Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4038Visninger
AA

22. ❅ 21. december

     Der havde været kaos, da jeg var nået op til Nordpolen. Nisserne havde løbet forvildet rundt og var hylet helt ud af den. Min far havde jeg fundet siddende på sit kontor med sit ansigt begravet i sit ansigt. Han vidste heller ikke, hvad der skulle ske med julen.
Jeg var blevet kimet ned, da kanen var væltet af en uforklarlig grund. Ingen vidste, hvordan det kunne have været sket, men det var ikke noget de gik rundt og funderede over. De skulle tilbage til arbejdet, og havde været nødt til at pakke alle pakkerne igen. En proces der som sagt to en del dage, så de var bagud i programmet grundet ulykken.

     Grunden til, at jeg var blevet kaldt herop, var så jeg kunne hjælpe dem. Det var vigtigt at have så mange erfarne hjælpere ombord, når de var så presset som de var. Fordi jeg havde været til at pakke alle gaverne ned i kanen i al den tid jeg kunne huske, havde min far bedt mig om at komme. Hvad der var sket, havde jeg dog først fundet ud af, da jeg var kommet herop.

     ”Du aner ikke, hvor glad jeg er for, at du er kommet.” Min mor var selvfølgelig træt af det, der var sket, men på den anden side var hun også ufatteligt glad for at se mig igen. Hun havde sværmet rundt om mig hele dagen, og havde spurgt ind til mit liv i Minnesota. Jeg havde fortalt hende om de ting jeg havde lavet, at jeg havde fået et arbejde, at jeg havde fået venner og så videre. Alligevel havde jeg valgt at udelukke detaljerne med Holly. Det kunne jeg fortælle senere. Lige nu vidste jeg ikke, om jeg overhovedet ville komme tilbage til hende og de andre. Der var brug for mig heroppe.

     ”Mor, lad mig nu gå, så jeg kan gå ind og hjælpe far. Du ved, hvor stresset han er, så måske burde jeg hjælpe ham, i stedet for at du står og nusser om mig,” grinte jeg og kyssede hende hurtigt på kinden. Jeg elskede min mor mere end noget andet på denne jord, det indrømmede jeg gerne, men til tider var hun lidt for klæbrig. Hun elskede som sagt at forkæle mig og varte sin ”lille” dreng op. Men lige nu var det bare ikke noget, jeg havde tid til. Jeg var ønsket at andet sted. ”Vi ses senere.”

     Inden jeg gik ud fra køkkenet, hvor min stod, kiggede jeg ned på min telefon. Jeg havde i løbet af dagen været lidt i kontakt med både Daniel men også med Holly. Først havde jeg været overrasket over, at min mobil havde forbindelse helt heroppe, men efter at have spurgt min far lidt ind til det, forklarede han, at den tingest nærmest havde dækning over hele kloden. Smart.
Der var kommet en besked fra Holly, hvor hun kort skrev, at hun snart håbede jeg kom til bage, og at jeg ikke skulle tænke på cafeen og på arbejdet. I en besked fra tidligere i dag, havde jeg forklaret hende, at jeg nok ikke kunne komme på arbejde de næste par dage, da situationen med min familie stod lidt værre til end først antaget. At hun var forstående overfor det, var jeg glad for.

     Daniel derimod havde stillet utallige spørgsmål i de hundredevis af beskeder han havde sendt mig. Man kunne håbe for ham, at han havde fri sms, eller at han i det mindste ikke betalte så meget per styk for at sende dem.

     Han havde stillet mig spørgsmål om, hvad jeg lavede på ryggen af et flyvende rensdyr, og havde ligeledes spurgt om, han drømte. På et tidspunkt var han sågar gået så langt, at han spurgte mig om jeg var tryllekunstner, og om han havde været en del af et show. Jeg havde grint af hans latterlige konklusion, og havde måttet fortælle ham, at det desværre ikke var sandt. Derudover havde jeg også skrevet til ham, at han ville få hele historien, når jeg på et tidspunkt kom tilbage til Minnesota. At tage den med ham herover sms, ville simpelthen være en for styr udfordring for mig. Mest af alt fordi jeg skrev så langsomt på min mobil, men også fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forklare overfor ham med tekst, at jeg var julemandens søn.

     I starten havde han ikke været så forstående overfor det, men havde været nødt til at acceptere det til sidst. Derefter var vi begyndt at snakke om noget andet, og det foregående emne syntes at være lidt glemt.

     Jeg blev afbrudt i mine tanker, da jeg trådte ind i det store rum, hvor den gigantiske kane stod. Det havde krævet en del kræfter fra min far, nisserne og jeg selv at få den rejst op igen. Efter et par timers hårdt arbejde, havde det dog lykkedes os. Derefter havde vi, næsten nonstop, arbejdet på at pakkerne som sagt skulle pakkes.

     ”I gør et fremragende stykke arbejde. Bliv ved i det tempo, og vi burde nå at blive færdige til jul,” kunne jeg høre min far sige til nisserne. Han var ved at blive gammel. Det kunne man se på ham, og på den måde han sad på en stod ovre i hjørnet. Hans kræfter var ikke som de en gang havde været, og han kunne ikke arbejde så hårdt med forberedelser som tidligere. Derfor var det min pligt at træde til.

     En af de små nisser havde fået fat i en lidt for stor pakke, så for at han ikke væltede, spænede jeg derover og fik den løftet op i kanen. For at de fleste af pakkerne skulle kunne være i kanen, skulle vi til sidst have fat i en stige. Der var mange pakker på kanen, men heldigvis havde det aldrig været et problem at have dem alle. Hvis der var for mange pakker til verdenens børn, havde min far været nødsaget til at vende hjem over Nordpolen, inden han igen kunne fortsætte med uddelingen. Derfor havde vi altid pakket alle pakkerne ned i umådeligt store juleposer, så de kunne lukkes i toppen, og hurtigt kunne komme over i kanen ved hjælp af en af julegavemaskinerne. Med et snuptag kunne den tage fat i posen og smide den ned i kanen. Elektronikken var med til, at vi hvert år kom sikkert og godt igennem julen.

     Jeg sukkede kort, inden jeg så også begyndte at smide pakkerne op på plads. Var det mærkeligt, hvis jeg allerede savnede Minnesota? Hvis jeg savnede at hænge ud med Daniel og savnede at arbejde sammen med Holly og være tæt på hende? Måske var Minnesota mere et sted for mig end Nordpolen? 

❅❅❅

Puha, jeg nåede da vidst også kun lige at publicere dagens kapitel inden kl. 24. 
Grunden er at jeg simpelthen har haft så travlt i dag. Vi fik ENDELIGT færddiggjort vores eksamensprojekt, og fik det afleveret. SÅ NU HAR JEG JULEFERIE! Ej hvor er det seriøst rart! Og så en dag "for tidligt" endda. Lærerne havde givet os tid helt indtil i morgen kl. 15, så at få ferie nu var godt. 

 

Har I fået juleferie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...