A Christmas Evolution

24 år, 24 jule, 24 minder. 24 årige Harry Styles kigger tilbage på alle hans 24 jule i et fotoalbum han fandt i stuen. // Deltager i julekonkurrencen med mulighed 4, og i julekalender konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
3091Visninger
AA

11. 10

“Jeg tager Gemmas gave,” sagde jeg, og rakte ind over bordet. Jeg tog den lille gave, som var pakket ind i rødt gavepapir og guldbånd. Hun så fornærmet ud, da jeg tog den. Siden spillets start, havde vi kæmpet om den gave. Jeg kunne ikke lade vær med, at grine ad hende. 

Bægeret med terningerne i, sendte jeg videre, og den næste person gav sig til at prøve lykken om at få en sekser. Det havde været min opgave at sætte æggeuret, og jeg havde sat det til 27 minutter. Der var tre minutter tilbage, muligvis nogle sekunder. De andre vidste ikke, at det snart var sidste chance. 

Vi havde alle skulle bringe to gaver, så alle ville have mulighed for, at kunne vinde to. Min ene gave var en skjult gave jeg havde købt i en boghandler, men den anden var personlig for os alle. Det var et billede af morfar, sat i en mat, sort ramme. Vi savnede ham alle. Tankerne bag det, var at alle ville have gavn af billedet. Selv de helt små, som aldrig havde mødt ham. Så ville de have et billede af deres morfar, og vide at han var der, selvom de ikke havde kendt ham. 

Bægeret med terningerne i gik på runde, og nåede endnu en gang hen til mig. En sekser. “Jeg tager mors gave,” sagde jeg, og tog gaven fra hende. 

Gaven var pakket ind i grønt papir, og havde intet bånd. Det kunne være hvad som helst. Jeg sendte bægeret videre, og lige som jeg gjorde det, ringede uret. Jeg smilede, og kiggede ned på mine gaver. Syv styks. Det havde været en god omgang det år. 

“Er der nogle, der ikke har nogle gaver?” spurgte jeg, så alle ved bordet kunne høre mig. Alle kiggede ned på deres egne gaver, og hen på sidemandens. Jeg kiggede ned på Annabella. “Jeg har ikke en,” sagde hun lavt, meget forsigtigt.

Jeg tog en gave fra min egen bunke, og sendte den ned ad bordet til hende. På den måde ville alle have en gave at åbne, og ingen ville føle sig uden for, eller snydt. Hun smilede da hun fik den, og mumlede et taknemmeligt tak. Jeg glædede mig til, at se hende åbne gaven. 

“Lad os åbne gaverne på skift,” forslog Gemma. Alle omkring bordet blev enige om, at det var en god idé. Vi startede med dem, der havde flest gaver. Jeg gav mig til at åbne mine gaver. 

Et par julesokker, et gavekort til Domino’s til en enkelt pizza, et duftlys, en malebog med Disney prinsesser og sidst men ikke mindst, et par rensdyrgevir. Jeg smilede ved synet af mine gevinster. “Hvis tur er det så?” spurgte jeg flabet ud. 

Morbror gik igang med at åbne sine, og hans gaver mindede meget om mine. Små ting, som ikke kostede meget, og ikke havde den største værdi for en voksen mand. Men han takkede alligevel alle, for at have købt gaver til spillet. 

Sådan fortsatte det hele vejen rundt om bordet, indtil vi nåede til Annabella. Hun havde behov for hjælp til at binde sløjfen op på hendes gave, men lige så snart båndet var væk, blev gavepapiret revet i stykker med største kraft. Hun smilede da hun så gaven, og vendte så rammen om. Hun kiggede op på sin far, min morbror, og pegede så ned på billedet. “Hvem er det?” spurgte hun uskyldigt. 

“Det er din farfar,” svarede han kort, og pegede ned på manden. Det var et af de sidste billeder vi havde taget af ham. Hans skæg var længere end det normalt havde været, og hans øjne knapt så grønne som jeg huskede dem. Annabella smilede, men kiggede forvirret på billedet. 

“Kendte jeg ham?” spurgte hun. Hun var stadig et lille barn, fem år gammel. Svaret var meget simpelt, men det gjorde ondt i alle vores hjerter, da hun stillede spørgsmålet. “Nej,” svarede morbror tøvende.

Annabella knugede rammen ind til sin krop, og skubbede gavepapiret væk fra bordet. “Jeg elsker ham,” mumlede hun, næsten som om, det kun var hende selv der skulle høre det. Jeg smilede.

Jeg huskede billedet af mig, der sad på hans skød. Det havde været den sidste jul sammen med ham, inden han flyttede på plejehjem. Få år senere døde han, fordi han nægtede at spise. Han spyttede på sygeplejerskerne, og generelt var han en pine i røven. Manden var stædig. 

Det eneste han havde ønsket, var at være hjemme med mormor. Han vidste ikke, hvor syg han var. Det havde jeg heller ikke vidst, indtil mor fortalte mig det, til hans begravelse. Alzheimers. 

De sidste af hans år, havde han højst sandsynligt ikke kunne huske mig. Men jeg ville altid huske ham.

-

Ord: 784

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...