4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1603Visninger
AA

4. 3. december: Kvinden

Han dumpende hårdt ned på sofaen af det mørkegrå, ru stof. Det var den dyreste, man kunne få i den dyreste møbelforretning. Det eneste lys i den store lejlighed var det, der stod og brændte ved siden af ham. En dyr lampe bestående af en minkvase med en lampeskærm af silke. Der var helt stille omkring ham. Fra soveværelset kunne han høre sin kones dybe åndedræt. Det var sikkert timer siden, hun var gået i seng. Eller det håbede han i hvert fald for hende, for klokken var tre om natten. Med et suk rejste han sig op. Sofaen knirkede en smule, og gulvbrædderne gav en smule efter under hans vægt. Han fik slæbt sig ind på badeværelset og betragtede det sammen sunkne ansigt i spejlet. Der var ikke meget tilbage af den mand, der engang stod og knejsende bag sin smukke kone. Hun var forblevet smuk. Kun han var ved at bøje sig under vægten af arbejde og samtidig beholde et almindeligt familieliv.

Så snart han havde børstet de skinnende hvide tænder, listede han ind på soveværelset. Engang havde hun altid lagt lidt vågen og ventet på ham. Så havde han altid fået et kys og knus af hende. Nogle gange havde hun også fortalt ham, hvor meget hun elskede ham. Han havde altid gengældt hendes kærlighed. En aften vågnede hun ikke. Heller ikke den næste aften. Hun sagde ikke noget om det, og derfor tænkte han ikke nærmere over det. Klokken var halv fire, da han fik lagt brillerne på natbordet og lagde dynen tæt om sig.

Men han kunne ikke sove. Han tænkte hele tiden på, hvordan de samme morgen havde haft et skænderi. Eller det var jo ikke samme morgen, for det var blevet 3. december i mellemtiden, men 2. december havde de haft deres første skænderi nogensinde. Hun havde råbt op om, at han aldrig havde tid til andet end arbejde. Han havde sagt, at hvis hun bare ville være der, når han var der, så ville alting være anderledes. De havde råbt af hinanden, indtil hun skulle på arbejde. Der smækkede hun døren hårdt, så vinduerne rystede. Underboen havde klaget til viseværten, og han havde været nødt til at forklare, hvad der var sket. Det havde været en pinlig opgave, men han var nødt til at rydde op efter hende.

Om morgenen var hun stille. Stille inden stormen kom. Det var han udmærket klar over. Hvorfor skulle hun ellers være stille? Alexander stod op nogle timer efter hende, så de lige havde en halv time sammen. Normalt stod der en dampende kop kaffe klar til ham, men denne morgen dampede den ikke. Denne morgen sagde hun ikke et ord. Han startede ikke en samtale. Hvis hun ville tale, så talte hun, og hvis hun ikke var i humør til det, så holdt hun mund. Uden videre at sige noget, gik hun ud i gangen, tog sin pelsjakke på og smækkede døren efter sig. Efterladt for sig selv sad han der i køkkenet på sin eneste fridag i måneder. Ham besluttede sig for at blive hjemme. For en gang skyld. Han forvrængede ansigtet og så med foragt på sin kaffe. Med et støn rejste han sig op og hældte kaffen i den hvide vask. Med et enkelt skyl var resterne af kaffen væk. Forsigtigt så han ned i koppen. I bunden lå den foragtelig grums, som hun godt vidste, han hadede.

Det var første advent. Traditionen tro startede det store julemarked på torvet. Hans nysgerrighed var blevet vækket, og han tog sit tykkeste overtøj på, inden han gik ud af døren. Den ene af de to biler var væk. Læderet fra den dyre Mercedes kælede for hans røv. En følelse, som han elskede. Der var ikke mere end ti minutter i bilen til centrum af byen, hvor markedet lå, men han kørte kun i fem minutter. Selvom han hadede at gå langt, måtte han indse, at han hellere ville parkere i et sikret parkeringshus end på den åbne gade, hvor han i en halv time skulle lede efter en ledig parkeringsplads.

Markedet var fyldt op til randen. Folk stødte ind i ham, og snart begyndte hans tæer at blive kolde. Sammen med temperaturen af hans fødder faldt hans humør. I løbet af en halv time havde han lugtet nok friture, set nok grimme smykker og lugtet nok billig, varm vin med lidt krydderier i, som nogen tillod sig selv at kalde gløgg. Hans kørte hurtigst muligt hjem. Varmen fra bilen brændte behageligt i hans fingre, og så snart han trådte ind ad døren, så han ind i sin kones grønne øjne, som han så ofte havde forvildet sig i. Han smilte til hende, men hun så bare på ham med et koldt blik. Så vendte hun sig om og gik ind på sit kontor. Lyden fra de høje hæle larmede med gulvet, og han smed sig på sofaen. Dér lå han det meste af dagen. Aftenmåltidet spiste de sammen i stilhed, så de kunne høre den skrabende lyd af metal mod porcelæn igen og igen. Denne aften var det Alexanders tur til at ligge alene i sengen. Han anede ikke, hvor hun var, men et sted måtte hun være. En smule urolig lagde han sig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...