste sig fra en kørestol, jeg først opdagede, da han ikke sad i den længere, og satte sig på kanten af min seng. Han kiggede længe på mig, aede mig i håret. Det var rart. Jeg vidste, at jeg skulle være vred på ham, men det var svært, når alt virkede så perfekt. Det var her jeg skulle lære at skelne mellem ”når noget virker perfekt” og ”når noget er perfekt”, men jeg var, som så mange andre, komplet dum i nuet.

”Tak”, hviskede han, og gik over i sin seng. Fra det øjeblik vidste jeg, at intet ville blive det samme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...