Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4041Visninger
AA

25. ❅ 24. december

     Årets travleste dag var i fuld gang. Kanen var på vej fra Europa, og havde sat kursen mod Australien. Fordi Europe holdt jul før resten af verden gjorde, var det derfor vigtigt, at de gaver blev delt ud først. Gaverne skulle allerede være klar natten til den 24., mens de i Australien først skulle være klar om morgenen den 25. Præcist ligesom i USA. Dog grundet den store tidsforskel der var fra den ene ende af verden og til den anden, havde vi fået planlagt vores rute nøje så vi ville kunne nå alle steder, inden det var over tid.

     Min far havde stresset hele natten, fordi han var bange for, at vi ikke havde fået pakket alle gaverne ned. Situationen med kanen havde hylet ham ud af den, og derfor følte han ikke, at han ville kunne klare sit job til punkt og prikke i år. Heldigvis var nisserne og jeg blevet færdige med at pakke kanen i går lidt tid efter min samtale med Daniel. Derfor var der ingen grund til stress og jag.

     Hvordan min far formåede at aflevere alle pakker, var jeg stadigvæk uforstående overfor. Der var så mange gaver, og heldigvis havde han både mig og et par andre nisser med i kanen, men hvordan, var stadigvæk et forunderligt spørgsmål.

     Transporttiden mellem de mange kontinenter brugte jeg primært på at sove. Rensdyrene klarede det godt, og med Rudolf i front nåede vi frem til alle børnene. Mine arme var begyndt at gøre ondt af alle de pakker den havde løftet, kastet og båret rundt på. Inden jeg fik set mig om, havde vi allerede været en del stedet i USA og var nu nået til Minnesota.

     ”Vi gør klar til Minnesota. Er I klar nisser? Find gaverne frem til de artige børn i denne kolde stat.” Da min fars ord blev slynget ud, sænkede jeg blikket. Det at vi skulle til Minnesota betød også, at vi skulle tæt på hvor både Daniel, Holly og de andre boede. Et lille suk forlod også mine læber, hvilket min far bed sig mærke i. ”Du tænker på hende, gør du ikke?”

     ”Hun har fyldt mine tanker siden jeg kom tilbage til Nordpolen,” indrømmede jeg og nikkede kort. ”Men jeg er bare bange for, hvad hun siger, hvis jeg fortæller hende, at jeg er julemandens søn. Hvad hvis det gør, at hun ikke længere vil ses med mig.”

     Min far klappede mig på ryggen og grinte. ”Ho ho ho. Hun er heldig med, at du er faldet for hende. Alle burde have en bejler som min dreng.” Godt nok var min far ved at være gammel, men han formåede stadig at gøre mig pinlig berørt. Alle nisserne grinte i takt med, at mine kinder blussede op.

     Da jeg ikke svarede ham på hans konstatering, kiggede han alvorligt over på mig. ”Vil du gerne sættes af i Minneapolis? Ved Hollys adresse?” Hans spørgsmål undrede mig, men jeg kunne ikke lade være at smile stort. Selvom jeg vidste, det var risikabelt kastede jeg mig om halsen på ham og knugede ham ind til mig. Kanen svingede lidt fra side til side. Dog var det ikke noget, han ikke kunne klare.

     ”Er du sikker på, at du godt kan klare resten af turen uden mig?” Hvert år havde jeg trofast siddet ved hans side, når gaverne skulle deles ud. Så ikke at være med på den sidste del af rejsen, gjorde mig trist til mode. Alligevel vidste jeg også godt med mig selv, at jeg hellere ville være hos Holly.

     Igen klappede han mig på skulderen, at jeg havde fjernet mine arme fra hans hals. ”Jeg har jo alle nisserne med mig, så selvom du ved, at jeg hellere end gerne vil have din hjælp, er jeg sikker på, at vi nok skal klare ærterne. Det er trods alt ikke min første tur som julemand,” svarede han, hvilket igen fik nisserne til at grine. Til tider skulle man ikke tro, at de var arbejdende nisser, men at de brugte det meste af sin tid på at grine.

     ”Tak far,” smilede jeg, mens vi begyndte at sætte farten ned, så vi kunne lande ved Hollys adresse. Mit hjerte bankede hurtigere jo tættere på vi kom, og da min far parkerede kanen på et af de mange hustage, var jeg sikker på, at det ville springe ud af min brystkasse.

     ”Vis hende så, hvad hun går glip af, hvis hun lader dig gå.”

     ”Javel far. God tur og hils mor derhjemme. Husk, at jeg altid har min telefon på mig, så du kan ringe så snart du vil.” Telefonen så sikkert og trygt i min jakkelomme. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg ville blive hernede. Det kom an på, hvordan hele situationen udspillede sig.

     ”Det skal jeg nok min dreng. Pas nu på, når du skal ned fra taget. Det kan gå grueligt galt. Du husker vel, hvordan det gik med en af nisserne., der brækkede armen.” Med de ord satte de fra og fløj igen op i luften. Der gik ikke lang tid før nisserne sprang ud fra kanen med gaver i favnen. Minnesota var klar til at blive juleficeret og jeg var ikke i tvivl om, at de nok skulle klare det uden mig. Som min far havde bedt mig om, så tog jeg det roligt, da jeg fik kuret med ned fra taget ved hjælp af en tagrende og et nedløbsrør.

     På ingen tid stod jeg foran Hollys hoveddør. Lige inden jeg skulle til at banke på, kiggede jeg på klokken på min telefon. Den var langt over midnat, så det var nok ikke så smart at vække hele hendes familie, ved at lave et være spektakel. I håbet om, at hun ikke sov ret tungt, ringede jeg til hende. Til mit store held ringede min telefon ikke mange gange, før hun besvarede mit opkald.

     ”Gabe, hvad laver du? Klokken er tre om natten.” Hendes stemme lød hæs, og det var tydeligt at høre, at jeg havde vækket hende. For det slog jeg mig selv i hovedet. Selvfølgelig havde min plan om at dumpe herned midt om natten, ikke været verdens bedste.

     ”Kig ud,” var det eneste jeg sagde. Jeg vidste, at hendes vindue var ud mod vejen, så hvis hun kiggede ud af sit vindue, ville hun kunne se mig. Der gik lidt tid inden lyset tændte på hendes værelse, men sekundet efter kunne jeg høre hendes vindue åbne.

     Et hoved blev stukket ud og en smilende Holly kom til syne. ”Gabriel, hvad laver du dog her? Jeg troede, at du havde et nødstilfælde hos dine forældre.”

     ”Det har vi fået ordnet,” smilte jeg, mens jeg afbrød vores telefonopkald. Nu snakkede vi alligevel uden den, så hvorfor bruge taletid på det? ”Men vil du være villig til at komme ned? Jeg ved godt, at klokken er mange, men der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.”

     Hun nikkede kort og forsvandt ind på værelset igen. Der gik ikke lang tid før døren åbnede og hun dukkede op foran mig. Da jeg så, hvordan hun stod der i sit søde nattøj, kunne jeg ikke lade være med at storsmile. Hun så dejlig ud. Uden at sige noget kastede hun sig om min hals og krammede mig hårdt. ”Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet dig,” halvhviskede hun ind mod min krop. Jeg knugede hende ind til mig og håbede på, at jeg aldrig ville skulle lade hende gå igen.

     ”Og jeg har savnet dig,” hviskede jeg tilbage, inden jeg kyssede hende i håret. ”Men det er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.” Ordene kom ud som en stammen. Det var tydeligt at høre, hvor nervøs jeg var. Sandhedens time var kommet, og jeg var nødt til at fortælle hende om det, jeg havde gemt på.

     ”Holly, jeg har nydt vores tid sammen her i december, og jeg var glad for, at have haft dig ved min side.” Hendes kinder blussede op, mens jeg snakkede. Forsigtigt tog jeg hendes hænder i mine. ”Hvis ikke jeg før havde gjort det klart for dig, så er jeg blevet meget glad for dig. Så glad, at jeg endda er gået hen og har forelsket mig i dig…”

     Inden jeg var færdig åbnede hun sin mund, som skulle hun til at sige noget. Dog fik jeg hurtigt tysset på hende. Der var mere, jeg var nødt til at sige. ”Og det er der problemet er. Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, at jeg ikke har snakket meget om min familie og om mit liv. For sagen er den, at jeg kommer langvejs fra. Mine forældre bor på Nordpolen og jeg er…”

     ”Du er julemandens søn,” brød hun ind og fik derved også afsluttet min sætning. Overrasket og ret chokeret kiggede jeg på hende. Sagde hun lige det, jeg troede hun sagde?
Hvordan vidste hun det, og hvorfor havde hun ikke sagt noget? Var hun overrasket? Skuffet eller hvad tænkte hun?

     ”Gabe, jeg ved, at du er julemandens søn. Hvorfor skulle du ellers være så god til at stå på skøjter, være så god til alt der omhandler julen, og hvorfor skulle du have et rensdyr der hed Rudolf og havde en rød tud? Du har besøgt mig om natten, da jeg var mindre, hvor du var sammen med din far, og i alle disse år, har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på dig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den søde dreng, der hvert år natten til jul dukkede op på mit værelse, for at give mig julemandens gave. Som vi voksede os større, lod jeg som om, jeg sov, så jeg kunne få bare et lille glimt af dig…” Inden hun nåede at sige mere, var det nu min tur til at bryde ind.

     ”Så du har vidst, lige siden festen i starten af december måned, at jeg var julemandens søn? Og du har intet sagt?” Jeg havde troet, at jeg ville skulle troppe op på hendes dørtrin og dele min hemmelighed med hende. I stedet var det hende, der overraskede mig.

     Hun rystede på hovedet. ”Jeg vidste det ikke til at starte med. Jeg havde en anelse, men turde ikke håbe på, at alle mine ønsker var gået i opfyldelse, og at du var hos mig. Men jo bedre vi lærte hinanden at kende og jo mere du åbnede dig op for mig, jo mere klar i min sag blev jeg. Først da du viste mig billedet af Rudolf, stod det dog klart for mig, at du var ham, jeg troede.”

     ”Men-” Et par fingre lagde sig mod mine læber og hun tyssede stille på mig.

     ”Ikke noget men. Du behøver ikke undskylde for, at du intet har sagt. Hvis der noget er jeg glad for, så er det, at du ikke sagde noget. På den måde kunne jeg lære dig ordentligt at kende, uden at skulle tænke på en masse ting. Det at du var helt dig selv, specielt omkring mig, har ligeledes fået mig til at forelske mig i dig.” For en kort stund holdt hun pause. Hendes blik sænkede sig mod jorden under os, og jeg kunne se, hvordan hun tog en dyb indånding.

     ”Gabriel,” halvhviskede hun. ”Jeg elsker dig.”

     Hendes ord fik alle mulige følelser til at eksplodere i min krop. Holly elskede mig til trods for, at hun vidste, hvilken familie jeg hørte til. Dette måtte betyde, at hun accepterede, at jeg var julemandens søn og hans efterkommer. Hvordan hun helt præcist havde fundet ud af min hemmelighed, måtte jeg finde ud af senere. Lige nu var alt jeg kunne tænke på, at jeg havde en stor trang til at kysse hende. Så det var, hvad jeg gjorde. Jeg pressede hungrende mine læber mod hendes, og kunne ikke lade være med at storsmile, mens jeg gjorde det.

     Mens vi kyssede, gik det op for mig, at hun i sin talestrøm havde sagt, at hun gennem mange år, havde set mig komme ind til hende på julenatten. Det var ikke kun mig, der havde været betaget år efter år. Hun havde set mig, og havde vidst, hvem jeg var. Præcist som jeg havde set hende, længtes efter at kunne få hende at se igen, og præcist som jeg også vidste, hvem hun var, da jeg først så hende.

     ”Og jeg elsker dig, Holly. Mere end du aner. Glædelig jul,” fik jeg mumlet mellem vores kys. Det gik op for mig, at det var her jeg hørte til. Hvert fald i de næste mange år. Min far skulle nok kunne klare skanserne på Nordpolen uden mig, og hvis han havde brug for hjælp, ville han jo altid kunne kime mig ned med klokken. Midt i mine tanker kom jeg i tanke om noget.
”Hvordan går det egentligt med butikken? Er der håb forude?”

     Hendes arme smøg sig om min nakke, hvor de legede med mine små nakkehår. Bevægelsen fik kuldegysningerne til at løbe gennem min krop. ”Butikken er reddet. En ukendt person donerede nogle penge, og med vores promovering og det stigende antal af kunder, ser fremtiden mere lys ud end nogensinde før.”

     En ukendt person, der donerede penge til butikken. Et smil viste sig om mine læber. Så havde min far alligevel haft en plan med det hele. Han havde sørget for, at butikken ikke ville lukke. ”Betyder det så, at jeg må blive ved med at arbejde der?” drillede jeg.

     ”Hvis du kan magte at blive ved med at arbejde sammen med mig, så lad gå. Du kan blive,” grinte hun, inden hun lagde sit hoved mod mit bryst. Og det havde jeg også en intension om at gøre. Jeg ville blive ved hende til evig tid. Når tiden var inde til, at jeg skulle drage mod Nordpolen og overtage min fars arbejde, håbede jeg på, at hun ville tage med mig. Vi skulle starte et liv sammen, præcist som jeg havde håbet på, siden jeg var fem år gammel.

     Holly var min drømmepige. Derfor var jeg også mine forældre evigt taknemmelige for, at de havde ladet mig tage ned til Minnesota denne december måned. Selvom jeg var julemandens søn, kunne jeg altså stadigvæk godt leve mit liv. Det havde jeg i sinde at gøre på bedste vis. Denne jul ville helt klart stå øverst på min liste over yndlings stunder.

     Så blev det alligevel en glædelig jul trods alle odds. 

❅❅❅

Så blev det alligevel jul, hva? Holly og Gabe fik hinanden og alle er lykkelige. Jaaa

GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE! OG tak fordi I fulgte med! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...