Ellies Frihed

Ellie er en normal pige. Det er hendes ven fra skoven ikke. Mor og far tror ikke på at hun mødes med nogen i skoven, og det har hun det fint med. I skoven er hun ikke indespærret som derhjemme med mor og far. Men en nat går det ikke som det plejer, og pludselig er skoven ikke kun et sted for drømme.

2Likes
5Kommentarer
258Visninger
AA

1. Lunden

Ellie trak sine ben tættere til sig, og satte sine nøgne fødder mod den kolde, fugtige sten hun sad på. Armene lagde hun om sine ben så hun krammede dem ind til sit bryst. Nattens dug var faldet, men det rørte hende ikke det mindste. Ikke engang den isnende brise, der rev i hendes hud og fik hendes små hår på armene til rejse sig, lagde hun mærke til. Heller ikke selvom hun kun var iført en enkel, hvid natkjole uden meget varme. Hun var vant til det efterhånden. Og så var det slet ikke kulden elle fugtigheden hun lagde mærke til. Det var kun musikken og ham der spillede, hun så. Hendes kinder var ømme og næsten stive af at smile så meget, men alligevel trak hendes mundviger endnu mere tilbage, og hun rynkede på næsen et øjeblik, da hun fik øjenkontakt med ham. 

Det var kun kort, men hans gyldne øjne mødte hendes. Det var et under det kunne lade sig gøre, da hans lange, pjuskede, brune lokker normalt dækkede for hans ansigt. Nu hoppede han rundt, så var hans hår endnu mere over det hele, og det var svært overhovedet at se hans ansigt. Men det korte blik de udvekslede, resulterede i at han også sendte hende et smil hun kunne se. Det smil afslørede et svagt underbid, med to hjørnetænder i undermunden, som stak en anelse op over hans underlæbe. Når han smilede til hende, blev hun varm i maven, og så var det hun glemte kulden og duggen.

Deres korte øjeblik var ovre, og han snurrede videre i en dans mellem træerne, så kaninerne hoppede omkring ham og ildfluerne dansede i mønstre. Imens gled hans fingre over instrumentet i en let bevægelse, som om det ingen koncentration eller øvelse krævede, og det hele blot var en leg. Ellie kunne se det hele tydeligt, takket være månens lys, de matte glimt fra ildfluerne og de sølvglitrende klokkeblomster omkring dem. Hendes øjne var vant til natten nu, ligesom hendes krop der ikke længere mærkede kulden. Det var efterhånden hjemligt for hende at sidde i skoven om natten, trygt svøbt i det mørke som hendes venner var så bange for. Hun nød det mere end dagene med andre mennesker. De lukkede vægge, det pæne tøj og mor og fars regler kvalte hende, så hun næsten ikke kunne trække vejret om dagen. Hun var indespærret og frarøvet den frihed hun nød om natten, i mørket, med ham. Og det bedste af det hele var, at det kun var deres. Ingen andre vidste noget, og ingen andre blandede sig i deres natlige møder.

Musikken forstummede, og han standsede forpustet op. Endnu et smil afslørede sig på hans læber, men hans fortryllende, gyldne øjne var nu skjult under det brune hår. Han holdt instrumentet i én hånd, mens han løftede sit hår, så han kunne se over på hende. Han var stoppet midt i en klynge anemoner, så hans bare fødder var gemt under de hvide blomster. Spidsen af hans hale tittede op over et par hvide blomsterblade. Den pjuskede, stride dusk hår for enden af hans hale, matchede det kaos af hår han havde på hovedet. Det var hans specielle, kejtede udseende der gjorde, at Ellies hjerte slog kolbøtter når han smilede til hende. Hun mærkede også en varme brede sig i hendes kinder, da han nu stod der med løftet pandehår og smilede hen til hende. 

"Hvad synes du?" spurgte han frisk. Han lod sit hår falde ned igen, inden han med rolige skridt gik hen mod hende. Ellie gav slip på sine ben, så de hang ned ad stenen. Hendes tær kunne lige nå toppen af det dugvåde græs hvis hun strakte foden. Hænderne satte hun i stedet for i foran sig, mod den kolde sten. 

"Du ved jeg elsker din musik, Hasle. Det er fortryllende." Hun smilede mere mildt til ham, så det ikke længere gjorde ondt i kinderne. De var nu stadig godt varme. Han stillede sig hen foran hende. Stenen var stor, og Hasle var ikke meget større end Ellie selv, så de var ikke helt i øjenhøjde. Hans hår fik ham til at se højere ud end han var, fordi det sad til alle sider. Han lagde violinen på en mosdækket sten, inden han kørte sine grove, beskidte hænder igennem sit hår, så hans øjne igen kom til syne. De mindede Ellie om to gyldne dråber honning, midt i hans mørke, beskidte ansigt. 

"Du ved godt jeg ikke kan lide det ord. Fortryllet." Han vrængede lidt på sin runde næse. Det fik ham til at ligne en utilfreds hund. Hans overlæbe løftede sig nok til at man kunne se de store hjørnetænder i undermunden lidt for tydeligt. Ellie ville sikkert være bange for ham, hvis ikke hun kendte ham. Nogle gange lignede han mere et dyr end et menneske, med de store, spidse øre med pels for enden, halen der fulgte dovent efter ham når han bevægede sig og tænderne der lignede et rovdyrs. Alligevel holdt hun uendeligt meget af ham, og så slet ikke de ting som forkerte eller dyrisk mere. Det var en del af ham. 

"Jeg ved det. Men sådan føles det. Og du gør mig jo ikke noget." Hun sendte ham et varmt smil, inden hun igen krammede sin ben ind til sit bryst. Hasle samlede sit hår med et stykke snor, så hans ansigt var helt frit, og sendte Ellie et matchende smil. Det gjorde hende igen varm i maven, og hun bed sig en smule i læben, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre af sig selv. 

"Det er ved at være tid til du skal tilbage. Du må hellere gå selv. Ellers spørger de andre bare ind." Han så sig over skulderen, ind i den mørke, tætte skov. Der var intet at se derinde, kun et par ildfluer svævede rundt mellem hinanden. Ellie vidste godt hvad der lå derinde, der var en grund til hun kun holdt sig til de steder Hasle havde vist hende. De var alene og i sikkerhed på de områder. 
Ellie lod sig glide ned af stenen med et suk, så hendes fødder ramte den bløde, fugtige jord i skovbunden. Hendes kjole havde mærker fra mosset på stenen, og hendes fødder ville snart få farve fra skovbundens jord. Sådan var det hver nat, men hun bekymrede sig aldrig det mindste om det. Beskidte natkjoler og fødder var en lille pris og betale for nætter i frihed, nætter hvor hun kunne trække vejret dybt, og føle hun kunne svæve. 

"Vi ses i morgen, så. Tak for i aften." Hun smilede til ham en sidste gang, inden de kort krammede. Han var varm, og han var blid. Hans udseende var råt og kaotisk, men hans bevægelser og berøringer var altid lette og behagelige. Hans arme lagde sig fast rundt om hendes talje, mens hendes lyse, blege arme fandt vej om hans hals. De gav hinanden et klem, kun et øjeblik, inden de gav slip, og han trådte et skridt tilbage for at lade hende gå. Hun følte sig mere bundet end nogensinde, når hun måtte efterlade ham, og gå alene gennem det dugvåde græs i skovbunden. Hendes hus lå tæt op af skoven, men hun måtte alligevel gå et stykke. De bevægede sig altid til steder, hvor ingen mennesker ville se dem ved et uheld. Det var det sikreste, var de blevet enige om. Så derfor måtte hun nu tage turen selv. Hun følte skovbunden og mosset under sine fødder og mellem sine tær. Spindelvævet i træerne lyste op i sølvskær når månens lys fandt duggen der havde sat sig i dem. Hendes fingre gled over de friske, kolde blade når hun gik forbi buske og små træer. Som hun kom tættere på huset, mærkede hun kulden nå til hende. Varmen i hendes mave og kinder forsvandt, og hendes hjerte slog ikke længere kolbøtter. Faktisk virkede alt så sørgmodigt og trist, da hun kunne se lyset hun havde ladet brænde i sit værelse. 

Hun gik det sidste stykke ud af skoven, og skubbede grenene til side for at kunne komme til. Da hendes fødder mødte det klippede, korte græs på græsplænen i deres have, havde hun helt glemt hvordan man smilede. Hendes tær krøllede sig sammen, som for at finde det vilde, lange græs der strakte sig sundt og frisk op mod himlen. Det eneste de fandt var plænen som far holdt i en perfekt højde, så den så pæn og velholdt ud. Hendes hoved sank, og hendes blik faldt ned på hendes fødder. Natkjolen havde fået en våd kant, som var en anelse beskidt. Det ville mor blive sur over, vidste hun. Alligevel var hun ligeglad. De blev sure over de særeste ting nu om dage, syntes hun. 

Ellie gik hen til vinduet. Hun havde efterladt det på klem, så hun let kunne trække det op. Da det stod på vidt gab, kravlede hun ind ved hjælp fra havestolen der stod nedenfor. Uden en lyd kom hun ind i værelset, lukkede vinduet igen, og lukkede haspen så det ikke kunne blæse op af sig selv. Pludseligt stod hun i sit varme, indelukkede værelse. Natlampen sendte et blåligt lys ud i rummet, og gjorde blot hendes længsel efter månelyset større. Inden hun kunne nå at savne skoven og drengen for meget, kravlede hun i seng efter at have tørret sine fødder af i et håndklæde hun havde glemt at smide til vask tidligere på aftenen. Hun slukkede lampen, og trak dynen godt op sig, før hun vendte sig med ryggen til vinduet. Hvis hun så månens lys, ville hun bare begynde og tænke for meget og så fik hun slet ikke sovet. Det var sket alt for mange gange, og det blev mor og far også sure over. Så hun lukkede i stedet øjnene, og tænkte på den fortryllende melodi Hasle havde spillet for hende. 

 

***

"Ellie!" Mors stemme skar igennem Ellies drømme som en kniv. En hver god drøm hun måtte have haft, forduftede med det samme. Hun kunne dog ikke huske hvad hun havde drømt, så det var ikke et stort tab, men det var bestemt ikke den bedste måde at vågne på. Hun missede med øjnene og strakte sig, inden hun satte sig op.

"Godmorgen," hilste hun, mens hun gned sig i øjnene. Mor så ikke glad ud, men det gjorde hun næsten aldrig mere. Hendes pande havde næsten en permanent rynke, som om hun altid tænkte virkelig hårdt på et eller andet. Hendes hår var begyndt og få sølvstænk i siderne, og hun var dårlig til at huske og farve det regelmæssigt, så det var ekstra tydeligt mod det mørkfarvede hår. Hun stod med hænderne i siden, og havde fået endnu flere panderynker. 

"Din kjole og dit gulv er beskidt igen, Ellie. Sig mig, hvad er det du render rundt og laver?" skældte hun utilfreds. Det var det samme hver morgen. Nogle gange undrede Ellie sig over, om mor overhovedet kunne høre hende, når hun hver morgen gav hende det samme svar. 

"Jeg var i skoven med Hasle, det ved du godt. Men du vil jo ikke tro på mig," forklarede hun træt, mens hun kom på benene for at finde tøj til dagen. Hun gik lige forbi mor uden at se på hende, for hun vidste godt mor ville sukke tungt og ryste skuffet på hovedet. Hun troede Ellie løj, den diskussion havde de haft de fleste morgener også. 

"Der findes ikke trolde der danser rundt og spiller violin i skoven om natten. En dag finder jeg ud af det, Ellie. Hvad end det er du skjuler, så finder jeg ud af det." Ellie kunne mærke mors skarpe blik i nakken, inden hun blev ladt alene på værelset. Hun lod lettet et suk undslippe hendes løber da mor gik. Hun så sig over skulderen, og ønskede mor havde ret. Hun ville gerne have de kunne se hun ikke løj. Men hun ville heller ikke have de ødelagde noget, så nogle ting måtte forblive hemmeligt. 

Ved morgenbordet sagde Ellie ikke meget. Hun fik ikke ret meget søvn om natten, så det var svært at holde de tunge øjenlåg oppe over cornflakesene. Far sad og læste morgenens avis på sin tablet, mens han drak en kop kaffe, der dampede så meget, han havde været nødt til at tage brillerne af, for at de ikke duggede helt til. Han sagde ikke noget imens han læste og sluprede. Mor var stadig sur, det kunne Ellie mærke. Hun stod godt nok ved køkkenbordet og vaskede panden af fra aftenen inden. Panderynkerne var væk, der var kun den ene tilbage. Det var mere hendes stive, hårde bevægelser med opvaskebørsten der afslørede hendes dårlige humør. Morgener som dem ønskede hun at hun havde haft søskende, så hun kunne snakke med dem. Bare noget for at gør tavsheden udholdelig. Sådan havde det dog ikke altid været. Da hun var yngre havde de snakket om morgenen. Far havde rodet hende i håret og kaldt hende hans troldeunge, og mor havde smilet og haft håret sat op i pæne frisure. De havde lyttet når Ellie havde historier at fortælle, og de havde leet og smilet når hun fandt på. Nu gad de knap nok lytte til sandheden mere, og slet ikke hvis den ikke var som de ville have det. 

Skolen var en anelse bedre. Hun hadede godt nok at blive kørt, men mor og far insisterede på det, når det regnede. Ellers ødelagde hun bare sine sko eller blev syg, sagde det. Det var ikke andet en dårlige undskyldninger. Hun vidste hun ikke blev syg. Hvis hun kunne holde til aften efter aften i skoven, kunne hun vel også holde til at gå i skole. Sådan havde hun det bedst, når hun kunne gå i skole. Gennem parken, og ad de små veje beregnet til cykler og ingen andre. Det var de bedste morgener, dem hvor hun bare var selv på de små stier. Men den morgen blev hun altså kørt og sat af ved skolen af far. Han mumlede noget om en god dag, men hans stemme var så lav og grødet, at Ellie kun kunne gætte sig til at det var det han havde sagt. 

Inde på skolen var der en masse lærere ligesom far. De var trætte, havde deres rutiner, og opdagede slet ikke hvis der skete noget omkring dem, som ikke var med i planen. Alting var dog så ensformigt at eleverne ikke engang lavede andre narrestreger end dem de plejede. Drengene i Ellies klasse tog alt kridtet og gemte det i den øverste skuffe i skabet, så læreren i matematik måtte op og hente mere på kontor, for han kiggede aldrig i skuffen i skabet. Det kridt i skuffen blev så brugt i frikvarteret til at skrive og tegne grimme og barnlige ting på tavlen, inden de havde samfundsfag. Så brugte de et kvarter af timen på at få en tale om hvorfor det der stod der var forkert, og hvorfor man ikke måtte den slags i samfundet. Alting var så utroligt kedeligt og det samme, at Ellie slet ikke hørte efter eller lo af de vittigheder der blev fortalt mellem hendes venner. Hun havde hørt dem alle tyve gange. I stedet sad hun og tegnede og så ud af vinduet på regnen, som gled ned ad ruden i stride strømme. Et suk undslap hendes læber, præcis som om morgenen med mor. Der kunne lige så godt være tremmer for vinduerne og vagter ved dørene, hun følte sig indelukket, og følte igen hun ikke kunne trække vejret. Det skete tit. Så måtte hun rejse sig op og gå ud på gangen og tage noget og drikke, inden hun kunne sætte sig ind igen og lade som om hun kunne få luft. Det kunne hun aldrig før det ringere fri, og hun kunne komme udenfor, ud af skolen, væk fra dens tunge, grå mure.

Mor og far havde først sent fri, meget senere end Ellie, så hun kunne gå hjem. Ingen af dem havde mulighed for at stoppe hende fra det. Hun strøg ud i regnen og mod den nærmeste sti der førte hjemad. Hun var ligeglad med vandet der gennemblødte hendes hår, eller fik hendes tøj til at klistre til kroppen. Det sad som et ekstra lag hud ind mod hendes krop, og selvom det var en omklamrende fornemmelse, følte hun sig stadig mere fri i regnen end hun havde gjort inde på skolen. Skovbunden ville være mere blød end natten inden, tænkte hun for sig selv. Hendes fødder ville blive endnu mere beskidte, så hun skulle nok ikke have hvidt tøj på. Så ville mor kun blive mere sur end hun allerede var. 

På sin tur hjem sørgede hun for at gå i alle vandpytterne. Hvis mor og far ikke ville lade hende gå selv, fordi hun ikke kunne passe på sine sko, måtte hun jo hellere sørge for at gøre dem godt våde når hun nu kunne. Egentlig var hun ikke et ulydigt barn. Som regel gjorde hun som hun fik besked på, og hun ville gerne gøre mor og far glade, men det var som om det var blevet sværere. Som om de var mindre glade, som om de ikke ville være glade mere. Derfor blev Ellie også så trodsig når de prøvede at tage hendes glæde fra hende, og så måtte hun nyde det ekstra meget når hun havde den. Inden hun nåede under viadugten til boligkvarteret, var hendes sko allerede gennemblødte, så meget hun kunne mærke sokkerne blive kolde og klistrede af vandet, og hørte det skvulpe når hun trådte ned. Det gjorde ikke hendes tur hjem længere, kun sjovere. Under viadugten havde vandet samlet sig til en mindre sø. Uden en eneste overvejelse sprang hun med begge ben så snart chancen bød sig. Vandet sprøjtede op omkring hende, og begge hendes ben blev våde, så hendes strømpebukser gik fra lysegrå til en mørk, nærmest sort farve. Stadig var hun ligeglad. Hun mærkede elementerne fuldt ud. 

Alt hendes tøj var gennemblødt da hun endelig nåede hjem. Hendes kjole dryppede på de lyse fliser i entréen, og efterlod små søer hvor hun stod, mens hun kom ud af sine lærredssko. Skoletasken stillede hun på kommoden, inden hun samlede sine sko op og gik ud for at stille dem til tørre på det lune badeværelsesgulv. Tasken tog hun med sig ind på værelset, for at se om nogle af hendes bøger havde taget skade. Kun hendes matematikbog havde fået våde sider, så den lagde hun til tørre over radiatoren. Så tømte hun ellers resten af indholdet ud på sengen, og hængte også tasken til tørre ude ved bruseren. Det våde tøj fik hun af og smed i en bunke på gulvet, før hun tørrede sig selv og sit hår med et af de store, bløde håndklæder mor havde vasket i weekenden. De duftede svagt af vanilje fra skyllemidlet. Det var Ellie nu meget ligeglad med, det skulle bare tørre hendes hår, og det gjorde det. 

På værelset fandt hun en stor t-shirt og et par natshorts. Det var varmt udenfor, selvom det regnede. Det var trods alt sensommer, så det kunne sagtens være varmt endnu. Hun satte sig ved sit skrivebord og begyndte på dagens lektier. Hun lod ikke rigtigt regnestykkerne og grammatikken komme ind. Hun udfyldte blot skemaer og tomme linjer på rutiner. Skolen sagde hende ikke noget overhovedet. Hun ventede bare på det blev aften, men dagen var alt for lang. Så hun brugte det meste af tiden på at dagdrømme. Sådan havde det været lige siden hun første gang havde hørt violinen tidligere på sommeren. Det havde været kort inden de fik sommerferie, hun havde siddet i haven en sen aften, og havde læst i en bog, da musikken havde snoet sig mellem træerne til hende. Det havde forundret hende så meget, at hun var kommet på benene, og havde undersøgt lyden. Hun huskede stadig hvor hårdt hendes hjerte havde slået, hvordan hendes håndflader var blevet fugtige. Skoven var enorm, og hun vidste der ikke boede nogen derinde. Den var fredet eller sådan noget, så man måtte ikke bare fælde træer eller bygge i den. Hun havde boet i huset ved skoven hele sit liv, hun kendte skoven godt. Men den nat var det som om den havde ændret sig. Det havde været som om månen den aften havde åbnet op til en hel ny skov, og hun så alt for første gang igen. Der havde hun set det. De gyldne øjne i mørket, det mørke hår der hoppede rundt på hovedet af ham der ejede det. 

Hendes dagdrømmeri stoppede brat da døren blev åbnet, og far stak hovedet ind. "Husk lektierne," mindede han hende om. Hun sukkede og nikkede. Førhen spurgte de altid hvordan hendes dag havde været, eller hvad hun havde lavet. Det gjorde de ikke mere. Nu var de bange for svaret, for hun svarede ikke længere det de ville høre. 

"Jeg er færdig," svarede hun mut. Far nikkede bare og gik igen. Ingen ros, ingen kommentar, ikke engang et smil. Bare et træt nik, og så var han væk igen. Ellie så ud af sit vindue, ud i skoven. Alt så helt normalt ud, med bøgetræerne og deres mørkegrønne blade som vippede dovent i den sparsomme brise, skovbunden der var en god blanding af mos, muld og nedfaldne blade fra sidste års efterår, og sommerfugle og andre små insekter der fløj rundt i luften. Alt var så kedeligt og ordinært. Hun kunne ikke begribe hvordan mor og far eller dem henne i skolen kunne holde det ud, hverdagen og al dens forudsigelighed. Inden hun var vandret ud i skoven den første nat, havde hun godt nok også bare accepteret den kedelige virkelighed, men nu virkede det som en fjern fortid. Hun vidste hvad skoven gemte på nu, hun vidste alting slet ikke var så forfærdeligt normalt som alle prøvede og bilde hende ind. Ingen ville høre på hendes historier om Hasle, eller de andre væsner han havde fortalt hende om. De lo bare af hende og rullede øjne, så hun var holdt op med at prøve og få dem til at forstå. Så måtte det være hendes eget. 

Ved aftensmaden ville mor og far heller ikke høre om det. De spurgte hvad de havde lavet i skolen, men Ellie havde ikke rigtigt hørt så meget efter, så hun måtte svare at det kunne hun ikke huske. "Du skal altså følge med i skolen, Ellie. Ikke al det dagdrømmeri," skældte mor med en træt tone. Hun virkede ikke til rigtigt at gide og skælde ud, men som om hun mente det var vigtigt. Ellie spidsede trodsigt læberne og prikkede til sin broccoli. 

"Det er ikke dagdrømme, det har jeg jo sagt. Det findes virkelig. I nat spillede han en ny melodi for mig, mens ildfluerne dansede om os," fortalte hun med en fast stemme. Hun løj ikke som de troede, hun fortalte jo hvad der virkelig var sket. Mor sukkede træt og tog sig til hovedet. 

"Der findes ikke ildfluer i Danmark, Ellie. Vi har sankthansorme, men ikke ildfluer.." Hun så kort over på Ellie, med poser under øjnene. Mor lignede en der ikke fik nok søvn om natten. Det var Ellie nu ligeglad med lige der, hun bed kort tænderne sammen i frustration inden hun så ned i sin mad. 

"Nå. Men der var altså ildfluer..." Hun spidede et stykke kylling med sin gaffel, før hun tog det i munden. Far smilede lidt, men det var ikke et rigtigt smil. Det var ikke som da Ellie var mindre, og han ville til og kilde hende, eller som når hun kom til at bytte om på stavelser i sine ord da hun var helt lille. Det var et smil Ellie ikke kunne lide. 

"Det kunne vel også have været feer?" drillede han Ellie, inden han tog en tår vand over på sin vittighed. Ellie så over på ham mens hun tyggede færdigt på sin kylling og sank. 

"Nej for dem tror du jo ikke på," svarede hun stædigt tilbage. Hvorfor skulle de være så dumme begge to. Hun ville ønske de bare kunne tage med ud i skoven, eller at Hasle ville komme til dem. Men sådan fungerede tingene ikke. Far lo bare et dumt grin, og så handlede resten af snakken om hans dødkedelige arbejde og nogle kolleger der havde begået en fejl over for hans chef. Ellie hørte slet ikke efter, for hvis de ikke ville høre om hendes verden og virkelighed, ville hun heller ikke høre om deres. 

Så snart muligheden bød sig, gik hun fra bordet og lukkede sig inde på sit værelse. Der var for mange brændende følelser i hendes bryst til at hun kunne sætte sig ned. En vrede blussede over hendes forældre der gjorde grin med hende, en frustration strammede om hendes lunger, fordi hun ikke kunne vise eller forklare dem sandheden, og en trang til at græde fordi alt virkede så håbløst pressede på i hendes hals. Så for at holde sammen på sig selv, pakkede hun sin taske til dagen efter, lagde tøj klar og begyndte og rydde op i stakke af papirer og bøger der i forvejen var styr på. Hun trængte blot til at lave noget med sine hænder. Et eller andet der kunne holde låg på alle følelserne, så de ikke kom brasende ud af hende på én gang. Det kunne ingen mennesker vel holde til. 

Så snart klokken blev nok til hun kunne tillade sig at kravle i seng, sagde hun godnat til mor og far og krøb under dynens varme lag. Denne nat var hun iført en ny, ren natkjole. Simpel i bomuld og med sparsomme detaljer, men den var blød og behagelig. Uden ærmer, så meget varme ville den ikke give hende, men den var rar at have på. Hun havde erfaret at komfort var vigtigere i skoven, fremfor varmt. Med Hasle mærkede hun trods alt ikke kulden. Mens hun gled ind i en døs, lyttede hun efter violinmusik. Sådan faldt hun i søvn de fleste aftener. Lyttende, drømmende og med forhåbninger om at hun også denne nat, ville møde og se sin vilde trold. Langsomt gled den kedelige, virkelige verden i baggrunden, og som hun faldt hen, tog fantasien og friheden over i hendes hoved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...