Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7254Visninger
AA

7. "Who I Am"

 Harrys synsvinkel d. 5. december 2016 

"I slog op?" råbte Niall højt, da vi sad og spillede FIFA hjemme hos mig. Niall satte spillet på pause og kiggede forvirret på mig. "Hvad mener du?" Hans blik var ekstremt ivrigt.

"Vi slog ikke decideret op. Vi holder bare en slags pause?" besvarede jeg, selvom jeg ikke helt selv var sikker på, hvad det indebar. "Det var bedst for os begge."

Niall rystede på hovedet. "Du er hjernedød. Vi snakker om pigen her, du var tosset vild med i High School. Pigen der ændrede dit livssyn. Pigen du ikke kan leve foruden! Og ikke mindst pigen du stjal fra mig, makker. Hvad tænkte du på?" Han kiggede på mig med et blik, der beskrev fuldkommen forvirring.

"Hør, hvordan skal jeg kunne lave en fremtid med Zoey, når jeg ikke engang ved, hvordan min egen ser ud? Det er jo ikke fordi, at jeg er stoppet med at elske hende. Jeg skal bare selv have lov til at finde ud af, hvem jeg er," sagde jeg og rettede blikket igen mod FIFA for at trykke på play.

Niall stoppede spillet med det samme og jeg fornemmede lidt, at jeg ikke umiddelbart ville slippe for denne samtale. "Så hvad betyder det her helt præcist? Hun ender jo sikkert med at finde en anden inden for en uge-"

"-Det er Zoey, vi snakker om her, Niall. Hun er ikke som Summer fra High School, der gik ud og fandt en ny dreng efter hver frokostpause," sagde jeg ekstremt selvsikkert. "Hun vil ikke finde en anden." Og alligevel tvivlede jeg en smule på, hvad jeg sagde. Vi havde jo ikke sat nogen form for grænser. Vi kunne principalt date andre, eller kunne vi ikke? 

Niall sukkede dybt. "Betyder det her, at jeg skal finde tre nye piger til dig, som du skal vælge imellem?" spurgte han om med et træt blik - han magtede tydeligvis ikke den opgave.

"Nej, det gør ikke. Jeg skal ikke være sammen med nogle piger. Jeg lever alene. Og det gør jeg fint. Jeg behøver ikke en pige. Desuden handler det ikke om piger, det handler om mig," sagde jeg bestemt.

Niall grinede lidt af mit udsagn, og det fik mig til at rynke på brynene. "Jeg elsker dig højt, Harry, men vi ved begge, at du ikke kan leve uden en pige. Du har haft en pige ved din side siden... ja, jeg ved ikke, hvornår du sidst, var single." 

Jeg rystede på hovedet af ham. "Det passer ikke. Jeg var single i lang tid, før jeg fandt sammen med Zoey."

Niall sukkede. "Single og single. Du var altid on and off med en eller anden pige. Det var bare aldrig seriøst, som det blev med Zoey. Hun er nok den eneste pige, du nogensinde har introduceret til din familie, men vi begge ved, at du er lidt af en womanizer," sagde han, og jeg vidste ikke, om jeg skulle føle mig ramt af hans ord.

"Det er ikke det samme den her gang, Niall," forsikrede jeg ham om. "Jeg har ikke lyst til at finde en ny pige, for jeg elsker jo stadig Zoey. Jeg skal bare have chancen for at finde ud af min fremtid. Noget du vist også skal have regnet ud, herre-jeg-er-droppet-ud-af-college," sagde jeg og skubbede lidt til ham. Niall trykkede hurtigt på play, og jeg rystede bare på hovedet af ham. Så snart det blev seriøst omkring ham, stak han af.

* * *

Havde du nogensinde haft den følelse af, at det ikke var jul, selvom kalenderen stod på den 5. december og hele byen var dekoreret i juledekorationer? Det var åbenlyst, at det var jul og at man burde fejre hele juleglæden. Men der var ikke den mindste juleglæde i min krop. Måske skyldtes det, at jeg heller ikke var specielt glad. Jeg havde snerret næsten af alle, der havde svagt noget til mig og havde ligeledes givet dem et tvetydigt svar.

Jeg låste mig selv ind derhjemme og gik straks ind i køkkenet, hvor jeg varmede noget vand op i elkedlen. Min mor kom snigende ind på mig, og jeg hoppede næsten en meter af forskrækkelse.

"Det var ikke min mening at forskrække dig sådan," sagde hun lidt grinende og fandt to kopper frem. Hun havde regnet ud, at jeg skulle til at lave varm kakao. "Hvordan går det?" spurgte hun og havde det bekymrende-mødre-blik i øjnene.

Jeg sukkede kort. "Behøver jeg virkelig at besvare?" Mit blik i øjnene var garanteret træt og udmattende, og det sidste jeg ønskede, var, at jeg skulle til at besvare min mors femhundrede spørgsmål og bekymre hende.

"Siden jeg er din mor, så ja. Jeg har brug for at vide, hvordan det går, Harry. Høre du er okay," sagde han og kiggede på mig med et ømt blik - som om hun havde medlidenhed med mig, ondt af mig.

"Jeg kan ikke fortælle dig dét, som du har brug for at høre," svarede jeg tøvende. Og derved åbnede jeg også samtalen med min mor. 

Hun hældte kakaopulver op i begge vores kopper og bagefter det varmende vand fra elkedlen. Til sidst satte hun to teskeer i hver sit krus, og vi satte os ved spisebordet.

"Zoey og jeg har slået op," startede jeg ud. "Eller måske ikke slået op. Vi holder en pause," forklarede jeg yderligere, selvom jeg ikke selv vidste, hvad vi egentlig havde gjort. Havde vi slået op eller holdt vi en pause?

Min mor kiggede på mig med det samme medlidende blik. Hun vidste godt, hvad Zoey havde betydet for mig. Hvad Zoey betød for mig. "Det er jeg ked af, Harry," svarede hun. "Jeg ved godt, du kæmper mod verdenen lige nu. Og at du sikkert er sur på hele verdenen," begyndte hun, og jeg forberedte mig på en lang moder-tale. "Og det er en svær tid, du går i møde. Du mistede din far sidste år på denne tid, og jeg ved, at julen garanteret aldrig bliver det samme uden ham. Men lov mig, Harry, lov mig, at du aldrig nogensinde giver op. Og hvis der er det mindste, så kommer du til mig, okay?" sagde hun, og jeg nikkede langsomt. "Selvom det hele ser sort ud, så er der altid lys for enden af tunnellen."

Jeg smilede lidt af mine mors ord. Hun var altid positiv. Og på en eller anden mærkelig måde, så påvirkede det mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...