4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1594Visninger
AA

7. 6. december: Pakken

Med rystende hænder fandt han den lille, røde pakke frem. RYGNING KAN DRÆBE. Sætning ændrede ikke hans mission det mindste.
"Dræb mig bare en smule hurtigere så," hviskede han i kulden, så der kom små skyer for munden af ham. Selv med hans tykkeste jakke var det koldt. Den morgen havde mor fortalt, at der ville blive meget koldere i løbet af den næste uge. Elias håbede inderligt, at det ikke blev koldere, for så måtte han finde tykkere tøj eller et varmere sted. Under broen kunne han mærke, at der var en smule varmere, men forskellen var lille. Elias stod med den lille, hvide rulle i hånden nogle sekunder og overvejede at rive filteret af. Med beslutsomheden brusende i årerne, hev han det orange stykke af, smed det på jorden og jokkede det rundt, som han havde set andre gøre det. 

Lighteren var også rød. Han havde købt den i den nærmeste kiosk sammen med pakken. Fra nogle af pigerne på skolen havde han hørt, at de ikke tjekkede id. Det krævede ham tre forsøg at få gang i lighteren. Rystende satte han cigaretten til læberne og prøvede at få ild i den. Flere gange havde han overhørt pigerne forklare hinanden, hvordan man tændte en, men det var ikke så nemt, som de havde forklaret det. Ved andet forsøg fik han den tændt, men røgen brændte i halsen og fik ham til at hoste og hakke. Han hostede ind i den tykke jakke for at dæmpe lyden. Trods alt stod han i offentligheden. Her skulle han ikke gøre sig til grin. Han hev luft ind og ville sætte cigaretten til munden, men den var der ikke. På jorden lå den og glødede. Arrigt trampede han den ud og lænede sig op ad den kolde sten. Det var utroligt, at der var en så stor og gammel bro hen over en lidt bred bæk. Han tog pakken op af lommen igen og tog en til ud, som han også flåede filteret af. Med glæde ville han dø et par årtier før. De der historier, de der tidligere afhængige fortalte, hvor en af deres kære var døde på grund af rygning, gjorde kun Elias mere besluttet.

Han var halvvejs gennem anden cigaret, inden den lidt ubehagelige følelse ved røgen var ved at forsvinde. Det var først der, hvor han begyndte at samle sine tanker lidt og slappe af. Det kildede lidt i fingerspidserne, og hans tæer var frosne. Forsigtigt vippede han med dem. De var stive og gjorde ondt at bevæge, så han lod være. 
"Velkommen i klubben!" sagde en stemme, der var i overgangen. Elias blev bokset to gange på skulderen. I stedet for at råbe ad stemmen, vendte han sig bare om også i en af den anden skoles drenges ansigter. Bag ham kom en flok gående. Nogle drenge og piger. Elias kunne genkende nogle af dem. Det var specielt en af pigerne, der altid gav ham hjertebanken. Hun smed håret bag skulderen og pludrede videre. De lod til at have det sjovt, for de grinede højt og hvinede, så det blev ekkoet og forstærket af tunnelen. 
"Hey, vi har fået en ny med i gruppen!" sagde en fra gruppen. Hele gruppen gik hurtigt hen til Elias og stod omkring ham i en kødrand. I brystet på ham bankede hjertet hårdt. For at undgå en akavet stilhed tog han et sug af cigaretten. Røgen pustede han så meget op ad som muligt, så det ramte ham i håret. Under hans hjertebanken hørte han en hvisken fra gruppen. I nogle få sekunder diskuterede de hviskende, inden de gik endnu tættere på ham og lukkede ham ind i ringen, så han var det sidste led i kæden.
"Der er et sted i byen, hvor vi plejer at blive lukket ind," sagde den ene.
En af pigerne gik frem og lod fingeren køre hen over hans kraveben. "Og vi vil gerne tage dig med. I aften. Du virker som en fed fyr."
"I kender mig jo ikke?" sagde Elias og prøvede på ikke at lyde bange. Hans hjerte rasede. Berøringen fra hende føltes som en strøm af elektricitet, der blev bombet ind i ham.
Hun smilede bredt. "Så lærer vi dig jo bare at kende i aften, ikk'?"
Forsigtigt nikkede han og prøvede på ikke at virke bange eller overivrig. Endnu engang smilede hun bredt og viste hvide tænder, der havde nogle spor af gult. Så lænede hun sig ind mod ham og kyssede ham på munden. Uden forsigtighed stak hun sin tunge nærmest ned i halsen på ham. Han stod med opspærrede øjne.
Efter et sekund fjernede hun sig fra ham og smilede igen. "Uden filter." Hun smilede bredere og lod igen fingeren køre hen over hans kraveben. "Vi skal i hvert fald lære hinanden at kende."

De aftalte en tid at mødes ved broen, inden Elias undskyldte med, at han skulle hjem. De beklagede sig sammen over dårlige forældre. Noget blev varmt i ham. Alt hvad de sagde var så sandt. Mor var ikke hjemme. Heldigt for ham, for så kunne hun ikke lugte hans tøj. Hurtigt gik han i bad og smed sit tøj i kogevasken. Overtøjet hang han til udluftning. Mor ville ikke komme hjem før nogle minutter inden, han skulle afsted. Hvis hun da kom hjem. På det seneste var hun ikke altid kommet hjem om aftenen, og han håbede på, at denne aften også ville være sådan. Tiden fordrev han med computerspil. Han fingererede ved lighteren og overvejede flere gange at gå tilbage til broen, men han magtede ikke at gå i bad flere gange. 

"Hvor skal du hen?" spurgte mor skarpt. Det var en af de første rigtige sætninger, hun havde sagt siden far døde.
"Til fest med nogle venner," svarede han og kørte hånden gennem håret igen.
"Hvilke venner?"
"Nogle fra Ungdomsskolen. Fra den der tur ... i oktober," sagde han, og hun godtog det nikkende.
"Inden elleve," sagde hun og bankede pegefingeren i bordet, inden hun gik ud i køkkenet igen. Han var godt klar over, at hun lod lydløse tårer falde der, men han fortalte hende det ikke. Det var heller ikke sådan, at han ville ændre på det. Det var hendes problemer. Nogle få minutter senere havde han taget den tykke jakke på. Mor kommenterede den ikke, selvom hun sendte den et forgrædt blik. Uden at sige noget gik han ud af døren. Med det samme styrede han hen mod broen. På få minutter var han kommet derhen. De var der ikke endnu, så han fandt bare pakken frem igen. Så kunne han da fordrive tiden og måske komme af med klumpen i maven. Hun var der måske. Så længe han ikke fik en stivert eller på nogen anden måde var pinlig i nærheden af hende, så skulle det nok gå. Det forsikrede han sig selv om.
"Klar?" spurgte en af drengene og boksede ham på skulderen. Lige ovenpå det blå mærke, han havde fået fra eftermiddagen. Elias nikkede og smed skoddet, som han jokkede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...