Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3754Visninger
AA

4. 4. December

Der ville altid være ting vi ikke forstår. Heriblandt mennesket. Den arrige dreng jeg skulle dele stue med, til hvad jeg formodede var mine dages ende, var måske den største gåde jeg nogensinde ville støde ind i. Ord sagde ham ikke noget, og jeg forstod ikke helt hvorfor. Noget af det smukkeste jeg havde kendskab til, var lige netop sproget, og dets finurlige måder, at lege med det på. Hvorfor ikke udnytte det? Jeg havde kendt ham i tre dage, og stadig ville jeg kalde ham ”drengen”, for hvad hed han egentlig? Der lå noget gemt bag de ligeglade og livløse øjne. Det kunne jeg mærke. Så endnu engang forsøgte jeg mig. Jeg ville fange hans navn. Langsomt strakte jeg benene, for hvis jeg var for ivrig, ville de igen kollapse under mig. Det var vist en af ulemperne ved at have respitus. Ikke at der var nogen fordele, men man måtte se på det bedste ved situationen. Jeg gik hen til ham, trak forhænget fra, og dér lå han. Der gik et øjeblik før jeg indså at han ikke sov, men ganske enkelt ikke kunne bevæge sig grundet den stive gips. Han så på mig med fortabte øjne. Denne gang ville jeg ikke være fjoget, men derimod være alvorlig, og gå efter et seriøst svar.

”Hør her”, begyndte jeg, ”Eftersom vi har kendt hinanden i tre dage nu…”

”Fire”, afbrød han. Fire dage? Det kunne det da umuligt være. Jeg kom ind første december… medmindre han mente, at vi også kendte hinanden under min bedøvelse. Han sagde trods alt en masse sjove ting i søvne. Det kunne jo være han havde snakket med mig, også selvom det på mange områder ville overraske mig.

”Okay så, eftersom vi har kendt hinanden i fire dage nu, vil jeg mene, at det er på tide, at kende dit navn. Hvad hedder du, o mystiske fremmede?”, spurgte jeg, og han kiggede tænksomt op i loftet. Navnet lå på tungen, jeg kunne tydeligt se det. Hvad jeg ikke forstod var, hvorfor han tog så længe at svare. Det var jo bare et navn.

”Sten”, svarede han endelig, og jeg rynkede det ene øjenbryn.

”Sten, siger du?”, spurgte jeg, og kunne ikke lade være med at klukke.

”Hvad er der?”, spurgte han en smule forvirret.

”Det er bare… det navn. Det passer dig perfekt”

”Tak”, sagde han, ”Jeg har selv valgt det. Med hjælp fra anstændige mennesker”, og da gik det op for mig. Sten var et dæknavn. Selvfølgelig var det det. Han var hård… så hård som en sten, og han forekom uden følelser, men sandheden var dog den, at han var ligeså blød som en blækspruttes indre. Det var jeg sikker på.

”Det er en ny dag… fjerde december for at være helt præcis. Ved du hvad der skete d. 4. December?”, spurgte jeg.

”Nej”, svarede han koldt, og jeg forklarede:

”D. 4. December var den dag du fortalte mig, hvordan du endte her”. Han gloede tomt på mig, indtil det gik op for mig, hvad jeg havde sagt.

”Glem det!”. Jeg rømmede mig.

”Hvorfor ikke fortælle det? Det er jo ikke fordi jeg vil sige det til nogen. Og om få dage, er jeg i øvrigt ikke i stand til det. Så spyt ud, kammerat!”, sagde jeg, og jeg kunne se, at jeg fik ham til at tænke over det.

”Fint nok… hvis du fortæller hemmeligheden bag al din glæde, når nu døden ånder dig i nakken”, svarede han, og jeg sprang op af glæde. Det var noget, som jeg lynhurtigt fortrød, for så snart jeg landede på det hårde gulv, kunne mine ben ikke holde på mig mere, og jeg væltede endnu engang for øjnene af ”Sten”.

”Hvad er der med dig? Jeg kan godt fortælle historien imens du ligger ned. Du skal ikke gøre med skade på dig selv”, sagde han, og lød for første gang som om han havde følelser, og tænkte på andre. Jeg kunne ikke være mere lykkelig.

”Ja…”, sukkede jeg, ”Det er der problemet ligger… jeg kan ikke rigtig bevæge mine ben”. Sten tog en dyb indånding, og gjorde derefter et forsøg på at rejse sig op i sengen. Det gik ikke så godt, og i løbet af få sekunder, lå han nede på gulvet sammen med mig. Jeg gispede da han ramte jorden, for hans indpakkede knogler virkede så skrøbelige i gips. Han kunne naturligvis heller ikke rejse sig op, så i et kvarters tid, lå vi stille på den kolde gulv, imens vi grinte af, hvor åndssvage vi i virkeligheden var. , lå vi stille på den kolde gulv, imens vi grinte af, hvor håbløse vi var. Der var noget helt vidunderligt over det, og det var en lykke, der ikke kunne ødelægges medmindre en læge trådte til, og ville separere os.  Det var uheldigvis lige præcis hvad der skete. De skulle undersøge både Sten og jeg for skader, og de rullede mig ind i et mere seriøst lokale. Jeg skulle trods alt dø om lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...