Eventyret om Rudolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 31 dec. 2017
  • Status: Igang
Før han var Rudolf med den røde tud, så var han faktisk bare Rudolf – Et forvirret rensdyr på udkig efter en plads i verden.

[Deltager i julekonkurrencen: Mulighed 3]

3Likes
7Kommentarer
574Visninger
AA

4. ❅ Del 2 ❅

 

❅❅❅

 

Sørgmodig og fortabt vandrede han. Ja, helt til verdens ende følte han. Men hvor han end kom frem, jog de ham væk igen. Ja, de jog ham væk med så megen spektakel og larm, at det da måtte kunne høres milevidt omkring. Måske kunne de høre det helt tilbage i Michigan på gården. Lo de ad ham, mens han vandrede fra by til by og blev jaget væk igen og igen?

Rensdyr med røde næser måtte bringe uheld, sagde man. Dem havde man aldrig set, så det måtte være djævelen, der havde sendt det rødnæsede rensdyr, for at føre dem i fordærv. Ja, sådan måtte det nu en gang være.

Men intet ondt var der i den kære Rudolf, der blot ledte efter et sted, han passede ind.

 

 

Flere uger efter den dag, han havde lagt gården bag sig, vandrede Rudolf alene over en stor eng, mens sneen langsomt dalede ned om ørerne på ham. Han var netop kommet ud af en enorm skov, der havde skygget for den flotte udsigt, han pludselig blev velsignet med. Den nyfaldne sne knitrede under hans klove.

I det fjerne kunne han pludselig høre en sagte ringlen. Klokker. Hans skarpe ører opfangede endnu en lyd. En slags slæben. Lyden kom tættere og tættere på, som sekunderne gik.

Slædemederne fra en slæde, der gled over den knitrende sne. Med ét holdt lyden inde. Rudolf stoppede også op og spejdede fra den ene til den anden side, men så intet mærkværdigt, der kunne have frembragt lyden i sit synsfelt. Der var stille i næsten et minut, før stilheden blev brudt.

”Ho-ho-ho, hvem har vi her,” rumlede en dyb stemme bag Rudolf. Han sprang panisk i dækning bag en busk, hvor han trykkede sig ind i de sammenfiltrede grene. Hver en muskel var som fastfrosset på stedet, og han turde ikke en gang at se, hvem de eller den nyankommne var.

”Vær ej genert. Hos os er alle velkomne, men vi er nu altså frygtelig nysgerrige anlagt. Kom du nu bare frem.” Nok var hans stemme dyb, men den var samtidig blød og melodisk. Den var faktisk ligefrem rar. Han tittede forsigtigt frem fra sit skjul, og foran ham stod en stor mand i røde gevandter med et stort hvidt skæg. Glimtet i hans øjne var umuligt at undgå at lægge mærke til, og Rudolf kunne mærke en rar atmosfære omgive den rødklædte mand. Pludselig slog noget klik i hovedet på ham. Røde gevandter. Hvidt skæg. Han kastede et blik hen mod slæden bag manden. Foran slæden var otte rensdyr spændt for.

”Du skulle da vel ikke være..” mumlede Rudolf tøvende. Han var ikke helt sikker endnu, men det var tæt på.

”Julemanden?” færdiggjorde han spørgsmålet og lo højt. ”Ho-ho-ho! Han er smart, den lille fyr. Jovist er jeg så. I egen store person.” Han klappede sig veltilfreds på maven.

Rudolf gjorde store øjne og trådte et skridt tilbage, mens han ærbødigt så julemanden an på ny.

”Nu ikke noget med de helt store høfligheder og så videre.” Julemanden viftede afværgende med en hånd, da Rudolf ikke lod til at vide, hvad han skulle gøre af sig selv. ”Hvad bringer dig hertil, du lille?”

”Åh, julemand! Jeg græmmes sådan ved min røde næse. Den kan lyse så standhaftigt, at intet kan få den til at holde inde. Jeg er løbet bort hjemmefra, for hvis jeg der skal være grimme Rudolf med den røde tud, så vil jeg ikke være der mere.” Rudolf græd sine sorger ud til julemanden, der tålmodigt lyttede til Rudolf havde talt færdig.

”Jamen, lille du da. Det var dog en nogle grumme forfærdeligheder, du har været udsat for. Men husk blot, at ingen kan få dig til at føle dig uværdig uden dit samtykke.”

Og da fyldtes Rudolf med så megen glæde i hans hjerte, at han var overbevist om, at det måtte briste. Første gang var det, at han ikke havde fået at vide, at han var forkert eller ikke passede ind. Alt, han var blevet mødt med, var forståelse og venlighed.

Fra hans øje sneg sig en lille tåre. Sørgmodig var han ej. Glæden var ham blot så stor, at han ikke kunne lade være.

”Kom, kæreste Rudolf. Vi vil gerne vise dig vores hjem. Lad os tage dig med til Nordpolen. ” Julemanden pegede mod nord, og det lod Rudolf ham ikke sige to gange. En sådan invitation ville han ikke for noget lade passere. Han rystede den enlige tåre bort og snart var alle sørgmodigheder glemt, da han fulgte efter slæden og de otte rensdyr, som var sat i løb ned over engen.

Og da han sprang afsted som aldrig før, medens sneen føg ham om ørerne. Aldrig havde han løbet så hurtigt, og hurtigere endnu kunne han komme frem. Før han vidste af det, havde hans klove sluppet det isglatte snelag på den faste jord, og hans ben galopperede videre i den blå luft. Et øjeblik holdt han inde af forbløffelse over, at han pludselig svævede over jorden som en anden fugl, men da det lod til, at han stadig kom fremad, satte han i gang igen og fulgte i hælene på hans artsfæller, der ikke havde ladt sig mærke af den manglende kontakt med den faste landjord.

 

De havde været undervejs i en rum tid, da de pludselig ramte en tåge så tyk som et uldent tæppe, der lagde sig over slæden og de ni rensdyr. Alle lyde dæmpedes, og der lød forbavsede udbrud over den pludselig sløring af udsynet. Panikken bredte sig blandt rensdyrene, og julemanden prøvede forgæves at berolige de opskræmte dyr, der var blevet berøvet deres udsyn.

Rudolf så også rundt, og prøvede at få øje på noget, men lige lidt kunne han se. Da skinnede så hans næse pludselig så klart som aldrig før og lyste på deres vej. Rensdyrene hujede begejstret, mens de kastede sig frem i tøjret med fornyet energi over at kunne se foran sig igen.

”Se hvor du kan, Rudolf!”

”Hurra for Rudolf! Hurra! Hurra!”

”Afsted, afsted! Hjem til Nordpolen!”

 

 

”Vi var aldrig nået frem uden dig, Rudolf.” Julemanden klappede Rudolf på halsen. De var nået sikkert frem til Nordpolen, hvor de var blevet hilst velkommen af en bekymret forsamling nisser, der havde ventet ængsteligt på deres tilbagevenden fra deres prøveflyvning. ”Vi er meget taknemmelige for din hjælp. Du er velkommen på Nordpolen så længe, som du skulle have lyst til at blive.”

Rudolf svarede i første omgang ikke af ren og skær forbløffelse over det generøse og uventede tilbud. Julemanden tog ordet igen, da han så, at Rudolf virkede så ganske forbløffet. Han gjorde en fejende bevægelse mod en boks, som var ved at blive gjort i stand.

”Den er din, hvis du vil blive. Eller hvis du blot vil komme på visit i ny og næ. Men uanset hvad kunne vi godt bruge en perle som du med en så flot lysende næse.”

Rudolf var helt paf over deres generøsitet og tilbud. Han følte, at tungen slog knuder, da han svarede. ”Der er ikke noget i verden, jeg hellere ville end at blive,” fik han stakåndet presset frem. Begejstringen havde gjort ham helt forpustet.

Latteren spredte sig i stalden, og af gammel vane krympede Rudolf sig i første omgang af skræk. Det tog ham nogle sekunder at forstå, at der ikke blev grint ad ham, men derimod med ham. Man morede sig ikke på hans bekostning, men de delte derimod deres glæde med ham. Smilet bredte sig på Rudolfs læber, og da det først var der, kunne det slet ikke forsvinde igen.

Aldrig havde Rudolf været så sikker på noget i hele hans liv. Her ville han være.

Julemanden lo hjerteligt, og Rudolf kunne ikke lade være med at smile igen. Julemanden var sådan en elskværdig mand, som man ikke kunne lade være med at holde af. Selvfølgelig. Han var jo julemanden. Andet ville jo have været det rene galskab. Elsket og værdsat af store og små. Julemanden var en vellidt mand både hos familier over hele jorden og på Nordpolens værksted.

Da brød morgensolen gennem tågedisen, og lyste vendte tilbage og hyllede Nordpolen ind lys og glitrende snefnug, der yndefuldt dalede fra himlen ned.  Solen fik den nyfaldne sne til at lyse med en sådan glans, at Rudolf blev helt saglig.

 

❅❅❅

 

Mange måneder senere..

 

Netop som Rudolf førte an for de otte andre rensdyr, der var spændt for julemandens slæde, brød vintersolen gennem skydækket og lod lyset skinne ned over gårdspladsen, og der spredte sig en sådan jubel blandt nisser og rensdyr, at man da måtte kunne høre det i New York. På en sådan glædens dag kunne godt vejr kun være en ren velsignelse.

Med et glædeshyl sprang julemanden op i slæden og vinkede til den store forsamling af nisser på pladsen.

”Med vejret på vores side må vi hellere komme afsted. Vi har kun pakker til alle verdens børn, der skal uddeles på én enkelt lille nat.” Hele forsamlingen lo – Julemanden højst af alle. Rudolf og de andre rensdyr skrabede i sneen med klovene i bare iver efter at komme afsted. Længe måtte de da heller ikke vente, før julemanden var klar til afgang. Rensdyrene for slæden trak til og mederne gled let og elegant over sneen, mens de fik god fart på.

”Nu Springer! Nu Danser! Nu Smukke og Konge! Kom Komet! Kom Amor! Kom Torden og Lyn! Før an Rudolf! Storm nu afsted! Storm afsted! Storm afsted alle sammen!”

Da slap klovene jorden og de strøg op over den sorte nattehimmel medens nisserne på Nordpolen hujede dem på vej og råbte lykønskninger efter dem, til de kun var bittesmå prikker i horisonten.

Ja, det var et syn, man nødig ville været gået glip af. Aldrig havde man set mage til skønhed, da den røde næse førte an og lyste vejen op for julemandens slæde.

 

❅❅❅

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...