A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3087Visninger
AA

7. 6

På vejen tilbage gik jeg ved siden af mor. Vi trøstede hinanden, og mindedes nogle flere jule. 

“Kan du huske Spot?” spurgte jeg med et smil på læben. Spot var vores gamle hund, som døde mange år tidligere. Jeg havde udvalgt ham selv, og han havde altid været lidt af en kryster. 

Første gang jeg så ham, og valgte ham, gemte han sig under et toiletskab i sælgerens bryggers. Jeg faldt pladask for ham, han var alt for kær, og han var det perfekte match for mig. 

“Selvfølgelig kan jeg det,” svarede mor med et smil. Spot var blevet elleve år gammel, men til sidst måtte vi aflive ham. Det var noget af det mest grufulde at opleve, for en femtenårig dreng. Ensbetydende med, at jeg altså udvalgte ham da jeg var fire år gammel. Dyrelægerne mente, at det var gigt, men med den hastighed smerterne og begrænsninger tog til i, mente vi selv noget andet. 

“Jeg fandt et billede af ham og mig, hvor vi dansede ved siden af juletræet en juleaften. Jeg holdte ham i poterne og løftede ham op i luften, så han kun stod på to poter. Det kunne han ikke lide, vel?” spurgte jeg tøvende. Jeg havde aldrig tænkt over sådan noget, da jeg var en lille dreng. 

“Vi fortalte dig hele aftenen at du skulle lade vær, men hver gang vi kiggede væk, dansede rundt om træet igen, gjorde du det igen. Du syntes, at det var synd for Spot, at han ikke kunne være med,” forklarede hun. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. “Jeg var et forfærdeligt barn,” sagde jeg ironisk, og vi begyndte begge at grine. 

Vi kom tættere og tættere på hjem, og tanken om varm kakao og pakkespil med ligegyldige gaver varmede hele min krop op. Det var en af vores hyggeligste juletraditioner, som var kommet til senere hen. Det var den perfekte måde, at slutte aftenen af på. 

Jeg kom til at tænke på vores forskellige juletraditioner. Julebilledet, juleaften, mormors gravsted, pakkeleg, julemorgen. Så mange forskellige traditioner, og kun én jeg ikke vidste hvordan opstod.

“Hvorfor er der ikke nogle billeder fra inden jeg blev født i julealbummene?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg havde ikke set ét eneste billede af Gemma alene, og det var ikke ligefrem fordi, at albummene var dedikeret til mig. Mor smilede. 

“Vi tog altid billeder juleaften, men vi tog mange, og satte dem ind i almindelige fotoalbum. Da du blev født, blev vi enige om, kun at tage ét og lave separate album,” forklarede hun. “Det var din fars idé,” uddybede hun. 

Minderne om min far var ikke store, og jo ældre jeg var blevet, var de blevet mere ligegyldige for mig. Jeg kunne dog ikke lade vær med at smile, da jeg hørte at det havde været hans idé. Nogle gode ting, var der alligevel kommet ud af at have ham i huset. 

Det havde altid været min plan, at jeg skulle have hund igen. Men stedet hvor jeg boede tillod ikke at man havde hund, og det passede heller ikke med den profession jeg gerne ville have. Jeg var studerende, og jeg var på vej hen mod en karriere med lidt fritid. 

En hund var et fuldtidsjob i sig selv, og jeg ville ikke byde en hund på så mange timer alene hver dag. Desuden var Summer mere til katte. 

“Hvorfor kaldte vi ham Spot?” spurgte jeg mor om. Jeg kendte svaret og jeg kendte historien, som hørte til svaret. Det var en af mine yndlingshistorier om mig selv, og jeg brugte den ofte når nogle spurgte om jeg var kreativ. “Spot var hvid, med et brunt og sort ansigt. Udover det, havde han én stor, sort plet på ryggen. Det spottede du hurtigt, deraf kom navnet,” forklarede mor endnu en gang.

Jeg havde længe forestillet mig, at hun en dag ville fortælle den historie til børnebørn og oldebørn. Hun ville vise dem billedet fra min sjette juleaften, og hun ville sige, at de aldrig skulle gøre sådan. Jeg glædede mig sådan til, at afbryde sådan en historie en dag. 

“Har du nogensinde overvejet, at få en ny hund?” spurgte jeg. Siden Spot døde, havde vi ikke haft hund. Om det var frygten for at sammenligne, eller sorgen der skulle ligge sig, vidste jeg ikke, men mor havde aldrig virket som en person der ikke ville have et kæledyr. Desuden boede ingen af os hjemme længere, så hun måtte da mangle nogen at tage sig af. Det måtte være så ufatteligt tomt i huset til hverdag. “Hver evig eneste dag,” svarede hun og smilte.

-

Ord: 763

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...