Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7248Visninger
AA

10. "When the Right One Comes Along"

 Harrys synsvinkel d. 8. december 2016 

Jeg havde aldrig rystet mere af nervøsitet. Om få minutter ville viseren vise 12, og så ville Tristian formentlig dukke op og sige, at det var tid til vores møde. Men jeg var hamrende nervøs og jeg var kun få sekunder fra at styrte ud af døren, da Tristian til mit uheld kom ud i venterummet.

"Harry! Forrygende at se dig," sagde Tristian. Han var god til snakke med andre, det kunne tydeligt mærkes. 

"Jeg kan kun sige i lige måde," forsøgte jeg mig frem, men jeg var bestemt ikke lige så god til det, som Tristian var. Men han levede selvfølgelig også af at snakke og sælge sine idéer.

Han viste mig frem til hans kontor, hvor der hang flere cd rekorder på væggen, og jeg følte mig pludselig yderst fascineret af at være her. Det var stortartet, at jeg sad her, hvor store stjerner havde siddet. 

"Okay, Harry. Jeg kan forstå, at du er ganske ny i det her. Du har aldrig arbejdet i et studie, har du?" startede han ud, da han havde sat sig til rette.

Jeg nikkede hurtigt. "Jeg har altid sunget med min far, men da han gik bort, døde det hele lidt for mig. Indtil jeg mødte Zoey, så begyndte jeg igen. Men da jeg sang her forleden på Hayesville baren, havde jeg ikke sunget i næsten et halvt år inden," forklarede jeg hurtigt og var ikke helt klar over, hvad jeg egentlig havde sagt.

"Okay. Så du har ingen demo?" Jeg nikkede hurtigt til hans spørgsmål. "Fair nok. Det skal vi have lavet til dig," sagde han og noterede sig på et ark. "Og hvad med sange? Har du nogle selvskrevne eksemplarer?"

"Ja, det har jeg faktisk. Eller... den er co-writet. Jeg skrev den sammen med min daværende kæreste på det tidspunkt. Kan det stadig fungere? Ellers kan jeg måske forsøge at skrive nogle sange selv?" foreslog jeg, selvom jeg ikke var vitterligt stærk i at skreve sange på egenhånd.

Tristian nikkede tøvende. "Jeg vil bare rigtig gerne have dig i studiet. Jeg skal kunne høre din stemme for mig, før jeg ved, om vi overhovedet kan stable et album på benene," sagde han, og jeg blev en smule forbavset. Album? Det var jo stort. "Men er den her sang en duet?"

Jeg nikkede til hans spørgsmål. "Det er uden tvivl en duet."

"Kan din kæreste synge?" spurgte han indtil.

"Ja, hun har en af flotteste stemmer," sagde jeg hurtigt uden at tvivle på det.

Tristian nikkede eftertænksomt. "Okay. Jeg løber en chance her. Kan jeg få din kæreste i studiet med dig? Noget af det smukkeste musik opstår, når man sætter to forelskede i studiet sammen. Det er stor chance, Harry," sagde han og pressede lidt på.

"Det tror jeg vel godt, at jeg kan?" sagde jeg tvivlende. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg rodede mig ud i. Eller hvad jeg rodede Zoey ind i. Men det virkede et eller andet sted rigtigt.

"Perfekt. Søndag klokken 09.00?" Jeg nikkede igen hurtigt til hans spørgsmål, selvom jeg ikke anede, om Zoey havde mulighed for at komme hjem til det. "Og sangen, har du den?"

Jeg rakte ham sangen og smilede stort. Mødet sluttede, og jeg smuttede hjem af med muligvis det største smil på læberne. Folk ville sikkert tro, at jeg var en kujon, for hvem rendte rundt og smilede så stort her om vinteren? Men jeg havde en ganske god grund.

Jeg fik fumlet min mobil op af lommen og trykkede på Zoeys navn under kontakter for at ringe hende op. Nyheden skulle jo bringes videre.

"Hey Zoey," udbrød jeg, da hun havde taget telefonen. Jeg smilede stadig for mig selv, da jeg fik ned ad ganden. "Jeg har en lidt stor nyhed og jeg ved ikke, om du kommer til at hade mig for det her, men... Jeg har booket en tid her i studiet på søndag med Tristian," fortalte jeg.

"Wow, Harry. Det er utroligt! Jeg antager, at mødet gik godt mellem jer?" sagde Zoey. Et eller andet sted så vidste jeg, at hun smilede.

"Jeps, det gjorde det. Men. Du skal med mig i studiet på søndag. Kan du gøre det?" spurgte jeg om og krydsede fingre samtidig. Hvis hun ikke kunne, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.

Hun sukkede i den anden ende af telefonen. "Harry... Det kan jeg ikke. Jeg har eksamen som det første mandag morgen og jeg skal bruge resten af weekenden til at forberede mig." Og der væltede hele min verdenen lettere sammen. Hvad skulle jeg dog nu gøre? "Jeg er ked af det, Harry. Jeg ved hvor meget, at du ønsker det her."

"Du skal ikke være ked af det, Zoey. Det er ikke din skyld," sagde jeg tøvende og kiggede mig lidt omkring. Smilet var falmet gevaldigt. 

"Jeg bliver nødt til at smutte. Men al held og lykke, Harry. Jeg tror på dig," sagde hun hurtigt og lagde efterfølgende på. Jeg sukkede kort. Jeg kunne selvfølgelig ikke regne med, at Zoey var ledig på søndag uden at spørge hende.

Uden det store smil fortsat jeg min gang ned ad gaden.

"Styles!" råbte en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så Patricia længere oppe ad gaden. "Ses vi senere til vagten på Hayesville?" råbte hun, og jeg nikkede. 

Og pludselig faldt der mig en lidt besynderlig idé ind. Hvad hvis det ikke behøvede at være Zoey, der sang med mig? Hvad hvis det var Patricia? Jeg havde hørt hende synge ud i køkkenet og det lød bestemt ikke værst. Faktisk ret godt. Men alligevel følte jeg lidt, at jeg bagrendte Zoey.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...