The life-changing letter - Elvira Malfoy

De mørke tider havde lagt sig over troldmandsverdenen længe, og Voldemort herskede som aldrig før. Som bekendt var d. 31 oktober 1981 en forfærdelig dag, hvor Lily og James Potter døde, men også en dag til alles store overraskelse, lille Harry Potter på blot 1 år, havde overlevet Voldemorts dræberforbandelse. Hele troldmandsverden var i chok, men et sted i Wiltshire, England sad en lille familie, som ikke var nær så påvirket som andre hekse og troldmænd.

I bogen følger vi Elvira Malfoy, en 11-årig pige, der ligesom sin bror har modtaget sit Hogwarts brev. Sammen tager de spændte mod deres første år på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. På deres første år bliver de kastet ud i store beslutninger, nervepirrende situationer og et brag af eventyr. Hvordan mon det kommer til at gå de to søskende, når de opdager brutale sandheder og livsændrende øjeblikke for dem begge to.
Følg med i The life-changing letter - Elvira Malfoy

3Likes
2Kommentarer
1517Visninger
AA

3. Chapter 3

 

Chapter 3 - Afgang mod Hogwarts 

Søndag d. 1 September 1991

 

Elvira's synsvinkel 

Jeg vågnede ved skolen skinnede ind gennem mine gardiner, solen var skarp i dag, til trods for vi var i september. Kaldeneren havde skiftet til en ny måned og det var blevet en ny årstid, nemlig efterår og september måned. Jeg slog øjnene endnu mere op da jeg kom i tanke om hvilken dag det var, i dag var jo dagen som jeg havde ventet længe på, dagen hvor jeg endelig skulle begynde på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. Jeg skyndte mig ud af sengen og hen til mit klædeskab, fandt noget tøj i en hurtigt fart og tog det så på. Jeg tjekkede klokken som viste 09.42, der var ikke længe til afgang. 

Morgenen var lidt stresset over Malfoy Manor, Draco og jeg panikkede mindst 5 gange, fordi vi havde enormt mange ting som vi skulle have med. Alle de ting vi købte i Diagonalstræde og alle vores andre ting, det var det rene kaos. Dog lykkedes det os til sidst, at finde alle tingene og vi kunne endelig bevæge os mod King Cross station. Måden vi brugte til at transporterer os derhen var med transitnøgle, da det gik hurtigt og var en smart måde at gøre det på. Vi alle fire satte kurs mod haven, derude havde min far en transitnøgle. Vi gik forholdsvis langt ned i haven, da vi endelig kom frem til den, det var en fodbold som var blevet tryllet om til en transitnøgle. Min far lagde hånden ned på den, efterfulgt af min mor og så Draco og jeg. Jeg nåede lige at kigge tilbage på huset en sidste gang, inden min far havde sagt besværgelsen og det hele gik enormt hurtigt og slørede for mine øjne. 

Vi kom frem til King Cross station, jeg var en smule svimmel efter transitnøglen, da det gik voldsomt hurtigt. Mine øjne fandt hurtigt en lygtepæl at stirre på, så jeg kunne være fokuseret, og straks gik min svimmelhed væk. Selv stationen var meget stor, den var i en guld-brunlig farve, havde to store glasvinduer og på toppen var et ur. Det vrimlede med en masse mugglere, aldrig havde jeg set så mange muggler samlet på et sted. Jeg kiggede hen på min far, som stod med et koldt og væmmeligt blik, det var bestemt ikk et sted for ham, og jeg tror han ville give alt for at komme væk hurtigst muligt. Vi bevægede os ind mod stationen, hvor det ikke blev meget bedre. Der var endnu flere folk herinde som stressede rundt, jeg kørte min vogn med skoleting og kunne næsten ikke se noget, og vognen var meget tung. Det var svært at komme til med alle de mennesker. Alle havde travlt med at nå deres tog i tide, til at finde den rigtige perron, måske til at mødes med nogen de kendte eller noget helt fjerde. Vi kom ned på perron 9 og 10, og gik hen mod en specifik søjle. Draco og mor var de første til at løbe direkte mod søjlen, og så var de forsvundet. Min far tog godt fat i min vogn, med hans hånd og sammen løb vi mod muren. Hurtigt var vi nede på perron 9 3/4, det første der mødte mig var det kæmpe tog. Det var enormt langt og udsmykket med sorte og røde farver. Helt foran på toget stod der "Hogwarts express" og nedenunder stod der "5972" med hvid skrift. Vi gik længere ned mod toget og fik båret vores ting ombord, af folk der arbejdede på toget. Vi stod i et kort øjeblik, da min far kigget tilbage, som om hans øjne sagte noget. "Hvad er der far?" spurgte Draco, "ikke noget min søn, slet ikke noget" sagde han og kiggede tilbage en ekstra gang. Draco var den første til at sige farvel. Derefter krammede jeg min mor, et blidt knus. Min far krammede mig og holdte fast i mig i lang tid, som om han var bange for at give slip, en følelse der var ny for mig og også ret underlig. Draco og jeg gik ind i toget og ned af den lange gang, han stoppede op og vente sig mod mig, "jeg finder Crabbe og Goyle, du må selv bestemme hvor du ville sidde" sagde han en anelse koldt, og gik sin vej. Jeg havde jo ingen venner, jeg kendte ingen andre end Draco. Eller jeg kendte jo Crabbe og Goyle, men det var ikke ligefrem fordi jeg nød deres selskab. Jeg kiggede til højre og så en helt tom kupe, der satte jeg mig ind og ventede i spænding på toget ville køre. 

Toget havde endelig forladt King Cross station, og vi var på vej mod Hogwarts. Jeg sad og læste i en bog, da jeg blev forstyrrede af en stemme. "Undskyld, må vi sidde her, der er optaget alle andre steder" sagde en dreng med orange farvet hår. "Ja selvfølgelig, bare sæt jer" sagde jeg og smilte. De satte sig begge overfor mig. Den ene dreng havde orange farvet hår, imens den anden havde sort hår og runde briller. 

"Jeg hedder Ron Weasley" præsenterede den ene dreng sig, "Og jeg hedder Harry, Harry Potter" sagde den anden og smilte. "Jeg hedder Elvira Lucia" sagde jeg og smilte venligt. Jeg vidste, at hvis jeg sagde mit efternavn, ville de højst sandsynligt forlade mig på under 5 sekunder og slet ikke snakke med mig, så det var bedst at undlade mit efternavn. 

Selve togturen gik overraskende hurtigt. Jeg havde det virkelig hyggeligt sammen med Harry og Ron, vi havde købt en masse slik fra slik-vognen. Blandet andet multismagsbønner og chokoladerfrøer. Harry's frø smuttede ud af vinduet, og vi fik en masse dårlige smagsbønner med ubeskrivelige dårlige smage, blandet andet bræk og busemænd, ad. Nu befandt vi os på den store trappe inde på Hogwarts, her var jo kæmpe. Der var højt til loftet, en hel masse trapper og en masse billeder på væggen der hele tiden bevægede sig, helt magisk.

"Følg mig" sagde professor McGonagall. Vi gik på en række to og to, og samlet gik vi ind i den store spisesal med McGonagall i front. Storsalen var kæmpe, loftet var fortryllet som himmelen udenfor, hvilket ville sige den var meget mørk med stjerner på. Mine øjne viste sig hen på bordene, der var 4 lange borde, og jeg vidste straks der var et til hvert kollegie. For enden af spisesalen er lærernes bord, som vender ud mod os, så de kan kigge på os alle sammen. Vi kom helt op til enden af lærer bordet, her stod en stol med en hat ovenpå. "Når jeg råber jeres navne op, skal i komme frem og sætte jer på solen her, fordelingshatten ville placerer jer på et af de fire kollegier" sagde McGonagall højt og tydeligt. Den første var Hermione Granger, en pige med et kæmpe stort brunt hår. Hun satte sig nervøs op på skamlen og fik fordelingshatten på, hun røg hen på Gryffindor. Næste oppe var min bror. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvilket kollegie han ville komme på, han ville komme på Slytherin ligesom mor og far og resten af vores familie. Han satte sig ned og han nåede ikke en gang at få hatten helt op, da den råbet "Slytherin!". Daco smilte tilfredst og kiggede tilbage på mig, inden han satte sig ned til Slytherin bordet. Nu var det blevet Ron's tur, hele togturen havde han snakket om at han bare ville på Gryffindor, da hans forældre havde gået der og alle hans søskende enten har gået eller stadig går der. Stakkels Ron så ud som om han ville besvime når som helst, han var virkelig nervøs. Fordelingshatten blev placeret på hans hoved, og den råbte "Gryffindor" han sank lettet og smilte over hele femøren, inden han gik hen mod Gryffindors bord. Næste var Susan Bones, hende havde jeg aldrig set før, men hun kom på Hufflepuff. Næste oppe var Harry, da McGonagall råbte hans navn højt lod det udover salen "Harry Potter". Det var som om tiden gik i stå, alle var helt stille og kiggede forventningsfuldt og nysgerrigt på Harry. Jeg vidste selvfølgelig godt hvem han var, han var den eneste der havde overlevet Lord Voldemorts dræber besværgelse, så selvfølgelig var han berømt. Min far brød sig ikke om ham, men det klart når han var tilhænger til Voldemort. Harry satte sig op, og fordelingshatten begyndte at tale. Den snakkede i lang tid, og Harry hviskede til den at han ikk ville på Slytherin. Det endte med fordelingshatten sendte ham på Gryffindor, hvilket han så ud til at synes var helt perfekt. 

Selvfølgelig var jeg den allersidste, og det føltes som en evighed at jeg havde stået og ventede på min tur. Jeg vidste mit fuldenavn ville blive råbt op, og jeg var bange for hvad Harry og Ron ville sige til det. Inden vi ventede på at komme ind, skabte min bror en lille scene med ham og Harry, hvor han selvfølgelig skulle påpege at vores familie var bedre end Weasley familien, jeg havde trukket mig en i hjørnet, jeg skulle ikke blandes ind i noget som helst. "Elvira Lucia Malfoy" sagde McGonagall højt, jeg trådte frem og alle havde deres øjne rette mod mig. Jeg fik fordelingshatten på hovedet. Den begyndte at snakke, "Ser man det, tvilling til Draco Malfoy men alligevel virker i så forskellige som dag og nat. Vi kan forvente noget stort af dig, Elvira, du har mod, styrke og en masse at give af. Men hvor skal jeg placerer dig? Du ville gøre det fremragende på Gryffindor, men Slytherin der ville du også kunne gøre end indsats. Men jeg tror alligevel jeg ville placerer dig på Gryffindor!" Råbte fordelingshatten. Folk i salen klappede, men mindst halvdelen af dem sad med undrende blikke. Jeg gik ned på Gryffindorbordet og satte mig ned. Jeg kiggede tilbage på Draco, som bare kiggede koldt på mig. Professor Snape kiggede på mig med et spørgende og undrende blik, imens Dumbledore sendte mig et smil. Jeg selv, ja jeg forstod ikke noget. Hvorfor kom jeg ikke på Slytherin som resten af min familie, hvorfor Gryffindor? Og endnu værst, hvad ville mine forældre ikke sige til det, især min far, han ville gå helt amok. 

Dumbledore forklarede kort om nogen regler, som at man ikke måtte gå i den forbudte skov og korridoren på 3 sal var et forbudt område, hvis man ikke ville lide en smertefuldt død. Ellers var hele storsalen i gang med at spise mad, der var utrolig meget mad, og det så meget lækkert ud. Dog var jeg ikke sulten, jeg havde lidt mistet lysten at spise efter Draco's kolde blik og de masse undrende blikke. 

Efter maden blev vi fulgt af Percy Weasley hen til Gryffindors opholdsstue. Opholdsstuen lå på syvende sal. Indgangen var gennem et maleri, hvor man skulle sige det rigtige kodeord. Opholdsstuen var rigtigt pæn, der var en masse bløde lænestole og nogle borde, desuden var der også en pejs hvor der allerede var tændt op med ild. Der var store vinduer, udsigten var helt fantastisk. Vi havde udsigt til søen, den forbudte skov og Quidditch banen. Der er 2 trapper, en trappe til drengenes sovesal og en til pigernes. På trapperne op er der en dør indtil hver sovesal, der er syv sovesale ialt, en til hver årgang og det samme er der med drengene. Selve sovesalen er et rundt rum med himmelsenge, jeg elskede det allerede. 

Mine ting var allerede oppe på værelset. Jeg satte mig i min seng, den seng jeg skulle sove i det næste år. De andre piger var nede i opholdsstuen, men jeg havde ikke rigtig lyst. Harry og Ron havde ikke talt til mig efter den episode med fordelingshatten, men hvad havde jeg også regnet med, så snart de vidste mit efternavn, så ville de jo ikke have noget med mig at gøre, det vidste jeg jo godt. 

Døren til sovesalen åbnede, og ind kom Hermione. Jeg valgte ikke at kigge op, men bare sidde og kigge ned i min bog, som jeg var i gang med at læse. "Hvad læser du?" spurgte Hermione, "Den forladte heks" svarede jeg og smilte. "Er det den, der handler om den lille pige som bliver efterladt af hendes forældre, og så skal hun kæmpe mod en masse forskellige dyr/væsener ude i den forbudte skov?" spurgte hun om, "ja det er den, det min yndlingsbog" sagde jeg. "Også min, hvilket kapitel er dit yndlings om jeg må spørger" "kapitel 26 er mit yndlings, der sker det mest spændende" svarede jeg, "jeg er helt enig" sagde hun og smilte stort. Jeg smilte tilbage og vi kiggede på hinanden i tavshed. "Ville du ikke med ned?" spurgte hun om, "ellers tak" svarede jeg. "Okay, men kom hvis det lyster" sagde hun og forlod sovesalen. Jeg lagde mig ned under dynen. Det havde været en lang dag og jeg ville gerne være frisk til i morgen, da endnu en ny dag skulle begynde. Jeg vidste at jeg ikke ville ned i opholdsstuen, så at sove, var det eneste jeg kunne lave lige nu. Trætheden havde alligevel også overtaget mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...