En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18226Visninger
AA

7. Mandag d. 4 december 2017

 

Mandag d. 4 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 08.45

Niall og jeg sad endnu engang parret sammen, denne gang i historie. Jeg havde altid elsket faget historie. Jeg elskede at læse bøger om krigene, hvordan England blev til og hvordan Nordirland og Irland blev splittet. Jeg elskede alt omkring historien – måske jeg skulle være historiker? Jeg vidste ikke endnu, hvad jeg ville være eller lave, når jeg gik ud af gymnasiet, men det var vel noget, jeg snart skulle finde ud af.

Vi skulle skrive om Slaget om England. Det var noget, der interesserede mig, så jeg vidste en del om det allerede, så jeg var i gang med at skrive en masse noter ned.

Vi skulle fremlægge det på onsdag, og det kunne jeg ikke. Hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg mere end gerne, fortælle alt jeg vidste omkring det, og hvad jeg lærte, men jeg kunne ikke stå og snakke foran klassen, det ville bare være underligt. Mindy var i klassen, og hun ville bare fortælle det til de andre piger, og så begynder de igen med de forskellige navne til mig. Jeg kunne ikke gøre for, at jeg snakkede meget, når det var noget jeg godt kunne lide eller brændte for at fortælle.

”Victoria, hvad er det du skriver?” Nialls stemme var langt væk, men jeg kunne lige ane den. Jeg kunne ikke svare ham, så jeg blev blot ved med at skrive på min computer. ”Victoria,” Nialls hånd kom ind foran ansigtet og viftede, så han kunne få min opmærksom.

Jeg skubbede min computer hen til ham, så han selv kunne læse det. Jeg ville egentlig godt have sagt det, men vi sad i kantinen og arbejdede, og det gjorde andre fra klassen også. De sad ikke langt fra os, så de ville nemt opdage, hvis jeg begyndte at snakke med Niall.

”Wow,” sagde han, da han havde fået læst det. ”Jeg havde helt glemt, at du faktisk interesser dig for sådan noget her,” og da han sagde det, kiggede jeg på ham med opspilede øjne. Hvorfor kunne han huske sådan noget om mig? Ja, jeg vidste godt, at jeg også vidste meget om Niall, men jeg kunne godt lide ham. Han burde være sur på mig, og ikke ville snakke med mig, for jeg droppede ham, ikke omvendt.

”Jeg tænkte på, at du måske laver en oversigt over ting, der er vigtige at have med, så vil jeg lave et powerpoint, så det er nemmere at holde styr på,” jeg nikkede blot, for jeg havde overhovedet ikke noget i mod, at jeg lavede det. Jeg kunne sagtens lave det hele selv, så kunne Niall fortælle det hele foran klassen. Han havde ikke noget i mod at stå foran klassen, han var på en eller anden måde tryg ved at stå foran mennesker og snakke. Bare det var mig.

Jeg fik tiden til at gå med, at jeg fandt ud af, hvornår det startede, hvad der skete undervejs og hvem der vandt. Briterne vand, naturligvis. Det vidste jeg godt i forvejen. Jeg fandt ud af en masse andet, som jeg var i tvivl om, men fik det hele på plads nu.

”Niall, hvorfor er det, at du hele tiden arbejder sammen med klassens stille pige?” spurgte en af drengene fra klassen. Han satte sig ned på stolen ved siden af Niall og kiggede på, hvad han havde lavet.

”Victoria er faktisk god til det her. Hun ved en hel masse,” han burde slet ikke forsvare mig.

”Ja som om,”

”Jacob, jeg mener det. Victoria gør hvad hun kan, hun er virkelig dygtig, bare vent og se vores præsentation,” Jacob grinede af det, Niall sagde, hvorefter han klappede ham på ryggen og gik grinende væk.

Da Niall kiggede på ham, sende jeg ham et smil. Jeg håbede lidt, at han kunne se på mig, at jeg prøvede at sige tak til ham. Han kendte mig jo så godt.

”Han skal ikke komme og forestille sig noget, når han ikke kender dig, som jeg gør,” mumlede Niall med et skuldertræk, hvorefter han fordybede sig i historiebogen, der lå ved siden af hans egen computer.

Jeg gik i gang med at skrive en masse ned i mine egne ord, som var vigtigt at have med i forhold til det, jeg havde skrevet ned til at starte med. Niall sagde ikke et enkelt ord mere til mig, før timen var ovre og vi havde frikvarter.

”Vic, skal vi arbejde videre i dag efter skole, eller i morgen?” spurgte han, hvilket fik mig til at overrasket på ham. Det var længe siden, han havde kaldt mig Vic. Det var godt nok lige beskeden fra ham i går, men det var så underligt at høre ham sige det. ”Ved du hvad, glem at jeg spurgte, jeg skriver og spørger,” og da han havde sagt det, tog han sine ting og gik ind i klassen.

Jeg sukkede for mig selv, hvorefter jeg stille fik gemt mine noter. De fleste fra klassen havde tit stillet mig nogle spørgsmål for at få mig til at sige noget, men det havde ikke virket. Jeg blev chokeret over Niall, både da han kaldte mig Vic, og da han hurtigt sagde, at han ville sende mig en sms. Der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke min mobil vibrere i bukselommen, så jeg tog den op og så, at Niall havde skrevet til mig.

Niall: I dag eller i morgen?

Victoria: I morgen?

Niall: Passer mig fint

Victoria: Perfekt (:

Jeg smilede lidt for mig selv, mens jeg lagde min mobil ned i baglommen igen, og pakkede mine ting sammen.

”Prøv at se hendes smil. Hun har måske fået en besked fra hendes mor, som er hendes eneste ven,” kom det fra nogle af pigerne fra klassen. Jeg ignorerede det, hvorefter jeg rullede med øjnene og gik ind med mine ting.

Jeg vidste ikke, hvorfor de gik efter mig. Hvorfor det var så vigtigt for dem at snakke sådan om mig, jeg havde jo ikke gjort dem noget, og det ville jeg aldrig gøre. Jeg havde altid syntes, at de var flinke nok, dengang vi startede, men det var efterhånden ikke sandt mere. De gik efter mig, fordi jeg var nemt at snakke grimt om, fordi jeg ikke sagde dem i mod, eller gjorde noget ved det. Det var jo egentlig min egen skyld.

 

Kl. 18.55

 

”Tak for mad, jeg går op,” sagde jeg og rejste mig fra bordet. Vi havde lige spist, og jeg ville gerne ovenpå, så jeg kunne komme i gang med Nialls og min opgave om Slaget om England. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde til ham, at det først var i morgen, vi skulle lave den, når jeg så gerne ville i gang med den og være færdig.

”Er der noget galt, Victoria?” spurgte min far, som så bekymret på mig. ”Du har været så stille, siden du kom hjem. Jeg rystede på hovedet.

”Der er bare nogle lektier, jeg skal have lavet,”

”Burde du ikke arbejde sammen med nogen?” spurgte min mor.

”Hannah!” vrissede min far af hende. Jeg kiggede forvirret fra min mor til min far, hvorefter jeg kiggede på min mor, som sendte min far et blik. De havde en samtale med øjnene, som jeg åbenbart ikke måtte være med i. Jeg vendte mig om, og gik op af trappen, langt nok så de ikke kunne se mig, men jeg ville stadig kunne høre dem. ”Du ved, hun ikke snakker med andre i klassen,” sagde far.

”Det burde hun. Hun burde ikke lave det hele selv,” hørte jeg min mor sagde. ”Du hørte, hvad mrs. Benson sagde,” og lige så snart jeg hørte hendes navn, kunne jeg hurtigt regne ud, at de havde snakket med mrs. Benson om, at jeg ikke snakkede i timerne. Overhovedet.

”Hannah, vi kan ikke gøre noget lige nu. Lad og fokusere på det efter jul, giv Victoria en chance, det skal nok ske automatisk,” han sagde det som om, han vidste der foregik et eller andet, eller også havde han en plan. Jeg vidste det ikke. Jeg trak på skuldrene og gik op på værelset, så jeg kunne komme i gang med opgaven.

Da jeg kom op, gik jeg direkte hen til mit skrivebord, og trak min computer op at tasken, som jeg havde stillet på stolen. Mens jeg stod og tog bogen op af tasken og lagde det hele klar på skrivebordet, tikkede der en besked ind på min mobil.

Niall: Du skal ikke til at lave historie nu, vel?

Jeg rynkede panden, da jeg læste beskeder, hvorefter jeg kiggede ud af vinduet og hen på Nialls, om var lige overfor mit. Jeg så ham sidde i vinduet, hvor han tit sad og læste. Om det blot var lektielæsning eller læsning for hyggens skyld.

Victoria: Udspionere du mig?

Niall: Nej, men jeg kender dig godt. Du skal ikke lave noget uden mig, enten kommer jeg over nu, og så laver vi det, eller også venter du til i morgen

Victoria: Okay

Niall: Okay hvad? Venter du til i morgen?

Victoria: Ja

Jeg lagde min mobil fra mig på bordet og kiggede hen på Niall, som sad med hovedet ned i sin mobil. Jeg gik over til vinduet og rullede ned for mit gardin. Det var ikke fordi, jeg ikke ville se på ham, men jeg kunne ikke. Det var underligt at skrive med ham, og stadig ikke snakke med ham. Det var derfor, jeg svarede ham så kort, som jeg gjorde. Hvis jeg gjorde andet, ville det med det samme komme tilbage til, sådan det var før.

Klokken var også syv, så det var mørkt udenfor, hvilket også var grunden til, at jeg rullede gardinet ned. Jeg tog min computer og satte mig hen på min seng. Jeg tog dynen over mig, så jeg kunne sidde lidt mere varmt og hyggeligt.

Jeg tændte computeren og gik ind på opgaven alligevel. Niall skulle ikke bestemme, om jeg måtte lave noget på opgaven. Jeg gik i gang med at rydde op i mine noter, som jeg havde siddet og lavet henne i skolen, hvorefter jeg læste lidt mere om det.

Jeg fik læst om de fire trin, som understøttede hinanden, og mens det hele var friskt, fik jeg skrevet noget ned, som jeg mente, vi kunne bruge.

Jeg gik lidt i stå, da jeg ikke følte, at jeg kunne lave mere. Jeg kiggede op fra computeren og så rundt på mit værelse. Der var ikke meget, der sagde, at vi var i december. Den måned jeg faktisk elskede allermest ud af alle de andre måneder, vi havde. Jeg fik sat noget julemusik på, hvorefter jeg rejste mig op fra sengen, og fandt min kasse under sengen.

I kassen var der noget julepynt. Der var ikke meget, men det var nok. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke havde fået det hængt op tidligere, nu det allerede var den fjerde december. Havde jeg virkelig tænkt så meget på andet, end julepynt? Jeg kunne da ikke have tænk på Niall så længe – jeg havde måske tænkt lidt mere på ham her de sidste par dage, men det var kun fordi, vi hele tiden blev sat sammen i hvert fag. Det irriterede mig lidt, men alligevel var det rart ta arbejde sammen med en, der kendte mig. Det lød underligt.

Der gik ikke længe før, jeg havde fået hængt min lyst kæde op, som det første. Jeg tændte dem, men der var nogle, der ikke ville tændes. Det var ikke en lyskæde, jeg brugte hele tiden, jeg brugte den kun i december måned, fordi det var små røde lys. Jeg sukkede over det, men det var også en gammel kæde.

Jeg gik og sang lidt med på julesangene, mens jeg fik sat nogle små nisser og juletræer rundt omkring på værelset. Nogle på skrivebordet, nogle på min reol, i mit vindue og på mit natbord. Jeg fik hængt nogle kravlenisser op på mit spejl og på mit klædeskab.

Da jeg blev færdig, smilte jeg over, at mit værelse igen var lidt hyggeligt. Det havde hele tiden været hyggeligt, men der var noget over, at der kom julepynt op i december.

Jeg satte mig hen i min seng igen, og satte en julefilm på. Der var ikke meget, jeg havde at lave her til aften, for jeg var færdig med alle mine lektier, hvilket jeg var lettet over. Det eneste jeg ikke var færdig med, var historie sammen med Niall, men det ville blive færdig i morgen.

Jeg slukkede min computer og lagde den fra mig, hvorefter jeg tog fjernbetjeningen og fandt en julefilm inde på netflix, som jeg ville se. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...