Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3642Visninger
AA

2. 2. December

”Hvad skete der helt præcist?”, kunne jeg høre en af lægerne spørge min mor.

”Der skete ikke andet, end at hun formodentligt fik et stykke majs i galhals”, svarede hun, og jeg nikkede stille fra sidelinjen. Det var vel i sig selv det der skete. Hvad der skete bagefter, var dog et spørgsmål, som kunne tage sin tid at besvare. Med lukkede øjne, fulgte jeg varsomt deres samtale. Et stykke majs i den gale hals, hosteanfald i tyve minutter, bevidstløshed, og en hurtig tur til hospitalet. Det var den korte version, men den holdte. I virkeligheden kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg stadig lå herinde.´, for folk får da tit noget i den forkerte hals. Drengen i sengen ved siden af, kunne vist heller ikke forstå det, for han blev ved med at mumle ting, såsom ”forbandede pigebarn”, ”træk vejret ordentligt” og ”send hende for helvede hjem, jeg sover” . Det sidste var jeg næsten sikker på, at han gjorde, for imellem hans beklagelser, kom der også lidt snorken. Jeg kunne ikke lade være med at le en smule, for jeg havde dog aldrig hørt et menneske brokke sig så meget som ham, og så i søvne! Jeg havde et ønske om, at han snart skulle vågne, så jeg kunne høre, om han beklagede sig ligeså meget i ”levende” tilstand. 

Da lægen og min mor havde udvekslet nogle ord om mit hosteanfald, og var gået lidt ud for at snakke ”privat”, kunne jeg ikke dy mig. Jeg måtte vække den mystiske, irritable dreng. Jeg satte mig op, for derefter at gå hen og ruske i ham. Jeg var et monster. Men som jeg rejste mig, kollapsede mine ben under mig, og jeg faldt i løbet af et split sekund ned på det hårde linoleumsgulv, hvor jeg lå og hyggede mig i min selvforskyldte smerte. I ét, blev forhænget til den anden seng trukket fra, og en menneskelig udgave af en julegave kom til syne. Var det den mystiske dreng ved siden af mig? Hans krop så komplet ødelagt ud, og jeg forstod pludselig, hvorfor han var så irriteret på mig og min vejrtrækning. Han sagde intet, kiggede blot bebrejdende på mig, og jeg hurtigt dårlig samvittighed.

”Hvad… laver du?”, spurgte han, og lød ikke så vred, som jeg i første omgang havde tænkt, at han ville.

”Jeg, øh… skulle bare på toilet”, løj jeg i håb om, at han ikke ville gennemskue mig. Drengen sukkede.

”På gulvet?”, spurgte han koldt, og jeg åbnede munden for at svare, men blev afbrudt:

”Du skal ikke svare på det. Bare… lad mig være i fred”, og så trak han forhænget for igen, for ikke at sige en lyd. Hans opgivende tone, og afvisende attitude, gik mig på, og jeg forsøgte at trække forhænget fra, dog uden held.

”Jeg hedder Olivia!”, sagde jeg fra den anden side af stoffet, og forventede på en eller anden måde et svar. Men han forholdt sig tavs.

”Hvad hedder du?”, spurgte jeg efter en snes stilhed. Ingenting. Jeg nægtede at give op, men som jeg skulle til at spørge, om hans brækkede knogler også havde sat sig på attituden, kom lægen og min mor ind, og stoppede synkront op, for at gispe, og lægge mig op i sengen igen.

”Hvad skete der, Olivia?”, spurgte min mor forskrækket, og jeg stak hende den samme løgn, som jeg havde gjort ved ”tavs”. Lægen kneb øjnene sammen, som om hun tænkte på noget meget konkret, som hun ønskede at dele med resten af verden.

”Olivia…”, begyndte lægen, men min mor stoppede hende.

”Jeg tror det er bedre, hvis jeg siger det”, smilte hun håbløst, og lægen nikkede stille, og gik ud af lokalet.

”Søde skat… da du ankom i går aftes, bedøvede lægerne dig, for at se, hvad der forårsagede dit hosteanfald. De mente nemlig ikke, at det var noget der havde sat sig fast. Det viser sig nu, at det ikke var hverken en forkølelse eller majs, der var skyld i din hosten, men noget de vist kalder ”Respitus”.”, jeg valgte at afbryde hende:

”Hvad er respitus?”, min mor kiggede ned i jorden, med et bekymret blik. Hendes stilhed gav mig gåsehud, indtil hun fortsatte:

”Respitus er en sjælden sygdom, som man i daglig tale kalder ”den tavse død”… det betyder, at…”, tårerne stoppede hende fra at fortsætte, og egentlig syntes jeg heller ikke, at det var nødvendigt. ”Den tavse død”. Jeg smagte på det. Navnet havde to ud af tre ord tilfælles med hvad man kaldte pesten, og idet jeg tænkte på det, krøb der en voldsom kulde op til hovedet.

”Hvad…”, hviskede jeg, og derefter blev alting sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...