Ellies Frihed

Ellie er en normal pige. Det er hendes ven fra skoven ikke. Mor og far tror ikke på at hun mødes med nogen i skoven, og det har hun det fint med. I skoven er hun ikke indespærret som derhjemme med mor og far. Men en nat går det ikke som det plejer, og pludselig er skoven ikke kun et sted for drømme.

2Likes
5Kommentarer
259Visninger
AA

3. Den unge konge

Skoven virkede langt større om natten, tænkte Ellie for sig selv, mens hun blev slæbt af sted. Hun syntes de gik i en evigheder, forbi træer der alle lignede hinanden. Mørke stammer, med krogede grene, som lignede skarpe klør der lukkede sig over dem. Månens lys fandt enkelte smuthuller hvor det kunne skinne ned på skovbunden, eller planter under træernes kroner. Men ellers var de nu i så mørk en del af skoven, at næsten intet lys kunne bryde igennem trækronerne. Hendes øjne havde vænnet sig en anelse til mørket, men slet ikke nok til at hun kunne se tydeligt. Hun kunne også kun se hvor de havde gået, og ikke hvor de to trolde var på vej hen. Pil havde hende i et sollidt greb over skulderen, så når hun løftede hovedet, kunne hun kun ane hvad de havde passeret. Lod hun hovedet hænge, kunne hun se en spinkel, afpillet troldehale, og et par store fødder der gik. Men meget mere detalje en det gik tabt i det tætte mørke. 

Hun sukkede opgivende, og vidste ikke længere råd for hvad hun skulle gøre. Hasle kom med små grynt og lyde lidt længere fremme. Hun kunne kun gætte sig til, at han nok endnu kæmpede imod Rods greb i hans nakke. Men med hovedet vendt bagud, kunne hun ikke vide det med sikkerhed. Netop som hun hang og havde givet op, gjorde en lyd opmærksom på sig selv. Lyden, som nogen der bladrede hurtigt igennem en bog, blev mere og mere tydelig. Det var næsten som om nogen bladrede igennem en meget, meget lang bog, tænkte hun for sig selv. Lyden af tyndt papir der gled hurtigt gennem luften og ramte hinanden. Men som hun lyttede bedre efter måtte hun rette på sig selv. Det var ikke én lang bog. Det lyd mere som en masse bøger på én gang. 

Så slog det hende. Det var ikke bøger. Det var lyden af vinger der summede, og flakkede travlt frem og tilbage, som biernes vinger der vibrerer mod hinanden. Luften der blev blæst omkring små vinger. Det var dén lyd hun kunne høre. Men det lød ikke som bier, det lød som om hvad end der fløj rundt, var større. Ikke meget, og ikke så tungt som en fugles vingeslag. Mere som en meget stor sommefugl eller hveps. Men hun kunne ikke se noget, som hun hang hjælpeløst med hovedet ned ad. Hun kunne kun høre de mange, små vinger komme tættere på, som troldene havde retning lige imod dem. Ellie vidste ikke om hun skulle være bange, men troldene virkede rolig. De gik i samme, dovne tempo som de hele tiden havde gjort. Vuggede langsomt fra side til side som de tog skridt, et efter et. 

Inden Ellie kunne beslutte om hun var bange for lyden, dukkede der et lille, lysende væsen op ved siden af hende, som trolden passerede det. Hun fik svaret på hvor lyden kom fra. Det lille væsen der svævede i luften, havde fine, tynde vinger som holdt den oppe. De flakkede travlt frem og tilbage for at holde væsenet i luften. Væsenet kom på længere afstand som Pil gik videre med hende, så hun kunne ikke få mange detaljer ud af det. Andet end vingerne, og at det var på størrelse med et spillekort, og så at det så næsten menneskeligt ud i formen. 

Som hun prøvede at få et bedre blik at det lille væsen som kom på afstand, dukkede flere og flere af dem op, som de passerede dem. De lyste alle, og efter Ellie havde set på to mere af dem, opdagede hun, at lyset kom fra vingerne. Det pulserede med bevægelserne. Når vingerne flakkede hurtigt, lyste de mere. Hvis de små væsener sænkede farten af vingernes slag, falmede lysets glød også. Ingen af dem var dog tætte nok på til hun kunne se ret meget, men uanset hvad de var, var de smukke. De var ikke som de ildfluer hun havde set om natten med Hasle. Ildfluerne summede bare rundt og dansede små mønstre i luften, sjældent det samme sted ret længe. De her små væsener virkede til at være igang med noget. Nogle af dem hang i luften ved nye træer der var ved at vokse sig store, andre hang nær stammer på gamle træer, og nogle andre igen hang i luften ved spindelvæv. De så alle ud til at være fokuserede på hvad end de svævede ved, og så ikke særligt berørte ud, over de tre trolde med deres menneskepige som kom gående. Som de kom længere ind, var der flere og flere af de lysende væsener, til sidst så mange at Ellie ikke længere havde styr på hvor mange de var. 

Hun var stadig ved at kigge på de pæne, lysende væsener, som flittigt arbejdede med deres sysler, da hun blev sat ned på jorden. Pil rystede hende af sin skulder, og satte hende ned med ryggen til sig. Alle de små, lysende væsener var nu bag hende. Til forskel for den tætte, mørke skov de var gået gennem så længe nu, stod hun på kanten til en lysning. Ikke ét træ voksede i en ring, med en radius på omkring 50 meter. Det var som om hele skoven var blevet enig om, at der kunne måtte være græs og blomster i det område. Træerne omkring havde store kroner som rakte ind over lysningens kant, men der var alligevel et åbent område, hvor himlen var tydelig. Månens lys lyste hele område op i sølvlys, og fik det dugvåde græs til at se magisk ud som det glimtede enkelte steder. Stjernerne blinkede stolt på den sorte himmel, tiggede næsten om at blive set, der hvor ingen lys fra byen skjulte dem. Hun tog sig selv i at glo med åben mund mod himlen, og et svagt smil trak i hendes mundviger. Det var et vidunderligt syn. 

Lysningen var dog ikke flad. Tværtimod. Næsten midt i, rejste en høj sig. Ellie havde set høje før, både store og små. I hendes børnehave havde de haft en høj, som om vinteren blev brugt til at kælke på. Og på markerne lidt ude for byen, lå der et par gravhøje. Højen i skoven, var en blanding af de to ting. Den var næsten perfekt rund, som den de havde haft i børnehaven, men beklædt med græs, og perfekt i et med området. Det var som om den havde været der siden tidernes morgen, præcis som gravhøjene hun havde set så tit. Men der var én ting der adskilte den fra noget hun nogensinde havde set før. 

Højen var åben. Den stod på pæle, som om nogen havde skåret ind i jorden, og løftet højen op over jorden den ellers var lavet til at passe sammen med. Det mindede hende om dyre bryllupskager hun havde set i tv, to etager adskilt af pæle der støttede den øverste. Som en stor pavillon, med den store jordhøj som tagdække. Pælene var rå og upolerede. Det var enorme stenstøtter, tilgroede med mos og slyngplanter som pynt. Men hvad der skete inde under højen, og mellem pælene, det kunne hun ikke se. Et varmt, hvidt lys lyste ud fra højens kerne, og hvad end der foregik derinde, var ikke til at se for udenforstående. Hun havde aldrig i sit liv set noget lignende, der kunne bare minde om. 

"Tror du ikke tøserne er hjemme i nat?" gryntede Pil utilfreds. Ellie fattede ikke hvordan han kunne lyde utilfreds ved det syn. Hun fik lyst til at græde og le på én og samme tid. Til at hoppe rundt og aldrig tage hjem. Det var det smukkeste syn hun nogensinde havde lagt øjne på, og så stod den store trold og var utilfreds? Hun havde mange spørgsmål på det tidspunkt, så mange hun snart ikke kunne finde orden på dem i sine tanker, men ét spørgsmål fandt vej til hendes læber uden hun nåede at tænke. 

"Hvilke tøser?" Hendes ord kom ud i et åndedrag. Uden hun selv havde lagt mærke til det, havde hun holdt vejret af bare overvældelse. Al luften kom ud med hendes spørgsmål. Hasle kæmpede stadig imod Rods greb og prøvede at komme over til Ellie, men han fik bare et slag i baghovedet af den brede trold, inden han svarede. 

"Elletøserne, selvfølgelig." Han lød ikke selv interesseret i at svare. Han var mere interesseret i at holde styr på Hasle. Ellie rynkede panden i et forundret udtryk, for hun blev ikke meget klogere på noget af dét svar. Men hun fik ikke lov at spørge mere, før Pil skubbede hende ind i lysningen. Hun tumlede et par skridt ud i det dugvåde, glimtende græs. Hendes fødder blev kolde med det samme, da duggen dryppede af på dem. Græsset pibbede op mellem hendes tær da hun satte dem ned. Bag hende fulgte den grove trold efter, og tog et fast greb i hendes overarm da han også stod i lysningen. 

"ELLETØSER! Vi har en gave til jeres konge, kom frit frem!" bragede han ud i den tomme lysning. Rod kom med et ucharmende, klukkende grin, og hev den stakkels Hasle med sig ind i lysningen også. Først stod de bare og kunne høre de summende vinger inde mellem de tætte træer. Alt andet virkede stille, når en brise ikke fik træernes store kroner til at bruse over dem. Ellie havde igen lyst til at holde vejret, for hun var ikke sikker på hvad de ventede på. Hasle havde åbenbart kortere tålmodighed end de andre, for han begyndte og skubbe og puffe til Rod igen. 

"De gider ikke tale med store, grimme trolde som jer!" skældte han ud. Ellie havde ikke hørt ham tale grimt før, så hun skød ham et overrasket blik. Men hun havde intet imod det, og hun forstod ham udmærket, som han stod holdt fast. Hun havde også lyst til at rive sig fri og løbe væk, men Pils greb i hendes overarm var så stramt, at hun frygtede hendes arm ville ryge af hvis hun begyndte og løbe. 

"Det er ikke os der er grimme, en lil-"

"Hold mund!" Pil afbrød Rods modsvar til Hasle. Hans blik var fast rettet imod højen på pælene. Grebet om Ellies arm blev strammere, og hun mærkede hvordan hans skarpe, uklippede negle borede sig længere ind i hendes hud. Hun var bekymret for om de ville prikke hul, for i troldens greb følte hun sig umådeligt skrøbelig. Fra smerten ved det hårde greb, steg der tårer op i hendes øjne. Men hun nægtede at græde og prøvede at blinke vandet i øjnene væk. Hun vendte hovede væk fra trolden, så han ikke fik sejren at se han havde fået menneskebarnet til at græde. Men hun stoppede, da hendes blik fangede det samme, som tryllebandt trolden. 

Ud fra højen kom en flok piger dansende. De var omkring Ellies alder, et par af dem lidt ældre. Deres trin var lette og glatte, som om deres fødder ikke mødte nogen modstand fra luften eller jorden. De trådte sikkert og uden tøven en synkron dans, mens deres arme fulgte trinenes vej. De svævede igennem luften, så let som mælkebøttefrø i sommebrisen. Deres hud var lys, næsten så hvid som bækhestenes pels havde været. Til gengæld havde tre af dem hår så mørkt som den dunkle skov. To andre havde blond hår, som i sølvskæret fra månen lignede spindelvæv i store mængder. Alle pigerne havde hår længere end til lænden. Håret svævede og svingede ubesværet med dem, som de drejede, sprang og dansede videre. 

De var alle svøbt i gennemsigtige, lette klæder. Det var en blanding af kjoler, sjaler og kåber. Nogle af dem mindede om græske togaer hun havde set i bøger og tv. En af pigerne, som kun havde et enkelt lag af stoffet på, afslørede af de ikke bar noget under. Hendes umenneskeligt slanke figur var til frit udsyn, som hun dansede med sine veninder i lysningen. De bar alle kroner, som matte skinnede i lyset. De var hver i sær forskellige, nogle med takker op ad, andre en simple ring om hovedet. Til at holde kronerne oppe, havde pigerne elegante, smalle, spidse øre. Andre smykker end kronerne bar de ikke, men det behøvede de heller ikke. De var ugudeligt smukke som de hvirvlede mellem hinanden. 

I deres dans nærmede de sig langsomt troldene, selvom de så ud til at have mere travlt med dansen. Troldene virkede ikke vigtige for dem, før deres trin endte foran dem, og de alle nejede pænt for troldene. Ellie syntes ikke troldene havde fortjent at få udvist sådan en respekt, men hun var for betaget af pigerne, til at kunne sige noget. En af de mørkhårede piger, som stod midtfor gruppen, rettede sit blik mod Pil, da de igen rejste sig. Hendes øjne var i en chancerende grøn farve, så klar at den var tydelig i mørket. Et mildt smil faldt over hendes rosa læber. 

"Du kaldte?" konstaterede hun varmt. Hendes stemme var så let som stoffet om deres kroppe. Hendes øjenvipper var abnormt lange, og gave hendes øjne et roligt og kontrolleret udtryk. Hun smilede fortsat til trolden, og stod pænt med armene ned langs siden. Bag hende snakkede hendes venner lavmælt sammen og fnes her og der. Ellie blev forlegen med det samme, og frygtede det var hende de lo ad. Så smukke kvinder måtte kun kunne tænke skidt om en klodset menneskepige, fanget af trolde. 

"Jaer. Vi har en gave til jeres konge, som et tillykke med brylluppet. Noget han måske vil more sig over at have rendende." Pil smed Ellie i favnen på pigerne - i bogstaveligste forstand. Hun snublede næsten over sine fødder, så to af Ellepigerne greb hende og hjalp hende med at blive på benene. Det var to andre end hende der havde talt. Ellie så mellem dem, og mødte sammen, grønne blik ved dem begge. De var dog venlige nok til at smile beroligende til hende. Deres hænder lå på hende i en støttende gestus. Kontrasten mellem troldens grove greb, og pigernes lette berøring var slående. Pigernes hænder føltes som let silke der strejfede hendes hud, selvom de havde et godt greb i hende. Der var intet voldsomt eller smertefuldt over det. 

"En menneskepige?" sagde den midterste, og lagde et nysgerrigt blik på Ellie. "Hvor har I fundet sådan en?" Hun gik hen og løftede Ellies hår, som om det var en helt nyt koncept til verdenen. Ellies kinder blev røde, for hun følte sig forlegen over al interesse i hende. 

"De har ikke fundet hende, hun er min ven!" skældte Hasle ud, som han prøvede at komme fri igen. Men nu hvor Pil havde armene fri, greb han fat om den unge trold i stedet for Rod. Holdt ham ind til sig med en arm over hans ansigt, og trykkede ham mod sig. Hasle havde ikke længere mulighed for at tale, og med en hånd fuld af violinen, havde han ikke meget mulighed for at kæmpe sig fri. Pil fnøs køligt over ham. 

"Ja, den bette her havde rigtigt nok fundet hende. Og så tænkte vi at det passede perfekt til Ellekongen nu. Hans hustru får vel brug for en kammerpige?" Det var næsten alt for kloge ord til at komme fra en trold, tænkte Ellie. Men alle Ellepigerne var gået igang med at undersøge Ellie med både hænder og øjne. Alle deres bevægelser føltes som strejf, men de var over alt, så hun følte sig alligevel omringet. En af dem tillod sig endda at løfte hendes natkjole, hvilket hun hurtigt stoppede og trak den ned på plads igen. Meget kunne hun finde sig i, men hun syntes nu de måtte have lidt respekt. 

"Jo det er jeg sikker på vores konge bliver glad for. Vi takker for jeres gave på hans vegne, og glæder os til at se jer når brylluppet står." En af de andre piger snakkede, og nejede igen for troldene. Hun fik et grimt, uplejet smil tilbage fra den høje trold. Den brede, Rod, var gået igang med at grave efter noget i sin næse med en finger, nu han ikke længere skulle holde styr på Hasle. 

"Ja, og-og husk så at sige til ham at det var Pil der kom med hende!" mindede han pigerne om. En af de lyshårede nikkede med et varmt smil til ham. 

"Det skal vi nok," svarede hun mildt. Hendes stemme var betryggende, som en moder der forsikrede sit barn om hun blev ved ham til han sov. Trolden gryntede tilfreds og nikkede til pigerne. Ellepigerne begyndte og trækker Ellie med sig mod højen. 

"Hils ham, tøser!" brummede Rod, inden de to trolde hev Hasle med sig i en anden retning end de var kommet fra, væk fra de små lysende væsner med vinger, Ellie nu kunne se summe rundt i mørket. Hun gik i panik da hun nu var adskilt fra Hasle, noget hun aldrig havde prøvet om natten før. 

"Nej! Hasle!" skreg hun bange. Hun kunne se ham prøve og kradse mod Pils arm med sin frie hånd for at komme fri, men den store trolds pels var for tykt til det havde en effekt. Og før hun kunne vide af det, var troldende forsvundet ind i den dunkle skov, og hun var efterladt alene med de milde piger, som trak hende med. Inden hun kunne nå at stoppe det, begyndte hun at græde, og trække væk fra pigerne, for at løbe efter sin ven. Men selvom deres greb var bløde, og de så spinkle ud, hev en af den fat i hendes håndled og holdt hende fast. Grebet var stadig som strejf af silke, men Ellie kunne ikke slippe fra det. Hun så forvirret og bange mellem sit håndled, og den smukke pige der holdt hende fast. Inde i hendes bryst hamrede hendes hjerte af sted af skræk, og hun kunne mærke de varme tårer glide ned ad sine kinder. 

"Kom med os, menneskepige. Vi lover at passe på dig, meget bedre end nogen trold kan," lovede hun varmt, og smilede pænt til Ellie. Hun hev i hende, og Ellie blev trukket med, med sådan en kraft hun ikke kunne stå imod. Hvor kom al den styrke fra? 

"Nej, han er min ven, jeg ville ikke væk fra ham!" bad hun dem ynkeligt. Selv i øjeblikket kunne hun høre hvordan hendes stemme skælvede. Det rørte ikke pigerne det mindste, som de slæbte hende til højen, og hun nu snart blev blændet af lyset der emmede fra kernen af højen. 

"Han er en trold. Lad os nu vise dig hvordan vi Ellefolk tager os af din slags!" jublede en af dem nærmest. Uden at give den stakkels menneskepige et valg, hev de hende med ind i lyset, så Ellie en kort overgang blev blind. De silkebløde greb i hendes arme slap imens hun var blændet. De passede hende fint, så kunne hun gnide sine våde øjne, i håbet om at få synet igen hurtigere. 

"Han er min ven, vil I ikke nok-" begyndte hun og tale, mens hun gned. Men så snart hun åbnede øjnene glemte hun, hvad hun havde været i færd med at sige. Hun stod i en stor festsal. Det lignede noget taget ud af et eventyr. Gulvet var i sort sten, noget der lignede marmor en god del. Hele salen havde hvide marmor vægge, med flotte udhugninger som pynt. Store, hvide gardiner med guldbroderier hang ved ikkeeksisterende vinduer, og kyssede gulvet. Byster og statuer var placeret langs kanten af rummet, og forestillede alle smukke, elegante ellefolk. Friske blomster stod i enorme krukker på gulvet, og de bredte sig i fyldige, velduftende buketter. Rundt omkring stod der pæle, meget mere elegante end dem der havde holdt højen i lysningen. Ellers var rummet tomt for møbler. Hun kiggede op, og kunne se et jordloft, som om denne enorme sal var blevet gravet ned, eller havde været udsat for et jordskred, som ædelt valgte at holde sig fra salen. Hun vendte sig om og så tilbage, og opdagede en døråbning som lyste, præcist som kernen af højen i skoven. Hun begyndte så småt at forstå. 

"Kom med, vores konge vil se dig," bad pigerne rart og vinkede hende med sig. En af dem gav hende et let puf i ryggen, så hendes fødder kom igang. De klaskede fugtigt imod det sorte stengulv, som hun gik. Omringet af de smukke piger, i så nydelig en sal, følte hun sig ussel og beskidt. Med en trold var det fint at have beskidte tær, en hvid bomuldsnatkjole, og uredt hår. Med ellepigerne virkede det ikke helt så acceptabelt, men de kiggede nu ikke skævt til hende. Enten lod de pænt som om de ikke så det, eller også var de oprigtigt ligeglade. 

De førte hende med sig til nogle trapper, som førte ned ad. Trapperne var hugget i hvidt marmor, og korridoren om trinene var oplyst af dansende lys i luften, som ikke så ud til at være hverken levende væsner, eller ild. På det tidspunkt var Ellie klar til at tro på det bare var ren magi. Ren magi der kastede varmt lys fra sig.
Pigerne trak hende ivrigt med ned ad trinene, så hun måtte passe på ikke at snuble igen. Hendes fødder føltes køligere imod marmorgulvet, end de havde føltes i græsset udenfor. Hun kunne mærke hvordan det prikkede i huden fordi de frøs, og hun var overbevist om de ville være røde hvis hun kiggede. Men hun kunne ikke tjekke det, for pigerne trak hende videre i et hurtigt tempo, så hun havde nok at gøre med bare at følge med. Heldigvis kunne de kolde fødder følge bedre med end hendes hoved.  

De kom ned til en større sal end den de lige var gået fra. Væggene var udhugget endnu mere nydeligt og detaljeret, med stenblomster, skovens dyr i leg, snørklede detaljer og andre flotte motiver. Nogle steder var de malet op med guld. Der var malet smukke vægmotiver på store områder på væggene. Billeder af dådyr der fredeligt drak fra en skovsø, Ellefolk der dansede med hinanden, dyr der nød livet i den solrige skov, kaniner der puttede sig mellem blomster. Hun havde aldrig set lignende kunst før, hverken i historie timerne eller når mor og far trak hende med på museum. Det var ikke som noget et menneske kunne lave, tænkte hun for sig selv. Billederne var som åbninger ind til en virkelighed, som om at det øjeblik de afbilledet, var blevet sat på pause og smidt ind i væggen. De så så ægte ud, at Ellie var i tvivl om hun faktisk så dyrene på billederne trække vejret, eller om det var hendes egen fantasi som blot spillede hende et puds.

Salen var firkantet og aflang, og for enden var en ophøjning, med tre trin førende op, nærmest som en lille scene. På ophøjningen var der placeret to enorme troner. Da var af ren guld, fra hvad Ellie kunne se. Den ene var tom, så hun kunne se alle detaljerne. Der var ædelsten sat i ryglænet, øverste oppe. Ædelsten i både blå, rød og lilla. De glimtede smukt og gjorde fint opmærksomt på sig selv. Ellers var den polstret i hvidt silke, broderet som de nytteløse gardiner i indkomsthallen. Det lignede en stol en pige som hende aldrig ville få råd til at røre. 

Hun havde travlt med at tage rummet ind, som pigerne hev hende med sig fortsat. Da ellepigerne havde fået hende med sig til tronerne, nejede de alle dybt. For den anden trone var ikke tom. På den sad den smukkeste unge mand Ellie nogensinde havde set. Hans hud var så hvid som pigernes, hans øre lige så spidse, og på hans hoved hvilede en krone. Fra hans hoved bølgede smukke, brune krøller ned til kanten af hans kæbe. Kronen der holdt krøllerne nede, var af guld, og ikke sølv som pigernes. Den så ud til at være lavet af flere gevirer fra krondyr, som så var blevet forgyldt efterfølgende. Hans øjne lyste grønt, præcist som pigernes. Hans tøj var dog meget anderledes. Han bare en midnatsblå skjorte, med gyldne broderier. Hans ben var dækket i bukser i samme blå farve. Hans fødder var dog nøgne som pigernes, de tittede lyse frem fra buksebenene. Om hans hals hang et tungt guldsmykke, graveret med nogle tegn Ellie kendte eller havde set før. Han rettede sig nysgerrigt op, inden Ellie fik en albue i siden. 

"Bøj dig for kongen!" bad en af pigerne. Men inden Ellie kunne forstå hvad hun havde sagt, løftede kongen sin hånd for at bede hende om at stoppe. Ellie løftede varsomt blikket til ham igen, nervøs for hvad han ville sige. Men til hendes lettelse smilede ham, lige så rart som Ellepigerne havde gjort udenfor. 

"Det er i orden. Hun kender ikke vores skik." Han foldede pænt sine hænder i skødet, og så Ellie an med blikket. "Hvad er dit navn, menneskepige?" Spurgte han roligt og varmt. 

"Øh.. Ellie, deres højhed." Hun kom med et akavet lille buk da hun havde svaret, men mistede næsten balance ved det. Hun fik røde kinder, bange for hun ikke havde gjort noget forkert. Men pigerne lo ikke ad hende, de smilede tværtimod til hende. Næsten som om de smilede med hende.

"Ellie. Et yndigt navn. Mit navn er Kong Elavor. Det er mange år siden vi har haft menneskeligt besøg i Højen," bød han hende velkommen. "Det er mig en glæde." Og så sendte han hende endnu et smil. Som hun stod foran kongen, kunne hun ikke lade vær med at tænke på Hasle. Hun vidste, at hvis han havde sendt hende det smil, som kongen nu sendte hende, så ville hendes hjerte banke af sted, og hun ville få en knude af varme i maven. Men nu hvor kongen smilede til hende, følte hun intet. Kun hendes kolde, stikkende fødder, som trængte til et varmt tæppe. 

"En trold kom med hende som en gave, min konge. Han mente hun kunne gøre det ud for en fin kammerpige til Deres trolovede." En af de mørkhårede nejede kort for sin konge, da hun havde talt. Ellie lagde mærke til hun ikke fortalte hvilken trold, selvom de havde lovet at fortælle kongen at det var Pils gave. Det var mindre end fem minutter siden de givet deres løfte. Enten led Ellepiger af korttidshukommelse, eller også var deres ord ikke meget værd. 

"En trold? Hvordan havde han dog fået fat i et menneskebarn?" Kongen lød oprigtigt forbløffet. Han lænede sig frem mod pigerne og Ellie. Hans interesse var om muligt vakt yderligere. Ellie skyndte sig at gribe sin chance for at tale. 

"Jeg gik selv til dem. Eller til Hasle. Han er min ven, og-" 

"Hasle?!" Ellepigerne brød alle ud i grin på én gang. Ellie mærkede varmen brede sig i sine kinder, som hun rødmede. Der var noget forfærdeligt over at ellepigerne morede sig over hende. Som om at alt hun gjorde var sjovt for dem, og hun aldrig ville blive god nok til deres standarder. Det var absolut ikke en følelse hun brød sig om. Og samtidigt var det en følelse hun kendte alt for godt fra skolen.

"Ja. Hasle," prøvede hun at understrege. Hendes mening havde været, at prøve og virke stærk, men hendes usikkerhed skinnede åbenlyst igennem i hendes tonefald. Pigerne fnes igen med hinanden. 

"Den mildeste, mest ubrugelige trold i hele skoven? Jeg ber!" Ellepigen med blot ét enkelt lagt tøj morede sig kosteligt over at Ellie var venner med Hasle, og pigerne stemte i med hendes grin da hun havde talt. 

"Ved Mosekonen, så spillede han vel en lille melodi på sin violin?" spurgte en af de mørkhårede piger hånligt. Endnu engang lød der latter mellem dem. Ellie rettede sit blik ned i det sorte marmor gulv, og krøllede sine kolde tær. Hun pillede lidt ved sin natkjole, og havde ikke lyst til at svare pigens nedladende spørgsmål. Hun kunne ikke overkomme endnu et latterudbrud på sin egen bekostning. Til hendes hæld bad ellekongen endnu engang om ro ved at løfte en hånd. Pigerne tav øjeblikkeligt. 

"Uanset hvilken trold der bragte dig her, har de gjort ret i det. En pige som dig hører ikke til blandt trolde. Du hører til blandt ellefolk. Men som kammerpige er jeg nu ikke sikker på.." Han trommede tænktsomt med fingrene imod tronens armlæn, mens hans øjne målte og vejede Ellie. Hun brød sig nu mere om at han kiggede sådan på hende, end hun havde brudt sig om pigernes latter. Han så ud til at komme til enighed med sig selv, og gav et nik til sine egne tanker, før han lænede sig tilbage. 

"Solen står snart op. Bring hende til et kammer og få hende klædt passende på. Jeg afgører hendes skæbne i morgen nat." Han så på ellepigerne, og vinkede dem afsted med en let bevægelse med hånden. Ellies hjerte sank ved de ord. Hvis solen snart stod op skulle hun for længst have været tilbage i sin seng. De måtte virkelig have vandret langt ind i skoven. 

"Nej! Jeg skal tilbage, jeg hører ikke til her!" hørte hun sig selv sige, mens pigernes silkehænder tog fat i hende, og begyndte at hive hende problemfrit med sig. De rystede på hovedet af hende og et par af dem sukkede som var hun et umuligt barn, og de var utålmodige mødre. 

"Dumme menneskepige. Elverhøj lukker. Ingen kommer ud før det igen er nat," forklarede en af de lyshårede. Ellie så ængsteligt på hende, og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede løs i hendes bryst. Mor og far ville jo gå helt i panik når de fandt hendes seng tom om et par timer. 

"Jamen så må jeg ud inden den lukker!" bad hun. Men pigerne slap ikke deres greb i hende, og fortsatte med at trække hende med sig. Hun vidste ikke hvordan de gjorde, men hendes fødder fulgte villigt med, som om hun ikke længere selv havde kontrollen over dem. De var stadig kolde, men gik også deres egen vej. 

"Desværre. Vi har fået ordre af vores konge." Hun trak uberørt på skuldrene og trak pigen med uden flere ord. Ellie ville have fortsat med at prøve og overbevise dem, men et øredøvende brag gik gennem hele korridoren de gik i. Det lød som om selve himlen revnede og ville falde ned over dem. Ellie frygtede mest af alt det var jorden over deres hoveder som gav efter for noget. Hvorend ellefolket boede, var det trods alt gravet ned. Der dryssede sand og små sten ned fra loftet, da drønet lød. Pigerne gik dog videre uden at spænde så meget som en muskel. Ellie havde dækket sit hoved, af frygten for jorden ville begrave hende levende. Men intet skete. 

"Hvad var det?!" spurgte hun med bankende hjerte og gåsehud. En af de mørkhårede så på hende med det gennemborende, grønne blik. 

"Elverhøj det lukkede, selvfølgelig." Hendes svar var ubekymret. Mens Ellie prøvede at begribe hun var fanget under jorden med ellefolket, blev hun ført længere ind i deres bo. Dér mellem marmor udhuggede vægge, og kolde gulve, med svævende lys til at oplyse deres vej, prøvede hun at få alt til at give mening. Hvis ikke hun mærkede pigerne silkegreb, så deres smalle, hvide kroppe, duftede jorden over hendes hoved og hørte flere ellefolk snakke i andre dele af boet, ville hun aldrig have troet det. Hun ville have været tilbøjelig til at tro hun drømte. Faktisk ønskede hun i det øjeblik at mor og far havde haft ret. Det hele var bare en drøm, og alt i skoven ikke fandtes. Der var kun harer, dådyr og ugler i skoven. 

Men i drømme stak ens fødder ikke af kulde, tænkte hun. I drømme ville ens hjerte ikke banke med 100 kilometer i timen, og man ville ikke kunne mærke koldsveden på sin ryg af angst. Og om kort tid ville mor og far åbne døren til Ellies værelse og endelig forstå det ikke var en drøm. Endelig ville de være nødt til at tro på hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...