Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3691Visninger
AA

18. 18. December

Det var i dag. Det var ikke noget jeg vidste, men det var en stærk fornemmelse, som var umulig at tage fejl af. For mig betød det ikke så meget, alt man kunne høre af mig var alligevel min hæse hvisken, som kun kunne forstås med skarpe ører eller et høreapparat. Dog havde jeg et mål, inden min stemme for alvor forsvandt: jeg måtte finde Karl. Jeg vidste godt, at de ikke ville tillade det, hospitalsfolkene, men for mig var det mit sidste ønske. Det kunne man da ikke afvise? Min mor var kommet på besøg, og så stille til imens jeg vågnede op. Hun var træt, det behøvede man ikke at være et geni for at kunne se.

”Godmorgen prinsesse”, smilte hun, så alle hendes fine rynker kom til syne. Ikke at det var en dårlig ting, for hun var i sig selv virkelig smuk.

”Godmorgen”, hviskede jeg, og kunne mærke små knæk i det enkelte ord. Hun rejste sig for at sætte sig på min seng. Hun aede mig på kinden, og jeg kunne ikke andet end at være lykkelig. Lykkelig for Karl, lykkelig for min mor, lykkelig for al den kærlighed jeg ubetinget blev givet. Det var næsten for meget af det gode.

”Mor?”, spurgte jeg fredeligt, og hun nikkede svarende, ”Hvad er der?”. Jeg bed mig i læben, i frygt om mit kommende spørgsmål var for meget at forlange.

”Tror du… måske jeg kan få lov til at snakke med Karl?”, spurgte jeg fuld af forhåbninger. Hun stoppede med at ae mig, og jeg kunne se, at hun grundigt overvejede hvad hun skulle svare. I sidste ende blev det til et usikkert ”ja”, og jeg kastede mig straks i armene på hende.

”Mener du det?”, spurgte jeg begejstret.

”For min skyld må du gerne, men vi skal vist lige spørge lægerne ad først”, svarede hun, og mine øjne blev straks alvorlige.

”Nej!”, udbrød jeg, ”De vil ikke tillade det. Jeg har brug for du sniger mig ind til ham”. Hun rystede protesterende på hovedet.

”Det kan vi altså ikke, Oli. Lægerne ved hvad der er bedst for dig”, svarede hun, og jeg fnøs.

”Jeg be’r dig! Det er mit sidste ønske inden… inden…”, min mor rejste sig forarget op.

”Det skal du ikke engang joke med! Der er intet der er sikkert endnu”, sagde hun, og lød en smule vred. Jeg blev forbavset over hendes voldsomme reaktion.

”Mor… jeg skal jo dø… det må vi se i øjnene. Hvem jeg også vil se i øjnene, er Karl, og hvis jeg ikke kan det inden jeg mister stemmen, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre”, forklarede jeg med tårer i øjnene. Min mor havde også tårer i øjnene, og for en kort stund, græd vi stille i det lidt for deprimerende lokale.

”Undskyld…”, fik jeg fremstammet, og hun nikkede.

”Skal du ikke på toilet?”, spurgte hun imens hun tørrede de sidste tårer væk. Jeg kiggede forvirret på hende, ”Hvad?”.

”Skal du ikke på toilet?”, og kiggede listigt over på døren, og derefter på mig. Eftersom jeg stadig så bundforvirret ud, vendte hun øjne og uddybede.

”Ja, så kan jeg jo godt hjælpe til”, hun blinkede med det ene øje, og idet øjeblik gik det op for mig hvad hun mente.

”Nårh! Jo, nu hvor du siger det”, svarede jeg, og hun sendte mig et smil, hvorefter hun løftede mig op, og gik langsomt ned ad gangen, for ikke at vække opmærksomhed. Vi krydsede overraskende nok ingen læger eller sygeplejersker, der følte trang til at spørge ind til, hvad det var vi lavede. Vi var nået til den stue, alting begyndte, og min mor åbnede forsigtigt døren. Jeg kunne høre en let snorken, men den kom ikke fra Karl. Den kom fra hans nye ”sidekammerat”, der var fordybet i søvnens land, og af en eller anden grund følte jeg en svag jalousi blomstre indeni mig. Sæt han var blevet bedre venner med den nye pige end med mig. Det var ikke en rar tanke. Min mor satte mig ned i hvad jeg formodede var Karls kørestol, så jeg selv kunne styre hvor jeg ville hen. Hun kyssede mig på kinden, og gik efterfølgende ud igen. Tilbage var der Karl og jeg. Ja, og så den nye snorkende pige. Jeg var i tvivl om han stadig sov, så jeg puffede let til hans ene arm. Ingen reaktion. Jeg tog en dyb indånding, og slog ham så hårdt jeg kunne i maven. Det måtte vække ham. Det kunne man bestemt heller ikke sige, at det ikke gjorde. Han fór op i en strøm af bandeord, og så sig forvirret omkring.

”Godmorgen”, smilte jeg fiffigt. Han gned sig i øjet, og kiggede på mig.

”Nårh”, sagde han, ”Er det bare dig?”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle omkring hans ”bare dig”, for jeg kendte ham, og sommetider tænkte han bare ikke over sit ordvalg.

”Ja, det er bare mig”, sagde jeg, og gentog hans sætning.

”Jeg mente det jo ikke på den måde.”, sagde han og vendte drilsk øjne. Jeg nikkede forstående.

”Hvad laver du her?”, spurgte han efter en kort stilhed.

”Jeg ville bare… fortælle dig noget”, svarede jeg, ”Inden min stemme forsvinder”

”Hvornår tror du den forsvinder?”, spurgte han pludseligt. Jeg kiggede lidt ud på den snefrie vej.

”I dag. Det er jeg i hvert fald ret sikker på”. Han sukkede.

”Hvad ville du fortælle?”, spurgte han alvorligt. Mine øjne flakkede et par gange før jeg kunne tage mig sammen til at sige det. Dernæst efterfulgt af en dyb vejrtrækning.

”Jeg elsker dig”, sagde jeg, og det var som om ordene lettede fra mit hjerte, og svævede yndefuldt ud af min mund. Det var sådan her jeg havde forestillet mig, at jeg ville sige det. Fornemmelsen var helt rigtigt. Tilbage var der modtageren, Karl, der stod med åben mund, og sjovt nok var den første af os til at blive stum. Jeg vidste godt, at bekymringerne burde fylde mit hoved til randen af en sådan ubesvaret sætning, men med ham var jeg ligeglad. Jeg vidste han elskede mig tilbage, fuldstændig ligesom han vidste, at jeg elskede ham. Det føltes bare rigtigt at sige det før jeg aldrig kunne sige noget til nogen igen. Uden at vide det, blev det også det sidste jeg sagde. Jeg smilte stort.

”Jeg ved det”, mimede jeg. Så forvandlede hans åbne mund sig langt om længe til et smil, og han knælede foran stolen så vi var nogenlunde lige høje. Hans brune øjne kiggede direkte ind i mine, og for første gang følte jeg mig ikke døden nær. Alt stod stille. Tiden forsvandt idet hans læber rørte mine, og sammen fløj vi til et sted langt væk. Det var også dér, at min mor, med hans mor at snakke med, kom traskende ind ad døren. Det stoppede os dog ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...