Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4033Visninger
AA

23. ❅ 22. december

     ”Mike, kan du give mig den store pakke, der er lige ved siden af dig?” Jeg stod på stigen, og kiggede ned på nisserne, der stadigvæk for forvildet rundt. De stressede nærmest mere, end min far gjorde. Mike var en af de nisser, der havde været god til at lege med mig da jeg var lille. Vi var hurtigt blevet venner, så derfor var det også rart, at han var en af vores topnisser. På den måde var han altid ved min side, når det vigtigste skete.

     ”Selvfølgelig G. Skal ske straks.” Selvom han var lille, skulle man ikke undervurdere ham. Han var stærk som en okse, og tog med lethed den store gave og rakte den op til mig. Den var ikke helt let, kunne jeg mærke, da jeg selv fik den i hænderne, men det var intet problem at få den op i kanen til de mange andre gaver.

     ”Mon ikke vi nok skal nå det inden jul,” konstaterede jeg mest til mig selv, men også til Mike og de andre nisser der løb rundt nede på jorden. Vi havde arbejdet i døgndrift siden jeg kom hjem, for at få det hele klar og allerede her på anden dagen, var jeg så smadret, at jeg nok godt kunne dejse rundt på stedet, hvis jeg fik chancen for det.

     ”Gabriel, kan du komme herind i et øjeblik?” Min fars venlige stemme hørtes fra hans kontor. Han havde hjulpet hele morgenen, og havde nu taget lidt tid til sig selv, så han kunne få styr på den rute, han skulle ud på julenat.

     ”Selvfølgelig,” var jeg hurtig til at få sagt, mens jeg kravlede ned ad stigen. ”Mike kan du tage over? Så må I andre rokere lidt rundt hernede. Det ville måske være lettest, hvis Mike stillede sig øverst på stigen og et par af jer andre også stod på stigen. På den måde kan I lave en form for samlebånd, så I ikke skal bære pakkerne så langt.”

     Med nissernes små arme og ben, var et samlebånd det mest optimale for dem, når der skulle slæbes pakker. ”Eller Mike, måske er det lettest, hvis du springer op i kanen, uden at vælte den selvfølgelig, og så får pakkerne op til dig. Så kan du også sørge for, at de alle falder i spænd med hinanden.”

     Min ven nikkede, og gjorde som jeg sagde. Med min ordre i baghovedet gik de i gang, og jeg fortsatte helt ind på min fars kontor, hvor jeg lukkede døren efter mig. Hvad ville han mon snakke med mig om? Havde han noget at fortælle mig, eller var der gået mere galt, som jeg var nødt til at vide?

     ”Hvad så?” smilte jeg og kom i tanke om, at de ord ikke var noget vi brugte heroppe. Det var oftest de ord Daniel havde sagt til mig, når jeg kom hjem fra arbejde og han havde gang i et eller andet. En form for slang for: Hvad går du og laver, eller hvad sker der. Min far syntes dog at forstå, hvad jeg sagde, så han pegede blot på stolen overfor sit skrivebord og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned.

     ”Fortæl mig om Minnesota. Nu ved jeg godt, at jeg fik kimet dig ned og kaldt dig herop inden din tid dernede var forbi, men jeg vil gerne høre lidt om, hvad du har lavet.” Min far havde altid været en nysgerrig mand. Det måtte jeg give ham, og selvfølgelig havde han en masse spørgsmål, selvom jeg havde snakket med ham om mit liv i Minnesota, mens jeg stadigvæk var dernede.

     ”At tage til Minnesota er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv,” indrømmede jeg og kom igen til at savne mine venner dernede. Jeg savnede at være roommates med Daniel. Jeg savnede at stå på skøjter og hænge ud med de andre, men mest af alt så savnede jeg Holly. Forhåbentligt ville hun kunne klare det hele i butikken, mens jeg var væk. Eller også havde hendes mor sikkert givet en hjælpende hånd med. ”Jeg fandt hurtigt de rigtige venner, far. Og så fik jeg jo jobbet i cafeen, hvor jeg fik lov til at bage også. Alle menneskerne har været så søde og imødekommende, og jeg er glad for, at jeg tog derned.”

     ”Jeg fornemmer, at du savner dem allerede.” Som svar nikkede jeg. ”Det er godt at høre, at de har gjort et indtryk på dig. Var der nogen der specielt fangede din opmærksomhed, som du vil fortælle mig om?”

     En klump satte sig fast i min hals. Var det en hentydning til, at han på en eller anden måde kendte til Holly og bare ventede på, at jeg åbnede op? Vidste han, at jeg var forelsket?
”Tjo…” halvstammede jeg. ”Der er denne her pige,” fik jeg indrømmet og sank.

     Jeg afventede lidt skræmt hans reaktion. Hans ansigtsudtryk var i starten ret stift og tænkende, men da han lyste op i ét stort smil, kunne jeg ikke lade være med at ånde lettet op. Min far smilte. Stort endda. ”Det havde jeg godt lidt på fornemmelsen. Hun hedder Holly, gør hun ikke?”

     Jeg rynkede brynene. ”Hvordan vidste du det? Har du sendt en eller anden ned til mig, som kunne holde øje med, at jeg ikke lavede ulykker?” jokede jeg, selvom jeg godt vidste, at det ville han aldrig kunne finde på. Jeg var trods alt ikke et lille barn, så jeg havde fortjent at have min frihed uden at mine forældre pustede mig ned i nakken.

     Denne gang smilte han ikke bare. Han begyndte at grine højlydt. ”Ho ho ho… Nej bare rolig min dreng. Det er skam noget jeg selv har erfaret gennem mange år.” Han tav for en stund.

     ”Der var altid denne her specielle pige i Minnesota, der hvert år fangede din opmærksomhed. Hver gang vi nærmede os hendes hus med gaven til hende, ville du være stille og kigge så kærligt på hende, som hun altid lå der i sin seng og sov. Når vi skulle gøre klar til at komme ud til alle de andre børn, ville du altid snakke på livet løs, men ikke hos hende. Ikke hos Holly. Derfor overraskede det mig heller ikke, at de valgte at tage ned til Minnesota. Du skulle jo ned til den pige, du har forelsket dig i. Har jeg ikke ret?” Min far var en klog og meget vis mand. Hvis jeg havde været i tvivl om det før, fik jeg det hvert fald bekræftet nu. Det faktum at han havde lagt mærke til mig, og hvordan jeg havde opført mig omkring Holly år efter år, overraskede mig. Havde det virkelig været så tydeligt, at den pige fra en ganske ung alder, havde fanget min opmærksomhed, og at jeg havde været fascineret af hende fra starten af.

     ”Hun er helt fantastisk far. Det var i hendes forældres bageri, jeg blev ansat, og hun var med til at fejre min fødselsdag med alle de andre. Jeg har aldrig følt så mange forskellige ting på én gang, som jeg føler med hende.” Normalt var jeg ikke en person, der delte ud af mine tanker og følelser, men lige med min far, havde jeg intet imod at dele alt. Han var trods alt en af mine tætteste venner, og gennem hele mit liv havde jeg fortalt ham stort set alt. Så hvorfor lade dette være en undtagelse?

     ”Har du fortalt hende, at du elsker hende?” De tre ord som vi alle ønskede at høre på et tidspunkt i livet, havde jeg ikke fået taget mig sammen til at fortælle hende. På sin vis havde jeg erfaret, at det nok var for tidligt i vores … ja, hvad end det var vi havde. Det kunne måske have kommet så meget bag på hende, at hun ville have skubbet mig væk, og ikke ville snakke til mig. Jeg tvivlede på, at det var, hvad der ville ske, men jeg havde min frygt.

     ”Ikke endnu,” indrømmede jeg derfor sagte. ”Hvad nu hvis hun ikke elsker mig?”

     Min far rykkede sig lidt og kiggede så alvorligt over på mig. ”Du er nødt til at fortælle hende det, Gabriel. Den eneste måde I to kan være sammen, er hvis hun også elsker dig. Du kender reglerne som julemandens søn.”

     Jeg nikkede. Reglerne havde jeg fået fortalt gennem hele mit liv. Når julemandens søn havde fundet sin udkårne og havde sagt, at han elskede hende, skulle hun gengælde de følelser, før de to kunne være sammen. Hvis ikke hun også elskede ham, måtte deres veje skilles. Sådan stod der skrevet i den store julebog på min fars kontor. Problemet ved at være kærester med julemandens søn var nemlig, at man først måtte få af vide, at han netop var den kommende julemand, når de tre gyldne ord var blevet udvekslet fra begges sider. De ville så sammen drage mod Nordpolen, og begynde træningen som det næste julepar. I få tilfælde havde parret dog fået lov til at blive, hvor de ville, inden de så ville tage op til Nordpolen, når tiden var inde til, at manden skulle overtage julemandsposten.

     ”Det ved jeg godt, far. Jeg er bare så bange for, hvad hun vil svare. Hun betyder for meget til, at jeg ville kunne lade hende gå, hvis ikke hun føler det samme som mig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...