En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18236Visninger
AA

8. Tirsdag d. 5 december 2017

 

Tirsdag d. 5 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 16.04

Jeg sad for første gang i et helt år inde på Victorias værelse igen. Det var på en måde ret fremmed, men alligevel følte jeg mig helt hjemme. Det var fremmed, fordi jeg ikke havde været her så lang tid, men fordi det hele var som, det altid havde været, så var det rart at være her igen.

Vi sad begge på hende gulv, og jeg vidste ikke, hvorfor det altid var her vi sad, når vi lavede lektier. Det var fuldstændig det samme, når vi var ovre hos mig. Det var ligesom, at det var meget naturligt for os at sidde på gulvet, så kunne vi havde bøger og papirer liggende på gulvet.

Hun havde bedt mig gå op på værelset først, da vi kom lige fra skole, hvorefter hun gik ud i køkkenet, hvor enten Hannah eller James var. Jeg prøvede at stå og lytte efter, så jeg kunne få lov til at høre hendes stemme, men det virkede ikke, for jeg kunne ikke høre noget, så jeg gik bare op og tog mine ting ud af min taske.

Jeg vidste, at mange fra klassen havde prøvet at gøre alt, for at være den der fik hende til at snakke. Og jeg ville ikke være en af dem. Jeg ville gerne være hendes ven igen. – Jeg gjorde det her både for hendes og min skyld. Hun skulle ikke smides ud af gymnasiet og jeg ville gerne have en ven, og hvis jeg ikke fik en ven ud af det, så fik jeg en udtagelse fra rektor, og det var vel også okay.

Jeg kunne høre fodtrin ude på gangen og lidt efter blev døren åbnet og ind kom James, som var Victorias far. Victoria var gået ud af værelset, og hvad hun skulle vidste jeg ikke, hun rejste sig pludselig og gik ud. Måske på wc eller også gik hun nedenunder for at hente noget at drikke. Jeg kunne ikke andet end at gætte.

”Det er dejligt at se dig Niall,” sagde han og kom lidt længere ind på værelset.

”I lige måde James,” jeg sendte ham et smil og holdte et øjeblik op med at skrive noget ned på min notesblok.

”Det er rart, at der er nogen, der kommer og besøger Victoria. Hun har holdt sig meget for sig selv, det sidste stykke tid,” jeg nikkede, for jeg vidste godt, hvad han mente. ”Men har du snakket med mrs. Benson, om du ved?” mere sagde han ikke, og jeg vidste udmærket godt, hvad han mente.

”Ja, i sidste uge,” han nikkede og sendte mig et smil.

”Det er jeg glad for. Jeg må hellere smutte,” jeg nikkede og sendte ham et smil, mens han gik ud af værelset igen. Nogle lettet fodtrin kunne høres, og det kunne næsten kun være Victoria, der kom tilbage. Da døren gik op igen, kom Victoria ind med en bakke, hvor der stod to kopper kakao og en lille skål med nogle julesmåkager og en anden lille skål med lidt slik.

Hun satte det på gulvet, hvorefter hun rakte mig en af kopperne. Og da jeg kiggede på hende og sendte hende et smil, åbnede hun munden, som om hun skulle til at sige noget, men hun lukkede den hurtigt igen.

”Tak,” sagde jeg. Hun sendte mig et smil, hvorefter vi begge fordybede os i vores opgave igen. Jeg syntes, vi var nået rigtig langt, og det var virkelig godt taget ud fra, at Victoria stadig ikke har sagt et eneste ord til mig.

”Hvor langt er du med faserne?” spurgte jeg Victoria. Hun sendte mig et blik, hvorefter hun ledte efter nogle papirer, hun havde liggende rundt omkring hende.

Hun havde altid været god til at få skrevet noter, hvorefter hun printede dem ud, så hun havde dem i hånden. Jeg måtte indrømme, at det var smart af hende, for det var meget nemmere at have det i hånden.

Hun rakte mig to ark, hvor der stod en masse på dem. Der stod lidt om hver fase, og det lignede, at hun ikke have sparet på hver eneste detalje om det.

”Og det er skrevet i dine egne ord?” hun nikkede og læste videre i vores historiebog. Jeg vidste, hvor meget hun gik op i sådan noget her, og det overrumplede mig hver eneste gang. Jeg læste det i gennem, hvorefter jeg fandt ud af, hvad jeg skulle skrive på powerpointet. Det var ikke det hele, der skulle stå, for jeg skulle mest fortælle om det. Jeg håbede selvfølgelig, at Vic også ville snakke om det, for det var hende, der havde skrevet det meste.

”Du lavede noget i går, gjorde du ikke?” hun kiggede op og så skyldig på mig, hvorefter hun nikkede. ”Hvorfor gjorde du det? Jeg skulle jo have været med,” hun trak på skuldrene som svar, hvilket gjorde mig helt frustreret. Det irriterede mig, at hun ikke ville snakke med mig. Vi havde engang været bedste venner, men det var hun måske lidt ligeglad med, siden hun var så kold. Hun var også meget kold over beskederne.

Hun læste videre i bogen, mens jeg fik skrevet lidt ind på powerpointet, jeg fik sat nogle billeder ind, og jeg fik understreget en masse vigtige sætninger, og prøvede ta lave et talepapir.

”Aha, det var det, der fik USA til at ændre mening med hensyn til krigen,” jeg hørte en hvisken, og det fik mig til at kigge hen på Victoria, som ikke selv havde opdaget, at hun sad og hviskede til sig selv. ”Det var Hitlers første nederlag i verdenskrigen – og her har vi Joseph Kennedy, ah,” jeg kunne ikke lade vær med at kigge på hende, mens hun hviskede forsigtigt. Hun så så koncentreret ud, mens hun læste det. Hun var flot, mens hun sad der.

Mørket var ved at falde på udenfor, så vi havde fået tændt lidt lys. Eller Victoria havde tændt for hendes lyskæde, som jeg huskede alt for tydeligt, og loftlyset var også tændt, men det lyst ikke så kraftigt, men nok til at vi ikke behøvede andet lys.

Pludselig bemærkede hun vidst, at jeg var stoppet med at arbejde, for hun stoppede sig selv midt i et ord, hvorefter hun kiggede hen på mig, for at finde ud af, om jeg mon havde hørt hende. Da hun så, at jeg allerede kiggede på hende, bed hun sig i læben og sendte mig et undskyldende blik.

”Det er længe siden, jeg har hørt din stemme,” sagde jeg. Hun smilede skævt og skyndte sig at kigge ned i bogen igen. Hendes hår kom ned foran hendes ansigt, som om hun prøvede at gemme sig væk, efter det der var sket. Jeg rakte min hånd frem mod hende og fjernede noget at hendes hår om bag øret, og det fik hende til at se overrasket og lettere skræmt på mig, hvilket ikke var meningen. ¨

Jeg sendte hende et smil, og hendes bambibrune øjne kiggede direkte ind i mine, og det der var som om, der var noget inde bag dem, der sagde, at der lå mere bag det, at hun ikke snakkede til andre end hendes familie.

Hun rykkede sit hoved væk, så min hånd blot var i luftet og holdte ingenting, så jeg tog min hånd til mig igen, og fokuserede på mit talepapir igen.

Jeg vidste virkelig ikke, hvorfor jeg gjorde det, men hun burde slet ikke være genert, som hun var. Hun skulle bare være sig selv, og det vidste jeg, at hun ikke var. Hun plejede at snakke hele tiden, hun hadede akavet stilheder, og dem havde vi aldrig, fordi hun sagde altid noget, og det manglede i den grad nu. Jeg savnede hende, selvom hun sad lige foran mig, var det som om, hun var endnu længere væk.

 

Victorias synsvinkel:

Det gjorde mig på en måde utryg, at Niall havde ført mit hår om bag øret, og bagefter ladet sin hånd ligge lidt på min kind. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Inderst inde havde jeg allerhelst lyst til at ligge min hånd på hans hånd, og bare lade den ligge mod min kind. Jeg kunne godt lide hans berøring, lige meget hvor underligt det lød, så gjorde han noget ved mig. Min krop blev helt varm og jeg havde næsten lyst til at snakke med ham.

Der var så meget, vi skulle snakke om, der var sket i løbet af året, hvor vi ikke havde været sammen. Jeg vidste slet ikke, hvordan det gik med hans storebror eller lillesøster, og jeg ville så gerne vide, hvordan de havde det, men jeg kunne ikke få mig selv til at spørge. Vi kunne ikke bare gå tilbage til sådan, det var før. Det kunne vi ikke sådan. Det var jeg bange for, at vi aldrig kunne.

Jeg var glad for, at han ville sidde her sammen med mig og lave historie, selvom jeg ikke sagde noget. Hvis det havde været andre fra klassen, ville de enten lave det selv eller have mig til det, det var sket før, men det var noget andet med Niall.

Jeg havde savnet ham. Det havde jeg, så det, at han var her, betød meget for mig.

Han fordybede sig i sine noter, efter jeg havde trukket mig væk, hvilket gjorde, at jeg kunne sidde og kigge lidt på ham. Hans lyse hår sat pænt, som det altid havde gjort og der var intet ved ham, der var ændret. Det skulle da lige være, at han havde tabt sig lidt, men det var ikke meget, men nok til, at jeg kunne se det.

Havde han trænet? Eller hvad havde han gjort? Jeg håbede ikke, at han var stoppet med at spise, så han kunne tabe sig. Han var flot, og det havde han altid været. Han behøvede slet ikke at gøre noget ud af sig selv. Selv når han havde morgenhår, så han godt ud.

Jeg rystede tankerne ud af mit hoved og måtte prøve at koncentrere mig igen, men det var svært. Jeg kunne stadig mærke Nialls berøring på min kind, men det fik mig også til at tænke på, at han havde hørt, at jeg hviskede til mig selv. Det var tæt på, at jeg havde sagt noget, hvilket helst ikke måtte ske.

”Nå, er der mere, der skal med?” spurgte Niall og afbrød den lidt ubehagelige stilhed. Det var underligt, at der var så stille, når vi var sammen, det plejede der aldrig at være. Han skubbede sin computer hen til mig, så jeg tog den op og lagde den på mit skød og gik igennem powerpointet.

Der var en masse gode stikord, og masser af gode billeder, som passede til de forskellige ting. Faserne havde han fået skrevet rigtigt ind, efterspillet, angrebene og de forskellige taktikker var med. Jeg var helt sikker på, at vi havde alt, vi skulle havde med. Vores fremlæggelse ville ikke kun tage fem minutter, ligesom alle de andres. Vi havde noget, vi skulle fortælle.

”Jeg er ikke færdig med talepapiret, fordi jeg er i tvivl med hensyn til dig,” sagde han, da jeg gav ham hans computer igen. Jeg kiggede på ham, og han kiggede forsigtigt på mig. ”Jeg så gerne, at du stod oppe sammen med mig, du har alligevel lavet rigtig meget, faktisk mere end mig, fordi du ved så meget om det. Du kan stå med et papir, og hvis du føler for at sige noget, så gør du det,” han sagde det hele meget forsigtigt, som om jeg ville gøre ham et eller andet.

”Jeg ved jo, hvor meget det her interesserer dig, og du ved sikkert meget mere, end det der står på vores papirer, så du kan altid komme på banen, hvis du får lyst,” jeg lyttede godt efter, hvad han sagde til mig. Jeg vidste allerede nu, at jeg ikke kom til at sige noget i klassen. Det havde jeg ikke gjort i et helt år, og det kom ikke til at ske bare sådan, fordi Niall syntes.

”Jeg deler det hele ind, så vi ved, hvem der skal sige hvad, og når vi står der, og det er dig, så ryster du bare på hovedet, så skal jeg nok snakke videre,” da han stoppede med at snakke, nikkede jeg forsigtigt. Hvorfor gjorde han det her? Hvorfor sagde han ikke bare, at han ikke ville gøre det hele selv, og ellers skulle jeg sige noget, eller ville jeg ikke få noget af æren.

Han samlede sine papirer sammen, hvorefter han lage dem i en bunke. Jeg tog min computer og fik gemt, det jeg havde fået skrevet og fundet. Mine papirer, som jeg havde liggende rundt på gulvet, samlede jeg også sammen, så det ikke så så rodet ud, som det egentlig var.

Tiden gik og jeg anede faktisk ikke, hvad klokken var, for jeg havde efterhånden ikke haft min computer tændt længe nu. Niall havde fået lavet talepapiret færdigt, hvorefter vi fik det printet ud i to eksemplarer. Et til ham og et til mig.

Han sad og spurgte en del, om hvad han skulle sige, og hvad jeg skulle sige. Jeg pegede selvfølgelig bare, så jeg ikke behøvede at sige noget.

Pludselig lød der en banken på min dør, og lidt efter gik den op. Det var min far der kom ind. Han sagde ikke noget til at starte med, han kiggede blot på Niall og jeg.

”Jeg ville egentlig bare sige, at vi skal spise og du er mere end velkommen til at spise med, Niall,” sagde han, hvilket fik mig til at se overrasket på ham. Jeg prøvede at sende ham et blik om, at han ikke kunne være det bekendt, men han ignorerede mig fuldstændigt, så jeg vendte mig om og kiggede på Niall. Jeg håbede inderligt, at han sagde nej.

Jeg elskede at tilbringe tid sammen med ham, selvom jeg ikke sagde noget, men jeg ville ikke kunne sidde nede omkring bordet med både mine forældre og Niall, uden at sige noget.

”Nej tak,” sagde Niall, som om han kunne læse mine tanker. ”Vi skal have risengrød i dag og det elsker jeg,” sagde han, og det fik mig til at smile lidt. ”Måske en anden dag,” og med det gik min far ud af døren igen, og vi begyndte begge to at pakke sammen. Jeg fik blot lagt mine ting op i sengen, mens Niall skulle pakke alt sit ned i sin taske igen.

Sammen gik vi nedenunder, da han skulle ud og jeg skulle spise. Stilheden var overhovedet ikke akavet, selvom min far lige havde været inde. Han fik sko på, og tog blot sin jakke over armen, eftersom han boede lige over for os, behøvede han ikke at tage den på.

”Vi ses i morgen Vic,” og med det åbnede han døren og skyndte sig ud. Jeg lukkede døren efter ham, og stod lidt og smilede for mig selv. Det var underligt trykkende, at han kaldte mig Vic.

Da jeg følte, at jeg kunne gå ud i køkkenet til min mor og far uden at ligne en smilende idiot, gik jeg derud. De sad allerede og øste op til dem selv, så jeg satte mig direkte hen på min plads og lod som ingenting. Jeg vidste, at min mor sikkert havde nogle spørgsmål omkring Niall, men dem ville jeg ikke have lige nu. Nu skulle jeg spise. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...