Ellies Frihed

Ellie er en normal pige. Det er hendes ven fra skoven ikke. Mor og far tror ikke på at hun mødes med nogen i skoven, og det har hun det fint med. I skoven er hun ikke indespærret som derhjemme med mor og far. Men en nat går det ikke som det plejer, og pludselig er skoven ikke kun et sted for drømme.

2Likes
5Kommentarer
256Visninger
AA

2. Hvid som sne

Hun var tungt svøbt i drømme da en let melodi snoede sig ind i hendes øregang. I starten smeltede den blot sammen med drømmen og blev en del af hendes underbevidstheds opdigtede eventyr. Men langsomt vækkede den hende fra hendes søvn, og hun blev langsomt klar over den stammede fra virkeligheden uden for hendes drømmeverden. Det tog noget tid før tonerne fik hende vækket nok til at hun kunne åbne sine øjne, og se rundt i det mørke værelse, som kun var oplyst af månens sparsomme stråler. Hun måtte blinker et par gange, før hun var klar nok i hovedet til at kunne række ud og tænde lampen. Hun måtte misse med øjnene, da lyset brændte i hendes trætte øjne. 

Musikken fortsatte mens hun kom til sig selv. Mens hun blinkede yderligere for at hjælpe sine øjne til livs, kom hun op og sidde i sin seng. Den varme dyne skubbede væk, for at smække de blege ben ud over sengekanten. Da hendes syn langsomt vendte tilbage, kom hun op på benene for at møde musikken der kaldte på hende. Hun gik hen til vinduet og slog haspen fra for at skubbe det op. Den kølige nattebrise slog hende med det samme, men fremfor at overveje at krybe under den lune, bløde dyne igen, fik hun kun mere travlt med at komme ud. Nu kunne hun dufte duggen der ville lægge sig snart, og mærke friheden rive i hende, som brisen trak i hendes hår. Hun kravlede op i vindueskarmen og ned på havestolen uden for vinduet. Så snart hendes nøgne fødder ramte det klippede græs, rendte hun over plænen til skovens kant, og bag hende forsvandt den verden hun hver aften flygtede fra. 

Da hun ramte skovkanten, mærkede hun den bløde muld under sine tær, og hendes fødder kunne selv finde vejen ind mellem træer og grene, for at følge den smukke musik der blev spillet inde fra mørket. Hun nåede ikke langt ind, før de ildfluer mor sagde ikke fandtes, begyndte og danse omkring hende. Hun smilede af dem, og stoppede kort op for at beundre dem. De var blot små lysglimt der dansede omkring hende, og mellem hinanden, men det var som om de var glade for at se hende igen. Hun kom med en kort latter over de små lys, før musikken igen snoede sig ind i hendes øre, og mindede hende om hvor hun var på vej hen. Af sig selv begyndte hendes ben igen og gå, og de fulgte den skønne melodi ind mellem flere af træerne, helt ind til hvor anemonerne boede og dannede et lag over skovbunden af deres blade. Hun stoppede ikke før hun kunne se ham. 

Han stod midt i en af deres lysninger, en af deres mødesteder. Omringet af ildfluerne og det sølvglimtende klokkeblomster stod Hasle og spillede sit kald til hende. Hans fingre gled over strengene, og dannede den smukkeste melodi som så ofte vækkede hende. Synet af ham med violinen gjorde hende helt lammet og målløs, og hun mærkede en varme sprede sig fra sin mave og ud i hele kroppen. Nattebrisen mærkede hun ikke længere, for nu var hun varm indefra. Hun blev stående til melodien forstummede, og han sendte hende et smil, så de to hjørnetænder i hans undermund kom til syne. Så kunne hendes fødder igen selv, og de løb det sidste stykke over den ujævne skovbund. Hendes nøgne arme fandt rundt om ham i et kram. Et kram han gengældte med sine grove hænder på hendes ryg, violin stadig i den ene lab. 

"Jeg har savnet dig," hilste Ellie sin ven. Hasle trak sine arme til sig igen og så ind i hendes øjne, gennem sit pjuskede hår. Der var et glimt i dem, noget energisk og noget livligt. Det varnetop det glimt der gjorde at hun vidste han aldrig var farlig. Fra første gang hun havde set det gyldne blik, havde hun vidst at intet ondt var på færde. 

"Vi har ikke været fra hinanden længere end vi plejer, Ellie." Hans stemme var så rolig og mild, den passede slet ikke til det voldsomme ydre. Nu var hun ikke så naiv som mor og far gjorde hende til, hun var klar over at hans klør og tænder ikke var for at pynte. De var der til kamp, ligesom hans pels dannede et beskyttende lag, så han ikke blev så let skadet. Det var dog ikke noget hun nogensinde regnede med at skulle bevidne. De så kun hinanden for at nyde selskabet. Desuden ville Hasle ikke vise hende mere af skoven end nødvendigt, fordi han mente faren var for stor for en pige som hende. Hvad de ord skulle betyde helt konkret, havde Ellie aldrig fået svar på. 

"Jeg ved det. Sig mig, undre dine venner sig aldrig over hvor du er hver nat?" Hun trådte pænt et skridt baglæns, så hun ikke stod lige i hans ansigt og talte. Ildfluerne begyndte og danse tættere omkring dem, od nu også mellem dem, da Ellie havde gjort plads. Hasle rystede på hovedet, og strøg sit ansigt frit for hår. Som natten før, hev han en snor frem og satte sit hår op, så det ikke længere var i vejen. Ellie så på hvor let hans fingre fik bundet snoren, endda med violinen under den ene arm. 

"Jeg har altid været en enspænder. De andre holder sig til vores del af skoven og bruger nætterne på at slås og vælte sig i skidt." Han smilede en anelse, og Ellie kunne ikke lade vær med at spekulere på, om de andre trolde kunne se så rare og venlige ud. Hasle havde sågar smilerynker af at sende så mange blændende smil. Varmen i hendes mave rørte på sig, og skød op gennem hende til hendes kinder, så hun også måtte smile. Hun kunne ikke lade vær når det kom så dybt indefra. 

"Må jeg se? Jeres del af skoven? Hasle, jeg beder dig! Vi holder os altid fra alt og alle. Du fortæller om så mange spændende ting og væsner i skoven. Men ikke ét af dem har jeg set. Vær nu sød!" Hun trådte tæt på og lagde en hånd mod hans behårede arm. Han var varm, selvom luften om dem var kølig og burde gøre dem begge kolde. De gyldne troldeblik faldt til hendes hvide hånd mod hans mørke overarm. Det var tydeligt at han overvejede hendes bøn, men kun for en enkelt stund. Så rystede han på hovedet og så tilbage på hende. 

"Det er for farligt. De andre... De andre ser ikke mennesker som jeg gør. De ved intet om jer. Jeg vil ikke sætte din sikkerhed i fare, Ellie." Han lagde sin frie hånd over hendes. Berøringen var rar og hun ville gerne læne sig yderligere ind i den. Men hans ord skuffede hende, så varmen i hendes mave blev erstattet af en tung sten. Hendes blik slog ned i skovbundens sølvblomster. Det var ikke det svar hun havde håbet at få fra ham. 

"Kan du ikke lære dem vi ikke er farlige? Kan vi ikke vise dem at os mennesker slet ikke er så slemme?" Der var en spinkel forhåbning i hendes stemme. Hun ønskede brændende at se alt det han fortalte om, Hasle og violinen var snart ikke nok til at mætte hendes nysgerrighed og eventyrlyst om natten længere. Hasles tommelfinger gled over hendes blege hånd i et kort kærtegn, før han sukkede og gav slip. 

"Så let er det ikke, Ellie. Det er ikke kun frygt, det er lige så meget traditioner og historier i de forskellige stammer i skoven. Nogle væsner er mere accepterende end andre når det kommer til din slags. Trolde hører ikke til den blide ende." Han lagde en finger under hendes hage, og tvang hende blidt til at se op på sig. De to gyldne honningdråber i mørket sendte et sus gennem hendes bryst så hun snart glemte at trække vejret. 

"Så før mig til væsner der ikke vil mig noget ondt. Hasle, jeg beder dig. Jeg vil se og forstå din verden. Du ved jo så meget om min," tiggede hun videre. Han var generelt ikke besværlig når hun fik et nej. Modsat mange enebørn, havde hun lært at man ikke kunne få alt. Men dette var ikke et stykke slik eller ekstra lommepenge det gjaldt. Det gjaldt en hel ny verden. En verden hendes venner og familie ikke troede på, og aldrig ville lade sig selv blive en del af. En verden hun så længselsfuldt ønskede at træde ind i. Igen kunne hun se overvejelserne bag de gyldne øjne. Han tænkte og overvejede. Mest af alt kunne hun se, at han virkelig gerne ville glæde hende. Det var drivkraften bag hans overvejelser, det var hun ikke et sekund i tvivl om. Det var sådan Hasle var. Blid og god, trods hans barske udseende. 

Et suk undslap hans læber, og han kørte en hånd gennem det stride, uredelige hår. "Godt så. Jeg har en idé. Men det kræver du gør som jeg siger, Ellie." Der var en seriøs undertone i hendes stemme hun ikke før havde hørt. Normalt var hans stemme så let, og så ubekymret. Ikke nu, i det øjeblik rungede den af det dybeste alvor. Så Ellie måtte nikke pænt på hovedet, med en iver så han ikke kunne være i tvivl. Hun skulle nok adlyde hvert et ord. "Du skal blive hos mig. Ingen undtagelser," formanede han hende, sine gyldne øjne fast i hendes blik. Endnu engang nikkede hun ivrigt, så hendes hår faldt i hendes ansigt, og hun måtte stryge det væk. 

"Det er en aftale. Bare tag mig med," bad hun mildt. Hendes ord virkede til at more trolden over for hende. Han smilede i hvert fald, så hjørnetænderne stak op ad munden. Hun forstod ikke hvad han fandt så sjovt, når hun nu var netop så seriøs som ham. Var det bare en joke for ham at hun så inderligt ville se hans verden? Hendes øjenbryn faldt i en undrende mine, hvilket han virkede til at fange hurtigt. Straks faldt hans smil, som han opdagede hun troede han gjorde nar. 

"Det er meget få mennesker der beder om at blive bjergtaget. Og endnu færre der beder om det af en trold," forklarede han sig. Han tog violinen og buen i én hånd, og rakte hende den anden arm for at hun kunne tage den og følge med. Så galant var han. Ellie så fortsat undrende på ham, men tog dog hans arm for at følge ham længere ind i skoven. 

"Bjergtaget?" gentog hun forundret, og smagte på ordet. Det lød bestemt ikke rart, eller som noget hun gerne ville. Hasle nikkede lidt, hans øjne nu gemt af det pjuskede hår. Pelsen på hans arm var, modsat hans hår, blødt og varmt, og Ellie lagde først der mærke til hvor kold hun egentlig var i natteluften. Men hun frøs nu stadig ikke. Den varme kugle i hendes mave, sendte stadig bølger af varme ud i resten af hendes krop. Det gik kun hurtigere nu Hasle var så tæt på. 

"For mange år siden, inden din slags begyndte og bygge stor fabrikker og køre rundt i vogne der dræber vores skove, snakkede de om bjergtagninger. Når nogen fulgte med Ellefolket, og blev i skoven fordi de havde lyst, lidt ligesom dig, så troede de at Ellefolket tog dem. Det troede at Ellefolket lokkede dem og gjorde dem skøre." Han rystede lidt fornærmet på hovedet, og et uimponeret fnys pustede til hans vilde pandehår. Ellie havde hørt om den slags før, i skolen havde de snakket om det. 

"Elverne dansede og sang og lokkede unge kvinder og mænd ind i deres høje. Enten dansede de dem til døde, eller også sendte de dem hjem med en ødelagt forstand." Så meget kunne hun dog huske fra sine dansktimer om folkeeventyr og myter. Hun kunne mærke hvordan Hasle spændte op i kroppen, og selvom de var på vej længere ind i skoven, stoppede han op og vendte hende sig mod sig. Han tog blidt fat om hendes skuldre, violinen under armen. 

"Ellie, det er vigtigt du forstår det ikke er rigtigt. Det er bare det din slags tror. Vi er slet ikke som du har lært. Jeres slags bliver lokket af vores musik og vores dans, men har jeg nogensinde prøvet at tage dig mod din vilje?" Han kastede lidt med hovedet for at få et øje frit så han kunne se hende i øjnene. Der var noget oprigtigt over ham, og noget næsten sørgeligt over hans blik. Som om han var ked af han skulle forklare hende de her ting. Men hun måtte ryste på hovedet af hans spørgsmål. 

"Du prøver ikke engang at tage mig med min vilje," pointerede hun. Hvor længe havde hun snart ikke tigget ham om at se andre væsner en ham. Jo, første gang hun havde fulgt violinens toner ud i skoven, gennem bøgetræerne, og over skovbundens muld, og havde set ham, var hun blevet bange. Synet af noget stort og pelset som hoppede rundt i lukkede blomster og højt, dugvådt græs var skræmmende, specielt for en spinkel pige. Men noget havde holdt hende der, nok hans musik. Hendes ben ville ikke lystre, og hendes blik havde været låst på ham. Da han havde opdaget hende i et hurtigt glimt, midt i hans dans med musikken, var han hurtigt stoppet. Tonerne havde forstummet, og han havde løfter sit hår med en arm for at se på hende. Der havde siddet et skrig fast i hendes bryst. For han var så dyrisk, og så farlig at se på. Kløerne, halen, tænderne i undermunden. Jo, hun havde haft rigelig grund til at løbe væk. Men så havde han talt, og hun havde pludseligt aldrig lyst til at gå igen. 

"Netop." Hans stemme trak hende tilbage til den samtale de havde gang i. Hun så ind i hans synlige øje. "Du vil selv blive her. Og det ville pigerne og mændende for mange år siden også. Ingen tvang dem nogensinde til noget." Han nikkede lidt til hende for at få hende til at nikke med, et tegn på hun havde forstået. Ellie gjorde som han ville, og Hasles skuldre sank som han slappede af igen. "Godt så. Ingen bliver bjergtaget." Han ville understrege sin pointe en sidste gang, inden han slap hendes skuldre, og det føltes som om to varme luffer blev hevet af dem. Den kolde nattebrise strøg ubarmhjertigt mod hendes bare skuldre da den kunne, og en svag rødmen voksede på dem, som blodet måtte arbejde for at holde kroppen varm. Men Ellie ænsede det ikke. Hun tog blot Hasles arm da hun igen fik den tilbudt, og gik videre med ham i den måneoplyste skov. 

"Men du sagde trolde ikke var gode ved mennesker? Så nogle af jer må have taget os?" spurgte hun nysgerrigt. Hasle sukkede tunghjertet og nikkede. Hans hoved var bøjet i skam, som han overvejede sine ord inden han talte. 

"Nogle væsner har meget specifikke regler.. Og som din slags har slået mange af skovens væsner ihjel gennem tiden.. Har nogle svaret igen, og udviklet et had til din slags. Trolde er grove og barbariske for det meste. I vores samfund er det den stærkeste der overlever, ikke nødvendigvis den kloge. Og når det kommer til trolde og mennesker, er vi bare det stærkeste." Han så op mod nattehimlen, som om han mindedes noget - eller nogen. "Hvis mennesker begiver sig ind på vores områder, er vi ikke ret medgørlige. For en trold betyder det nem mad. Hvilket er grunden til jeg aldrig kan have dig med til hvor jeg bor. Ellie, det er bare for farligt. Det kan du vel forstå?" Han rettede igen blikket, med det ene frie øje, mod Ellie. Varmen i hendes mave var der stadig, men den føltes nu som om den var lavet af sten. 

"Vil du.. Spise mig?" Spørgsmålet var så umiddelbart, og nærmest komisk. Hasle kunne i hvert fald ikke lade vær med at le, og han gav slip i hende for at lægge sin arm om hende i et halvt kram. En dejligt varmt kram, takket være hans pelsede krop. 

"Nej. Aldrig i livet. Jeg spiser ikke mennesker. Det er der nogle af os der ikke gør. Og desuden er det sjældent mennesker kommer nær os mere." Han smilede til hende, et venligt og varm smil, som lettede stenen i hendes mave, og kun efterlod varmen. 

"Ingen tror jo på I findes mere," medgav hun ham, mens de gik med armene om hinanden. De var i en del af skoven Ellie ikke havde gået i længe, men hun vidste der var en mindre skovsø ikke så langt derfra. Hun kendte dig kun stiens vej dertil, og Hasle brugte ikke stierne i skoven. Han virkede til at bruge sine helt egne veje når han færdedes rundt i skoven. 

"Det er kun godt. Så får vi ikke skyld for så meget mere, og vi kan leve mere i fred. Menneskerne har ikke gjort det let, og hvis de fortsætter meget mere, er vi heller ikke at finde ret længe igen. Men lige nu kan vi leve i fred, og det sætter vi pris på." Han gav hende et klem, inden han så frem for sig, og virkede til at spejde efter noget. Ellie fulgte hans blik, men vidste fuldt ud, at hendes syn ikke kunne hamle op med hans. For hende var skoven blårsort med et sølvskær. For Hasle var mørket intet problem, hans øjne var lavet til at spotte byttedyr i den mørke skovbund. Han kunne se alt meget før hun kunne, og det var da med til at styrke hendes tryghed med ham i skoven. 

Hasle tog Ellies hånd og så på hende. "Følg med, langsomt." Hans stemme var helt lav nu, en let hvisken. Hun bukkede sig en anelse, hvorfor vidste hun ikke, men hun følte de skulle skjule sig for et eller andet. Længere fremme kunne hun se skovsøen spejle månen i sit vand. Og som de kom tættere på kunne hun se flere og flere skikkelser dukke om i og ved vandet. Hasle vinkede hende med ned at sidde på en mosdækket, gammel træstamme. Hun sad helt op ad ham, mens hendes øjne stillede skabt på skikkelserne ved vandet. 

Om vandet skridtede tre dovne heste rundt. De var alle så hvide som sne, og gav et genskær fra månen så de så magiske ud. Hun forventede næsten at se gyldne horn fra deres pander, men det var ikke enhjørninger. Det lignede til forveksling helt almindelige heste, som gik og passede sit ved vandet, og nippede til græsset nær bredden. I vandet gik en kvinde rundt, ualmindelig smuk, og virkede til at samle vandplanter ind. Hun bar en flettet kurv mod hoften, og fyldte den med planterne fra vandet, mens hun nynnede en melodi. Jeg kunne ikke høre den helt fra vores afstand, hun nynnede ikke ret højt, men det jeg kunne høre var smukt. En mand sad ved vandkanten, og spillede på en violin. Den var mørkere end Hasles, men tonerne var lige så lokkende. Hans hår så ud til at være lavet af søgræsset fra søen, enten det, eller han havde taget en klump af det og smidt på hovedet. Det sidste kunne Ellie ikke se hvorfor nogen skulle gøre. 

"Hvem er de?" hviskede hun lavt til Hasle. Uanset hvem folkene var, var de smukke at se på, og meget indbydende at gå hen og snakke til. Så meget at hun næsten var ved at rejse sig, men da Hasle mærkede det, hev han hårdt fat i hende, så hun måtte blive siddende på den mosbeklædte stamme. 

"Husk hvad du lovede. Bliv hos mig!" Mindede han hende strengt om. Hans tone var mærket af bekymring, så meget at hun gjorde noget hun troede umuligt, og så væk fra folkene ved vandet, og på Hasle. Hun forstod intet, hvad blev han så vred og bekymret over. "Det er bækheste. Og Nøkker. Dem skal man ikke lave sjov med. De er farlige, ikke kun for mennesker, men også for alle os andre." Frygten blev tydeligere i hans stemme. Ellie dukkede sig igen, for nu vidste hun at der var noget hun skulle passe på. 

"Hvad gør de da? De ser alle så fredelige ud?" Det gave ingen mening for hende. Hvad skule et par vandfolk og tre dovne heste kunne gøre, som var så farligt. Det eneste hun rigtigt ville var at ae hestene, måske se om man kunne klappe dem på halsen et par gange. Hasles blik søgte ned til søvandet. 

"Det er meningen. Bækhestene passer egentlig sig selv. Men hvis du rør dem sidder du fast. Du kan ikke give slip igen. De trækker dig med ned i vandet hvor de bor, og du drukner. Ikke kun mennesker er døde ved det. Ellefolk, Trolde, Nisser... Mange har mistet livet af de heste." Han vendte sit blik til Ellie, og hun forstod alvoren. Hun gav ham et enkelt nik, det var i hvert fald forstået. Så selvom de lysende heste så indbyende ud, skulle hun nok holde fingrene for sig selv. Som en lille tryghed, lænede hun sig ind til Hasle. 

"Hvad med kvinden og manden, så?" Spurgte hun nysgerrigt. Manden var holdt op med at spille, og så ud til at tale lavmælt med kvinden i vandet. Hun smilede af hvad han sagde. Hasle rykkede lidt på sig, som om det bragte ham ubehag at snakke om vandets beboere. Ellie syntes de så venlige og rare ud. En smule grå i deres hud, men det kunne være mørket der drillede hende. Kvindens hår bølgede vådt ned ad hendes ryg, mens hun fortsat samlede vandplanter. 

"Nøkkerne. De er ligesom hestene. Gæstsyge, og vil gøre alt for at få nogen på besøg. Problemer er bare de bor på bunden af søen. Og der kommer du ikke ned i live. Hvis du først har sagt ja til Nøkkernes invitation, får du ikke lov og gå før solen stå op. Ingen jeg kender, kan holde vejret så længe." Hans stemme var stadig fyldt med den dybeste alvor, og en smerte Ellie aldrig havde hørt nogen udtrykke før. Hun havde klassekammerater der havde mistet deres bedsteforældre til sygdom, eller havde forældre som var skilt, men ingen havde udtrykt den smerte Hasle bar i stemmen. Den var så tung og ægte, at det skar i Ellies eget bryst, selvom hun ikke anede hvorfor. 

En tung hånd greb fat i hendes ene skulder, og fik hende til at vende sig om i et ryk. Hasle vendte sig også, da nogen havde taget et greb i ham samtidigt. "Så det er her du går og gemmer dig, stump?" brummede en dyb, hård stemme bag fra Ellie. Hun så op, og fik øje på et væsen der var meget højere end Hasle. Ham der havde fat i hende, var i hvert fald to meter høj, måske to og en halv. Pelsen på hans krop hang i kager af skidt og mudder, og håret på hans hoved sad kun i én sølle tot, der vippede til den ene side. Hans underbid var meget værre end det hun kendte fra Hasle, men der var kun én tand der ragede op fra underkæben. Til gengæld var den mindst tolv centimeter lang. Lysten til at skrige sad hurtigt i hendes bryst igen. 

"Sidder du og glor på Nøkker, knøs? Har du ikke lært bedre?" kvækkede en anden trold, som havde fat i Hasle. Han var ikke så høj som den anden, men stadig i nærheden af to meter. Til gengæld var han bred, og havde strid pels, som næsten stod ud fra hans krop. Hans hoved havde en skaldet plet, hvor der kun var grønlig brun hud at se, og med ingen tønder stikkende op fra undermunden. Hans underbid var ikke helt så markant. 

"Jeg.. Jeg glor ikke på noget som helst!" prøvede Hasle at forsvare sig. Hans stemme virkede sært menneskelig og drenget, i forhold til de to andre trolde. Han mindede mere om drengene fra hendes skole, end en barsk trold lige der. Den høje af dem tog fat i Ellies håndled og trak op. Hun kom med et overrasket hvin, som hun blev løftet godt ti centimeter over jorden, og hang og dinglede i troldens greb. Han lo lavt. 

"Det passer da vist ikke. Med så fin en tøs kan en som dig ikke andet end at glo." Han lugtede til Ellie, som om hun var frugt han skulle tjekke var frisk nok. Hun vred sig for at komme fri, men dinglede bare. Hasle prøvede at gå over og hjælpe hende, men den brede trold holdt ham fast ved sig. 

"Så fint et pigebarn hører da ikke til hos en lille, grim trold som dig," bestemte den brede sig for, og uglede Hasles hår endnu mere end det allerede var. Det irriterede tydeligt den unge trold, men han var holdt fast med en arm om maven og kunne intet gøre, med armene fanget ned langst han side. 

"I rør hende ikke! Hun er ikke jeres! Jeg fandt hende!" prøvede han at protestere imod sine bøller. Den høje trold fnøs og løftede Ellie op i øjenhøjde, så han kunne se hendes ansigt an. En heftig stank kom fra troldens mund og krop. Sved var blandet med en lugt af fugtig pels og brændte hår, det var slemt nok til at Ellie fik kvalme og prøvede at vende hovedet væk, i et forsøg på at få frisk luft. Men troldens stank havde omringet hende, og hun kunne ikke slippe for den. Sådan havde Hasle aldrig lugtet. 

"Hun er ikke din ret, knøs. Ved du hvem hun burde tilhøre, Rod?" Den høje trold så over på den brede, som åbenbart havde navnet Rod. Han rystede på hovedet, og lignede mest en der ikke vidste noget som helst, tænkte Ellie for sig selv, mens hun stadig håbede at få frisk luft. Den slags tanker turde hun under ingen omstændigheder ytre højt.

Den høje trold lo ubehageligt, så en stank af råd sivede ud af hans mund, og Ellie måtte hoste. Hun frygtede kort at kaste op. "Hun ligner en Ellekongen ville blive glad for. Hvad med vi giver ham en lille gave? Sådan på forskud af brylluppet og det hele?" Han kastede Ellie op i luften og greb hende så over skulderen, som om hun var en sæk kartoffler han ville slæbe af sted med. Rod lo også, mere dybt end den høje trold havde gjort. Han tog Hasle i nakken, og begyndte at gå. "Smadder god idé, Pil!" hædrede han sin høje ven. De to trolde slæbte stolt af sted med dem. 

"Nej! Ellie er ikke en gave, hun er et menneske, en person!" prøvede Hasle at indvende. Men Rod måtte have strammet sit greb, for Hasle pev og sænkede hovedet. 

"Mennesker er ikke personer, de er bare dumme," brummede den høje trold, Pil. Hængende over hans skulder, kunne Ellie se Nøkkerne var stoppet, og havde rettet blikket imod de tre trolde og hende. Hun var ikke sikker, det kunne være mørket, panikken, eller den slemme stank af trold som spillede hende et puds, men den kvindelige Nøkke så næsten bekymret ud. Bækhestene nippede dog forsat videre til deres græs, urørt af situationen. Ellie gjorde et desperat forsøg. 

"Hjælp!" skreg hun med Nøkkerne. Men alt hun fik var et irriteret ryk på skulderen af Pil, så hun hoppede kort, og landede tungt på maven igen, hvilket slog luften ud af hende. 

"Hold din mund, tøs," brummede han irriteret, før han begyndte en snak med Rod. Hasle kæmpede fortsat for at komme fri, men fik bare flere og flere skub og slag af Rod. Og nede i vandet stod Nøkkerne bare og så på, og så på. Indtil troldene havde ført Ellie og hendes ven så langt ind i skoven, at de ikke længere kunne ses. Så langt ind i den mørke, dunkle skov, at Ellie ikke længere vidste hvor hun var, eller hvordan hun kom tilbage. Hvis, hun kom tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...