4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1609Visninger
AA

10. 9. december: Undtagelse

De blev vækket af, at en eller anden klappede hårdt i hænderne og råbte ad dem. Så snart Selma åbnede øjnene, så hun Devan i åbningen til den vinduesløse hytte.
"Get up everybody! We have work to get done!" Med brok satte de sig op. Devan forsvandt fra åbningen. Selma overvejede kraftigt at lægge sig tilbage, men hun tog bare en t-shirt på hen over hendes bikini, som hun sov i, og hun tog sine shorts på. Så varmt var der heller ikke. Solen var ved at stå op, og de kunne skimte havet og solen løfte sig fra det i et flammehav. Hun stavrede ud af hytten og følte sig fuldstændig ødelagt indeni. De var de eneste, der var oppe. Drengene kom næsten kravlende ud fra deres hytter, og de andre piger lignede også noget, der var løgn. Devan var den eneste, der virkede frisk. En dyb indånding fyldte hendes lunger. Luften var fugtig og træg. Ligesom altid. Klodset gned hun sig i øjnene for at få et mere skarpt syn, men hendes øjne ville ikke lystre ordentligt, og det tog lidt tid, inden hun kunne se sine omgivelser skarpt.
"I have good news!" råbte han til dem. "We have laid a plan, so we can go home - today."
Spørgsmålene poppede hurtigere op i hovedet end glæden. Hvad med et fly? På en eller anden måde skulle hun komme hjem til Danmark. Hvilken plan var blevet lagt? Hvordan skulle de komme hjem?
Efter et enkelt sekund begyndte de at juble. Det var ikke fordi de bare gerne ville væk. De ville bare gerne hjem. Folk begyndte at stille spørgsmål, men et spørgsmål dominerede alle: Hvordan kan vi pludselig komme hjem?
Devan havde ikke noget svar på spørgsmålet. Det eneste, der kom tæt på et svar var, at han ganske kort forinden havde modtaget et opkald fra agenturet, der havde fundet en eller anden vej til fastlandet. Kort tid efter blev de sat til at pakke deres ting. Nogle af dem havde meget med og andre lidt. Andre havde, som Selma, en moderat mængde med, selvom ingen havde brugt særlig meget af deres tøj eller alt deres grej. 

Solen var stået helt op, og indbyggerne på øen var også. Langsomt begyndte de at sige farvel til hinanden, men det gik først op for dem, at de virkelig skulle afsted, da de var gået om på den anden side af øen og så trammen ligge der. Devan satte med snor flere stykker tram fast til det første stykke. Lige pludselig begyndte de at læsse deres ting på trammen og passede på med, at vægten var fordelt ordentligt. Endnu hurtigere stod de derpå. Halvdelen af dem stod med en lang stav i hånden. Selma var igen en af de uheldige. Forsigtigt vinkede de til indbyggerne, der nu var alene tilbage på deres ø, indtil de næste rejsende skulle derhen. 

Midtvej byttede de, så man ikke hele vejen skulle stavre sig frem med staven. Selma nød bare at skulle stå og kigge ud over havet. De kunne se den lille ø, den var meget mindre, når de var et stykke væk fra dem. Fra den lille ø kunne man kun lige se den større ø, men de kunne se mere og mere af den, for hvert tag, de tog med stængerne. De snakkede ikke. Nu havde de vænnet sig så meget til øen, at det føltes mærkeligt bare at forlade den. Gone for good.

Fra den store ø blev de direkte sat på den båd, der skulle få varer fra øen til fastlandet. Devan forklarede, at normalt måtte den ikke tage passagerer med, men denne ene gang ville være en undtagelse. Inderst inde var Selma overlykkelig. Der ville alligevel være jul hjemme. På samme tid havde hun vænnet sig til tanken om at fejre jul på øen, at hun faktisk var blevet helt glad for den. Hun havde faktisk lyst til at fejre julen på øen.

I lufthavnen var der kø. De havde proppet den fuldstændig ud over de passagerer, der allerede havde booket fly. 
"The agency will pay for hotelstays, if they are needed. They will also pay for your tickets, since you weren't able to use the ones you bought yourselves." Det var bare en af de mange informationer, han gav dem, mens de stod i kø. Endelig var det blevet den førstes tur. Hans ansigt lyste op, og han betalte med det samme og fik en bon med ud over sin billet. I forbifarten sagde han farvel til alle, selvom de allerede havde sagt farvel til hinanden så mange gange. Tårerne gjorde allerede hendes kinder fugtige. Nu var det blevet tid til afsked. Han gav bonnen til Devan, som skrev navn på den. De sagde hurtigt farvel, inden han kiggede op på tavlerne for at finde ud af, hvor han skulle hen ad. 

Det tog sin tid inden det blev Karas tur. Hun stod to pladser foran Selma, der kun lige kunne høre samtalen foran hende. Der var trods alt to meter mellem dem og en del snakken. Kara gik med skuffet ansigt hen til Selma.
"Det første fly til Danmark går om tre dage. Den tolvte." Selma så ned i tæppegulvet og nikkede. Den 14. ville hun være hjemme. Indtil da måtte hun finde noget at lave i en by, hun kun havde set gennem lufthavnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...