En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18220Visninger
AA

3. Tirsdag d. 28 november 2017

 

Tirsdag d. 28 november 2017

Nialls synsvinkel:

kl. 10.35

Jeg kunne allerede mærke, at det hele var gået i gang. Vores matematiklærer havde allerede sat os sammen to og to, og de fleste var gået ud af klassen. Victoria og jeg sad nu over for hinanden, og lavede de forskellige opgaver, men hun sagde intet. Hun havde ikke engang sendt mig et smil.

”Meget får du ikke ud af hende, makker,” sagde Jason og lagde en hånd på min skulder, hvorefter han gik med hans makker ud af klassen. Lige nu var jeg også ret ligeglad med, at hun ikke sagde noget, for vi kunne godt selv lave vores opgaver. Det skulle nok komme. Jeg skulle nok få hende til at snakke, inden året var omme, inden det var blevet juleaften.

Jeg trak på skuldrene, og skrev videre på min opgave. Jeg rystede hans ord ud af hovedet, for han kendte slet ikke Victoria, som jeg gjorde.

Jeg fornemmede, at der var noget galt ved Victoria, så jeg stoppede med den opgave, jeg selv var i gang med, for at kigge på Victorias opgave. Jeg så, at hun hviskede ud, hvorefter hun skrev noget, men hviskede det ud igen.

”Du skal sætte 4 over 7,” forklarede jeg, da jeg fik læst hendes opgave. Hun kiggede op på mig, hvorefter hun sendte mig et smil, som jeg blot gengældte. Jeg så, hvordan hun nemt løste opgaven, efter jeg havde hjulpet hende. Jeg var ked af, at hun ikke ville sige så meget som ’tak’, men jeg var tilfreds med det smil i starten.

Der gik dog ikke længe, før jeg kunne fornemme, at Victoria var gået i stå. Jeg hviskede selv mit svar ud, da jeg så, at det var forkert, hvorefter jeg tastede det ind på lommeregneren, og fik et andet svar. Jeg kiggede på Victoria og så, at hun egentlig blot kiggede rundt og slet ikke kiggede på hendes opgave.

Jeg lod en hånd vinke foran hendes ansigt, hvilket fik hende til at kigge på mig, og hun kiggede fortabt ned i hendes opgaver. Jeg læste vores opgave og tænkte lidt over, hvordan vi skulle løse den.

”Du ser lidt fortabt ud,” sagde jeg og fik øjenkontakt med hende. Hun nikkede og pegede ned på opgave to med hendes blyant. Jeg læste opgaven igen, hvorefter jeg forklarede hende, hvordan opgaven skulle løses. Jeg havde aldrig haft svært ved matematik, det var nok det fag, jeg havde lettest ved.

Det var virkelig svært at arbejde sammen med hende, når hun ikke sagde noget. Jeg kunne selvfølgelig bare fortælle hende, hvordan det skulle løses, og så håbe, at hun godt selv kunne finde ud af det. Jeg vidste godt, at der ikke var meget, jeg kunne gøre, for at få hende til at snakke med det samme, men jeg ville da prøve alligevel, om det så føltes som om, jeg snakkede til en væg.

Timen gik og jeg satte mig hen til mit bord, som ikke var langt fra Victorias. Der skete ikke meget, men hvad kunne jeg forvente? Jeg snakkede til hende omkring matematikken, fordi hun ikke kunne finde ud at det, så jeg hjalp hende, så godt jeg kunne. Når jeg sagde noget, og hun var i tvivl pegede hun på et tal eller en model, og så skulle jeg svare ud fra, hvad jeg regnede med, hun spurgte mig om. Det var forvirrende, men jeg håbede, at hun forstod det til sidst.

 

kl. 12.15

 

Biologi. Det var ikke mit yndlingsfag, men jeg kunne godt lide det. Jeg havde med vilje sat mig ved siden af Victoria, hvilket fik hende til at se på mig med en rynket pande, men jeg sendte hende bare et smil.

Vores lærer Mrs. Moore kendte godt til opgaven omkring med Victoria, for hun var kommet hen til mig, inden jeg nåede ned i biologilokalet og spurgte, om jeg havde mod på at arbejde sammen med hende. Jeg svarede blot ja, og prøvede ikke at virke nervøs. Jeg ville jo ikke risikere at få dårligere karakter, fordi Victoria ikke snakkede, men jeg ville også gerne hjælpe.

Det var lidt af et dilemma at være i, men hun var min ven. Hun havde været min bedste veninde, og jeg så hende stadig som det, selvom hun skubbede mig væk. Hun var den eneste, der kendte mig lige så godt, som jeg.

”I dag har I forhåbentlig fået læst kapitel 3 omkring sukkerindhold i bogen,” begyndte mrs. Moore. ”Jeg har nogle opgaver, som I skal lave sammen to og to, og lad mig lige se,” sagde hun, hvorefter hun skimtede ud over klassen og talte os. ”I arbejder bare med dem I sidder ved siden af. Tag et ark hver og send videre, I må sidde, hvor I har lyst til, I skal bare være tilbage om fyrre minutter,” sagde hun og rakte en af mine klassekammerater bunken med papir.

Bunken kom hen til mig, jeg tog et papir og gav det videre til Victoria, som gjorde præcis som jeg, og alle de andre, havde gjort. Jeg læste starten på papiret, mens nogle rejste sig op, og gik ud af klassen. Jeg kiggede op og rundt, og så, at der var flere tilbage i klassen, end jeg havde regnet med.

”Vic, skal vi gå ud at sætte?” spurgte jeg, og prøvede optimistisk. Jeg lagde mit papir oven på min bog, og tog en blyant og viskelæder, inden jeg kiggede på hende. Hun så ikke ud til at registrere, at jeg snakkede til hende. ”Victoria, vi sætter os udenfor,” sagde jeg denne gang bestemt, hvilket fik hende til at se på mig med et overrasket blik. Jeg havde aldrig snakket eller sagt noget så bestemt til Victoria før, så det kom også lidt bag på mig.

Hvad var det, jeg havde gang i? Måske skulle jeg bare droppe det, og arbejde for mig selv. Det var ikke min skyld, at Victoria ikke snakker, det var hendes egen, og jeg kunne også være skide ligeglad med, om hun kom igennem gymnasiet.

Du får en god udtagelse af rektor, sagde min bevidsthed til mig. Jeg vidste, at den havde ret. Jeg ville gerne have en god udtagelse fra rektor, så det måtte være det, der talte lige nu. Lige nu var jeg skide ligeglad med, at hun tidligere havde været min bedste veninde.

Nej du er ej, jeg rystede på hovedet af mig selv, og måtte komme ud af lokalet. Jeg kiggede mig over skulderen, da jeg gik hen mod døren og så, at Victoria havde rejste sig op, og gik stille efter mig. Da jeg kom ud af lokalet kiggede jeg mig rundt, for at finde et sted vi kunne sidde i fred. Jeg opdagede en bænk i den anden ende, så jeg gik derned, mens Victoria blot fulgte efter mig.

 

Kl. 18.17

 

Jeg sad sammen med min familie rundt og spisebordet, da vi sad og spiste aftensmad. Vi sad her alle sammen, hvilket vi ikke havde gjort de sidste par dage, fordi Greg, som var min storebror, rendte rundt og lavede Gud ved hvad, og Anne, som var min lillesøster, gik til dans, og det lå nogle gange midt i spisetiden.

Jeg rendte ikke rigtig rundt og lavede noget, udover at lave lektier oppe på mit værelse. Dengang jeg var meget sammen med Victoria, kunne de altid finde mig ovre hos hende, hvis jeg ikke var hjemme, og omvendt.

”Nå Niall, jeg mødte Victoria i dag nede i supermarkedet,” sagde min mor, hvilket næsten fik mig til at tabe min gaffel. ”Men det var lige så snart hun så mig, skyndte hun sig op til kassen og ud af butikken, som om hun slet ikke ville kendes ved mig, snakker I stadig ikke sammen?”

”Jeg er altså sikker på, de snakker sammen,” kommer det fra Greg.

”Hold mund Greg, du ved godt, hvor nede Niall var, da han kom og sagde, at Victoria ikke ville snakke med ham mere,”

”Lad vær med at snakke om det, som om jeg ikke er her,” sagde jeg hårdere end det var meningen. ”Hun snakker ikke med nogen som helst. Hun har ikke sagt et eneste ord til mig, hverken i går eller i dag når vi har arbejdet sammen,” og jeg vidste faktisk ikke, hvorfor jeg fortalte dem det. Jeg burde have holdt det for mig selv.

”Hvem er Victoria?” spurgte Anne. Det var klart, at hun ikke kunne huske hende, for det var ved at være over et år siden, Vic og jeg sidst havde kontakt.

”Det er Nialls kæreste,”

”Hold så mund Greg!” sagde jeg højt og slog min hånd ned i bordet.

”Greg!” brummede vores far.

”Det er hende, der bor lige over for os,” sagde vores mor og agede hende blidt på kinden.

”Hun er flot,” mumlede hun. Jeg gjorde mig enig med hende, men ikke åbenlyst så de andre kunne se det. Anne havde ret, Victoria var rigtig flot, og det havde hun altid været.

”Tak for mad,” sagde jeg og tog min tallerken og skyllede den af, så jeg kunne sætte den i opvaskemaskinen. Jeg ville bare gerne væk herfra, inden jeg begyndte at fortælle dem om ”opgaven”, om at jeg skulle få Victoria til at snakke i timerne. Det behøvede ikke at være inden jul, bare efter nytår, men jeg ville gerne kunne snakke med hende inden jul, så det var det jeg gik efter. Jeg håbede. Jeg kunne ikke andet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...