4 Vidundere I Julen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Elias Skou er 15 og har lige mistet sin højt elskede far.
Selma Gregersen er fanget på en ø, som hun ikke kan komme af inden nytår.
Christa Mørk har en uge at leve i.
Alexander Fischer er blevet smidt ud af huset af sin kone og hjemløs på decembers koldeste nat.
Alle har deres problemer at tænke på i den smukke juletid. På mærkelig vis hænger disse familiers historier sammen, selvom ingen af dem har mødt hinanden inden den 1. december.
//Deltager i julekonkurrencen med valgmulighed 4 og et forsøg på en julekalender ;)//

10Likes
12Kommentarer
1638Visninger
AA

2. 1. december: Paradisøen

"Mor, jeg skal nok komme hjem. De har sat vores ankomst til 8. januar. Ja, ja, ja. Elsker også dig. Hils derhjemme," sagde hun med træt stemme og trykkede på knappen lige til højre for den runde knap. Den forældede Nokia rakte hun til den venlige indfødte, der havde været så venlig at låne hende hans telefon. Med simpel engelsk takkede hun ham, og han svarede med nogle få gebrokne ord engelsk. Solen bagte ned på hende, og hun kunne ikke tro, at de gik rundt i tykke vinterfrakker hjemme i Danmark. Hun kunne heller ikke tro, at det var blevet første december. Hendes hjerne var indstillet på sommer, ligesom hendes rejsekammeraters hjerner var. 
"Hvad sagde de?"
"De savner mig og sådan. Og at de er kede af, at jeg ikke kan være hjemme over julen. Det kommer nok til at tære hårdest på min farmor. Hun har glædet sig siden oktober til, at vi skulle holde jul sammen, og at hun ville se mig der igen."
Kara slog blikket ned på det bløde, hvide sand, de stod på. Paradisøen, havde Selma kaldt den, da hun lige var taget afsted. Hun ville stadig kalde den det, for den var virkelig paradis. Selvfølgelig medmindre man foretrak en hvid jul. 
"Der var heller ikke nogen af os, der havde regnet med, at vi først er hjemme næste år," sagde hun en smule dystert. Den lyshårede pige vendte sig om og så på de andre, der både badede og spillede beachvolley. Gennem ugerne på øen, havde hun lært så meget. En af tingene var beachvolley, og det var næsten det eneste, de gjorde hele dagen, når de ikke hjalp til på øen. Da Selma først så Kara i Kastrup Lufthavn, havde hun instinktivt tænkt, at hun sikkert var en af de snobbede piger med de blomstrede solbriller, det lyse, glatte hår, der hang til der, hvor ens BH normalt hægtes sammen i ryggen. Selma kunne ikke tro sine egne øjne, da de, efter at have sat i samme fly i nogle timer, holdt de samme papirer i hånden og stod samme sted og ventede. Med det samme havde de to piger fundet sammen. De var de eneste danskere, så det var ikke ligefrem mærkeligt, at de to holdt sammen. Gennem ugerne havde begge to fået lysere hår og mørkere hud. Specielt Kara var gået fra hud, der var lysere end hendes hår, til at hendes hud var en sund farve af, at hun havde været i solen hele dagen i to måneder, mens hendes hår var blevet næsten hvidt.
"Volley?" spurgte Selma, og de havde med det samme glemt deres sorger, da de løb gennem sandet, der kildede mellem de lysebrune tæer.
"They are in our team!" sagde en af drengene med en fed amerikansk accent.
"That's not fair!" svarede en af pigerne, der vist kom fra grækenland. Hun havde i hvert fald den olivenbrune hud og mørke hår sammen med de mørkebrune øjne. De fleste talte ikke om deres baggrund andet end, hvor de kom fra. Intet med at snakke om sin familie eller venner hjemmefra. De var på paradisøen, og de skulle bare have det sjovt, mens de hjalp til på en lille ø, der primært var befolket af ældre mennesker. Månederne var gået hurtigt, og de havde egentlig regnet med at kunne tage hjem i første uge af december, men de havde pludselig fået at vide, at de først ville være hjemme i januar. 

De spillede volley indtil solnedgangen begyndte, hvor de, som næsten hver aften, hoppede i vandet, der lignede, at det brændte i et stort flammehav og var blevet et med himlen, hvor flammerne slikkede op ad. Først når skumringen var faldet på, begyndte man at spise i den lille landsby, der var den eneste bebyggelse på øen ud over de hytter, som de unge blev sat ind i. 
"Food's ready!" råbte en af pigerne, der også havde en tyk amerikansk accent, men det var ikke helt den samme. Alle sammen skyndte sig op til maden. Ud over morgenmad og aftensmad var der ingen mad, hvis man ikke selv fandt den, og selvom de havde været på øen et par måneder, så havde de stadig ikke vænnet sig til den mad, de kunne hente i den lille jungle. For Selma havde det også noget at gøre med hendes angst for slanger, men det var ikke noget, de talte om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...