En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18235Visninger
AA

19. Søndag d. 17 december 2017

 

Søndag d. 17 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 10.38

Det var en underlig følelse, jeg havde i kroppen, da jeg stod her i køkkenet med en kaffekop i hånden. Mine forældre havde også set på mig med en rynket pande, for jeg havde ikke sagt godmorgen endnu, men jeg kunne bare ikke lade vær med at tænke på Victoria.

Hun havde skrevet til mig, og det var faktisk det, jeg vågnede af. Hun havde spurgt mig, om jeg ville komme over. Jeg kunne ikke andet end at sige ja, for jeg ville så gerne tilbringe tid sammen med hende igen, eftersom hun var begyndt at snakke med mig i går.

Mor spurgte selvfølgelig i går, om det gik godt med vores stil, og så brød Greg ind, hvilket ikke overraskede mig.

”Blev I færdig med stilen Niall?” spurgte mor om, mens vi sad og spise aftensmad. Jeg nikkede til svar, da jeg havde munden fuld af mad. ”Er hun så begyndt at snakke til dig eller..?”

”Begyndt at snakke? Meget mere end det,” sagde Greg så højt, at jeg fik et chok, og var ved at få al min mad galt i halsen.

”Hvad mener du med det?” spurgte min far, og så fra mig og hen på Greg, som blot sad med et lusket smil på læben. Jeg himlede med øjnene, og jeg vidste, at lige så snart han havde sagt det, ville jeg sikkert rødme, for nu kommer hele familien til at vide, at vi har kysset.

”De stod da og råsnavede, da jeg kom ned,” sagde han og tog noget mad i munden. Jeg kunne nemt se mor og fars øjne på mig, selvom jeg prøvede at ignorere det, og kigge hen på Greg. ”Hvis det ikke var fordi, jeg lige havde kastet op, så havde jeg sgu gjort det lige der,”

”Vi sidder og spiser Greg!” udbrød min mor. Hun var et lidt sart menneske med hensyn til sådanne ting. Anne lod det ikke ligge.

”Hvad betyder råsnavede?” spurgte hun og så rundt på os, men hendes blik landede på Greg, da han prøvede at forklare hende det.

”Niall og Victoria stod og kyssede. Og det var ikke sådan nogle kys, du ser mor og far give hinanden, de havde tungerne inde i hinandens munde,” jeg kunne mærke, at det blev varmere og varmere, hvilket nok betød, at jeg var tomatrød i hovedet.

”Greg, hun skal ikke vide sådan noget,” sagde min far, mens Anne udbrød:

”AD! Det kan man da ikke,”

”Nu snakker vi om noget andet,” kom det fra min mor, som havde fanget mine øjne. Det var pinligt det her, så jeg ville bare gerne væk. Jeg ville op på værelset og gemme mig væk for altid.

Jeg fik drukket resten af min kaffe, hvorefter jeg tog en skål og noget morgenmad. Jeg kunne ikke rigtig fungere i dag, hvis jeg ikke havde fået noget morgenmad. Jeg var stadig virkelig træt, og kunne godt sove en time eller to mere. Det blev meget sent, før jeg faldt i søvn i nat.

Jeg fik hældt noget cornflakes op i skålen og rakte ind over bordet efter mælken, da min far og mor stadig sad i køkkenet. Far læste søndagsavisen og mor sad og stregede en masse ting ud i sin kalender, men så tilføjede hun også en masse nye notater.

Jeg fik hældt mælk op i skålen, hvorefter jeg begyndte at spise min mad. Jeg sad så meget i mine egne tanker, at jeg slet ikke hørte efter, hvad de gamle sagde til hinanden, eller at der røg julemusik ud af radioen.

Min mobil, som jeg havde husket at tage med mig, begyndte at vibrere på bordet, så jeg tog den op og så, at jeg havde fået en besked fra Victoria.

Victoria: Hvornår kommer du?

Niall: Jeg er lige stået op, lad mig lige vågne

Victoria: Jeg er bare så spændt!!

Niall: Hvad skal vi da lave?

Victoria: Aner det ikke

Jeg kunne ikke lade vær med at grine af Victorias besked, for det var så typisk hende. Hun glædede sig til at tilbringe tid med mig, men hun vidste aldrig, hvad vi skulle bruge tiden på. Jeg havde et par tanker, jeg gerne ville lave med hende og hendes læber, men jeg skulle nok ikke foreslå det med det samme. Jeg ville heller ikke skræmme hende væk med alle de følelser, jeg havde.

”Hvad smiler du af?” spurgte min mor, som åbenbart havde studeret mig lidt. Jeg trak på skuldrene.

”Ikke noget,” mumlede jeg. Jeg fik spist resten af min morgenmad op og gik ovenpå igen. Jeg sendte Victoria en besked om, at jeg lige skulle have fundet noget tøj, men beskeden jeg fik tilbage, gjorde jeg store øjne af. Jeg havde ikke regnet med den respons.

Victoria: Kom som du er, eller nøgen, jeg er ligeglad

Niall: Jeg kommer ikke nøgen

Victoria: Skynd dig nu bare

Jeg grinte lidt for mig selv, hvorefter jeg fik fundet nogle helt almindelig jeans og en hvid langærmet T-shirt på, hvorefter jeg gik over til mit spejl, som var indbygget i mit store klædeskab. Jeg kørte min hånd igennem mit hår et par gange, og prøvede at sætte mit hår, hvilket først lykkedes efter femte forsøg. Jeg var næsten klar til at tage over til Victoria, jeg skulle bare ud og børste mine tænder, som det ville ikke tage så lang tid.

Jeg gik ned i køkkenet, hvor de gamle stadig sad. Da de kiggede op på mig, kunne jeg nemt se deres undren. De vidste ikke, hvad jeg skulle.

”Jeg tager over til Victoria, og vil I være søde at lade vær med at sige det til Greg?” spurgte jeg, mens jeg gik hen mod døren, hvor mine sko stod. Jeg tog også min jakke på, selvom det kun lige over på den anden side af vejen, men det var koldt udenfor.

”Det skal vi nok, hils,” sagde min far, hvorefter jeg var den, der var daffet. Jeg fik smækket døren, hvorefter jeg skyndte mig over vejen og direkte op til hoveddøren og bankede på. Jeg tøvede ikke, hvilket undrede mig en del, men da døren gik op, og jeg så Victorias smukke ansigt, var min undren væk igen. Jeg var jo  ikke nervøs for at være sammen med hende. Hun var min bedste ven.

”Hej Niall,” jeg kunne ikke lade vær med at grine, da jeg fik øje på, at hun havde en nissehue på. ”Lad vær med at grine af mig, jeg har også en nissehue til dig,” hun tog fat i min jakke og nærmest trak mig med indenfor, som om hun var bange for noget eller nogen udenfor, men det var der nok ikke.

 

Kl. 16.06

 

”Hej Niall,” lød det bag mig, så jeg vendte mig om og så James og Hannah stå der i døren. De måtte lige være kommet hjem.

”Hej,” sagde jeg venligt og sendte dem begge et smil.

”Det er hyggeligt at se dig igen,” James kom ud i køkkenet, hvor vi havde sat os. Vi satte os her, fordi vi skulle spille nogle spil. Lige nu sad vi og spillede Monopoly. Vi havde også spillet UNO, hvilket vi havde gjort i lang tid, så lang tid, at vi helt blev trætte af det spil.

”I lige måde,”

”Hvor er Vicky?” spurgte Hannah og kom ud bag James. Jeg havde aldrig brudt mig om det kælenavn, de havde valgt til Victoria, og jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Jeg syntes bare ikke, at det var et kønt navn. Så hellere Vic, som jeg altid havde kaldet hende.

”På wc,” sagde jeg. ”Hun skulle også hente nogle flere pengesedler, hun mente, at hun havde nogle flere et sted på værelset,” forklarede jeg. De nikkede og satte sig på hver deres stol.

”Vi vil gerne snakke med dig om noget,” sagde James, hvilket fik mig til at kigge på ham igen. Hvad ville han dog snakke med mig om?

”Det er om Victoria,” sagde Hannah og smilede skævt til mig. Som om, hun ikke rigtig ville snakke om Victoria bag hendes ryg. ”Vi har snakket med rektor,” hun kiggede over på James. Han fortsatte.

”Vi har fået at vide, at Victoria stod oppe foran klassen i sidste uge,” jeg nikkede. ”Godt nok løb hun ud af klassen, men hun stod der op…-” jeg afbrød ham.

”Det var kun fordi nogle af pigerne sad og hviskede om, at Victoria slet ikke havde hjulpet til. Hun blot stod der og tog ros for noget, hun slet ikke havde lavet. Så jeg forstod godt, hvorfor hun løb ud,” forklarede jeg.

”Ja okay, vi så jo, at I lavede det sammen,” sagde Hannah og sendte mig et smil.

”Vi er blot taknemmelig for, at du gider hjælpe hende. Blot det, at hun er begyndt at snakke med dig igen, gør rigtig meget, for det betyder, at det snart skal komme,” sagde James og gav mig et smil. ”Det betyder virkelig meget for os, at du gør en indsats. Jeg ved, hun måske kan være meget stædig, men du kender hende godt, og det gør, at vi faktisk sagde, at du måske kunne hjælpe,” jeg nikkede.

”Victoria har jo været meget alene her det sidste år, så det betyder meget for os, at du gad at hjælpe,” bød Hannah ind. Jeg nikkede, for jeg vidste jo godt, at hun havde været meget alene.

”Jeg ved, at rektor går op i, at hun skal snakke i timerne,” sagde jeg.

”Du var vel oppe og snakke med hende inden december, hvor hun tilbød dig noget, gjorde hun ikke?” jeg nikkede igen. Jeg var ikke så vild med at snakke om det.

”Hvad?” sagde James.

”En udtagelse fra rektor, om at jeg har hjulpet en medstuderende på vej og en mindre dusør,” fortalte jeg. De nikkede begge to, hvorefter de kiggede på hinanden.

”Vi vil også gerne give dig noget, som tak for hjælpen. Vi har prøvet så meget forskelligt det sidste år, og det har ikke hjulpet, og så kommer du der og hjælper os på vejen, det er vi meget glade for,” jeg skulle til at afslå, da jeg hørte noget bag mig.

”Så det er den eneste grund til, du er sammen med mig nu. Det er fordi du får en dusør!” Jeg fik et chok, da jeg hørte Victorias stemme. Jeg vendte mig om og kunne med det samme se vreden. Hun blev stille og roligt mere og mere rød i ansigtet. Hun kogte snart over, det kunne en hver se.

”Victoria du misforstår mig,” prøvede jeg.

”Misforstår jeg dig?!” hun råbte næsten, og det chokerede mig. ”Det var sgu da dig, der sad og fortalte, hvad du fik for at hjælpe mig med at snakke i timerne! Jeg troede virkelig, at du ville være min ven igen. Jeg troede, du var fuldstændig ligeglad med alt og alle, og hvordan jeg egentlig ikke sagde noget i forhold til alle andre!” hun råbte det hele af mig, og jeg fik en klump i maven. Hvad havde jeg dog gjort?

Hvordan kunne jeg egentlig sidde her og fortælle hendes forældre, hvad jeg fik for at hjælpe hende. Jeg skulle måske bare have sagt nej fra begyndelsen, men jeg gjorde det jo ikke kun for belønningen. Jeg savnede Victoria, og det gjorde ondt i brystet, at hun råbte sådan af mig.

”Niall, hvordan fanden kunne du gøre det mod mig! Jeg troede på alt, du sagde til mig!” jeg rejste mig op og gik hen i mod hende, men hun holdte en hånd op, som tegn på stop.

”Hør nu på mig, så forklarer jeg dig det hele! Jeg er slet ikke interesseret i de ting, jeg har savnet dig. Det har ikke været det samme uden dig,” sagde jeg og kunne mærke, hvordan tårene fandt frem i mine øjne.

”Ja, det ville jeg også have sagt! Du kan rende mig Niall! Jeg troede virkelig, at vi var venner,” hun rev hendes halskæde af og kastede den hen til mig, og da jeg greb den, trillede tårene ned af kinderne på mig.

Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg skulle enten have afslået belønningen eller selve ”opgaven”, men jeg kunne ikke. Jeg ville gerne have min bedste ven tilbage, og på det tidspunkt, kunne jeg ikke sige nej til belønningen, men nu kunne jeg sagtens sige det.

Victoria snakkede til mig, eller lige nu råbte hun faktisk af mig, og hold op, hvor gjorde det ondt. Det her var min egen skyld, så hellere, at hun ikke ville snakke med mig. Jeg ville hellere høre hendes tavshed end al hendes råben, for jeg havde aldrig nogensinde hørt hende råbe sådan, som hun råbte af mig i dette sekund.

”Victoria slap lige lidt af,” James stemme fik mig tilbage til virkeligheden.

”Slappe af?! Skal jeg slappe af? Jeg kan forstå, at I prøver på at få mig til at snakke i timerne, fordi I er mine forældre, men Niall? Han er min, eller VAR min bedste ven, men det er så også ødelagt, og jeg kan ikke finde ud af, om det er jeres skyld, eller din egen,” hun kiggede fra hendes forældre til mig. Hendes øjne skød lyn.

”Vic,”

”Du skal fandeme ikke kalde mig Vic! Det er kun min bedste ven, der må det, og det er ikke dig,” og med det vendte hun sig om og gik op af trappen igen. ”Og for resten så skrid ud af mit hus! Jeg vil ikke se dig for mit ansigt igen!” råbte hun, mens hun gik.

Tårene løb ned af kinderne på mig, for jeg havde ikke regnet med, at det her kunne ske. Jeg havde håbet, at jeg kunne sætte mig ned og snakke med Victoria om det, så kunne ville forstå, at jeg gjorde det, fordi jeg savnede hende. Jeg ville fortælle hende det en million gange, hvis det hjalp hende. Hvis hun bare gad at se på mig igen, men det gjorde ondt at vide, at hun ikke ville. Hvad ville der ske i morgen?

Jeg vendte mig om og kiggede på James og Hannah, som så lige så chokeret ud som, jeg selv gjorde. Hannah sad også med tåre i øjnene, for hun havde aldrig set hendes datter så sur, som hun var nu.

”Jeg må hellere…-” jeg pegede mod hoveddøren og gik bagud.

”Det må du virkelig undskylde Niall, det var ikke meningen, at det skulle ske,” undskyldte James og gik med mig ud i entréen. Jeg tog mine sko på og blot min jakke henover armen.

”Det skal du ikke tænke på, det er min egen skyld,” og med det skyndte jeg mig ud af døren og løb hen til min egen. Jeg smed min jakke fra mig og sparkede skoene af. Jeg løb op ovenpå uden at kigge på nogen, og jeg ignorerede alt der blev til mig. Da jeg kom ind på mit værelse, smækkede jeg døren i og smed mig på sengen og græd endnu mere. Jeg lod det hele komme ud, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers kunne gøre nu. Det gjorde ondt. 

___________________________________

Oh no, hvad tænker I? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...