Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3655Visninger
AA

21. 21. December

Vi havde siddet der længe. Det føltes lidt som om årstiderne skiftede bag os. Sommetider rejste William sig op, og sommetider råbte dommeren et eller andet, som mine ører fortrængte. Jeg var på dette tidspunkt komplet ligeglad med, om jeg så blev smidt ind for livstid, for alt jeg kunne tænke på var, at jeg aldrig ville kunne høre Olivias stemme igen. Tanken gjorde mig utilpas, og jeg havde mere end nogensinde brug for at være alene. Jeg rakte hånden op midt i en eller andens advokats vrøvl, og alle tolkede det pludselig som om, at jeg ville sige ham imod.

”Nogen indvendinger, hr. Bonde?”, spurgte dommeren med en dyb røst. Jeg kiggede akavet rundt i lokalet – alles øjne hvilede på mig.

”Øh, det ved jeg nu ikke… jeg tænkte bare på om jeg, øehm, måtte gå på toilet?”,  en larmende tavshed fyldte rummet, og jeg sank dybere og dybere ned i min stol. Dommeren kiggede mistroisk på mig.

”Er det her en anden form for spøg?”, spurgte han og hævede stemmen. Jeg rystede på hovedet.

”Nej, vi har bare siddet her længe, og min blære er ved at eksplodere. Må jeg gå, højtærede dommer?”, det gik først op for mig efter jeg havde sagt det, at det lød en smule nedgørende. Jeg var en idiot. Dommeren rystede på hovedet.

”Jeg tror også snart vi er færdige her. Du må holde dig”, sagde han, og lod atter advokaten forsætte hvor han slap. William sendte mig et panisk/”er-du-ude-på-at-slå-os-ihjel” blik. Jeg trak hurtigt på skuldrene, og bad til, at det hele snart var over. Det var det heldigvis også, for efter bare 10 minutter med nonsens, kom dommeren frem til et resultat: jeg blev fritaget, ja, og at vi spildte hans tid, da der ingen tvivl var om, at episoden aldrig var hændt. Til gengæld skyldte hospitalet mig pludselig 500.000 kr., for at have lavet falske anklager. Hele salen åndede forbløffende nok lettet op. Jeg var fri, Olivia var fri, ja vi var alle frie, og 500.000 kroner rigere. Jeg ville give halvdelen til Olivia, da det teknisk set også var hende, der ”skaffede” dem. Jeg havde håbet at se hende, men hun blev anbefalet at blive hjemme, da hun kun havde fået det lidt bedre.

Et let klap på ryggen, fik mit hoved til at vende sig.

”Godt gået min dreng!”, lød det fra William

”Kan du ikke fake rape piger noget oftere? Det tjener man overraskende meget på”, spurgte han jokende, og jeg smilte halvt.

”Tak for hjælpen, onkel!”, sagde jeg, og besluttede mig for at gå ind for et kram. Hans øjne lyste pludseligt op, og mundvigene gik op om ørerne på ham. Det varmede mit kolde hjerte. For en gangs skyld.

”Åh sønnike!”, udstødte han, og ruskede mig voldsomt i håret. Der gik min grænse dog, og jeg gik langsomt tilbage, og ud af bygningen. Jeg havde det godt, og jeg fik det endnu bedre af, at Olivia havde det godt. Eller i hvert fald bedre. Jeg fik et lift til hospitalet af min far, for da jeg teknisk set ikke havde flere store skader efter ulykken, skulle jeg udskrives. Det var der ingen af os der havde regnet med, især ikke mig. Ikke fordi jeg ikke troede jeg kunne blive rask inden juleaften, men fordi mine planer om selvmord var for store dengang. Det var vildt hvor meget der havde ændret sig i løbet af 21 dage. Planen om at holde jul med Olivias familie holdte dog stadig stik, og på en eller anden måde, glædede jeg mig faktisk.

Jeg gik ned ad den gang, som plejede at være så lang, men som nu var to skridts gang før man nåede til Olivias værelse. Jeg bankede på, og var klar til at tage afsked til så hinanden d. 24. Jeg åbnede forsigtigt døren, og panikken slog mig, da hun ikke var til at få øje på.

”Shit”, tænkte jeg. Det måtte være lægernes værk. Jeg spurtede ned ad gangen for at finde en læge. Det tog ikke længe, men da jeg spurgte til Olivia svarede han, at hun var taget hjem.

”Hvad?!”, udbrød jeg. Han nikkede.

”Ja, hun er taget hjem. Hun var for syg til at vi kunne redde hende, så hun foreslog selv, at hun kunne tage hjem og sove ind”, uddybede han. Jeg trak vejret dybt, som et forsøg på at holde trangen til at slå ham inde.

”Fuck dig”, var det eneste jeg kunne sige, før jeg løb ud til min far.

”Vi skal hjem til Olivia. Nu!”, sagde jeg, og da min far kunne se at det hastede, satte han ellers speederen i bund. Jeg var heldig, at mine forældre var blevet så gode venner med hendes forældre, at de allerede havde udvekslet adresser og telefonnumre.

”Kan du ikke ringe til hendes forældre imens jeg kører? For at være sikre på, at de er hjemme”, spurgte min far roligt, og jeg nikkede. Jeg fik indtastet nummeret, og derefter lød der tre bip toner, før Olivias mors stemme var bag røret.

”Det er Karoline Nissen, hvem snakker jeg med?”, spurgte hun. Jeg havde fuldstændig glemt, at hun ikke kunne se hvem der ringede.

”Det er Karl. Jeg har et vigtigt spørgsmål, der haster”, sagde jeg uden at hilse.

”Sig frem”

”Hvor er Olivia?”, spurgte jeg.

”Olivia? Hun skulle meget gerne være der, hvor hun altid er – på sin stue”, svarede hun med et snert af bekymring .Jeg rystede på hovedet, ”Nej! Lægerne siger hun er hjemme!”. Der blev stille på den anden side, før et panikslagent ”HVAD?!” rungede i hele bilen.

”Jeg tænkte det nok,”, sagde jeg, ”De har taget hende, de syfilis betændte møgbavianer”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...