4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1575Visninger
AA

15. 14. december: Hjælp

Torsdag. Ti dage til jul. Om ti dage ville mor sikkert lave en scene om, hvor fantastisk far havde været, og hvor meget hun savnede ham. Elias' hoved dunkede i takt med hans hjerte, hvilket var hurtigt. Verden svømmede rundt for ham, men der var ikke meget at se. Siden de boede i forstaden, var kun hver anden lygtepæl tændt. En af dem, der var slukkede, stod lige uden for hans vindue. Det badede hans værelse i et lille skær af lys, der ikke var nok til at give ham mulighed for at se noget. Nogle gange blinkede han med øjnene, og kvalmen aftog sammen med den svømmende verden, men hovedpinen lagde sig i hans pande og lige ved grænsen mellem hovedet og nakken.

Morgenmaden sprang han over, og mor så på ham med et bekymret blik.
"Vil du ikke nok spise bare lidt?" spurgte hun forsigtigt. Hendes stemme var svag, og hun var stadig i nattøj, selvom hun havde været oppe i flere timer. Det var helt anderledes en måned forinden, hvor hun stod op klokken seks hver morgen og klædte sig pænt på. Hun var altid klædt pænt på. Dengang. Far lagde altid sine hænder på hendes talje og fortalte hende, hvor smuk hun var.
"Du ville også se godt ud i en brugt kartoffelsæk," sagde han altid og kyssede han med et smil. Elias havde beundret deres kærlighed til hinanden, så længe han kunne huske tilbage. Han havde altid tænkt, at sådan et forhold ville han også gerne have en dag.
"Du skal behandle en kvinde, som var hun et råt æg: Du skal være forsigtig og kærlig, og du må ikke løbe for hurtig med hende, for så går hun i stykker, og hun vil ikke længere være sammen med dig," forklarede far ham altid. "Sådan skal man behandle enhver person. Det fortjener alle nemlig."
Far var den blideste person, der nogensinde havde gået på Jorden.

Elias rystede på hovedet. Hans stemme var ikke klar til at sige en lyd. Han stod i gangen og med foden på første trin af trappen, da mor stoppede ham ved at lægge en hånd på hans skulder. Med en hurtig bevægelse fejede han hendes hånd af hans skulder, men hun plantede igen hånden på hans skulder og holdt hårdt fast.
"Vi er nødt til at tale sammen." Hendes stemme var fast, og selvom den kun hang i en tynd tråd, kunne han høre alvoren i den. Opgivende gik stillede han foden nede på gulvet igen og fulgte efter hende. Så ville der ikke lige blive tid til at skrive lidt med Esther. En smule frustreret satte han sig på køkkenstolen over for mor og så hende direkte i øjnene.
"Du har forandret dig," startede hun ud. Allerede på det tidspunkt begyndte han med at sukke og rulle øjne. Han lænede sig endnu mere tilbage i stolen og lagde armene over kors. "Og du er kommet i selskab ... der ikke er det bedste."
Hendes stemme var ved at krakelere. Elias bevægede ikke en eneste muskel ud over at synke en lille klump, der kontribuerede til den voksende sten i hans mave, som havde lagt der siden slutningen af november. 
"Og jeg har lagt mærke til, at du er begyndt at ryge." Sveden piblede frem på hans håndflader, og hans hjerte begyndte at banke lidt hurtigere. "Jeg vil bare gerne have dig tilbage. Det her er ikke nemt ... det ved jeg. Men vi skal gå gennem det her ... sammen ... som familie."
"Du siger fandme det samme pis som de gør i de elendige Hollywoodfilm. Bare tag derhen og skriv en af dem." Elias rejste sig med en kraftfuld bevægelse op, der overraskede mor. "Du har tydelig talent for at lave stereotype-filmene."
Ordene spyttede han næsten i hovedet på hende og trampede ind i gangen, tog sin jakke på og tog tasken på skulderen, inden han proppede sine nøgler i jakkelommen og gik ud i det sjap, der var tilbage af sneen, som gjorde hans fødder våde på få minutter.

ESTHER: Laver?

ELIAS: Skrider fra min mor. Dig?

ESTHER: Hvorfor?

ELIAS: Hun er en kraftidiot.

ESTHER: Hvorfor?

ELIAS: Kan du ikke lade være med at udfritte mig?

ESTHER: Undskyld ...

ESTHER: Har du brug for noget?

ESTHER: Et kram? Et godt råd?

ELIAS: Ingenting.

ESTHER: Virkelig?

ESTHER: Du virker som en, der godt kunne trænge til lidt hjælp.

ELIAS: Jeg har ikke brug for hjælp!

ESTHER: Hvad er der sket?

ELIAS: Ikke noget hele byen skal vide.

ESTHER: Jeg er ikke hele byen.

ESTHER: Jeg kan sagtens holde på hemmeligheder.

ELIAS: Stoler ikke på det.

ESTHER: Sikker? For har ikke fortalt nogen, at jeg godt ved, at du er lun på mig.

ELIAS: Hvorfor skulle jeg være det? Du er som alle andre.

ESTHER: Der er bare nogle ting, kvinder opfanger, som mænd ikke opdager.

ESTHER: Og jeg kan mærke, at du har brug for støtte, men du er bange for at sige det.

ESTHER: Nok fordi man ikke er "mandlig", når man har brug for hjælp.

ESTHER: Synes faktisk, det er ret sexet, når mænd tør tale om deres følelser.

ELIAS: Okay ...

ELIAS: Du må ikke sige det her til NOGEN!

ELIAS: Forstået?

ESTHER: Holder mund. Ingen får det at vide. Ikke engang min hund.

ELIAS: Min far døde for nylig. Og han var mit største forbillede. Ved ikke, om livet er det værd uden ham.

ESTHER: Nu føles det sikkert ikke sådan, men på et tidspunkt vil du opdage, at der er så mange andre ting at leve for. Jeg kondolerer <3

ELIAS: For fucks sake! Kan ikke engang huske hans stemme ordentligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...