4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1573Visninger
AA

6. 5. december: Taget

Hun var den første, der vågnede i hytten. De fire andre piger halvsnorkede lidt og lå med de grimmeste ansigtsudtryk, hun kunne forestille sig, at de havde. Forsigtigt rullede hun sig af den tynde måtte af palmeblade, der var flettet og rullet samen til en oval måtte. Allerede nu glædede hun sig til dobbeltsengen med den fantastiske madras, der havde memoryfoam. Uden at larme tog hun en t-shirt på, der ikke var blevet vasket i lang tid. Den lugtede ikke, for når de spillede volley eller lavede noget andet, hvor de ville komme til at anstrenge sig, en af dagene var de klatret op i en palme efter friske kokosnødder, plejede hun at smide sin tynde t-shirt og gå rundt i bikinitoppen, der udgjorde BHen. Så skulle hun heller ikke vaske den. Og selvom hun havde boet på øen i to måneder, så var hun stadig ikke klar til at smide alt på overkroppen, ligesom de indfødte kvinder gjorde. I starten var drengene helt elektriske over, at selv kvinder på Selmas alder gik topløst rundt. I starten syntes de alle, at det var lidt forstyrrende og føltes helt mærkeligt, men de havde vænnet sig til det. Alligevel var Selma ikke klar til at smide toppen. Og det var lige meget, hvor ofte en Free The Nipple kampagne kørte. 

Lige så stille listede hun ud af hytten. Bag sig hørte hun nogen røre på sig og en eller anden mumle noget. Det der med ikke at vække dem, var ikke gået helt vildt godt. Kvinderne i landsbyen, der var en samling af syv primitive huse og fire hytter, havde allerede været vågen længe. Mændene havde taget vand fra ferskvandskilden og givet det til kvinderne, der først vaskede sig selv og derefter alle ting, der var blevet beskidte. Derefter gik de igang med at lave morgenmad, der bestod af moste frugter fra deres minijungle og kokosvand. En af ungerne havde sikkert været i en af palmerne. Selma kunne ikke andet end beundre det lille folk, der havde slået sig ned mange generationer før. De havde tilpasset sig så meget til deres omgivelser, at hvis man gik om på den anden side af øen, hvilket var en tur på omkring en time, kunne man slet ikke se, at det var en beboet ø.
"Good morning," hilste en af de indfødte. Selma hilste tilbage og gik hen til en af kvinderne. Langsomt og på simpelt engelsk spurgte hun, om hun kunne hjælpe. I løbet af kort tid blev hun sat til at skrælle nogle frugter. Selvom hun havde gjort det nogle gange, normalt sov hun rimelig længe, så skulle hun stadig have en kort forklaring. Det gik ret langsomt og var klodset. Kvinderne skraldgrinede, og de viste mændene og børnene, hvordan Selma ikke kunne finde ud af noget, en af de små børn kunne finde ud af. I løbet af kort tid grinede hele forsamlingen. Selma med. Hun kunne ikke lade være med at grine på grund af deres mærkeligt hæse latter, der lød lidt som en abes. 
"Morgen," sagde Kara gebrokkent. Hendes øjne puffede og gled hele tiden sammen.
"Har du overhovedet sovet nok?"
Kara grinede. "Næ."
"Good morning!" råbte instruktøren, der kom ud af en af drengenes hytter. Han klappede hårdt i hænderne, og hans hilsen lød overentusiastisk som altid. "Slept well?"
De nikkede bare, og Kara signalerede, at hun ikke havde sovet helt perfekt. Instruktøren fjernede hurtigt sin opmærksomhed til de indfødte, som han talte hurtigt med. Der var kun meget få afbrydelser. Sproget lød som en masse tilfældige lyde, men Selma var begyndt at kunne genkende ord.

I løbet af ikke særlig lang tid var alle ude af hytterne. Nogle så trætte ud som Kara, mens andre så helt normale ud. Deres eneste store samtaleemne var deres ændrede hjemkomst. Selv instruktøren var optaget af det. Han havde nogle dage forinden fortalt om, hvordan han lovede sin familie at være sammen med dem i julen. Når han var væk så meget af året for at arbejde på en paradisø uden navn, så kunne han i det mindste være hos dem i julen. Selma havde ondt af dem alle. I de sidste to uger havde deres eneste emne været, hvor meget de glædede sig til at komme hjem til juletraditionerne. Under deres mange samtaler, blev Selmas øjne åbnet for den store mangfoldighed i julefesten. 
"Halloooo." Kara viftede for øjnene af Selma. Gruppen grinede og begyndte at snakke om, hvor sjovt dansk lyder.
"Not that fun," forsvarede Selma sit modersmål, men de andre argumenterede for, at dansk var verdens mærkeligste sprog. Kara og Selma rystede bare på hovedet. I det samme så instruktøren på sit ur, rejste sig og klappede i hænderne.
"We don't really have a program for today, but we are really lucky today. One of the roofs is close to collapsing, så you could maybe help?" begyndte instruktøren at forklare. Han havde en amerikansk accent, og så vidt Selma kunne huske, så hed han noget omkring Devan eller sådan. Hun havde ikke talt særlig meget med ham. De næste minutter fortsatte han med at fortælle om, hvad der skulle gøres til at støtte taget. "But I want you to replace it."
Deres kæber faldt ned på den sandede jord. Lave et tag? Lignede de nogle, der kunne finde ud af det? Nej. Endvidere forklarede han præcist, hvad de skulle gøre, inden han sendte dem hen til huset for at vise skaderne. 
"What about the materials?" spurgte en i gruppen, og Devan lyste op.
"Do you remember the little tram, we used to get to the bigger island?" Gruppen fik fat i hentydningen og hurtigt fik de valgt dem, der skulle afsted. Selma var en af de fire. Til hendes skuffelse, var hun og Kara blevet skilt fra hinanden, og så snart hun trådte på den vaklende tram, vidste hun, at det ikke ville blive en fed halv time, som det tog dem sidst at komme til den anden ø.

Ganske rigtigt blev hendes arme meget hurtigt trætte af at skulle bruge den lange stang til at skubbe sig fremad. Samtidig skulle de passe på de koraller, der var på den side, de skulle sejle fra. Devan var blevet på øen, for åbenbart stolede han nok på dem til, at de fik lov til at tage afsted alene. Måske havde han også bare et ønske om, at de skulle dø. Da de udmattet ankom til den anden ø, blev de velkommet af en af de indfødte. Han talte perfekt engelsk, og de fik hurtigt forklaret situationen. I løbet af et kvarter var deres tram fyldt med materialer. Det var både træ, søm, hammere og mere fra fastlandet. De behøvede ikke at betale ham tilbage. Månedligt kom der forskellige ting fra øen og over til den store ø. Heldigvis var det ikke de unge, der skulle styre det, for Selma var godt klar over, at det ville ende i en katastrofe. 

Selma tørrede sveden af panden. Det gav en tyk stribe af glinsende sved på hendes underarm, som hun ville til at tørre af i de bukser, hun ikke havde på. Bikini var måske ikke det mest praktiske at erstatte et tag i, men det var de koldeste, hun havde med. Den sidste rådne bjælke var kommet ned til Selma og resten af gruppen, der stod nede ved foden af huset. Hun var en af dem, der tog imod træet. Nogle andre sørgede for, at ingen kom til skade, mens nogle andre huggede træet i stykker og lagde det i kurve, som kom ind i den ene hytte, der stod lidt i midten af husene, der var tænkt til opbevaring. To personer kom med en af de nye bjælker, der var lavet af let træ. De gav dem til Selma, Kara, Remigio, som var fra Italien, og drengen med den fede amerikanske accent, der hed Casen, som først blev overraskede over, hvor tungt træet egentlig var. De havde regnet med, at det var lettere, fordi det jo var let. Med nød og næppe fik de træet op. De kunne kun lige få det op, og selv den mindste af dem var ti centimeter højere end den højeste indfødte. 

Først da solen var vandret over på den anden side af himlen, var det blevet tid til at få lagt palmebladene. Dem, der havde hugget det gamle træ til brænde, var gået ud for at finde blade, og de var hurtigt kommet tilbage med en masse. Det viste sig dog, at det var langt fra nok. En af de indfødte viste dem, hvordan de skulle sætte bladene på, så de holdt. Det var en rimelig simpel teknik, men det fik bladene til at holde i lang tid. Den ene bunke af blade efter den anden, kastede de op til folkene på taget. En enkelt gang holdt de en pause for at få noget at spise og drikke, men ellers knoklede de bare på time efter time.
"Done!" råbte den eneste pige på taget. Hun holdt hænderne i luften og så lykkeligt rundt. Ingen af dem forstod helt, at de lige havde lavet et tag, indtil en af dem hujede højt. Personen blev med det samme bakket op af et kor af alle unges stemmer, der blandede sig til en blanding af deres stemmer. 

Hurtigt ryddede de op efter sig selv. Devan gav dem en klap på skulderen og forsikrede dem, at de ikke skulle lave særlig meget de næste dage, men de vidste alle lige godt, at han sikkert skulle finde på noget. Samme sekund de havde fået fri fra dagens arbejde, var alle styrtet ned mod stranden. De sidste timer havde de kun snakket om at blive dyppet i det varme vand og blive vasket. Nu løb de derned, og Selma kunne snart mærke vandet plaske op ad hende. En eller anden ramte hende med noget vand i nakken, og hun skreg af forskrækkelse. Hun vendte sig hurtigt om og kastede en masse vand i Casens ansigt, der fortrak sig i en forfærdelig grimasse, inden han begyndte en primitiv vandkamp. Begge to blev klaskvåde. Selma blev flere gange overrakset over, hvor fantastisk vandet føltes mod hendes trætte krop, der bare trængte til et godt bad. Efterhånden stoppede vandkampen, og de smed sig i vandet. Selma dykkede ind under vandet med lukkede øjne og oppustede kinder. Under vandet rystede hun det lange, gennemsvedte hår. Følelsen af vand på hovedbunden gav hende gåsehud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...