Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7233Visninger
AA

9. "Without You"

 Harrys synsvinkel d. 7. december 2016 

Jeg havde aldrig været mere i tvivl. Og hvordan skulle jeg regne ud, hvad jeg skulle gøre? Produceren, der gav mig hans kort, forventede jeg ville ringe. Men hvordan skulle jeg ringe, når jeg var så forbandet i tvivl?

Niall kom gående ind i stuen, hvor jeg sad. Vi havde igen tilbragt formiddagen hjemme hos mig. "Du ser presset ud," sagde han, og jeg nikkede ivrigt.

"Det er min drøm. At lave mit eget album," sagde jeg stensikkert. Det var det eneste, jeg var sikker på. At jeg ville give min musik videre. Men problemet var... at jeg ikke rigtig havde noget musik. Det eneste, jeg havde, var en sang, jeg skrev med Zoey i sommerferien. 

"Men hvad? Harry, det er en enestående mulighed. Du er dum, hvis du ikke bruger den." Jeg vidste, at Niall havde ret. Kun en tåbe ville ikke tage imod denne her chance. Flere tusinde ville sikkert ønske at stå i mine sko. Jeg var bare på det rette tidspunkt det rette sted. Takket være Patricia.

Og på trods af, at jeg burde være hamrende glad, sukkede jeg højlydt. "Jeg ville bare ønske, at jeg kunne snakke med hende."

"Zoey?" spurgte Niall hurtigt om, og jeg nikkede. "Hun er kun et opkald væk, Harry. Bare fordi I ikke kan være sammen i forhold, betyder det vel ikke, at I ikke kan være venner?" Igen - han havde en udmærket pointe. Måske burde jeg bare lade være med at tænke over det så meget og ringe til hende. Hun ville vide, hvad jeg skulle gøre.

"Okay, jeg ringer. Til Zoey," sagde jeg tøvende og tog min mobil op af lommen. Jeg gik ud af køkkenet og stillede mig nervøst op af køkkenbordet. Ventetiden var pirrende. Da telefonen endelig blev taget, slog mit hjerte løs. Hvorfor var jeg så nervøs?

Jeg gik rundt i køkkenet, som en dreng, der første gang ringede til pigen, som han kunne lide. 

"Hey," sagde Zoey ganske afslappet. Lyden af hendes stemme fik mit hjerte til at slå langsommere igen.

"Hey Zoey. Jeg ved godt, det måske er mærkeligt, at jeg ringer ud af det blå... og er det overhovedet okay, at jeg ringer?" spurgte jeg om og et eller andet sted, så frygtede jeg svaret.

Det lød lidt som om, at hun grinte. "Harry, vi er stadig venner. Du kan ringe når som helst til mig," sagde hun, og jeg åndede lettet ud. "Hvad er på dit hjerte?"

"Jeg spillede på Hayesville baren i går. Og det gik fantastisk. Jeg har ikke sunget rigtigt siden, at jeg sang med dig," fortalte jeg og havde et kæmpe smil på mine læber. "Bagefter kom en mand fra Hayesville pladeselskab og gav mig hans nummer. Han ville gerne have, at jeg ringer til ham for at snakke om et album."

"Det er jo fantastisk, Harry! Åh, jeg vidste, at du havde det i dig." Jeg smilede stort og et eller andet sted, så vidste jeg, at hun også smilede. "Men hvad er problemet så? Hvorfor ringer du til mig lige nu og ikke ham?"

Og hun vidste selvfølgelig, at der var et eller andet galt. "Hvordan kan jeg ringe til ham, når jeg ikke har nogle sange?" Jeg kørte en hånd igennem håret af frustration. Det irriterede mig grænseløst.

"Hvad med den vi skrev i sommers? Without you? Kan den ikke bruges?"

Jeg sukkede lidt og der blev stilhed i telefonen. Selvfølgelig kunne Without You sagtens bruges. Den var smuk. Men den handlede om Zoey og jeg. Vi havde skrevet den i fællesskab. "Det er vores sang, Zoey. Det er ikke kun min," sagde jeg og hoppede op på køkkenbordet. 

"Betyder det noget? Du skrev den lige så meget, som jeg gjorde," sagde hun hurtigt. "Harry, det her er en kæmpe mulighed. Smed den ikke ud af vinduet. Lov mig det." Jeg smilede lidt af hendes ord og var glad for endelig at snakke med hende igen.

"Tror du, man skal have sin egen demo? For det har jeg heller ikke," sagde jeg og sukkede igen. Jeg havde en sær følelse i maven. På det ene side var jeg utrolig spændt, men på den anden side var jeg hamrende nervøs.

Zoey grinede lidt af mig. "Slap af, Styles. Du var født til at gøre det her. Bare ring til ham og så skal du nok finde ud af det. Det er jeg sikker på," sagde hun forsikrende. "Hør, jeg skal til time nu. Men held og lykke. Jeg tror på dig." Og med de ord lagde hun på.

Jeg sad og smilede lidt for mig selv, da Niall kom gående ind i køkkenet. 

"Jeg gætter på, at Zoey kunne hjælpe dig?" Jeg nikkede til Nialls spørgsmål og trykkede samtidig nummeret ind på Tristian Miller - fyren fra pladeselskabet - som jeg efterfølgende ringede op til. Det var nu eller aldrig.

"Hej, du snakker med Harry Styles. Jeg spillede nede på Hayesville baren i går og du bad mig om at ringe... så her er jeg," sagde jeg og mærkede, at min egen stemme rystede.

"Harry! Godt at høre fra dig," udbrød Tristian, og jeg blev lidt mindre nervøs. "Jeg har fortalt om dig til de andre på kontoret, og boy... Du kan synge. Det var et held, at jeg var der i går aftes. Det kan du takke din ven Patricia for."

Jeg rynkede med øjenbrynene, da han sagde, at det kunne jeg takke Patricia for. Stod Patricia bag alt det her? "Det må jeg huske hende at takke for," sagde jeg hurtigt.

"Jeg kan arrangere et møde i morgen klokken 12, kan det passe dig? Så kan vi eventuelt se, hvad vi har at arbejde med. Hvis du altså vil det her," sagde han, og jeg nikkede ivrigt, selvom han ikke kunne se det.

"Klokken 12 passer perfekt. Vi ses Tristian." Vi begge lagde på, og jeg kiggede over mod Niall, der smilede stort.

"Du er kommet langt knægt!" Vi begge grinede og gav hinanden et kram. Øjeblikke som disse var guldværd.

 

Sangen som Harry og Zoey skrev om sommeren:

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...