En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18268Visninger
AA

13. Mandag d. 11 december 2017

 

Mandag d. 11 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 10.30

Vi havde pause nu, og det var godt nok kun i ti minutters tid, men der var ikke andre end Niall og jeg i klassen udover vores lærer. De var enten gået ud, fordi de skulle fylde vandflasker, de skulle have noget luft eller fordi de skulle i kantinen og have lidt mad. Der var mange, der spiste i hver eneste pause, fordi det var okay billigt i kantinen.

Vores engelsklærer havde givet os en stil for, som vi skulle arbejde lidt på her i timen. Vi skulle skrive om den bog, vi havde læst. Vi skulle selvfølgelig lave en anmeldelse, og så skulle vi skrive vores egne kommentarer, og lave en diskussion med hinanden om, hvad der var godt og dårligt ved den, og hvis vi var uenige, skulle vi skrive det ned.

”Skal vi lave stilen hjemme hos mig senere?” spurgte Niall pludselig om. Jeg trak på skuldrene, for jeg vidste ikke rigtig, om jeg havde lyst til det. Jeg vidste, at hans familie ville snakke til mig, og det var underligt ikke at svare dem, det var mest derfor jeg altid skyndte mig væk, når jeg så Nialls familie, når jeg var ude.

Jeg fik næsten helt dårlig samvittighed, hvis jeg ikke kunne svare dem. De havde altid været så søde mod mig, så det, at jeg ikke ville svare dem, ville være ondt.

Jeg havde været van til at arbejde alene, hvilket lærerne altid havde givet mig lov til, så jeg forstod ikke, hvorfor han prøvede at arbejde sammen. Jeg havde her på det sidste fået rigtig gode karakterer på skriftlige opgaver, så hvorfor prøve at arbejde sammen med en, og så få dårlige karakterer?

”Det er en god idé, at I to arbejder sammen,” sagde miss Scott, hvilket overraskede mig en del. Havde hun hørt efter vores samtale? Eller rettere det Niall sagde til mig. ”Jeg er ret sikker på, at det vil gavne jer begge to. I er begge gode til at skrive, hvad I har på hjertet, og jeg er sikker på, at hvis I arbejder sammen og snakker sammen om det, så kan I nemt få topkarakter, fordi I kan hjælpe hinanden,” sagde hun. Jeg kiggede på hende med et overrasket udtryk i ansigtet.

Jeg vidste ikke, hvad Niall tænkte, men hun havde måske ret. Jeg vidste, at Niall var god til mange ting, og det kunne måske hjælpe mig, selvom jeg helst vil gøre det alene. Jeg kunne jo ikke snakke med ham alligevel, så hvorfor overhovedet prøve?

Det var frustrerende. Jeg ville så gerne blive bedre, men det ville også hjælpe Niall til at får topkarakter, så jeg burde jo næsten gøre det, for hans skyld. Jeg ville gøre alt for ham, det var jo derfor, jeg droppede vores venskab. Han skulle ikke mobbes. Han skulle være glad.

Jeg kiggede fra miss Scott og hen på Niall, som også fjernede sit blik fra hende og kiggede på mig. Hvorfor fortalte han ikke, hvad han tænkte som i gamle dage? Men jeg kom i tanke om, at det ikke var som i gamle dage.

Han skulle til at åbne munden, men de andre begyndte stille og roligt at komme ind i klassen igen. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, mens de kom dryssende.

”Hjemme hos dig eller hos mig?” spurgte han med en lav stemme. Jeg bed mig i læben for ikke at sige det højt. Så jeg løftede min hånd og pegede på ham, hvilket fik ham til at smile. ”Lyder godt, der er ikke nogen hjemme før klokken fem, så der kommer ikke nogen og forstyrre os,” jeg sendte ham et smil som tak.

Resten af timen sad vi og læste lidt i vores bog og skrev forskellige ting ned. Jeg kunne nemt høre, at de andre i klassen snakkede om selve handlingen og hvad der var godt ved det, og hvad de skulle skrive ned, men sådan kunne Niall og jeg ikke arbejde. 

Jeg stoppede med at arbejde, da de begyndte at snakke om sidste uge, hvor vi begge dukkede op for sent til den første time.

”Altså de passer da godt sammen,” selvom de prøvede at hviske, så gik det ikke godt, for jeg kunne høre næsten alt, de sagde.

”De er begge to nogle nørder, men hvordan kan hun få så gode karakterer, når hun ikke siger et pip?”

”Hun har vel fået en eller anden sær tilladelse,”

”Og hvad med ham? De kender måske hinanden, og de snakker sammen, det er derfor Niall hele tiden sætter sig ved siden af hende og arbejder med hende,”

Jeg havde sådan lyst til at råbe af dem, at de skulle lade vær med at snakke sådan om os, men jeg kunne ikke få mig selv til det, så jeg tog mine høretelefoner, som lå i min jakkelomme. Jeg satte dem i min mobil og gik ind og fandt noget julemusik.

Mit humør blev efterhånden bedre, og jeg fik lavet mere end jeg regnede med.

 

Kl. 15.50

 

Jeg havde fået mine sko og jakke af og gik egentlig lige nu rundt i Nialls stue og kiggede på familiebillederne. Det hele var, som det altid havde været. Der var ikke noget, der var nyt eller byttet ud, det var præcis, som jeg huskede det. Møblerne, duften, selv deres julepynt var det samme.

Jeg huskede dengang, jeg kom næsten hver dag, og det var som mit andet hjem. Jeg kom og gik som jeg ville og jeg bankede ikke engang på, jeg gik bare direkte ind og sagde hej.

Jeg gik hen til væggen, hvor de havde en masse billeder hængende, og jeg huskede tydeligt, at jeg altid havde ønsket sådan en væg ovre hos mig. Det var mest fordi, man kunne se, hvor tætte de var. Jeg havde ikke nogen søskende, så det var noget særligt at være her og se på alle deres billeder, og være en del af deres familie.

”Er du klar?” spurgte Niall. Han kom og forstyrrede mine tanker om, dengang jeg var her tit. For et års tid siden, men selv dengang kom jeg oftere og oftere og til sidst stoppede jeg helt. ”Jeg har tændt min computer og hentet lidt af drikke,” jeg vendte mig om og så, at han havde sat det klar på spisebordet i stuen.

Jeg sendte ham et smil og gik hen og satte mig på en stol. Han kom hurtigt hen og satte sig ved siden af mig, hvorefter han satte sig til tasterne. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg kunne virkelig godt lide bogen, vi havde læst, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det.

”Er der noget, du vil skrive om bogen? Noget der skal puttes ind eller noget?” han lød en smule nervøs, som om han ikke vidste, hvordan han skulle forklare sig, hvilket han ikke burde være. Det var Niall, han plejede altid at hvile i sig selv og vidste præcis, hvad han skulle sige.

Jeg kiggede på det, han havde skrevet og jeg nikkede. Jeg lavede et nyt afsnit og skrev det, jeg havde og fik formuleret Nialls med ind, så vi havde det hele med. Jeg slettede ikke bare det, Niall havde skrevet, jeg lod det selvfølgelig stå, og så skrev jeg neden under, hvad jeg ville have sagt.

Hvad syntes du? Jeg har skrevet, det jeg syntes og flettet dit med ind. Hvis det ikke er godt nok, så slet det og find på noget andet – du manglede bare noget i din version.

”Det er rigtig godt Victoria,” sagde han, da han havde læst det. Jeg sendte ham et smil. ”Vic,” sagde han og tog min hånd. ”Jeg ved ikke, hvorfor det er, at du ikke snakker, men jeg ville blive glad, hvis du overvejede at sige noget til mig,” sagde han forsigtigt. Det var ikke det, jeg havde regnet med at høre fra ham.

”Hvis du bare vil fortælle, hvorfor du ikke snakker til folk. Eller hvis du bare vil snakke, så vi kan lave afleveringen sammen, det vil gøre det hele så meget nemmere,” jeg bed mig i læben. ”Jeg ved, at der sikkert er mange, der har sagt det til dig, men jeg mener det af hele mit hjerte. Jeg prøver ikke på at få dig til at snakke, som de andre, jeg vil bare gerne høre din stemme igen,” jeg rejste mig med det samme op fra stolen og skyndte mig ud på deres badeværelse.

Niall så overrasket over, at jeg rejste mig så pludseligt op, men jeg måtte væk fra ham et øjeblik. Da jeg havde lukket døren bag mig og låst den, kiggede jeg på mig selv i spejlet. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen. Jeg kunne ikke bare tage hjem, når vi skulle lave stilen sammen, og jeg kunne heller ikke rende ovenpå til hans værelse. Her ville han ikke kunne komme ind, fordi der var en lås.

Der lød nogle blide bank på døren.

”Undskyld Victoria, hvis jeg sagde noget, jeg ikke skulle have sagt. Vil du ikke bare komme ud igen?” Der gik lidt tid, før jeg kunne høre at han gik igen, men han kunne heller ikke blive stående og vente på et svar, når han vidste, at jeg ikke snakkede. Jeg vidste ikke, hvorfor det var så svært at sige noget til ham. Han var min bedsteven for et år siden.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg stod og kiggede på mig selv, før jeg valgte at åbne døren og gå ind til Niall igen. Jeg så, at han var gået i gang med at skrive på computeren igen, så jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, og så hvad han skrev.

Tiden gik med, at vi skiftes til at skrive, hvad vi mente. Niall sagde heller ikke så meget, og det var en underlig følelse.

Jeg rejste mig op og begyndte at gå frem og tilbage i stuen. Niall begyndte at snakke om, hvordan vi skulle beskrive personerne, og jeg nikkede eller rystede på hovedet. Jeg lavede fagter, hvilket Niall syntes var utrolig morsomt, for han grinede en del. Jeg blev næsten blød i knæene, for det var længe siden, jeg havde hørt hans latter så åben og lys.

Jeg stoppede op og stod stille et godt stykke tid, mens Niall koncentrerede sig om at skrive. Jeg stod og fokuserede på hans ansigt. Skærmen lyste lidt hans ansigt op i skæret, og gjorde hans øjne mere klare og blå. Når han koncentrerede sig bed han sig tit mange gange i læben, hvorefter han fugtede hans læber og rynkede panden. Han så så sød ud. Jeg havde lidt lyst til at kysse rynken i panden på ham væk, men det ville virke mærkeligt, så jeg modstod trangen.

Da han stoppede med at skrive kiggede ham hen på mig, hvilket fik mig til at sende ham et smil, hvorefter jeg begyndte at gå frem og tilbage igen, mens han fortalte, hvad han havde skrevet. Jeg stoppede op midt i stuen og tænkte mig lidt om. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg ville kunne formulere det ligeså godt, som Niall lige havde gjort.

Jeg kiggede op igen, og da jeg gjorde det, så jeg, at Niall var på vej hen mod mig. Jeg vidste ikke, hvad han ville, men blev alligevel stående. Jeg kunne ikke tyde det blik han sendte mig, så jeg blev blot ved med at smile til ham. Jeg havde ikke noget i mod at arbejde sammen med ham, han forstod mig så meget bedre end de andre fra klassen, selvom jeg ingenting sagde. Det var måske en fejl at droppe Niall, men det var for sent nu.

Han så mig direkte ind i øjnene, som kun blev mere og mere intense. Jeg troede ikke, jeg havde set Nialls øjne være så mørk en blå, som de var i det øjeblik, han stoppede op lige foran mig. Der var ikke meget luft mellem os, og jeg vidste ikke, hvad der skete.

Jeg bed mig selv i læben, for jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg vidste heller ikke, hvorfor jeg ikke gik væk fra Niall, men der var noget over ham, som tiltrak mig.

”Jeg ved ikke, om du har gjort det med vilje eller bare ikke har opdaget det,” sagde Niall stille og roligt, hvorefter han tog en dyb indånding. ”Men fordi du ligger op til det, kan jeg ikke lade vær. Vi var engang bedste venner, så det vil være underligt, men…-” han stoppede sig selv, hvorefter han løftede sin hånd og pegede op i loftet.

Oppe i loftet sad en enkel mistelten, som jeg ikke havde opdaget på noget tidspunkt. Det var ikke noget, jeg mente, de før havde haft.

Han kom tættere på mig, og inden jeg nåede at reagere, ramte hans læber mine i et blødt kys. Vores læber samarbejdede og det var som om, de passede perfekt til hinanden. Jeg kyssede tilbage og kunne mærke noget, som aldrig havde været mellem os før. Niall trak mig tættere på ham, så vores kroppe næsten var limet sammen. Jeg lagde en hånd på hans bryst og den anden kom op i håret, og vi uddybede kyssede en smule. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...