Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7288Visninger
AA

16. "You Were Soultmates"

 Harrys synsvinkel d. 14. december 2016 

Vi havde begge såret hinanden. Zoey og jeg. Men alligevel følte jeg, at hun havde såret mig mere. Det var to dumme ting, som vi havde gjort, og måske kunne vi have løst det hele, hvis vi var i nærheden af hinanden, men når vi var godt og vel 4 timer fra hinanden, kunne det bare ikke fungere. Og hvis vi blev ved med at såre hinanden på denne måde... Vi ødelagde hinanden. Det var derfor, at det var nødt til at ende.

Jeg havde aflyst mit kaffe møde med Patricia i går, da jeg ikke følte for at snakke med nogen - og Niall havde taget min aftenvagt nede på Hayesville baren.

Mit blik sad fast på det tomme papir, som var foran mig. Jeg prøvede at formulere mine følelser på papiret, så det kunne ende ud med at blive en sang. Men det virkede ikke helt. Jeg sukkede håbløst efter at have skrevet en sætning, der ikke fungerede. Jeg krummede papiret sammen og smed det over skulderen på mig.

Julen var bestemt ikke god i år. Selvom var det et mirakel, at jeg havde fået min sang i sammen, men det havde samtidig kostet mig Zoey. Og jeg havde stadig nogle valg, der skulle truffes. Om jeg ville det eller ej, så nærmede fristen sig at søge ind på college. Jeg vidste bare ikke hvilket college, at det skulle være. Jeg var sikker på, at det skulle være college, men hvilket et? Jeg anede det ikke og ønskede, at Hollie var her til at hjælpe mig.

Jeg rakte ud efter college brochurerne. Der var brochurer fra et college i New York, New Orleans, Chigago, Albuquerque og Vanderbilt. Alle steder der var pokkers langt væk fra Hayesville. Jeg vidste ikke hvorfor, at jeg havde kigget på colleger, der lagde så langt væk, men det virkede rigtigt for mig at komme lidt væk fra Hayesville. Men det blev formentlig ikke Vanderbilt, som jeg skulle på, siden det var der, at Zoey gik. Det var ellers et ret godt college, som satte fokus på blandt andet sang.

Der gik kun et par få minutter før, at jeg smed brochurene fra mig. Det måtte jeg tage stilling til en anden dag.

Niall kom gående ind af døren og kiggede på brochurene, som jeg havde smit på gulvet. Han samlede dem op og kiggede dem lidt igennem. "Hvilket et bliver det?" spurgte han om og kiggede på mig med et spørgende blik. Jeg trak dog bare på skuldrene, for jeg anede det ikke. "Er du stadig ked af det med Zoey?" spurgte han om.

Jeg sukkede. Jeg havde ikke brug for at have den her samtale lige nu. "Kan vi ikke snakke om noget andet?"

Men det virkede ikke til, at Niall ville lade samtalen være. "Harry, jeg ved, hvor meget hun betød for dig, okay? Du må være ved at gå ud af dit gode skind lige nu," sagde han med et medfølende blik i øjnene. Han var oprigtigt ked af det på mine vegne. Men jeg kunne ikke brug det til noget.

"Niall, det er ikke dit problem det her, så jeg ville sætte pris på, at du ikke blandede dig. Tak," sagde jeg og sendte ham et ironiskt smil.

"Glem det, Harry. Jeg kan ikke se forbi det her. Jeg kan ikke lukke øjnene imens, at du er i så meget smerte. Jeg har gjort det før, men jeg gør det ikke igen," sagde han og lagde armene over kors. 

Jeg kiggede på ham med et håbløst blik. "Hvad skal jeg sige Niall? At jeg har det af helvedes til? Ja. Det har jeg. Zoey var mit livs kærlighed, men når vi gang på gang sårer hinanden? Det fungerer ikke," sagde jeg frustreret.

"Jeg forstår det godt, det gør jeg virkelig. Men vil du virkelig bare smide dit forhold væk, fordi hun kyssede en anden, og du indspillede en sang med en anden end hende? I sårer jo hinanden, fordi I er tåbelige. Det er af latterlige grunde og I gør problemet hundrede gange større, end hvad det egentlig er. Har I aldrig høret om ordet forgivelse?" spurgte han og hævede sin stemme. Jeg vidste ikke hvorfor, at han var så interesseret i det her. Hvorfor skulle han absolut blande sig.

"Det er ikke dit forhold, Niall. Du aner ikke, hvordan det er," sagde jeg og kiggede ned i gulvet. "Jeg ved godt, at vi var på en pause og hun havde ret til at gøre det. Være sammen med en anden, men..." Jeg kunne ikke færdiggøre min sætning. "Har du nogen idé om, hvor ondt det gør? At vide, at den man elsker, er sammen med en anden?"

Niall sukkede og kiggede på mig. "Tror du ikke, at jeg ved det, Harry? Jeg var forelsket i Zoey. Det knuste mit hjerte," sagde han. Det var første gang, at han havde sagt det højt. At jeg havde såret ham. Jeg kiggede på ham med et undskyldende blik. "Men du kan gøre, hvad jeg ikke gjorde dengang. Kæmp for hende. For ellers ender du med at miste hende fuldkommen."

Jeg stod ved en skillevej. Jeg var vred på Zoey, men samtdig ønskede jeg heller ikke at miste hende for evigt. Jeg kunne ikke miste, hvad jeg følede på hende. Det var umuligt.

"Den kærlighed I har sammen... I er soulmates. Det tog mig lang tid at indse. Og jeg ville ikke i første gang indrømme det for mig selv. Men du er bedre med hende, Harry. Bedre end nogen anden nogensinde ville være. Bedre end jeg ville være sammen med hende. Det er ikke kønt, men giv ikke op på hende, Harry," sagde Niall og overtalte mig. Han havde ret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...