Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4014Visninger
AA

24. ❅ 23. december

     Efter gårsdagens snak med min far havde jeg håbet på, at han ville lade mig tage tilbage til Minnesota snart. Men siden der stadigvæk var kaos, syntes det dog ikke at kunne lade sig gøre. Vi havde snakket lidt mere om Holly efter, at jeg havde åbnet op om mine følelser for hende. Han havde spurgt ind til hende og jeg og til mit arbejde i cafeen. Spørgsmålene havde jeg gladelig svaret ham på, hvilket havde resulteret i, at hans smil var blevet større og større for hvert ord jeg sagde. Efter vores snak var jeg igen gået ud til nisserne, og sammen havde vi arbejdet hele natten. Vi var nødt til at få gjort en masse, og så kunne jeg sove, når jeg blev træt. Fordi vi havde arbejdet så mange timer i træk, som vi havde, behøvede jeg lidt tid til mig selv.

     Jeg lå stadig i min seng på mit værelse, og havde mobilen i mine hænder. Daniel havde igen skrevet, om jeg ikke kunne give ham en forklaring på alt det, der var sket, inden jeg rejste. Den dreng lod mig ikke vente med at forklare tingene til ham, som jeg havde lovet ham det. Han var nysgerrig som bare pokker.

     Derfor tog jeg også en beslutning om at ringe ham op på FaceTime. Hvis han ville have en forklaring på det hele, så var det også det, han skulle få. Fordi jeg stolede på ham, efter kun tre uger i hans selskab, vidste jeg også, at han nok skulle tie omkring min hemmelighed, hvis jeg bad ham om det.

     Efter et par bip besvarede han mit opkald, og hans hoved kom frem på min skærm. ”Jeg troede aldrig, du ville ringe,” var det første han sagde, da han også så mig på sin egen skærm. Der var ikke noget med at sige hej eller hilse pænt på mig. Nej, han sprang åbenbart direkte til sagen. ”Du aner ikke, hvor mange ubesvarede spørgsmål jeg har til dig.”

     Jeg smilte kort over hans nysgerrighed. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du en del.” Han nikkede. ”Og jeg undskylder for, at du kom til at se det, du så inden jeg rejste. Det var ikke meningen, at nogen skulle se mig på ryggen af Rudolf.”

     Daniels ansigt fik et underligt udtryk, da jeg sagde navnet på mit rensdyr. ”Rudolf? Hedder dit rensdyr Rudolf? Altså…”

     ”Ja, mit rensdyr hedder Rudolf, og før du spørger om flere ting, så lad mig forklare det hele for dig, så du ikke sidder tilbage med en masse spørgsmål, du stadig mangler svar på. Dog må du love mig, at du holder alt det vi snakker om hemmeligt. Specielt overfor Holly,” forklarede jeg og lagde ekstra tryk på, hvor vigtigt det var, at han ikke sagde noget til hverken Holly, Lucas eller de andre. Det jeg var ved at fortælle ham, var nødt til at blive mellem ham og jeg. Mine forældre havde ikke været meget for, at jeg spurgte, om jeg kunne fortælle min hemmelighed til mine venner. Men da jeg havde sagt, at jeg ikke kunne lide at lyve overfor dem, havde de overgivet sig, og havde givet mig lov.

     ”Okay, jeg siger intet. Og specielt ikke til Holly, hvis du ikke ønsker, at hun skal vide det.” Det var svar nok til, at jeg kunne fortsætte med den ”tale”, jeg havde forberedt mig på.

     Inden jeg startede rømmede jeg mig kort, og satte mig til sidst op i sengen. ”Jeg er julemandens søn…” Mere sagde jeg ikke. Han ønskede sandheden, og det var, hvad han fik. Sandheden kunne fortælles ved fire ord.

     Daniel tav og syntes ikke at sige noget. Han åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen, som fortrød han. Derfor var jeg også nødt til at tage ordet igen, og give ham en ordentlig forklaring på det, jeg lige havde belemret ham med.

     ”Du så mig sidde på mit rensdyr, Rudolfs, ryg. Min far havde bedt mig om at komme tilbage til Nordpolen, fordi kanen med alle gaverne var væltet, så de havde brug for min hjælp, hvis vi skulle nå at få alt pakket inden juleaftensnat. Rudolf er det rensdyr I alle sammen snakker og synger om i sangene. Rudolf med den røde tud. Det er mit kæledyr, og ja – jeg er som sagt julemandens søn og efterfølgeren til at skulle tage over for min far, når han ikke selv mener, at han kan passe til job,” sagde jeg, og prøvede så vidt muligt på, at gå i detaljer med mit liv og med de ting han ønskede et svar på. Ærlighed var en vigtig ting for mig, og siden han havde bedt om min ærlighed, var det også, hvad jeg gav ham. Jeg åbnede op for ham.

     ”Er du julemandens søn? Og du flyver på et rensdyr med en rød tud, som vi alle sammen synger om, når det er jul?” Jeg nikkede ganske kort. ”Men hvorfor kom du så ned til os?”

     Det at han ikke grinede af mig, overraskede mig. Min største frygt havde været, at han ville grine mig direkte op i hovedet, når jeg havde fortalt ham det, jeg ønskede at fortælle ham. Den værste reaktion ville altid være, hvis folk grinte af en.

     ”Ja, jeg er julemandens søn,” bekræftede jeg endnu en gang. ”Og jeg kom ned til jer, for at komme lidt væk herfra. Jeg ville gerne opleve, hvordan det var, at bo blandt nogle på min egen alder. Heroppe er jeg vant til at der render nisser rundt overalt. Det kan desuden også godt være lidt trættende at være omkring sine forældre hele tiden.”

     Daniel grinte af min kommentar med mine forældre. ”Da jeg flyttede, glædede jeg mig også til at komme væk fra mine forældre,” indrømmede han smilende. Godt nok havde jeg savnet mine forældre, men det havde jo egentligt været en befrielse, at komme lidt væk fra dem. Det var rart, at de ikke hele tiden stod og åndede en i nakken, men at man for en stund havde et pusterum, så man selv kunne bestemme.

     ”Men ja, det var derfor du så mig på ryggen af Rudolf. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne fortælle det til dig, men hvad ville du og de andre ikke tro, hvis jeg på en af de første dage fortalte jer, at jeg rent faktisk kom fra Nordpolen, og at jeg en dag ville være julemand? Hvis jeg fik det fortalt, ville jeg nok grine,” konstaterede jeg. Sandheden var, at jeg rigtigt nok ville have grint, hvis en eller anden havde fyret sådan noget af.

     ”Jeg forstår,” kom det fra min ven. ”Det overraskede mig bare, at du fløj på et rensdyr, men efter at du har fortalt mig, hvem du egentligt er, går hele puslespillet jo faktisk op.”

     Lidt uforstående kiggede jeg på ham gennem min telefonskærm. ”Puslespillet? Har jeg været mærkelig og sær? Eller hvad mener du?”

     Var der nogle ting ved mig, som havde fået Daniel til at tvivle på vores venskab, håbede jeg da, at han ville have sagt det til mig. Kunne jeg ikke stole på ham alligevel? Min tvivl blev dog erstattet af glæde, da jeg kunne se, hvor stor han smilte, mens han rystede på hovedet. ”Ikke på den måde, G. Der var bare så mange ting, der ikke gav mening. For eksempel sagde du jo, at du kom langt oppe nord fra. Nordpolen er jo så langt nord på som du overhovedet kan komme, så nu forstår jeg bedre. Du anede ikke, hvordan man brugte en iPhone da du kom, og hallo – hvem ved ikke, hvordan man bruger en sådan tingest, med mindre man aldrig har set en før. Det går jeg så ud fra, at du aldrig havde, da du fik din i hånden.”

     Mens han snakkede kunne jeg ikke gøre andet, end at lytte til det, han havde at sige. Han havde ret i alt det han fortalte mig. Måske havde jeg alligevel været lidt skeptisk og svær at regne ud, i den tid jeg havde boet med ham.

     ”Værst var det, at du var så sindssygt god til at skøjte, men eftersom at der sikkert altid er koldt på Nordpolen, har du jo haft mulighed for at øve dig hver dag hele året rundt. Du er en mester på isen, så det giver også meget bedre mening nu. Måske dit første møde med Holly også skyldtes, at du ikke er vant til at være omkring piger.” Daniel tøvede kort, inden han snakkede videre. ”Jeg mener… Hun er jo en pæn pige, så jeg forstår dig godt. Heldigvis syntes hun at kunne lide dig, og det er jeg så glad for. I to passer godt sammen.”

     Var det pinligt, hvis jeg indrømmede, at mine kinder blev varme over hans kommentar? Burde drenge ikke være gode til at holde sådanne følelser gemt? Havde det virkeligt været så tydeligt, at jeg var helt væk i Holly? Dog glædede det mig, at Daniel syntes vi var et godt par. Det kunne jeg kun give ham ret i.

     ”Ja, måske var jeg lidt af et mysterium. Men alligevel ville du være min ven. Så måske er jeg ikke den mærkelige af os to,” drillede jeg og ville i dette sekund ønske, at jeg sad ved hans side, så jeg kunne puffe venligt til ham. Han fortjente nok også at få en stor krammer, når vi så hinanden igen. Specielt fordi han havde taget det så pænt, som han havde.

     ”Måske er det derfor, vi kom så godt ud af det med hinanden, lige da du troppede op på min dør. Og derfor tror jeg på dig, Gabriel. Du er allerede blevet en af mine bedste venner, og at vide, at ens bedste ven en dag skal være julemanden, er da for fedt.” Den sidste sætning nærmest råbte han. Begejstringen syntes ikke at ville nogen ende. Daniel var kommet for at blive, og det samme var vores venskab. Han skulle nok holde tæt med min hemmelighed. Det tvivlede jeg ikke på. Ikke efter vores samtale.

     ”Jeg er glad for, at du tog det så pæn, og jeg glæder mig til, at vi ses igen.” Vores genforening var noget jeg så meget frem til. Det havde været så rart at have en på sin egen alder ved sin side, så jeg savnede ham allerede. ”Men jeg er nødt til at smutte. Nisserne er begyndt at banke på min dør. Kanen skal pakkes færdig, så vi er helt klar til den store tur. Hvis du ser ud på nattehimlen i de næste par nætter, kan det jo være, at du ser os suse forbi.”

     ”I så fald, skal jeg nok stå i vores vindue og vinke til dig. Men kom snart hjem igen. Det er ikke kun mig, der allerede mangler dig. Din blåøjede veninde spørger hele tiden efter dig. Så måske burde tænke på, om du ikke også skulle fortælle hende sandheden. Det fortjener hun, Gabriel.” Han havde ret. Holly fortjente at vide sandheden. Hun fortjente at vide, hvem det var hun omgik sig med, og at der var nogle ting, jeg ikke havde fortalt hende. Hun fortjente at vide alt.

     ”Jeg lover, at jeg fortæller hende det hele. Men jeg vil hellere, at hun får det af vide, når vi ses.” Vi fik sagt ordentligt farvel, og jeg lovede ham, at jeg snart ville komme hjem til Minnesota. Nu stod den på ekstra meget arbejde, så vi kunne blive ordentligt klar til, at gaverne skulle deles ud. Vi havde travlt. Meget travlt, men jeg håbede sådan på, at vi nok skulle nå det. 

❅❅❅

DER ER EN DAG TIL JULEAFTEN!!!! OG JEG GLÆDER MIG SERIØST SÅDAN!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...