En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18251Visninger
AA

22. Onsdag d. 20 december 2017

 

Onsdag d. 20 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 09.06

Det var den anden dag, Niall slet ikke dukkede op til timerne. Vi fik juleferie i morgen, så jeg forstod ikke, hvorfor han ikke dukkede op. Niall elskede matematik og musik, som var bare to af de fire fag, vi skulle have. Han var den bedste i musik, for han kunne både synge og spille guitar, men det var ikke det, han gik op i, selvom han virkelig burde.

Jeg elskede at lytte til hans stemme, om det så bare var, når han snakkede til mig eller andet, så kunne jeg lide det. Han havde en anderledes accent end jeg havde, men det var klart, når han var vokset op her, mens jeg først kom hertil, da jeg var mellem 5 og 6 år.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over, hvor han blev af. Det var både de andre i klassen og vores lærere, for det var ikke normalt, at han ikke dukkede op. Sidste år var Niall og jeg de eneste, der havde 0% fravær for hele året. Vi havde ikke en eneste fraværslektion, så det var underligt.

Var det min skyld? Var det min skyld, at han ikke dukkede op? Fordi jeg havde sagt alle de ting til ham i søndags?

Jeg vidste heller ikke, om jeg kunne give ham skylden, for jeg kunne også have været egoistisk nok til at beholde Niall som min bedste ven sidste år, så ville vi ikke have været her. Så ville jeg stadig snakke med andre end min familie, og Niall ville hjælpe mig, mod de piger der kaldte mig de navne.

Det kunne have været mig og Niall mod verdenen, men fordi jeg blev så rasende på Niall, så dukkede han ikke op. Jeg kunne nemt se, at han blev såret af det, jeg sagde. Hans smil forsvandt, som senere blev erstattet med tåre, som gled ned af hans kinder. I det øjeblik var jeg ligeglad med hvor ondt det gjorde, men lige nu, havde jeg mest af alt lyst til at give ham et stort kram. Jeg savnede, at han sad her ved siden af mig, og prøvede at få mig til at grine.

Jeg prøvede at se det fra hans side af, men det var svært. Jeg vidste slet ikke, hvorfor det her var sket. Jeg vidste ikke noget, ikke engang hans tanker om det hele.

Hvordan kunne han regne med, at jeg blot ville have det godt med at snakke med ham, og så bare begynde at snakke i klassen lige efter? Han burde kende mig bedre end det – og så gik det op for mig. Niall vidste stadig ikke, hvorfor jeg ikke snakkede med andre, men det var nok det, han ville finde ud af, og så snakke med mig om det. Han var god til at lytte og snakke, når man havde brug for det. Han var virkelig den bedste ven, jeg nogensinde havde haft, og alligevel var jeg så dum at skubbe ham væk. Både dengang og nu.

Han prøvede jo bare at hjælpe mig, for jeg kunne jo godt se, at det ikke ligefrem ville hjælpe på mine karakter, at jeg ikke snakkede i timerne.

Niall var den eneste, som ikke gav op med at arbejde sammen med mig. Han prøvede at hjælpe mig, selvom jeg ikke sagde et ord. Jeg rystede enten på hovedet eller nikkede, og det hjalp ikke lige frem. Hvorfor gav han ikke bare op, som de andre? Hvorfor blev han ved? Han burde have sagt efter de to første uger, at jeg var umulig, men det gjorde han ikke.

Det var Niall, der faktisk tog initiativ til at være sammen efter skole, det var ham der skrev til mig, og jeg svarede ham kun koldt tilbage, og det var egentlig ikke fair over for ham.

Mine forældre havde fortalt mig, hvorfor de havde snakket med rektor. De ville selvfølgelig kun gøre det bedste for mig, og de troede, det var en god idé at indblande Niall, eftersom vi var bedste venner engang.

Siden i går havde jeg prøvet at vende og dreje det hele, men jeg kom altid tilbage til det samme. Niall ville ikke være venner med mig mere, og det var kun min egen skyld.

Jeg fjernede tankerne og prøvede at koncentrere mig resten af dagen, men det var svært, for det eneste jeg kunne komme i tanke om, var, at Niall ikke sad ved siden af mig. Han var der hjemme.

 

Kl. 19.03

 

”Jeg har vidst ikke fortalt jer, at min søster har spurgt, om de måtte komme julemorgen og åbne julegaver med os, og jeg har altså sagt ja,” sagde min mor pludseligt. Min far og jeg kiggede hen på hende, for det var ikke det, vi havde regnet med at høre.

Jeg havde ikke noget i mod min moster, hun var også ved min fødselsdag, men jeg var bare overrasket over, at de skulle holde julemorgen sammen med os. Det var længe siden, jeg havde holdt jul sammen med Bryan, så jeg var da kun glad for, at de kom.

”Jamen, så kommer de da bare,” brummede min far henne i sin lænestol. Vi sad alle sammen i stuen og ventede på, at julefilmen skulle starte.

”Kommer de også juleaften?” spurgte jeg og satte mig op med et ryk. Jeg var blevet meget mere vågen af at få at vide, at de kom til jul.

”Det snakkede vi faktisk ikke om, jeg må hellere ringe til hende,”

”Nej nej, jeg kan ringe til Bryan!” udbrød jeg og rejste mig med det samme op og tog fat i min mobil, som lå på bordet foran mig. Både mor og far kiggede på hinanden, hvorefter de kiggede på mig og nikkede.

”Fint nok, for nu starter filmen,” sagde mor og kiggede hen på fjernsynet. Jeg skyndte mig op af trapperne, men jeg fandt Bryans nummer og ringede ham op. Jeg nåede op på værelset og lukkede døren bag mig, inden han tog telefonen.

”Vic, hvordan går det?” råbte han næsten, da han tog den. Det var ikke noget med ’Det er Bryan,’ eller sådan noget, det var lige på og hårdt.

”Hey Bryan,” startede jeg. ”Mor har fortalt, at I kommer og åbner gaver julemorgen,”

”Ja, det bliver så fedt. Men det er fordi, min far tager ud og rejser med hans mor og stedfar, og der var jeg ikke inviteret med, selvom det var meningen, at jeg skulle holde jul med ham,” min moster var skilt, så han var vokset med at holde skilsmissejul. Da vi var mindre, syntes jeg det var fedt, for han holdte to juleaftner, og det ville jeg også.

”Ej, hvordan kan han være det bekendt,” sagde jeg og satte mig op i mit vindue. Jeg sad der ikke så tit, men når jeg snakkede med Bryan, kunne jeg godt finde på det.

”Han er fucking træls, men så spurgte jeg, om vi kunne holde jul hos jer,”

”Kommer I så den 24, så vi kan spise julemiddag sammen, og så kan I jo overnatte, hvis det er,” spurgte jeg. Jeg ville ikke have noget i mod, at de skulle overnatte. Bryan kunne nemt ligge ved siden af mig i min seng, den var stor nok, og jeg kunne bare finde en ekstra dyne til ham.

”Det kunne vi jo godt, lad mig lige spørge,” sagde han. Jeg hører, at han spørger sin mor, og de snakker lidt om det. Mens de gjorde det, kiggede jeg over på Nialls vindue, og kunne se at, han sad i sit vindue og læste en bog. Jeg kunne ikke se, hvilket bog det var, men den var egentlig ret tyk.

Det var lidt som om, han kunne mærke, at jeg kiggede på ham, for han kiggede op og kiggede direkte hen på mig. Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at vinke til ham eller række fuck til ham for jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg havde det med ham. Jeg var stadig forelsket i ham, for det gjorde helt ondt i brystet, da jeg kunne fornemme et lille smil, men jeg var alligevel ikke helt sikker.

”Hey Vic!” jeg kunne fornemme Bryan, så jeg rystede tankerne væk, og fokuserede på Bryan, så jeg kiggede væk fra Niall og ned af vejen. ”Hører du overhovedet efter, Vic?”

”Hvad siger du?” spurgte jeg flovt om.

”Er du sammen med Niall?” jeg kunne næsten fornemme, hvilket ansigt Bryan lavede, men jeg ignorerede det. ”Du kan måske ikke tænke på andet end ham for tiden, hva’?”

”Hold op Bry, kom I og spiste eller hvad?”

”Slap af frøken suresen,” grinede han. ”Hun tænker, at vi godt kunne komme og spiste og overnatte, men hun vil lige aftale nærmere med din mor,” mit smil blev større.

”Jeg glæder mig allerede!” udbrød jeg. Jeg elskede julen og det, at de kom, gjorde det hele lidt bedre. For så kom jeg ikke til at tænke så meget på Niall, som jeg gjorde her for tiden. ”Jeg skal nok finde en ekstra dyne, så du kan sove oppe i sengen ved siden af mig,” sagde jeg og begyndte at snakke om, hvad vi skulle lave i løbet af dagen, og hvad for noget mad vi skulle have.

”Vic,” han afbrød mig. ”Hvordan går det egentlig med Niall? Er I venner igen?” Bryan var faktisk den eneste, der vidste, hvad der foregik oppe i mit hoved. Han vidste, hvorfor jeg droppede Niall, og at jeg var forelsket i ham, som den eneste. Han var den eneste, jeg stolede på – udover Niall. Eller det gjorde jeg så ikke mere.

”Nej,” sagde jeg og kiggede forsigtigt over mod hans værelse igen, men kun for at opdage, at han ikke sad der mere. Bogen lå i vinduet, men han havde rejst sig og gået væk.

”Han kom da med gave og gav dig et kys, hvad er der gået galt, som jeg er gået glip af? Jeg troede, du godt kunne lide ham,”

”Det kan jeg jo også,” mumlede jeg. ”Det vidste sig, at han kun begyndte at snakke med mig igen, fordi han havde en aftale med rektor, og hvis han kunne få mig til at snakke i timerne, så ville han få en belønningen,” fortalte jeg.

”Tror du ikke, der ligger noget andet bag?” spurgte han, som om han var Nialls på side.

”Hvorfor skulle der ligge noget bag det? Jeg troede, Niall var min ven, men så gør han det her,” jeg fortalte ham, hvordan jeg fandt ud af det og hvor sur jeg blev.

”Vic, for helvede,” mumlede han.

”Hvad Bryan?”

”Han er da for fanden forelsket i dig, din idiot!” sagde han og lagde på. Mit hjerte hoppede et slag over, da de ord, han sagde, kom rigtigt ind. Det kunne ikke passe, kunne det? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...