4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1598Visninger
AA

11. 10. december: Alberte

For fjerde gang kørte han hånden gennem håret. Det var en smule fedtet og fugtigt af sved. Hans hud var klistret, og flere steder sad der små stumper glimmer, så han lignede en diskokugle i det dæmpede lys. Det knirkede bag ham, og han vendte sig. Læberne fortrak sig i et lumsk smil.
"Det har sneet," sagde hun med en forførende stemme. Hun så ud, men han fjernede ikke sine øjne fra hende.
"Ikke kun udenfor," svarede han og smed sig lige ved siden af hende og lagde hånden på hendes talje. Det føltes næsten som om, der var skabt en plads til hans hånd lige der.
Hun lo og lod hånden glide gennem hans hår og puttede sit hoved tættere ind mod hans. "Jeg kan godt lide din humor."
Han kunne ikke undgå at smile ad komplimentet, og hun kyssede ham forsigtigt på læberne. Uden tøven trak han hende tættere ind til sig og kyssede hende hårdt. Igen lo hun. Noget rørte sig i hans krop.
"Elias, altså," sagde hun med et bredt smil. "Skal jeg finde noget at spise?"
Elias nikkede og så efter hende, da hun gik ud af hendes lille værelse. Det var utroligt, at sengen passede derind, for meget andet passede ikke ind. Skabet stod i et andet rum, hvilket gav plads til et spejl og et lille sminkebord. Han kunne tydeligt høre hendes bare fødder gennem det lille forstadshus. Selvom huset ikke var det varmeste, ville han ikke tage noget på. Friheden nød han mere end noget andet. 
Hun stod i køkkenet og klaskede noget pålæg på noget brød, hun havde fundet frem. Hendes ansigt lyste op i et smil, da hun så op. Så rakte hun ham et tæppe, der hang hen over sofaen.
”Vi har trods alt naboer,” begrundede hun det med. Maden puttede hun på en bakke og stillede bakken på sofabordet. Hun smed sig på sofaen, og Elias fulgte en smule usikkert efter. ”Der er fest i aften. Vil du med?”
”Selvfølgelig,” svarede han hurtigt og med så meget selvtillid som muligt. Hvad havde han dog gjort? Tanken begyndte at fise rundt i hans hoved, men han skubbede den langt væk. Hun smilede med stor selvtillid til ham, og lige i det sekund tvivlede han på, hvor gammel hun rigtig var. Med sikkerhed gik hun på gymnasiet. Det kunne ikke være anderledes på nogen måde. Han smilede tilbage, og hun kyssede ham, indtil han følte sig genopladt med snurrende energi i hele kroppen.
"Du kan bedre lide Esther, ikk'?" spurgte hun bagefter. Der var ikke et spor af skuffelse over hendes ansigt. "Jeg kan også bedre lide hende."
Hun smilede kækt, og uden at sige noget lænede Elias sig ind mod hende igen og kyssede hende. Snart var de begge svøbt i varme.

Den søndag tog han slet ikke hjem. Han var bare hos Alberte hele dagen. Hendes forældre kom slet ikke hjem, og de kiggede på, hvordan årets første sne var begyndt at lægge sig på jorden.
"Endelig. Så kan man lave noget i julen," sagde hun flere gange og kyssede ham. Hver eneste gang begyndte det at snurre i hans krop, og det begyndte at snurre endnu mere, når han så på billedet af Alberte og Esther sammen, der hang på billedvæggen.
"Hun er en gud," rablede Alberte om hende mange gange.
"Ikke så meget som dig," svarede Elias hver gang for at undgå at såre Alberte. Noget hjerte måtte der da være bag Ralph Lauren trøjen. Der var en plet på brystet, der lugtede af alkohol. De grinede bare af det, indtil Alberte trak trøjen af ham og proppede den i vaskemaskinen.
"Det skal sgu nok gå," sagde hun og åbnede vinduet, så den kolde luft strømmede ud. Fra entréen hentede hun en pakke og rakte en til Elias, der allerede slappede af ved synet. Han mumlede et kort tak, inden han modtog en pakke tændstikker.
"De andre ved det ikke ... " Hun holdte en pause for at puste røg ud i luften. "men jeg foretrækker den klassiske måde. Jeg føler mig helt ædel med tændstikker. Det er bare ikke særlig praktisk i vind og vejr."
Hun grinede hæst, og Elias fulgte med. Han var uøvet og begyndte at hoste, men han skjulte det i at grine endnu mere. 
"Jeg har også prøvet at få fat i en cigaretholder, ligesom de brugte i gamle dage." Endnu engang holdt hun en pause. Melankolsk så hun udenfor, hvor børn var begyndt at danse i sneen og de begyndende mørke. "Og de er goddamn svære at få fat i."
Igen grinede hun hæst, og Elias fulgte med.

En halv time senere ankom de til den lidt nedslidte bygning. De blev ledt ind, da Alberte hviskede noget til dørmanden, der havde forklædt sig som ryger i natten. Indenfor var lyset dæmpet, og de gik ned ad en stejl trappe, som Elias kunne huske fra de andre gange, de havde været der. Alberte oplyste ham om, at de snart ville skifte lokale.
"Illegale fester i herreløse bygninger er ikke nemme at holde samme sted i mere end en uge. Politiet er sgu for snu."
Bassen dunkede i lunger og ører, og der blev allerede svedt. 
"Det er anden søndag i advent," sagde bartenderen, da Elias lagde pengene på bordet. "Alt på huset."
Elias lagde pengene tilbage i sin lomme og tog det høje glas, der indeholdt meget lidt væske. Så længe der var lidt alkohol i, så skulle han nok få druknet sine sorger. I det mindste ville han være en del af gruppen så.

Klokken var omkring midnat, da han begav sig op alene og ud i kulden. Trøjen var helt tør, men han havde på fornemmelsen, at han i løbet af natten ville spilde på den. Det var også ligemeget. Han havde lige tændt sin smøg, inden han blev forstyrret.
"Deler du?" spurgte en mand med rystende stemme. Han sad på jorden og rystede. Kun iført lidt almindeligt overtøj, der så alt for dyrt ud til en hjemløs og et tykt tæppe, sad han på jorden med klaprende tænder.
"Med en bums?" Elias fnøs og blev et splitsekund bange for sit nye jeg. "Hvorfor dog?"
"Fordi jeg ikke er hjemløs!" forsvarede manden sig.
"Nå, så det er du ikke? Hvorfor sidder du så på gaden midt om natten uden tag over hovedet?" spurgte Elias hånligt og så ned på ham.
"Min kone har smidt mig ud." Manden lød desperat. "Deler du ikke nok?"
Elias fnøs, så røgen kom ud gennem næsen på ham. "Næ."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...