Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3651Visninger
AA

5. 5. December

Mine øjne var lukkede imens de fjernede gipsen. Ikke fordi jeg blev bedt om det, men fordi jeg ikke kunne holde ud at se på deres ansigter. Deres komplet ligegyldige ansigter, der tilhørte et indre, som skelnede mellem det professionelle og følelsesmæssige lidt for godt. De var jo ligeglade.

Jeg introducerede mig selv som Sten. Endelig fik jeg brugt det navn. Det at være mystisk, gav et godt pift til min snarelige forsvinden. Ja, forsvinde ville jeg snart, det havde været planlagt længe. Når gipsen røg af, ville jeg kaste mig ud i det. Forstå det som I vil.

”Ingen yderligere skader”, lød det fra en læge. Hvilken, vidste jeg ikke. Selv med lukkede øjne var de alle ens. Lettet over, at jeg nu var et skridt nærmere på glemslen, rejste jeg mig op, for at teste mine ben, men idet jeg satte mig op, blev min brystkasse ramt af en voldsom styrke. E styrke, der umuligt kunne komme fra en kvindelig læge. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, for at kigge min far direkte i øjnene. ”For helvede”, tænkte jeg, da jeg i et kort sekund fik dårlig samvittighed over, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. For helvede far, I skal nok klare jer uden mig.

”Hvad har du gang i, Karl? Dine ben er stadig brækkede”, sagde han, og jeg lagde mig ned, uden at sige et ord.

”Man kan aldrig vide sig sikker”, svarede jeg uden nogen form for følelser i min stemme. Jeg vidste dog godt, at jeg ikke kunne gå, for hvis jeg havde, ville jeg slet ikke have været her.

”Lægerne siger du skal slappe af”, sagde min far med et alvorligt udtryk i ansigtet. Hans ord gjorde mig en smule arrig. Slappe af? Var det ikke lige netop dét jeg havde gjort hele mit liv? Var det ikke dét, der gjorde, at jeg lå på et hospital, med brækkede knogler op til halsen, og uden en bedste ven? Hvis det var det de anbefalede, tog de grueligt fejl. At slappe af, var den dårligste falske vittighed, jeg i mit liv havde hørt. Nej, der skulle ikke slappes af. Der skulle handles. Alt jeg kunne svare var et simpelt ”okay”, men selv min far kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke var okay med det. Trods mine ord, faldt jeg hurtigt i søvn, og vågnede op til en splinterny dag. Stadig uden sne. Jeg kiggede rundt i lokalet, og kunne se, at min far var taget hjem igen. Det var også på tide. Hvad skulle han her? De burde begynde at vænne sig til min udaterede eksistens, hele bundtet. Som forladt i mine egne tanker, kom Olivia rullende ind i sin seng. Jeg troede faktisk ikke hun ville komme tilbage efter sit fald. Lægerne så ud til at tage det ret alvorligt, men de tog selvfølgelig også alting helt usandsynligt alvorligt.

”Du…”, sagde hun hæst, ”Skylder mig en historie”. Jeg valgte at stirre ud i luften. Luften virkede som det bedre alternativ.

”Hold nu op! Du lovede en historie i går. Synes du ikke jeg fortjener det, efter en lang og hård operation?”, spurgte hun, og lød oprigtigt vred. Det bekymrede mig næsten.

”Operation”, spurgte jeg, og var imod alle odds faktisk nysgerrig. 

”Ja, operation. Det var ikke på grund af min pludselige glæde over din livshistorie, at jeg pludselig faldt. Jeg har en lammelse i højre ben”, svarede hun roligt, og jeg vendte, uden at tænke over det, blikket over på hende.

”Hvad? Lammelse?”, spurgte jeg mildt chokeret.

”Ja… det er normalt ikke en del af sygdommen, men jeg er vist bare en særlig kalkun. To fluer med et smæk, eller et smæk med to fluer. Det er rart”, men ud fra hendes tone at vurdere, var det bestemt ikke rart. Hendes stemme knækkede sågar under sidste sætning.

”Gid det var mig”, mumlede jeg hviskende, Olivia kneb øjnene sammen.

”A hvad ville du?”, spurgte hun paf. Jeg lod som om jeg ikke hørte det. Der var ikke noget i verden jeg havde mindre lyst til at svare på en det.                       Hun var ikke kun i gang med at miste stemmen, hun havde nu også mistet evnen til at gå. Jeg var et helt igennem forfærdeligt menneske. Hvorfor kunne jeg ikke være trist på hendes vegne? Og hvorfor kunne jeg ikke være trist over Vilhelms død? Det hang ikke sammen, men det var der jo heller ingenting der gjorde. Hun kæmpede om at holde tårerne inde. En kamp, der blev tabt lynhurtigt. Jeg vidste, at det var her, man skulle undskylde.

”Undskyld Olivia… jeg mente det ikke på den måde. Hvis der er én ting du skal vide om mig, er det, at jeg aldrig mener det på den måde. Jeg er bare fucked up. Lidt ligesom dig”, sagde jeg, og fortrød lynhurtigt det sidste. Man trøster en pige, for at kalde hende fucked up? Det var måske den dummeste ting, man kunne gøre. Men jeg vidste jo ingenting om mennesker, det havde vist sig før, og det viste sig igen. Hun blev ved med at hulke, og i et desperat forsøg på at få hende til at stoppe, sagde jeg dette:

”Jeg skal nok fortælle hvorfor jeg er her, hvis bare du stopper med at græde? Please?”,  og idet jeg havde færdiggjort min sætning, udviklede hendes hulken sig på mistænkeligvis til verdens største og ondeste grin. ”Hvad…”, tænkte jeg forvirret.

”Narret!”, lo hun smørret, ”Dette har været min plan hele tiden! Nu hvor du endnu engang har lovet mig, at fortælle mig din historie, er der ingen vej udenom! Spyt ud, hr. hård-som-en-sten”. Jeg lå stille i et par sekunder uden at sige noget.

”Din…”, nærmest hviskede jeg.

”Jeg ved hvad du vil sige, og ja, jeg er en møgkælling, så ud med det!”, fnes hun. Jeg fnøs.

”I morgen”, sagde jeg, ”I morgen fortæller jeg. Lige nu synes jeg bare vi skal ligge helt stille, og glemme at dette er hændt”.

”Ahh, det tror jeg nu ikke. Jeg må i det mindste kræve en optagelse på, hvad du har sagt, ellers må jeg opføre det samme nummer igen i morgen, og det tror jeg næppe dit selvværd kan holde til”, sagde hun. Jeg nikkede.

”Okay. Optag det nu. Jeg må have tid til at gennemtænke historiens gang”

”Fint!”, sukkede hun skuffet, idet hun havde satset på at høre den i dag, ”Men den har satme at være velfortalt”. Hun fumlede med sin mobil, der lå på det lille bord, som begge vores senge havde ved sin side, og trykkede ”optag”.

”Jeg, Sten, intet efternavn, lover, at jeg vil fortælle Olivia, måske et efternavn, hvordan jeg endte på hospitalet.”, Olivia smilte, og pointerede, at jeg skulle nævne datoen.

”I morgen, d. 6/12 2017”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...