Her er så stille smukt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Kommentarer
3669Visninger
AA

1. 1. December

Jeg så ikke på mig selv som en glad person. Jeg så heller ikke på mig selv som en trist person. Faktisk var jeg i tvivl om jeg overhovedet så på mig selv som en person. Eller menneske for den sags skyld. Mennesker havde da på almindeligvis følelser, hvilket jeg var begyndt at tvivle på, om jeg egentlig havde. Jeg kunne ikke huske, at have følt hverken sorg eller glæde. Jeg lå midt imellem alverdens følelser, og kunne ikke finde ud af hvem eller hvad jeg egentlig var. En sten, ville nogle mennesker mene. ”Uden følelser, som en sten” blev der sagt, og måske var en sten meget passende. Så passende, at jeg ville introducere mig selv som ”Sten”, hvis folk var interesserede i mit navn. Ikke at de nogensinde var det. Faktisk havde jeg ikke introduceret mig for nogen siden ulykken. Jeg fik heller aldrig muligheden for det. De mente ikke, at min tilstand var ”god nok” til at gå udenfor endnu. Altså lægerne. ”God nok”. Det var nogle fjollede ord. Min ”tilstand” havde aldrig været ”god nok” til nogensinde at komme i nærheden af et andet menneske, men her er jeg. Pakket ind i alt muligt lort grundet mit idiotiske sind, der var skyld i et andet menneskets død. Hvis bare de havde holdt mig langt væk fra alting, som de gjorde nu. Det kunne nu også være ligegyldigt. Er alting i bund og grund ikke det? Altså ligegyldigt?

 

 

Jeg anede pludselig små stemmer, som jeg kunne fornemme snakkede om mig. Jeg kæmpede for at åbne mine øjne. De havde åbenbart været lukkede hele tiden. Sjovt, hvordan jeg ikke kunne skelne mellem mørke og de hvide vægge længere. Men på den anden side, kunne jeg heller ikke skelne mellem liv og død, kunne jeg vel?

Jeg fik en læges øjne direkte ind i synskanalen, og jeg kunne ikke forstå hvorfor de ikke blinkede. ”Blink nu for helvede”, tænkte jeg. Hvis ikke jeg var så følelseskold, ville jeg nok være blevet lidt småirriteret over at skulle være tvunget til at kigge på de sindssyge, psykopatøjne, der aldrig blinkede.

”Hvordan har du det?”, spurgte hun, og jeg sukkede dybt i mig selv. Selv hvis det havde været ”millionspørgsmålet” i ’Hvem vil være millionær?”, ville jeg stadig ikke kunne svare. Ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi jeg for fanden ikke havde den fjerneste idé om, hvordan jeg havde det. Jeg vidste kun hvordan jeg burde have det; ad helvede til. Min bedste ven var død, og jeg burde være så trist, at selv Gud intet kunne gøre, for at fjerne sorgen. Det var bare ikke sådan det stod til. Jeg havde det fint. Fint! Det burde være svar nok for en umådelig snushane, som hende.

”Fint nok”, mumlede jeg, og havde mest af alt bare lyst til at lukke øjnene i, for at blive fri for de to prikker i hendes hoved, som man tilsyneladende kaldte for øjne, men hun skulle åbenbart tjekke om mit syn var blevet forværret. Ved siden af hende, stod hendes ligeså utålelige ”assistent”, som man i lægeverden vist kalder for en sygeplejerske.  Det gjorde nu heller ikke noget, hvad man kaldte hende, for uanset hvad, var hun ligeså psykotisk som den anden. De skulle altid tjekke mig. Jeg havde det fint, hvorfor bruge kræfter på mig?

”Der er ikke noget i vejen med dit syn”, smilede lægen til mig, og jeg vendte øjne.

”Chok”, hviskede jeg sarkastisk, og hun løftede et bryn.

”Hvad sagde du?”, spurgte hun, og jeg tillod mig ikke at svare, men derimod udstøde et irriteret ”hmpf”, og  lukke øjnene i.

 

Før jeg vidste af det, blev jeg vækket af den eneste person jeg måske faktisk brød mig om. Elena. Man kunne jo ikke hade 5-årige piger, kunne man vel? Desværre var hun ikke gammel nok til at være her selv, og hun havde slæbt de gamle med.

”Karl! Det er d. 1. december!”, jublede hun begejstret imens hun ruskede så vildt i mig, at jeg for en stund var bange for at brække alle mine knogler.

”Pas nu på ham, skat. Han er meget skrøbelig”, sagde min mor, og aede  Elena roligt på håret. Jeg ville gerne sige, at jeg intet havde imod at ”få tæsk” af en børnehavepige, men fandt ikke overskuet til overhovedet at sige så meget som et ”Hej”. Det gjorde heller ikke så meget, for i virkeligheden, var jeg ikke specielt glad for at se dem. Heller ikke ked af det. Som altid, havde jeg det neutralt. Omkring alting.

”Skal vi ikke tænde for julekalender?”, spurgte min mor, og jeg lukkede utålmodigt øjnene i. Jeg var 16 år. Hvad var julekalender overhovedet for noget? Jeg prøvede at falde i søvn, men min far skulle selvfølgelig lige give mig et ordentlig klap på skulderen.

”Klokken er kun 19.00, min dreng. Du går vel ikke allerede til køjs? Vi er kørt et godt stykke for at se dig.”, sagde han bebrejdende. ”Det rager mig en hujende fis”, tænkte jeg, men smilte bare, og forklarede ham, at nej, selvfølgelig var jeg ikke på vej i seng, og at ”jeg havde savnet dem, åh, så meget”. Sikke noget lort. Hvorfor var jeg sådan? Jeg ville bare gerne være alene for en stund. En meget lang stund. Måske en stund der varede et år eller to. Eller en livstid. Måske ville jeg faktisk bare gerne dø. Ja, tanken om døden var faktisk ikke så slem længere.

Efter små nissemænd- og koner havde danset rundt på skærmen over min seng, tog de endelig hjem. Min familie.

Ligesom jeg troede, at jeg kunne få noget ro og fred, kom den ikke-blinkende sygeplejerske ind med en rullende hospitalsseng, eller hvad fanden de hed, og efter hende fulgte en masse andre, sikkert ligeså sindssyge, sygeplejersker (eller læger, jeg kunne fandeme snart ikke kende forskel). Jeg kunne svagt høre personen i den rullende seng. Vejrtrækningen var hurtig og lys, og jeg blev enig med mig selv om, at det var en pige, der blev indlagt akut.

”Hvad sker der?”, spurgte jeg i en dyb vejrtrækning. Lægerne/sygeplejerskerne havde ”for travlt” med pigen, og jeg opgav, at komme i kontakt med dem. Hvorfor forsøgte jeg overhovedet? De tænkte jo ikke på andre end dem selv og deres job. Typisk. Jeg kiggede op i loftet imens jeg tænkte over, hvor pishamrende irriterende pigen ved siden af mig lød og var. For hun var stensikkert irriterende, med en vejrtrækning som hendes. Til sidst overtog søvnen mig, og jeg forsvandt endelig, som jeg havde ønsket mig. Men kun for en stund. Den korteste stund nogensinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...