Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7247Visninger
AA

3. "You Were Never Gone"

 Harrys synsvinkel d. 1. december 2016 

Nøglerne blev placeret i døren og med et drej blev døren låst op. Selvom det var aldeles tomt på Hayesville baren, så var der alligevel en yderst levende atmosfære. Julepynten, der var blevet sat op hist og pist, hjalp selvfølgelig også på stemningen. Men fornemmelsen helt nede i fingrene, kunne ikke beskrives. Det var fornemmelsen af, at store sangere havde spillet her. Sangere som Garth Brooks, Travis Tritt og her Kenny Chesney havde spillet her i sin tid. Det var her, man kunne skabe en fremtid - hvis man selvfølgelig fik lov til at stå på scenen foran de mange pladeselskabsproducerer, der af og til dukkede op.

Jeg skruede op for radioen og smilede, da Footloose spillede højlydt. Og derefter begav jeg mig syngende til at stille alle stolene på bordene ned på gulvet. "Now I gotta cut loose. Footloose, kick off the Sunday shoes," sang jeg højlydt med og forsatte mit arbejde. 

En hånd blev lagt på min skulder og jeg hoppede næsten af forskrækkelse. Jeg vendte mig om og blev mødt af et velkendt ansigt. "Niall! Hvad laver du her?" spurgte jeg af begejstring og smed mine arme om ham i et kort kram.

"Nogle må jo holde øje med byen ind i mellem, når du gemmer dig hernede," sagde han med et lille smil på læberne og kiggede rundt i lokalet. "Jeg troede, du ville være på college nu." Blikket i hans øjne kendte jeg for godt: Han var tydeligvis ikke tilfreds.

Jeg trak dog bare lidt på skuldrene og undgik elegant spørgsmålet. "Hvad bringer dig helt præcist til byen? Har du ikke eksamen? College-ting?" Hans blik undgik mit, da jeg stillede ham spørgsmålet. 

"College var aldrig min ting. Jeg opdagede det bare et par måneder for sent," sagde han i en yderst ligegyldig tone og hoppede samtidig op på scenen. "Tror du ikke, jeg ville passe godt heroppe?" grinede han og greb en mikrofon.

"Hvis du dog bare kunne synge," sagde jeg og grinede med ham. 

Han trak en lille mime og lod som om, at han sang. "Du har aldrig hørt mig synge, makker. Kun til Footloose, og det gælder ikke," bestemte han. "Men på en mere seriøs note. Tror du, de mangler folk hernede?"

Jeg blev en smule overrasket over hans henvendelse, men kun på en absolut positiv måde. "Du kan udfylde en ansøgning. Jeg skal nok lægge et kort ord ind for dig," lovede jeg. "Men du kan allerede begynde at hjælpe mig nu med stolene," foreslog jeg og begyndte igen med at tage stolene ned fra bordene.

I løbet af en lille time var baren klar til at blive åbnet, og Niall havde hjulpet vældig godt til.

"Hvordan går det med Zoey?" spurgte han lidt henkast og meget forsigtig. Han havde åbenbart fornemmelsen af, at alt ikke var som et paradis i mellem os.

Jeg fangede hans blik, men endte med at trække lidt på skuldrene. "Vi er stadig sammen, hvis det er dét, du spørger om," svarede jeg og placerede mig på en stol. "Men det er ikke meget, vi får snakket sammen. Du ved... hun får nye venner stort set hver dag. College holder hende travlt."

Niall nikkede langsomt. "Langdistance er næppe nemt," sagde han med en medfølende stemme. Jeg nikkede bare og skubbede tankerne om Zoey lidt væk. Jeg var ikke god til at snakke om hende. Savnet meldte sig straks.

"Hollie kommer hjem i dag på forlænget weekend," sagde Niall pludselig og forsøgte at skifte emne.

"Meyers?" spurgte jeg om og han nikkede. Jeg smilede lidt ved tanken af, at Hollie kom på besøg. Vi havde holdt kontakten vedlige siden High School. Hun var en af de gode. "Det vil jeg glæde mig til."

* * *

Aftenen var forrygende. Livet i baren var pulsende og folk hyggede sig gevaldigt. Om ikke så længe ville en ny gæst synge og det var altid det bedste tidspunkt på aftenen. Selvom pengene var små og toilet-opgaverne ikke altid var det fedeste, så hadede jeg tvært imod mit job.

Niall kom gående med Hollie, og jeg smilede stort og samtidig stillede jeg bakken med glas fra mig. "Hollie!" udbrød jeg begejstret og gav hende et kram. Hendes smil var kæmpe og de blå øjne stod klart.

"Længe siden Styles," grinede hun og kiggede rundt. "Det er virkelig ikke slemt sted at arbejde det her," sagde hun og vendte blikket tilbage på mig. 

"Hvordan står det til på Havard?" spurgte jeg om med et nysgerrigt blik.

Hun trak lidt på skuldrene. "Du ved, bøger og sådan," sagde hun for at få det til at lyde kedeligt, selvom hendes øjne lyste. Man kunne se, at hun elskede det. Derfor lagde jeg hovedet lidt på skrå og kiggede på hende en ekstra gang. "Årh, du kender mig for godt. Selvfølgelig elsker jeg det! Det er et vidunder, at Niall fik slæbt mig herhen, for jeg ville egentlig gerne bruge tiden på at læse. Men da han nævnte dit navn, så var jeg solgt."

Jeg grinede lidt af hende og glædede mig samtidig på hendes vegne. "Bare lyt til musikken, så bliver du solgt. Det hele er autentisk og bare... nyd det. Jeg skal lige tømme bordene for tomme glas, men jeg har fri omkring 21.00-tiden? Skal vi hænge ud bagefter?" spurgte jeg om og tog igen bakken i hånden.

Hollie nikkede hurtigt og forsvandt ud i mængden for at finde et bord sammen med Niall. Jeg tog runden omkring alle borde og tog de tomme glas på bakken, hvorefter jeg forsvandt ud i køkkenet med dem. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Patricia havde mødt ind og jeg smilede hurtigt til hende.

"Er der travlt derude?" spurgte hun om, og jeg nikkede hurtigt.

"Når Blake Shelton kommer er der altid travlt," svarede jeg med et lille smil. Og stillede bakken med de tomme glas over ved siden af opvaskemaskine. Jeg tog en ny bakke og begyndte at gå ud mod baren igen, og Patricia fulgte efter.

"En skønne dag Styles, så bliver du hovednavnet i stedet for ham. Tro mig," forsikrede hun, men rullede blot på øjnene af hende. Jeg gik i retningen af nogle borde, men blev stoppet af mig selv, da jeg så en bekendt skikkelse i døren. Hun var i færd med at trække sin jakke af og foldede den bagefter i hendes arme. 

Jeg trådte et par skridt videre mod hende og et lille dæmpet smil fandt sted. "Zoey?"

Ved at sige hendes navn, fangede jeg hendes øjenkontakt. Mit smil blev gengældt. "Jeg håber ikke, at jeg kommer på et dårligt tidspunkt," sagde hun med en yderst forsigtig stemme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...