Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4046Visninger
AA

18. ❅ 17. december

     ”Vågn op fødselsdagsdreng. Du fylder 23 og burde ikke sove. Det skal fejres.” En spand koldt vand blev smidt i hovedet på mig, og jeg satte mig hurtigt op i sengen. Den hurtige bevægelse gjorde, at jeg blev lidt svimmel.

”Daniel, hvad fanden har du gang i?” Jeg prøvede irriteret at få vandet væk fra mine øjne, så jeg kunne se. ”Og hvad er klokken ikke lige?”

     Selvom jeg ikke havde nogen grund til at være irriteret på min roommate, kunne jeg ikke lade være med at være lidt gnaven her til morgen. Det var min fødselsdag. Det vidste jeg godt, men hvorfor skulle jeg have en spand vand i hovedet? Var det min fødselsdagsgave fra ham? Kunne han ikke have fundet på noget, der var mindre … vådt?

     Han skulle til at sætte sig i sengen, men stoppede i sin bevægelse, da det gik op for ham, at den var drivvåd. ”Klokken er lidt over otte, og siden vi to har en lang dag foran os, kunne du jo lige så godt komme i gang tidligt.”

     Daniel var intet mindre end skør. Hvorfor skulle jeg vækkes klokken otte, når vi først havde en aftale med Lucas og pigerne senere? Hvad skulle resten af dagen bruges på? ”Du har desuden fået en gave. Den lå på det nederste af din seng, da jeg vågnede. Hvordan den nogensinde er kommet herind, har jeg ikke engang lyst til at tænke på.”

     Jeg kiggede ned i fodenden af min seng, og så den gave, som han snakkede om. Den var ikke specielt stor, men indpakningen fortalte mig hurtigt, hvem den var fra. Mine forældre.
En af nisserne måtte have fløjet herned i nat, højst sandsynligt på Rudolf, og måtte have lagt den på min seng. Da jeg havde fået fat i den flåede jeg nærmest papiret af, og så, at det var en lille boks. Jeg åbnede forsigtigt boksen, hvori der lå en klokke. Mere var der ikke.

     Lidt uforstående kiggede jeg på min gave. Hvad skulle det betyde? En klokke? Var det alt, hvad mine forældre ville give mig på min fødselsdag? Det var en flot klokke, det var slet ikke det. Men en klokke? Hvorfor lige præcist det? Jeg kiggede videre i den lille boks, og fandt et kort. Et mikroskopisk kort. På kortet stod der: Klokken er første skridt på at tage over

     Dér gik det op for mig, at julemanden havde en klokke. Min far havde en, præcist som hans far og de andre i min familie havde haft deres. Klokken var altid med julemanden. I lommen på ham. Den blev brugt, når der var brug for hjælp. Den ville kunne give lyd til dem, der var brug for. Hvis min far ringede med sin klokke, ville jeg kunne høre det fra min egen klokke, og jeg ville vide, at han havde brug for mig.

     Et lille smil viste sig om mine læber. Måske min gave ikke var så slem alligevel. Den betød, at mine forældre havde givet mig et ansvar, og var villige til, at lade mig tage næste skridt i, at blive den næste julemand. Det var nu min oplæring startede.

❅❅❅

     ”En skål for vores helt egen fødselsdagsdreng.” Lucas uddelte dagens første skål. Daniel og jeg hævede vores glas og klingede dem sammen. ”I aften skal du ikke selv betale for dine drinks. Det skal vi nok sørge for.”

     De to drenge der havde tvunget mig med ud på deres yndlingsbar, var efterhånden blevet nogle af mine bedste venner. Utroligt hvordan det kunne ske, efter den korte tid vi havde kendt hinanden. Vi grinte sammen, snakkede sammen om mærkelige og ligegyldige ting, og omkring dem kunne jeg være mig selv. Der var ingen der kiggede specielt på mig, som der var på Nordpolen. Deroppe havde de alle en forventning til mig, siden jeg var julemandens søn. Hernede var jeg bare Gabriel. En helt almindelig ung fyr, der arbejdede i et bageri med en tilhørende cafe, som havde to gode venner og som havde et crush på en sød pige.

     ”Hey pigerne er kommet.” Sjovt at de tre piger trådte ind ad døren, da tanken om Holly strejfede mig. Begge drenge bundede sin øl og gik hen mod pigerne. Mine øjne havde jeg hurtigt rettet mod Holly, der var trådt ind ad døren som den sidste. Hun var iklædt den smukkeste røde kjole, der klædte hende på alle tænkelige måder. Den omfavnede hendes fantastiske former og gjorde alt godt for hende. Hun var gudesmuk.

     I et kort sekund skulede hun ud i baren, og smilte stort, da hun gik øje på mig. Jeg gik hen mod dem. Først fik jeg sagt hej til de to andre piger og sluttede med Holly. ”Du er bedårende smuk ud,” halvhviskede jeg i hendes øre, da vi krammede. Mine hjerte bankede hurtigere af at være så tæt på hende, og mine håndflader blev svedige.

     ”Du ser heller ikke værst ud, må jeg indrømme,” grinte hun og placerede sine læber mod min ene kind, præcist som hun tidligere havde gjort. Farven steg op i mine kinder, og de brændte efter hendes berøring. Forsigtigt tog hun mig i hånden og sammen gik vi hen til de andre, der havde sat sig ned ved et bord. Lucas var igen gået op i baren. Sikkert for at hente drinks. Den dreng kunne drikke som ingen andre jeg kendte.

     ”Har drengene sørget for at få dig fejret godt?” spurgte Leyla om, da Lucas var kommet tilbage med det, der var blevet bestilt.

     Jeg nikkede. ”Daniel vækkede mig med en spand vand, så hvad mere kan man ønske sig?” Ordene fik dem alle til at grine, og jeg kunne heller ikke lade være med at grine med selv. ”Og Lucas har givet mig et par øl eller tre, så det er stort set de gaver jeg har fået i dag, hvis I nu undrede jer.”

     Egentligt havde ingen af dem jo stillet spørgsmålet om, hvilke gaver jeg havde fået, så jeg havde vel ingen grund til at fortælle dem om det. Alligevel håbede jeg på, at de havde taget noget med. Så kunne det være, at jeg i det mindste ville få to gaver og ikke kun klokken fra mine forældre. Var det ikke normalt at få mere end to gaver?
Mine tanker fik mig til at smile. Jeg var 23 år og bekymrede mig over, hvor mange gaver jeg ville få. Måske skulle jeg til at blive voksen, og fokusere på lidt mere voksen ting.

     ”I det mindste brugte jeg da ikke penge på min gave. Den var meget opfindsom,” kom det fra Daniel, der venskabeligt puffede til mig. Vi grinte alle igen. Han havde humor.
Morgenens hændelse var sjov nu, men da jeg var sjaskvåd og lå i min seng, var hans gave knapt så sjov.

     ”Gabe, vil du med ud og have noget frisk luft? Der er noget jeg skal vise dig.” Holly snakkede meget lavt, da hun spurgte mig, som ville hun ikke have, at de andre skulle høre hendes spørgsmål. Det undrede mig, at hun ville have noget frisk luft, eftersom at de lige var kommet. De måtte lige have været udenfor. Jeg stillede dog ingen spørgsmål, men nikkede og gik med hende.

     Da vi gik fra bordet kunne jeg høre drengene pifte af os og pigerne grine. Var det her noget de havde aftalt? Vidste det godt, hvad Holly skulle vise mig? Forhåbentligt ville jeg også snart finde ud af det. Spændende steg og jeg kunne ikke vente. Havde hun mon købt en fødselsdagsgave til mig?

     Luften udenfor var kold, og jeg trak hurtigt jakken tættere om mig, da vi fik lukket døren bag os. ”Sig til, hvis du fryser,” sagde jeg til hende. Hvis hun i så meget som et sekund frøs, ville jeg være villig til at tage min jakke af, og lægge den om hende, om det så betød, at jeg selv skulle fryse ihjel.

     ”Der er noget jeg skal give til dig.” Hun ignorerede mit spørgsmål og trak mig lidt væk fra indgangen. Hendes hånd snog sig om min. Hun trådte tættere på mig, hvilket gjorde mig nervøs.

     ”Hvad er det?” fik jeg fremstammet. At være så tæt på hende gjorde mig nervøs. Hvad der dog undrede mig mest, var det blik hun havde i øjnene. Det var et blik jeg ikke havde set før. De udstrålede så megen glæde og kærlighed.

     ”Dit julekys.” Med de ord lukkede hun afstanden mellem os og pressede sine læber mod mine. Vores læber smedede sig hurtigt sammen, som passede de perfekt sammen. Min hånd tog jeg om hendes ryg og rykkede hende tættere mod mig. Som vi kyssede syntes jeg ikke, at vi kunne komme tæt nok på hinanden.

     Følelsen af endeligt at have chancen for at kysse hende, fik mig til at føle mig som verdens lykkeligste 23-årig.

     ”Tillykke med fødselsdagen,” hviskede hun til sidst, hvorefter jeg kyssede hende igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...