Remember ❅ December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
At være julemandens søn er ikke nemt. Forventningerne om at Gabriel tager over for sin far, når han vælger at trække stikket og gå på pension, er skyhøje. Men for den 22-årig ung mand, er det dog ikke, hvad han har af planer. Han ønsker mere end noget andet at prøve at leve på jorden blandt menneskene - at være en del af dem. Gennem sit liv har han forelsket sig i en ung kvinde, den middelaldrende Holly, hvilket gør hans længsel efter et liv ved hendes side endnu større. Er han villig til at opgive drømmen om at blive den næste julemand, for en pige på jorden han kun har set én gang hvert år, når hans far og ham besøgte hende på juleaftens nat?

❅ Deltager i julekonkurrencen - valgmulighed 3

35Likes
24Kommentarer
4020Visninger
AA

2. ❅ 1. december


     Julen. Det var den smukkeste tid på året, men for min familie, var det også den travleste tid. Hver december måned løb mine forældre forvildet rundt og stressede hinanden. Måske det skyldtes, at min far var julemanden. Han sørgede for, at alle artige børn fik det, de ønskede sig allermest. Som hans eneste barn, havde jeg hjulpet ham med uddelingen af gaver lige så længe, som jeg kunne huske. Juleaftensnat startede altid ud med, at min mor ville diske op med det lækreste måltid. Min far havde brug for at fylde maven godt op, når han på blot én nat, skulle sørge for at alle børn i verdenen, ville få sine gave bragt til sig. Selv var jeg med, fordi jeg fandt hele scenariet og situationen ret så fascinerende.

     Det faktum, at han formåede at glæde så mange børn, gjorde mig stolt af, at være hans søn. Når han ikke længere selv ville kunne varetage sin rolle som julemanden, ville jeg skulle tage over. Gennem mit liv var jeg blevet trænet til at kunne påtage mig rollen som hans efterfølger. Han havde lært mig alt han selv havde lært fra sin egen far. Min bedstefar. Læringen og visdommen var gået gennem utallige generationer, og selv skulle jeg ligeledes føre den videre, når jeg engang fik et barn. Hvis jeg vel og mærket fik et.

     ”Vil du lige tjekke op på nisserne, og se, om de er kommet i gang med at pakke gaverne ind?” Min mor stod i vores store køkken, og var i gang med at kokkerere. Duften fra grøden fyldte mine næsebor. Grød var min yndlings, så at det stod på menuen stort set alle dage i december, var ikke noget jeg beklagede mig over.

     ”Selvfølgelig mor,” svarede jeg kort, og gjorde som hun sagde. Det var vigtigt, at der var styr på alt her i den travle julemåned. Ved at jeg kunne hjælpe mine forældre med de små ting, gjorde dem derfor glade.

     Jeg bevægede mig væk fra køkkenområdet, ned ad trapperne og trådte til sidst ind i det store værksted, der var under vores hus. Værkstedet var abnormt, og jeg vidste ikke engang, om der var sat et kvadratmeter tal på, hvor stort det egentligt var.

     De grønne og røde huer var ikke til at tage fejl af. Nisserne løb rundt blandt hinanden og havde mindst lige så meget stress på, som rejsten af os her på Nordpolen. Til trods for deres stress og jag, holdt de stadigvæk humøret højt ved at synge julesange sammen. Stemningen i værkstedet gav mig et smil om læberne. Af og til, da jeg var mindre, havde jeg brugt utallige timer sammen med nisserne. De var nogle humørbomber uden lige, og for et lille barn, var det en fornøjelse, at bruge tid med dem. Hvordan gaverne blev lavet ved alle samlebåndene, havde de tilmed sat mig ind i. Håndmalede figurer var en populær ting blandt børnene rundt omkring i verdenen, så at håndmave ting, og blive god til det, havde de ligeledes lært mig. Ja – nisserne havde lært mig alt, jeg vidste om håndværk og om udarbejdelsen af gaverne.

     ”Det ser godt ud,” råbte jeg fra balkonen, der gav mig et godt udsyn til størstedelen af værkstedet. Indpakningen gik forrygende, så der var ingen grund til, at jeg stod og vågede over dem som en høg. De klarede arbejdet fint nok uden min observation. ”Fortsæt det gode arbejde.”

     Jeg traskede stille hen mod min fars kontor, hvor jeg godt vidste, at han sad med børnenes juleønsker. Han var i gang med at finde hoved og hale i, hvad de forskellige ønskede sig, så han kunne få de sidste ting på plads, inden det hele gik løs senere på måneden.

     Forsigtigt bankede jeg på døren, og åbnede først, da hans dybe stemme havde givet mig lov. ”Hej far,” smilte jeg, inden jeg kørte en hånd gennem mit askeblonde hår.

     ”Hej min dreng,” svarede han og kiggede op fra sine papirer. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

     Med blikket rettet mod hans store dynger af ønskesedler, slog jeg mig ned i stolen overfor ham. Armlænene lagde jeg mine hænder på, hvorefter jeg sukkede. ”Kan du huske, hvad du lovede mig sidste år? Da jeg fyldte enogtyve?”

     Mit største ønske havde i flere år været, at jeg kunne komme væk fra Nordpolen, og prøve at leve blandt menneskene. Et sted hvor der ikke var nisser overalt, et sted hvor jeg ikke var kendt som julemandens søn, og et sted hvor julen ikke kun handlede om at producere gaver, planlægge juleaftensnat og sørge for, at alle var glade og tilfredse. Et sted, hvor jeg kunne være mig selv. Et sted hvor jeg kunne være Gabriel.

     Han svarede ikke på mit spørgsmål med ord, men nikkede bare to gange. Inden han dog gav mig et ordentligt svar, rømmede han sig og rykkede lidt på stolen. ”Ja, jeg kan godt huske, hvad jeg lovede dig, og hvis det stadigvæk er, hvad du ønsker, så kan jeg ikke stå i vejen for det.”

     Et smil viste sig på mine læber, da han holdt ved det løfte, han havde givet mig. Normalt fik man et valg om at tage til et andet land, for at bo hos de normale mennesker. Det var sådan min far og mine forfædre, havde fundet sin ægtefælle. Jeg vidste ikke, om det var med det formål jeg havde ønsket at komme væk herfra. Selvfølgelig ville jeg have fundet mig en kæreste, men om det var grunden til, jeg rejste fra mine forældre i denne travle tid, var jeg ikke så sikker på.

     ”Tak far. Tusind tak,” sagde jeg efter at have rejst mig fra stolen. Jeg gik over til ham og omfavnede ham. ”Hvis I har brug for mig, mens jeg er væk, ved du, hvordan du kan hente mig.”
Jeg hentydede til, at han kunne sende Rudolf hen for at hente mig. Med den lysende røde næse han havde, ville jeg kunne se ham fra miles omkreds og ville vide, at noget var galt.

     ”Tak,” gentog jeg. Efter hans accept, var det tid til at pakke mine ting, så jeg kunne komme af sted. Hvor i verden jeg skulle hen, var jeg ikke i tvivl om. Destinationen ville hedde Minnesota. 

❅❅❅

DET ER DEN FØRSTE DECEMBER OMG! JEG ER SÅÅÅÅÅ GLAD! 
Kan I lide kapitlet? (Og ja - det er ikke rettet igennem, så jeg undskylder på forhånd)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...