Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3672Visninger
AA

10. 10. December

Der var altid en grund til at smile. I dag var det gårsdagens emotionelle rutsjetur fra Karls side. Jeg havde hele tiden haft på fornemmelsen, at nogen dybt lå bag den iskolde facade. Jeg fik ret. I modsætning til mig, havde Karl været nede hele dagen. Jeg vidste godt, at det ville være for meget at forlange, hvis jeg bad ham om at fortælle videre på sin historie, men efter at have fået ødelagt slutningen på den, ville jeg bare gerne høre, hvordan og hvorfor.

”Karl”, hviskede jeg beroligende.

”Hvad?”, spurgte han i sorte toner.

”Er du klar til at fortælle videre på din historie? Jeg ved godt du endelig kan føle smerten, og det er på mange måder lettende, men også forfærdeligt. Jeg tror det hjælper, hvis du snakker med mig om det”, sagde jeg efterfulgt af et host. Jeg kunne mærke hvordan min stemme blev hæs, så jeg prøvede at hoste det væk. Uden held. Karl trak forhænget fra, og satte sig op i sin seng.

”Okay…”, begyndte han, ”Jeg er ikke sikker på, hvor vi nåede til, men i hvert fald – vi havde pjækket fra skole, for at køre ræs. Jeg ved godt det lyder utroligt barnligt, men det var det, der ligesom for alvor satte adrenalinen i gang. Vilhelm havde fået den her vildt fede Audi, som hans far nok havde brugt hele sin livsopsparing på. Hvad det første vi tænker er, at vi hellere må drikke os stangstive, for derefter at køre rundt på landevejen, side ved side. Jeg havde godt nok ikke noget kørekort, men jeg havde ”lånt” en af mine kammeraters biler. Det var en grim Dacia, så jeg tænkte, at jeg gjorde ham en tjeneste ved at tage den. Det var egentlig ikke Vilhelms idé, at køre vildt på en vej, hvor der af og til kom mennesker, men han var altid klar på mine idéer. Også selvom han denne gang begyndte at ændre mening i forhold til, om det nu var den bedste idé. Jeg var en idiot, så jeg overtalte ham mod sin vilje, og det var sådan det blev. Vi talte ned fra ti, og derefter gik det løs. Målstregen var ved vores veninde, Celine, som boede på Lars tyndskids mark. Vi jokede om, at den første der nåede dertil, vandt hendes kærlighed, som to riddere i kamp om prinsessen”, tanken om, at han ville vinde en anden piges kærlighed gik mig besynderligt meget på. Jeg lod ham fortsætte.

”Det var sjovt nok en kamp vi begge to i den grad tabte. Da vi jublende var kørt forbi politistationen, fordi ingen havde lagt mærke til os, på en almindeligvis travl dag, overhalede Vilhelm mig, med så høj en fart, at jeg i et kort sekund blev misundelig. Jeg satte speederen i bund, og i dét øjeblik kunne jeg mærke, at jeg ikke havde kørekort. Jeg mistede styringen, og da vi var nået ud på en ellers rolig grusvej, var det  for sent. Jeg kørte direkte ind i Vilhelms bagparti, og du kan nok forestille dig, hvad der så sker, når to biler kører med fuld hastighed ind i hinanden. Det er ikke et kønt syn, for at sige det mildt. Vilhelm forsøgte at styre væk fra det hegn, der omringede markerne, men han mislykkedes. Bilen smadrede direkte ind i et træ, og Vilhelm, som ligesom mig ikke havde spændt selen, fløj som en dukke gennem ruden. Der var ingen tvivl – han var død. Imens lå jeg kvæstet i den stjålne Dacia, og så det hele svæve forbi mig. En mand, som boede tæt på ulykken, ringede efter ambulancen, og få timer efter endte jeg så her. Altså her på hospitalet, ikke i denne stund”. Mit ansigt havde låst sig fast i et chokeret udtryk, og jeg kunne se, at Karl følte sig så meget lettere ved at have sagt det.

”Shit…”, hviskede jeg lamslået. Han nikkede.

”Jah, det er lige til en kampagne om ”husk selen” ”, smilte han, og prøvede at lette den tunge stemning. Jeg smilte medlidenhedsfuldt tilbage.

”Hvad med Daciaen?”, spurgte jeg, ”Ved din ven godt, at du stjal den?”, han lo opgivende.

”Det er jeg ret sikker på alle i byen gør. Jeg var i forvejen kendt for ikke at være på den ”pæne” side. Og nej, vi er ikke venner længere, kun bekendte, hvor den ene skylder den anden 200.000. Det er nemlig også penge jeg har…”, sagde han sarkastisk, og jeg fik det pludselig så dårligt på hans vegne.

”Hvis jeg kunne rejse mig, ville jeg går over og give dig et ordentligt kram”, sagde jeg trøstende, og han smilede skævt til mig og alting.

”Så er du heldig, at jeg stadig kan bruge mine ben. Sådan da”, sagde han og tog tre humpende skridt over til mig. Han satte sig på min seng, og bukkede sig for at tage mig i sin favn.

”Jeg er blevet en helt anden efter jeg har mødt dig”, sagde han, og vi klukkede begge to af, hvor plat og kliché-agtigt det lød.

”Ja, det er mig. Ændrer folk til det bedste”, lo jeg, men der gik ikke længe før det blev erstattet af et host, der hurtigt blev til en meget lang nat.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...