En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18260Visninger
AA

11. Lørdag d. 9 december 2017

 

Lørdag d. 9 december 2017

Victorias synsvinkel:

Kl. 14.09

”Du ser så glad ud min skat,” sagde min mormor, hvorefter hun drak lidt kaffe. Der duftede altid af ny brygget kaffe og gamle mennesker, men min mormor og morfar var også lidt gamle.

”Jeg er også glad,” jeg sendte hende et smil. Jeg elskede at besøge min mormor og morfar. Her var altid så hyggelig i december, det var her selvfølgelig også resten af året, men det var noget helt andet, når der var pyntet op til jul, og om aftenen skulle man se deres have. Der var nogle lyskæder og nogle små julemænd, rensdyr og snemænd med lys, som lyste op. Deres have var næsten helt magisk.

”Hvordan går det i skolen?” spurgte min morfar så. De vidste også, at jeg ikke snakkede, det gjorde næsten hele min familie.

”Det går, som det nu gør,” sagde jeg og sendte ham et smil. ”Jeg snakker stadig ikke, for de vil sikkert bare begynde at grine,” mumlede jeg og kiggede ned på mine hænder. Det var underligt at snakke om, hvorfor jeg ikke snakkede i skolen, når jeg snakkede meget med dem. Nogle gange kunne jeg ikke holde min kæft, så jeg forstod godt, hvorfor de var forundret over, at jeg ikke sagde noget overhovedet henne i skolen.

”Mor snakkede noget om, at du har haft Niall hjemme hos jer et par gange,” jeg nikkede.

”Er I venner igen?” spurgte min mormor. Jeg trak på mine skuldre, for jeg vidste ikke rigtig, hvad der var mellem os lige nu. Var vi ved at blive venner igen? ”Far, tager du ikke ned og køber nogle småkager til os?” spurgte hun og så kærligt på min morfar.

Hun kaldte ham far, og han kaldte hende mor, det var noget de havde gjort i mange år. Jeg vidste faktisk ikke, hvorfor de havde gjort det, men det var vel en vane fra dengang deres børn var børn. Min mor omtaler jo også min far som far nogen gange.

”Jo, det kunne jeg godt,” sagde han og kiggede på uret. ”Vaniljekranse og klejner, har jeg ret Vickey?” jeg nikkede og sendte ham et smil. Jeg var ikke deres eneste barnebarn, men jeg var den eneste, som kom og besøgte dem så tit, som jeg gjorde. De andre havde jo også venner, hvilket jeg ikke havde. Jeg havde Niall, men jeg vidste ikke, om vi var ved at blive venner igen, eller om det kun varede til næste uge måske, eller om det allerede var slut igen.

Hverken min mormor eller jeg sagde noget til hinanden, mens min morfar fandt sin pengepung og derefter gik ud og fik jakke og sko på.

”Vi ses om lidt,” mumlede han. Vi kunne høre hoveddøren smække, og der gik ikke længe, før min mormor havde vendt sig mod mig igen og begyndte at snakke igen.

”Nå fortæl mig så,” startede hun. ”Hvad med Niall?”

”Der er ikke noget med Niall,” sagde jeg blot og lænede mig tilbage i sofaen.

”Han er jo en sød fyr, så jeg forstår slet ikke, hvorfor I ikke er venner. Har han fået en kæreste?” jeg trak igen på skuldrene.

”Jeg ved det ikke. Vi har jo ikke snakket i over et år,”

”Det ved jeg, og du må lige fortælle mig hele sandheden,” jeg sukkede og kiggede rundt i stuen, inden jeg gjorde det. Jeg havde ikke fortalt nogen, hvorfor jeg ikke snakkede.

”Jeg havde nogle veninder, som syntes jeg snakkede for meget. Du ved, hvordan jeg bliver, når jeg er ivrig eller det er spændende eller noget helt tredje,” hun nikkede. ”De begyndte så at kalde mig en masse navne og mobbe mig med, at jeg snakkede så meget…-” hun afbrød mig.

”Hvad har det med Niall at gøre?”

”De begyndte så småt at gøre nar af Niall og jeg, og det kunne jeg ikke have. Så jeg var ikke venner med de piger mere, og jeg droppede kontakten til Niall. Eller jeg sagde til ham, at jeg syntes, det ville være bedst, hvis vi ikke var venner mere, så vi har ikke snakket i over et år,”

”Indtil hvad? Hvornår begyndte I så igen?” hun var meget nysgerrig, men det var alle mormødre vel.

”Jeg har ikke sagt et ord til ham endnu, men det var ligesom, at det startede da alle vores lærer begyndte at sætte os sammen i fagene. Niall har fundet ud af, at jeg svarer ham, hvis han sender mig sms’er,” fortalte jeg.

Jeg fortalte hende næsten alt, der var sket mellem Niall og jeg her i december. Ikke at der var sket noget specielt, men blot hvad vi havde lavet og hvordan stemningen var. Den havde jo ikke været akavet, selvom vi ikke havde snakket så meget, og så fortalte jeg om eftermiddagen i torsdags, hvor vi så film hos mig.

”Så I er måske ved at blive venner igen, det er godt at se,” sagde hun, da jeg stoppede med at snakke. Vi fik snakket om Niall og jeg, og de gange han havde været med her ovre. De elskede at få besøg af andre, de kunne virkelig godt lide Niall. De sagde, at han var sådan en sød fyr. Det var ikke nogen hemmelighed, at min mormor syntes, Niall og jeg ville være et pænt par.

Vi hørte hoveddøren gå op, og vi kiggede begge nysgerrigt på døren til stuen, som gik op og ind kom min morfar. Han kom ind med en indkøbspose, og satte den på bordet foran mig.

”Jeg har også købt brunkager og noget sodavand,” han tog noget cola op af posen. ”Du kan godt drikke almindelig cola, ikke?”

”Far, hun drikker Zero,” kom det fra mormor.

”Det gør altså ikke noget, jeg kan drikke dem begge to,” jeg sendte hende et smil.

”Du ved selv, hvor glassene står,” sagde han, hvorefter han fik sat sig i sin stol igen. ”Der var sgu mange, der var oppe og handle,” fortalte han.

”Nå da,” jeg gik ud i køkkenet og fandt et glas til mig, mens han fortalte om de familier, der alle sammen havde skrigene børn. Han havde aldrig haft noget i mod børn, han kunne bare ikke have, at de skulle skrige i et supermarked. Så kunne de jo ligeså godt have beholdt dem der hjemme, det var hans mening.

Vi åbnede de forskellige kager og fik spist nogle stykker, mens vi sad lidt i en behagelig stilhed. Fjernsynet kørte, så vi sad lidt og fulgte med. Jeg vidste ikke, hvad det var for noget, vi så, men det var noget de begge fulgte med i, og det skulle de også have lov til.

Der tikkede en besked ind på min mobil, og min mormor kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Den lå på bordet foran mig, så hun kunne nemt høre, at jeg fik en besked. Den var fra Niall.

Niall: Hvad laver du?

Victoria: Besøger min mormor og morfar

Jeg vidste ikke, hvorfor det var, at Niall hele tiden sendte mig beskeder, men det var på en måde rart at have andre, jeg kunne skrive med end mine forældre eller bedsteforældre.

”Det er vel mor, der spørger, hvor du bliver af?” sagde hun så. Der havde tit været nogle gange, hvor min mor havde sendt mig herover med et eller andet, hvor jeg så blev her i flere timer. Man kunne ikke sende mig her over uden at forvente, at jeg ikke kom hjem med det samme. Jeg havde det hyggeligt og følte mig hjemme her, så hvorfor tage hjem så hurtigt igen?

”Nej, det var Niall, der spurgte, hvad jeg lavede,” sagde jeg stille og roligt.

”Det er længe siden, vi har set noget til ham,” kom det fra min morfar, som tog en tår af sin kaffe.

”Ja,” mumlede jeg blot. Hvad skulle jeg ellers sige.

Niall: Hvor hyggeligt, hils dem fra mig (:

 

Kl. 19.48

 

”Vi ses min skat,” jeg gav min mormor et farvelkram og et kys på kinden. Jeg havde være hos dem hele dagen, hvilket jeg altid gjorde i december. Det var ikke noget, jeg gjorde hver weekend, men nogle gange aftalte vi en dag og så blev jeg hos dem hele dagen, derfor var jeg på vej hjem igen.

”Vi ses mormor,” det var kun min mormor der fulgte mig ud til døren, mens min morfar sad inde på kontoret og spillede bingo, eller hvad han nu lavede. Jeg havde selvfølgelig været inde og sige farvel til ham, for selvom han ikke var sammen med mig og mormor hele tiden, så skulle jeg selvfølgelig også sige farvel til ham.

Vi havde fået risengrød, da det var det, min morfar havde bestemt sig til. Det var ham, der havde bestemt det, men det var mormor, der skulle lave det. Jeg stod pænt ved siden og blot kiggede på, for jeg var ikke god i et køkken. Jeg kunne godt lave mad, men det var ikke noget, jeg gjorde tit.

Mørket var faldet på, så det var kun hyggeligt at gå hjem. Vi boede ikke langt fra hinanden, men alligevel langt nok til, at det tog cirka ti minutter til et kvarter til at gå hjem. Det var hyggeligt at gå ned af de forskellige veje, når der var pyntet op med lyskæder i forhaverne, jeg gik forbi.

Jeg gik og nynnede en julesang, da jeg kom gående ned af vores vej. Da jeg kom til vores hus, stod jeg lidt og kiggede over på Nialls vindue og så, at der var lys i vinduet. Da jeg kiggede godt efter, kunne jeg se Niall sidde i vinduet. Jeg vidste ikke, om han læste eller blot kiggede ud på stjernerne. Det var ikke fordi, han var fascineret af dem, han kunne bare godt lide at kigge på dem, når det var mørkt og det samme kunne jeg. Det var noget af det, vi havde tilfælles. Vi kunne sagtens bruge en aften på at sidde og kigge på stjerner.

Jeg opdagede ikke, at jeg stod og kiggede længe, før han vinkede til mig. Jeg vågnede lidt op og vinkede tilbage, hvorefter jeg skyndte mig indenfor igen.

Jeg kom ind i gangen og låste døren efter mig. Jeg skulle ikke ud, og det regnede jeg heller ikke mine forældre skulle. Jeg fik hængt min jakke på plads og sat mine sko pænt ind til siden.

”Har I hygget jer Victoria?” råbte min mor inde fra stuen af. Jeg gik derind og så, at både min mor og far lå i sofaen sammen og så en julefilm, som kørte i fjernsynet.

”Ja, det var virkelig hyggeligt,”

”Hvad fik I at spise?” spurgte far.

”Risengrød,” jeg satte mig i lænestolen, som min far normalt sad i, men nu var hen henne i sofaen. ”Morfar tog ned og købte småkager, så der var også vaniljekranse, klejner og brunkager,” fortalte jeg.

”Bare I har hygget jer, så er det vel lige meget, hvor mange småkager der er,” jeg gjorde mig enig, men det var nu ikke mig der bestemte, at der skulle være så mange småkager. Det var morfar. Mens vi snakkede lidt om det, tikkede der to beskeder ind på min telefon, og det gjorde mig nysgerrig.

Mormor: Tak for i dag, jeg håber, du har hygget dig. Det har vi andre i hvert fald

Victoria: Selv tak, jeg har også hygget mig

Mormor: Er du kommet hjem?

Victoria: Ja

Mormor: Elsker dig, sov godt når du når der til

Victoria: Elsker også dig

Der var også kommet en besked fra Niall.

Niall: Vil du med ud af se på stjerner? Der er skyfrit i aften

Jeg havde virkelig meget lyst til at tage med Niall udenfor, men det var også en smule koldt. Det var egentlig ikke kulden, der var noget galt med. Det var mig. Jeg vidste, at hvis jeg tog med, så ville jeg først begynde at snakke med Niall, og jeg det kunne jeg ikke.

Victoria: Nej tak

”Jeg vil gå op,” sagde jeg og skulle til at rejse sig, men både min mor og far brokkede sig.

”Nej bliv her og hyg med os andre. Nu har du været ovre ved mormor og morfar, så nu kan du godt lige hygge lidt med os. Klokken er jo heller ikke så mange,” sagde min far og mor gjorde sig enig.

”Du har måske noget du skal?” min mor løftede det ene øjenbryn og så mistænksomt på mig. Jeg rystede på hovedet og fulgte med i filmen. Det lignede en, jeg ikke havde set før, så jeg satte mig godt til rette og tog et tæppe over mig. Det blev ikke så forfærdeligt at hygge lidt sammen med min mor og far her til aften. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...