Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3664Visninger
AA

12. 12. December

Av. Av. Av. Det gjorde så ubeskriveligt ondt hver gang de rørte ved min strube. Selvom de forsøgte at være så nænsomme som muligt, var det som om det ikke rigtig lykkedes. De måtte for min skyld gerne skære i min hals, hvis det var mere effektivt, for jeg var helt sikker på, at det ikke kunne blive værre. Av. Var jeg overhovedet bedøvet? Mit sammenpressede ansigt afslørede min tilstand, så en af lægerne følte sig forpligtet til at spørge:

”Gør det ondt?”, jeg nikkede selvfølgeligt, og tænkte på, hvor dumt et spørgsmål det egentlig var. Ikke at der var noget galt med det, for hvad skulle man ellers spørge om? Vi stræb alle efter accept, og den letteste måde at opnå det på, var i de flestes tilfælde vel, at have sympati med andre. I virkeligheden accepterede jeg hende hverken mere eller mindre. Det betød ikke noget, men hver en handling gjorde en forskel, ikke? Det kunne godt være jeg fik det bedre af et dumt spørgsmål, men alt jeg kunne fokusere på var, hvor ufatteligt ondt min hals gjorde.

”Prøv at tælle til tre”, sagde en af lægerne. Jeg rømmede mig.

”En, to, tr-”, min stemme knækkede. Jeg kiggede forlegent på dem.

”Undskyld”, sagde jeg mere hæst end jeg havde forventet. Jeg rynkede bekymret panden.

”Det er helt i orden. Prøv igen”, sagde de nærmest synkront. Det lød helt zombieagtigt. Jeg tog en dyb indånding.

”En, t… t…”, jeg stoppede mig selv. Beskyttede mig fra den allerede brusende forlegenhed.

”Jeg k… kan ikke”, fik jeg fremstammet. Det gjorde ondt, som en slem halsbetændelse. Den mandlige læge, der stod tættest på mig, sendte mig et akavet smil, som jeg ligeså kejtet tog imod.

”Det er okay”, sagde den kvindelige læge, der også bad mig tælle til tre, ”Det har været en lang dag, og vi har pillet meget ved din hals. Du skal bare sove ud, så kigger vi på det i morgen. Du skal nok få stemmen tilbage”, hun lød ikke specielt overbevisende. Selv hvis hun havde, ville jeg ikke tro på det. Jovist skulle man holde hovedet høj, men det indebar ikke nødvendigvis, at man troede på overlevelsen. Jeg havde altid troet på mirakler, men ville det ikke være et mirakel hvis jeg blev frigjort fra min smertelige eksistens? Det kunne ikke blive bedre eller værre. Min stemme var smuldret ud i en hæshed der var umulig at redde. Nu ville jeg ikke være pessimist, men jeg havde mistet troen. Ikke troen på verden, for tro mig, den var på mange måder det smukkeste mit snævre syn havde opfanget, men jeg havde mistet troen på mig. Betød det i grunden noget, hvad og hvem man troede på? Det var blevet nat, og jeg kravlede ned på gulvet. Jeg lod min krop hvile op af sengen, imens jeg forsøgte at holde balancen på det eneste fungerende ben jeg havde. Jeg måtte ud fra mit ”fængsel”, og jeg hoppede min fod øm ud på gangen. Der var ingen fare for at blive opdaget, for de fleste var allerede taget hjem eller sov sig fri for mistanke. Jeg kendte dog en, som med garanti stadig var lysvågen. Det var han altid. Jeg hoppede desperat ned ad gangen, og bad til, at jeg ikke ville vælte. I det tilfælde måtte jeg tilbringe resten af natten på det kolde hospitalsgulv. Ikke ligefrem mit største juleønske. Til min lykke, stod jeg for enden af min forhenværende hospitalsstue, og listede forsigtigt ind. Da var et syn, der fik mig til at vælte omkuld. En forskrækket Karl sprang i vejret. Han var dog ikke hurtig nok til at skjule kniven fra sit håndled.

”Hvem der?”, spurgte han vidskræmt.

”Det er mig, din tumpe”, hviskede jeg, og ømmede mig lidt, ”Hvad har du gang i? Jeg troede du var ovre din selvmordstankefase”. Jeg blev glædeligt overrasket over min stemmes tilbagevendelse. Ikke at den var stor, men den var der. Karl rejste sig, og hjalp mig op i sin seng.

”Undskyld”, sagde han angrende. Jeg gjorde mit bedste for at give ham en ordentlig lammer.

”Hvorfor?”, spurgte jeg, ”Hvorfor?”. Han pressede læberne sammen, og lukkede øjnene i.

”Jeg ved det ikke, jeg var bare… jeg ved det ikke”, jeg sukkede.

”Du må love mig, at du ikke gør det igen. Aldrig nogensinde. Din krop fortjener bedre end selvskade. Lad det gå ud over din pude i stedet”, bad jeg ham. Han nikkede usikkert, og tog mig dernæst i sin favn. Jeg fik øje på hans mishandlede arm. Han havde været i gang længe. ”Åh, Karl. Hvorfor?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...