Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4030Visninger
AA

4. ❅ 3. december


     Sollyset stod ind af vinduet og ramte mig midt i ansigtet. Jeg rømmede mig kort, mens jeg strakte mig. Forsigtigt slog jeg øjnene op og kiggede på den mobiltelefon, min far havde sendt med mig. Service og forbindelse var ikke ligefrem noget der var specielt meget af på Nordpolen. Min far havde dog alligevel en telefon på sit værksted. Han opdaterede den af og til. Med en opdateret telefon, mente han, at han var med på noderne som dem rundt omkring i verdenen. Det var dén telefon, jeg havde fået med mig. På den måde kunne jeg også passe bare lidt ind.

     Klokken viste lidt over tolv om middagen. Daniel snorksov stadigvæk på sengen overfor mig og snorkede af og til. Det var blevet sent for os alle og de sidste gæster var først taget hjem ved sekstiden. Nogle af dem var endda dejset om på sofaen inde i fællesrummet. Alkoholen havde jeg passende holdt mig mere eller mindre fra. Et par øl kunne jeg godt klare, men jeg vidste ikke, hvordan min krop ville reagere, hvis jeg blev ved. Jeg havde aldrig drukket mere end et par øl eller noget i den dur, og de blot to genstande kunne sagtens mærkes i min krop.

     Jeg trak en t-shirt over hovedet, sprang i et par jeans og listede mig ud på badeværelset. Tænderne fik sig en hurtig tur. Det samme gjorde håret. Da jeg så nogenlunde præsentabel ud, droslede jeg ud ad hoveddøren og ud i byen.

     Det var begrænset, hvor meget jeg havde snakket med Holly i går, men hendes navn sad stadig klistret til min nethinde - præcist som hendes smil og hendes krystalklare blå øjne også gjorde. Hendes veninder havde senere på natten søgt hen mod mig, og var begyndt at spørge mig ind til en masse ting. Jeg havde måttet være nødt til at lyve overfor dem, og forklarede, at jeg studerede historie på det samme universitet som dem, og at jeg var blevet smidt ud af mit gamle værelse, at min tidligere roommates kæreste, pludseligt skulle flytte ind.

     Selvfølgelig var det hele én stor løgn, men det vidste de heldigvis intet om. Holly og jeg havde udvekslet et par ord efter vores første møde, ikke mange men stadig lidt, inden hun var nødt til at gå, da hun skulle på arbejde senere op ad dagen. Hvor hun arbejdede, havde jeg lidt uforstående spurgt hendes veninder om. Spørgsmålet havde jeg håbet på, ville kunne fortælle mig, hvad jeg skulle bruge min dag på i dag. Jeg skulle hen til hendes arbejdsplads. Det var derfor, jeg havde været så hurtig til at komme ud af sengen.

     Af hvad hendes veninder havde forklaret mig, ejede Hollys forældre et meget anerkendt og populært bageri med tilhørende cafe i centrum af Minneapolis, hvor hun så arbejdede.
De havde ikke givet mig den direkte adresse, men med et specifikt navn, havde jeg kunnet finde det på min telefon, der åbenbart også virkede som GPS.

     Jeg gik, i hvad der føltes som uendeligheder, inden jeg endeligt stod foran et bageri med et velkendt navn. ”The Hollyday” hed stedet. Et smil viste sig om mine læber. Ind ad glasvinduerne kunne jeg se et par mennesker, der ventede på at blive betjent. Bag disken fløj en velkendt brunette rundt.

     Mit hjerte bankede hurtigere, da jeg tog fat i døren og åbnede den. En lille dørklokke lød og hun kiggede kort op på mig. Vores blikke mødtes kort inden jeg gik hen til de søde sager. Kager stod stakket op i rækkevis, hvor den ene så mere kreativ ud end den anden. Alle så de ud til at smage som en drøm.

     Jeg blev mere og mere lækkersulten efter at have studeret dem i et stykke tid. Først da en person rømmede sig et stykke fra mig, fjernede jeg mit blik fra de lækre sager. Jeg kiggede op og så, at jeg var den næste i køen. Helt slået ud over, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til Holly, nu hvor jeg havde taletid med hende, blev jeg stående på stedet helt mundlam.

     Hun grinte lavmeldt og gik hen mod mig. ”Du hed Gabriel, gjorde du ikke?” Det eneste svar jeg kunne give hende, var et forsigtigt nik med hovedet. Lidt diskret iagttog jeg hende. Hun var gudesmuk, og havde kun vokset sig smukkere med årene. Som barn, da jeg først havde set hende sove under dynen på sit værelse, havde hun haft store æblekinder. De var svundet lidt ind, men havde stadig en sød rund form. Hendes læber var fyldigere end da vi var små, og hendes øjenvipper var dækket af en lag mascara. Alt i alt var hun bedårende at kigge på.

     ”Hvad kan jeg så gøre for dig?” Selvom spørgsmålet nok ikke burde komme bag på mig, overraskede det mig alligevel, hvor lidt jeg var klar på at svare på netop dét. For hvad kunne hun gøre for mig? Stikke af mig med tilbage til Nordpolen? Tage med mig på en date, selvom hun kun kendte mit navn og intet andet.

     ”Ehm…” tøvede jeg og prøvede på at tænke hurtigt. Jeg måtte komme op med et svar, der syntes at virke gennemtænkt. ”Jeg ville egentligt bare høre, om I søgte medarbejdere hernede. Jeg leder efter et job. Du ved, så jeg kan betale Daniel lidt for sådan lige pludseligt bare at have været flyttet ind hos ham.”

     Dumt svar, Gabriel, var det første jeg tænkte. Kunne jeg i det mindste ikke have kommet op med noget lidt mere kreativt? Et job? Alt jeg ville var jo bare at snakke med pigen. Ikke at søge om et job hos hendes forældre.

     ”Jeg er ked af, at måtte skuffe dig, men vi står faktisk ikke og mangler assistance lige her for tiden.” Måske var det vel også fint nok. Så behøvede jeg ikke at gøre mig selv helt til grin bag disken. Jeg havde jo ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Alt jeg kunne finde ud af, var at lave julegaver til børnene, dele dem ud og guide nisserne i, hvad de skulle gøre. At sælge kager kunne jeg ikke finde ud af. Slet ikke.

     ”Ja okay,” endte mit svar med at være. Hun måtte have troet, at jeg var skuffet, for hun fik hurtigt tilføjet: ”Men du er velkommen til at søge igen senere, hvis det er.”

     Jeg smilte kort og nikkede. ”Det kan være, at jeg gør det så.” Inden jeg gik fra hende, tog jeg et hurtigt kig på kagerne og håbede, at det ville kunne købe mig lidt mere tid. ”Men så skal jeg bare have den bedste kage du har.”

     Min forespørgsel syntes hun åbenbart at finde ret så morsom, for inden hun gik væk fra mig, grinte hun højlydt. Hun baksede lidt med kagerne bag glasset, funderede lidt for så til sidst at bringe mig den, hun mente var bedst. ”Jeg ved ikke om det er den der er bedst, men det er min personlige favorit, og så fås den kun her i julemåneden.”

     Kagen hun havde givet mig studerede jeg ganske nøje, Det var af en mærkværdig støbning, der var havde en kreativ udsmykning på toppen. Det øverste var holdt i de blå farver, hvor lidt flormelis var strøet henover en masse snefnug. Håndværket der var lavet på denne kage, var exceptionelt.

     ”Hvad er det, om jeg må spørge?”

     ”Det er en lille fondant kage med chokoladekreerede snefnug på toppen. Inden i er der en smag af jordbær, hvilket jeg godt ved ikke har nogen som helst relation til jul, men siden kagen hedder julekysset virkede det bare som den perfekte frugt at putte i.” Som hun snakkede om det, var jeg ikke i tvivl om, at hun stod bag dette mesterværk. Var det mon også hende, der havde lavet alle de andre?

     ”Julekysset, siger du?” Navnet i sig selv, fik mig til at rynke brynene. ”Hvordan har det fået lige præcist dét navn?”

Måske var jeg lidt på nærgående taget i betragtning af, at vi ikke kendte hinanden. Eller hun kendte hvert fald ikke mig. Med de mange år jeg havde set hende når min far og jeg delte gaver ud, følte jeg, at jeg vidste alt om hende, selvom det langt fra var tilfældet. Men hvad kunne jeg gøre ved min nysgerrighed? Intet. Jeg ønskede at vide alt om hende.

     Da jeg kiggede på hende, kunne jeg se, at hendes søde kinder havde fået en rødlig farve. ”Det er en hemmelighed,” halvhviskede hun. ”En hemmelighed jeg godt kan fortælle dig, men du må love mig, ikke at sige det til andre.”

     Inden hun overhovedet havde fået afsluttet sit svar, nikkede jeg på hovedet som en lille logrende hund. ”Den har fået navnet, fordi vi vel alle ønsker at få det perfekte julekys her i julemåneden fra den person, vi godt kan lide.”

     Jeg forstod godt, hvorfor svaret fik hende til at rødme. Selv gjorde jeg det samme, da hun havde fortalt mig sin såkaldte hemmelighed. Hvorfor det var så hemmeligt, forstod jeg nu ikke. Fortællingen bag kagen var sød. Det burde man ikke holde for sig selv.

     ”Ja, det ønsker vi alle,” erklærede jeg mig enig i inden jeg betalte for kagen. ”Men jeg må også komme videre. Du har andre kunder at betjene. Det var hyggeligt at se dig igen og hvem ved – måske vi ses igen.”

     Hvis det stod til mig, ville vi uden tvivl se hinanden igen. Jeg var ikke kommet hertil for at holde mig i baggrunden og være en eller anden sindssyg stalker der holdt øje med hende. Jeg var kommet til netop dette sted, for at lære hende bedre at kende og for at se, hvordan unge mennesker levede livet.

     ”Jeg håber også, at vi ses igen,” smilte hun kort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...