A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3089Visninger
AA

18. 17

I dette kapitel er kursiv noget, som Harry forestiller sig, en drøm.

 

Jeg gik med Louisa op mod værelset igen, og da vi gik igennem døren forsvandt hun. Jeg stod alene i vores stue, foran det pyntede juletræ. Jeg bukkede mig ned, for at tage endnu en gave, og gik automatisk hen til Monica og lagde den foran hende. “En gave til Monica,” sagde jeg og vendte tilbage mod juletræet. 

Året inden havde morbror sagt, at det næste år ville være min tjans at uddele gaverne, og jeg havde glædeligt taget imod den. Det eneste problem ved at lege julemand julemorgen, var at man kom lidt bag ud med at åbne sine egne gaver, og man fik ikke lov til, at se glæden fra familiemedlemmerne når de åbnede deres gaver. Men det var hyggeligt; jeg kunne bestemme hvem der skulle have gaver hvornår, i hvilken rækkefølge, og hvordan de skulle afleveres. 

Der var utroligt mange gaver der skulle afleveres, i og med, at vi de seneste fem år var blevet mange flere børn i familien end førhen. Jeg havde efterhånden selv fået lavet en bunke henne ved min egen plads, og da der endeligt ikke var flere gaver under træet, kunne jeg sætte mig ned og pakke dem alle op. 

Det føltes underligt, at alle sad og stirrede på mig mens jeg åbnede gaverne. Kun de helt små, som havde travlt med at lege med deres nye bamser eller deres nye tøj, kiggede ikke på mig. Penge, tøj, et par sko, flere penge og nogle gavekort. Rimelig standard gaver. 

Jeg gik på runde og takkede alle der havde givet mig en gave, og spurgte de små om de kunne lide de gaver de havde fået. 16 år gammel, var jo ensbetydende med, at der kun var to år til jeg ville være voksen. At være voksen, medfører en masse ansvar, og det var ved at være på tide, at jeg tog det ansvar. 

Snart skulle jeg selv betale for mine gaver, og snart skulle jeg selv komme hen til mors hus for at holde jul. Snart ville jeg ikke bo her, og kunne nøjes med bare at gå ned ad trapperne for at komme til jul med mad og gaver. At blive voksen skræmte mig. At skulle bo uden min mor, skræmte mig. 

Så hvorfor ikke nyde det mens man kan? “Mor?” spurgte jeg. 

“Ja, skat?” svarede hun, og kiggede smilende hen på mig. Jeg kunne mærke en varm, betryggende følelse sprede sig i maven på mig. Jeg blev endnu en gang bekræftet i, hvor vigtigt det var for mig, at have min mor omkring mig. “Kan vi tage et billede foran juletræet?”

Fem minutter efter stod morbror med kameraet i hånden, og mor og jeg foran juletræet smilende. Jeg havde min arm om hende, og hun lænede sig op ad mig. Havde billedet været taget ti år tidligere, havde vores roller været modsatte. Jeg var blevet langt højere end hende, til mit held, for hun var ikke særligt høj. 

Mor var min rollemodel. Hun havde været så stærk lige siden far forlod os, hun havde håndteret at vi ikke var klar til, at Robin flyttede ind så flot, hun havde opdraget Gemma og mig så godt helt alene, og hun havde altid været der for mig. Især da Louisa slog op, fandt jeg ud af, hvor meget jeg egentlig kunne snakke med hende om.

Adskillige hyggedage, biografture, shoppingture og filmdage derhjemme i sofaen med varm kakao og popkorn i hånden. Jeg havde grædt foran hende, jeg havde skældt Louisa ud foran hende, og vi havde sammen siddet og gjort grin med alle vi kendte, for at jeg kunne komme i godt humør igen.

Jeg kunne kun forestille mig, hvor meget mor betød for Gemma. Gemma havde været igennem en del flere svære perioder end jeg havde, og nok nogensinde ville komme til, så jeg kunne ikke engang prøve at gætte på, hvor mange af sådan nogle samtaler, dage og ture de to havde haft sammen. 

I vores hjem, var der ingen vigtigere eller bedre person end mor, og ingen ville nogensinde kunne erstatte hende. 

Morbror trykkede på knappen, og et halvt sekund efter kom blitzen og blændede os begge to. Vi smilede ekstra ihærdigt, og gik derefter hen for at godkende billedet. Jeg smilte da jeg så det.

-

Ord: 707

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...