En stille december | Niall Horan

I denne vinterfyldte julekalender møder du Victoria, som aldrig har sagt et ord i hendes klasse. I 1.g tog lærerne det roligt, men eftersom det halve af 2.g snart er gået, og hun stadig ikke siger et ord, er hun på vippen til at blive smidt ud. Niall har fået vedlagt en opgave om at få Victoria til at snakke, da de er tidligere bedste venner. Niall får hele december måned, men får han Victorias stemme at høre, som han faktisk savner? Og hvad med følelserne Victoria har haft for Niall i længere tid?

| Med i Julekonkurrencen - valgmulighed 4 |

37Likes
46Kommentarer
18220Visninger
AA

25. Lørdag d. 23 december 2017

 

Lørdag d. 23 december 2017

Nialls synsvinkel:

Kl. 14.05

Vi var stået tidligt op i dag, for vi skulle ud og fælde juletræ. Det var vores tradition, at vi gerne skulle herfra af ved en ti-tiden, så kunne vi nå det, inden der kom mange, og så kunne vi også nå at pynte det, inden det blev alt for sent.

Vi var lige blevet færdig med at pynte det, og det var jeg glad for, for jeg havde fået ret ømme føder. Det var blevet rigtig koldt i løbet af natten, så der var kommet frost og det var da også begyndt at sne stille og roligt, så mine fødder var næsten forfrossent, da vi kom hjem, og nu var de ved at få varmen igen, men det gjorde ondt.

Jeg havde ikke hørt noget fra Victoria, så jeg var faktisk bange for, at enten havde Hannah ikke givet hende mit brev, eller også var Vic så rasende på mig, at hun bare havde smidt det ud, da hun fik det.

”Hvad så Niall?” spurgte min far og satte sig i sofaen ved siden af mig, mens han lagde armen rundt om min skulder. Det var måske mærkelige at sidde sådan med sin far, men vi havde et godt forhold. Det var ikke noget, vi tit gjorde, men det kunne godt ske. ”Hvad sket der oppe i hovedet på dig?” spurgte han og rystede mig lidt.

”Han tænker på Victoria,” kom det fra Greg. Jeg var så tæt på at kaste en af puderne i hovedet på ham, men han havde jo ret, så hvorfor kaste noget efter ham.

”Hende der var her i går?” spurgte Anne, og det var der, hun fik min fulde opmærksomhed. Både min far og mor så chokeret på mig, men de burde næsten have vidst det. Jeg vidste efterhånden ikke, hvad de vidste, og hvad de ikke vidste om Victoria og jeg, for lige så snart Greg fandt ud af noget, så sladrede han videre til vores forældre. Måske var det bare payback, som alle de gange jeg havde sladret om ham, da vi var små.

”Var hun her?” Anne nikkede og kiggede på Greg.

”Det var da hende, ikke Greg?” spurgte hun forsigtigt om, hvorefter hun kiggede hen på mig, fordi Greg ikke svarede hende. Hans blik var på mig. ”Hun gik i hvert fald ind i det hus, der er over for os. Det er hende den rigtig flotte pige,”

”Det var Victoria, hun havde dit kærestebrev i hånden,” sagde Greg og lagde hovedet på skrå, mens han kløede sig på kinden. Den idiot! Hvorfor han havde ikke sagt noget til mig?

”Hvorfor har du ikke sagt noget?”

”Hun kom, mens du var hos mormor og morfar,” sagde Anne.

”Du kunne have sagt det, da jeg kom hjem,” jeg kneb mine øjne sammen og kiggede på Greg, som bare sad med et selvfedt smil på læben, som om det ikke var hans skyld, men det var det.

Jeg rejste mig op og gik op på værelset. Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg havde lagt min mobil, for jeg havde den ikke med ud, da vi fældede juletræ. Jeg måtte have glemt den i al tumulten, vi havde i morges. Jeg ignorerede spørgsmålene fra både min mor og far, mens jeg gik op af trapperne til værelset.

Jeg fandt nemt min mobil, den lå på min seng, som stadig ikke var blevet redt. Hurtigt var jeg inde på Victorias nummer og skulle til at ringe hende op, men lod igen vær. Jeg måtte hellere sende hende en besked, hvis hun nu stadig ikke gad at snakke med mig.

Niall: Er du hjemme?

Det føltes som om, jeg havde ventet i al evighed på hendes svar, men jeg nåede kun lige hen til mit vindue, da jeg modtog et svar fra hende.

Victoria: Ja, hvad nu?

Niall: Du var forbi i går?

Victoria: Jah

Hun tøvede. Hvorfor tøvede hun med svaret? Hun plejede normalt ikke at skrive ’Jah’, når hun gjorde det, så tøvede hun.

Niall: Var der noget specielt, du ville?

Victoria: Sige undskyld

Niall: Det er mig, der siger undskyld… Du fik mit brev?

Victoria: Ja og tak for det. Det var virkelig sødt.

Niall: Skal vi mødes og snakke om det? Vil det ikke være nemmere?

Victoria: Jo

Vi blev enige om at mødes ved en fire tiden, fordi hun skulle lige nå at købe den sidste julegave, som hun manglede. Jeg accepterede det selvfølgelig, for det var også nu, det skulle gøres.

 

Kl. 17.43

 

”Så vi er okay?” spurgte Victoria og jeg nikkede. Vi sad på hendes værelse, som var pyntet mere op, end sidste gang jeg var her og lavede opgave med hende, men det var hyggeligt.

”Ja, vi er okay,” jeg lagde armene om hende og trak hende ind til et kram. Hun havde lige sat og fortalt mig alt. Hun fortalte mig, hvorfor hun ikke ville være venner med mig mere. Hun fortalte, hvad der skete og hvordan hun havde det med at droppe kontakten med mig, når jeg boede lige over for hende.

Det gjorde ondt at høre alt det, der var gået ud over hende, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde vidst det, så hun ikke skulle gå alene med det. Og alligevel var hun ikke alene om det, for Bryan vidste det. Jeg var selvfølgelig glad for, at hun også havde Bryan, men jeg ville gerne have været der.

Hun havde fortalt, at hendes forældre ikke vidste, hvad der var sket, for hun ville ikke blande dem ind i det. De troede åbenbart, at jeg havde fundet en kæreste, og derfor havde jeg droppet Victoria, hvilket faktisk er ret sjovt, for det var fuldstændig omvendt, selvom Vic ikke havde fundet nogen kæreste. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis hun havde. Det ville have gjort ondt.

”Det var godt,” mumlede hun og trak sig lidt fra mig, men ikke længere væk end jeg stadig kunne holde mine arme om hende. Jeg havde egentlig ikke lyst til at give slip på hende, for jeg var faktisk en smule bange for, at hun ville forsvinde igen.

Vi sad sådan lidt i stil og bare nød hinanden. Det var rart. Det var lige før, at der var nogen, der skulle tage et billede af dette øjeblik, men så skulle vi selv gøre det, og det ville lidt ødelægge stemningen.

”Niall?” hendes stemme var lav. Jeg kiggede på hende og ventede på, at hun snakkede videre. ”Er det rigtig, at du er forelsket i mig?” mit hjerte hoppet nogle slag over, hvis det ikke stoppede helt et øjeblik. Jeg blinkede ret mange gange, for jeg vidste ikke, hvor det spørgsmål kom fra. Hvordan vidste hun det? Var det virkelig mit brev, der afslørede det hele?

”Hvor.Hvorfor spørger du?” jeg kunne nemt mærke, at jeg var nervøs og trak mig automatisk lidt ud af krammet.

”Det var noget Bryan sagde, fordi vi snakkede lidt om dig. Det var inden, jeg fik dit brev, så han ved ikke noget om dit brev, men det var fordi, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, og så sagde han det, som det allersidste inden han lagde på,” forklarede hun uden at trække vejret. Det var sådan, jeg kendte hende. Hun snakkede og snakkede.

Jeg bed mig i læben, for jeg måtte nok være ærlig overfor hende, nu hun havde været så ærlig over for mig. Men det irriterede mig, at han kunne se på mig, at jeg var forelsket lige præcis som Greg. Arg.

”Ja,” sagde jeg og kiggede ned på mine hænder, som nu lå på mine lår. Hvad skulle jeg gøre af dem? Jeg vidste virkelig ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, måske skulle jeg gå hjem igen.

”Vicky!” James råben lød, og der blev trampet hele vejen op af trapperne, og døren blev smækket op. ”Oh, jeg vidste ikke, du var her Niall,” sagde han lettet forlegent og kløede sig i nakken. ”Nå, det ligger sne!” udbrød han, og det fik Victoria til at hoppe op af sengen og hen til vinduet. Jeg fulgte stille efter, for jeg ville også se snevejret.

”Ih!” hvinede Victoria. Jeg fik kigget ud og så, at der lå et lag af sne, men nu havde det også sneet hele dagen. Jeg havde ikke noget i mod sne og snevejr, det var bare så træls, at det skulle være så fucking koldt. ”Niall vi skal ud i snevejret,” Victoria tog fat i min arm og trak mig med ud af værelset, og på vejen ud fik jeg øjenkontakt med James, som så overrasket på os, men sendte mig et tilfredst smil.

Han var ikke den eneste, der var glad for, at vi var blevet venner igen. Jeg var lykkelig.

Vi kom udenfor og Victorias smil var ikke til at fjerne, da hun dansede rundt i snevejret med armene ud til begge sider. Med huen godt ned om ørene og halstørklædet godt rundt om halsen, så så hun stadig rigtig smuk ud.

Jeg satte mig på hug og lavede en snebold og kastede den efter Victoria, som med de samme stoppede med at danse rundt og satte sig også på hug og lavede en snebold. Hun rejste sig op og ville kaste den efter mig, men hun havde altid været ekstrem dårlig til at kaste, så hun ramte forbi, hvilket fik mig til at grine.

”Du kaste jo som en tøs,” grinede jeg og lavede flere snebolde, som jeg kastede på hende. Jeg ramte hende ikke med hver eneste snebold, for der var nogle af dem, jeg ikke rigtig kiggede på hende, men holdte øje med mine snebolde.

”Det skal du tage i dig igen!” råbte hun og prøvede igen. En ud af fem snebolde ramte hun mig med. Der gik ikke lang tid, før hun begyndte at løbe efter mig. Jeg ville egentlig ikke løbe i sneen, for jeg vidste, at jeg nok ville falde om lidt, så jeg stoppede hurtigt op igen og vendte mig om mod Victoria, som stadig løb mod mig.

Da hun kom hen til mig, lød hun direkte ind i mig, så hun selv væltede ned på røven, mens jeg stod fast. Hun kunne ikke lade vær med at grine, så hun lagde sig ned og holde sig på maven af grin. Jeg stod egentlig bare og så på hende med et smil, men hun grinede.

”Lad mig hjælpe dig op,” foreslog jeg og rakte en hånd ned til hende. Hun sendte mig et smil, men der var noget bag det smil, men hvad det var, vidste jeg ikke.

Hun tog i mod min hånd, og da jeg skulle til at trække hende op, trak hun mig ned til sig, så jeg landede ovenpå hende. Det eneste der kørte igennem mit hoved, var, at jeg ikke håbede, at det gjorde ondt på hende, at jeg landede direkte på hendes mave.

”Woopsi,” mumlede jeg, hvilket bare fik hende til at grine, og det smittede af på mig. Jeg grinede med hende. Da vi begge stoppede med at grine, kiggede vi hinanden direkte ind i øjnene. Hendes bambibrune øjne lyste op i sneen, fordi det var kun lyskæderne, James havde hængt op, der lyste dem op og de var fint nok.

Mit blik røg ned på hendes læber, for jeg havde sådan en lyst til at mærke dem igen. Og som jeg havde tænkt den tanke, tog Vic sin hånd om min nakke og trak mit hoved tættere på hendes, og vores læber mødes. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...