Eventyret om Rudolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 31 dec. 2017
  • Status: Igang
Før han var Rudolf med den røde tud, så var han faktisk bare Rudolf – Et forvirret rensdyr på udkig efter en plads i verden.

[Deltager i julekonkurrencen: Mulighed 3]

3Likes
7Kommentarer
540Visninger
AA

2. ❅ Prolog ❅

 

❅❅❅

 

”John! Skynd dig! Det er Perle!” Martha kom styrtende ind i kontoret, hvor John havde siddet bøjet over en stak regnskaber. Farmen havde ingen sekretær, så det måtte John og Martha selv sørge for at få gjort. Papirarbejdet blev efterladt på skrivebordet, og sammen løb de ud i stalden, hvor Perle lå på siden i hendes boks. Hun prustede af smerte.

”Jeg ringer efter dyrlægen,” sagde John, mens han fumlede i lommen efter sin telefon. Martha nikkede blot og sank ned i halmen ved siden af Perle, som hun strøg beroligende over halsen.

”Det skal nok gå alt sammen, gamle tøs. Snart så er det overstået,” forsikrede hun det stakkels rensdyr, hvis flanker gik som blæsebælge. Perle strakte halsen i smerte, da endnu en ve skyllede ind over hende.

”Kom så, Perle,” opmuntrede Martha. ”Et par omhyggelige pres, og så er den lille ude.”

Som havde Perle forstået, hvad Martha havde sagt, pressede hun alt, hvad hun kunne. John, der havde snakket med dyrlægen, kom ind i boksen og satte sig på hug for at hjælpe til, hvis Perle skulle få brug for det. Perle var ingen ung dame længere, så chancerne for en kompliceret fødsel var selvfølgelig større, end hvis hun havde været en håndfuld år yngre.

”Dyrlægen er på vej, men jeg tror, Perle har ordnet det, når han kommer. Hun ved, hvad hun skal gøre,” mumlede John lavt for ikke at forstyrre Perle.

Martha gjorde sig nikkende enig. ”Du har nok ret. Jeg håber, det hele går. Veerne er kommet tidligere end forventet.” Hun strøg fortsat Perle over den svedige hals. Endnu en ve trak den lille forsamling tilbage til virkeligheden, da Perle prustede højlydt af smerte.

”Giv nu den lille et lille skub, Perle. Så er det snart overstået.” John klappede blidt Perles flanke, og rensdyret lod til at forstå opmuntringen. Hun gjorde mine til et nyt forsøg og pressede så endnu en gang.

”Jeg kan se benene nu,” konstaterede John og flyttede lidt på halmen, så den lå tykkere, hvor den nyfødte ville komme til at ligge inden så længe. ”En gang til, Perle.”

Perle pressede endnu en gang, og denne gang hjalp John den lille på vej. Han tog fat i forbenene og trak forsigtigt for at lette noget af byrden for Perle.

”Årh, det er da en fin lille en,” udbrød Martha, da Perle med en sidste kraftanstrengelse pressede den lille bylt ud med et grynt af smerte. Den lille bylt sprællede et øjeblik for at komme fri af hinden, der klæbede til dens ryg og bagben. John inspicerede den lille et øjeblik.

”Ja, det er et fint lille eksemplar.. Han er et fint eksemplar.” John strøg det lille rensdyr over ryggen og holdt øje med, hvordan Perle tog det. Hun virkede ikke påvirket af, at John og Martha var tæt på hende nyfødte, så John gav sig til at gnubbe den lille med et blødt håndklæde, mens Perle kom til kræfter igen og selv kunne overtage. Der var et par minutters fredelig tavshed, mens John tørrede den lille med håndklædet, indtil Martha brød stilheden med et forundret udbrud.

”Jamen du godeste, se nu hans næse!” Hun holdt forbløffet hænderne op for munden. Den lille rensdyrs næse var som en lille stjerne, der lyste med et blødt rødt lys. John spærrede øjnene op, da han så fænomenet med egne øjne.

”Hvad i alverden?” Han kiggede nærmere på det lille rensdyrs næse, som ganske rigtigt lyste. Aldrig havde han set mage til forunderlighed. Han var helt stum af forbløffelse. Martha satte sig på hug ved siden af sin mand og lagde hånden på hans arm.

”Hvad skal vi kalde ham?”

John trak på skulderen. Han havde slet ikke tænkt på et navn.

”Jamen, så skal han hedde Rudolf,” fastslog Martha. John rynkede panden i nogle sekunder, før han svarede.

”Rudolf?” gentog han undrende. "Det var da et lidt specielt navn til et rensdyr?”

Martha så ned på det lille rensdyr. Hun smilede varmt til de store brune øjne, der mødte hendes egne.

”Han er også noget helt specielt, den lille fyr her.”

 

❅❅❅

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...