Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7234Visninger
AA

14. "What Hurts the Most"

 Harrys synsvinkel d. 12. december 2016 

Jeg vidste jo godt, at jeg havde lavet en stor fejltagelse. Hele verdenen vidste det garenteret. Det var åbenlyst. Hvordan kunne jeg finde på at tage Patricia med i studiet for at synge en kærlighedssang, som jeg havde skrevet med min daværende kæreste? Det var utrolig dumt, men alligevel havde jeg gjort det. Et øjeblik var min beslutsomhed blevet svækket af, hvor stort det var at optage i et pladeselskab. Noget jeg havde drømt i flere år. Men det skulle næppe være grunden til, at jeg mistede Zoey.

Af forskrækkelse hoppede jeg næsten en meter, da min mobil pludselig ringede og Zoeys navn stod på skærmen. Oh shit. Vidste hun det? Var det her slutningen på vores forhold?

Tøvende tog jeg mobilen og satte den op til øret efter, at jeg havde trykket på besvar opkald. "Hej Zoey," prøvede jeg at sige roligt.

"Hey, du ringede den anden dag? I fredags? Jeg ved godt, at det er sent, at jeg vender tilbage, men jeg har haft travlt med eksamen, du ved, og ja. Nu vender jeg endelig tilbage. Så hvad var det, at du ville?" spurgte hun om. 

Jeg havde helt glemt, at jeg havde haft ringet til hende i fredags. Det var selvfølgelig der, at jeg havde fået fat i Liam i stedet for Zoey. "Nårh ja, jeg havde helt glemt det, så det gør ikke det store. Men Mr. Noe, rektoren fra Hayesville High School,-"

"Jeg ved godt, hvem Mr. Noe er, Harry," grinede hun lidt.

Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. "Men han ringede tidligere og spurgte, om vi ikke kunne synge til Vinterballet?" forklarede jeg og håbede inderligt på, at hun sagde ja.

"Hvornår er det, at Vinterballet er?" spurgte hun om.

"Den 17. december," svarede jeg hurtigt tilbage.

Der var et øjebliks stilhed, og det lød til, at Zoey bladrede i sin kalender. "Ved du hvad, det tror jeg faktisk godt, at jeg kan. Jeg får juleferie den 17, så det passer jo faktisk perfekt," forklarede hun, og jeg smilede lidt ved tanken af, at vi snart skulle synge sammen igen. Eller forhåbentlig snart synge sammen igen.

"Fantastisk! Har du nogle idéer til, hvad vi skal synge?" spurgte jeg om og krydsede fingre for, at hun havde nogle idéer, for jeg havde absolut ingen.

"Jeg havde faktisk skrevet et par sange her for nylig. Hvad med, at jeg sender dem til dig?" spurgte hun om, og der var en vis usikkerhed til hendes stemme. 

Niall kom vadende ind på mit værelse og skulle til at sige noget, men da han så, at jeg snakkede i telefon, stoppede han. 

"Jo, det ville være perfekt," sagde jeg med et smil på læberne. "Hvordan gik eksamen?" spurgte jeg om og satte mig ned på sengen. Niall satte sig ned ved siden af mig og kiggede lidt underligt på mig. Han hentydede til, at jeg skulle sætte den på højtaler. "To sekunder. Niall er her. Jeg sætter dig lige på medhør," sagde jeg og trykkede på højtaler knappen på mobilen samtidig med, at jeg tog mobilen ned fra øret.

"Hey Niall," sagde Zoey, og Niall besvarede også med et hej. "Men eksamen gik fint. Jeg fik et A," sagde hun, og jeg vidste, at hun smilede. 

"Sådan!" råbte Niall.

"Men hvordan gik det i studiet, Harry?" spurgte Zoey om, og jeg fik en klump i halsen.

Jeg hostede kort og prøvede at finde på noget andet at snakke om. "Fint. Men vi bliver nødt til at smutte nu. Vi skal handle ind, fordi der ikke mere mad i huset. Vi snakkes ved, okay? Hej hej," sagde jeg hurtigt og lagde på.

Niall kiggede forvirret på mig og gav mig et lille skub. "Hvad laver du?"

"Jeg kan da ikke fortælle hende sandheden, Niall. At jeg spillede vores sang sammen med en anden pige, som desuden har et crush på mig. Eller noget i den stil." Niall nikkede kort og rystede derefter på hovedet af mig.

"Dine løgne kommer til at bide dig i røven, Harry. Jeg siger det bare," sagde han og rejste sig op.

Jeg sukkede, for jeg vidste godt, at han havde ret. Jeg skulle fortælle sandheden. På et eller andet tidspunkt. "Hvordan gik din date i går?" spurgte jeg Niall om, da han var på vej ud af døren.

Han vendte sig om og smilede lidt. "Skulle vi ikke ud og handle?" Jeg grinede af ham og rejste mig op fra sengen,

"Hvem fortæller nu ikke sandheden?" sagde jeg og gav ham et klap på skulderen.

"Lad mig bare sige, at jeg er færdig med Tinder."

* * *

Da jeg mødte ind på arbejde, så var Patricia der allerede. Jeg havde ikke snakket med hende rigtigt siden, at hun havde sagt, at vi ikke skulle synge sammen mere. Og siden hun havde fortalt mig, at hun kunne lide mig. Det hele var noget rod. Selvfølgelig havde vi snakket sammen, men ikke sådan rigtigt. Ikke som vi plejede. Stemningen var ændret i mellem os.

"Hey Patricia," sagde jeg, da jeg trådte ind i køkkenet. Hun var ved at stille nogle glas sammen på en bakke.

"Hej Styles," sagde hun hurtigt og fortsatte sit arbejde uden at kigge på mig.

Jeg sukkede kort. "Vi bliver nødt til at snakke sammen, Patricia. Det fungerer jo tydeligvis ikke det her," sagde jeg.

Patricia stoppede med at arbejde og kiggede på mig med et frustreret blik. "Hvad vil du have, at jeg skal sige, Harry? Jeg sagde, at jeg kunne lide dig, og du sagde intet tilbage. Kun det var ked af, at du ikke følte det samme. Og det er okay. Men jeg har bare brug for noget luft imellem os. Så, kan vi ikke bare vende tilbage til arbejdet?" sagde hun med en yderst frustreret stemme.

"Du kan ikke være sur på mig på grund af det her, Patricia. Come on, vi plejede at være venner." Jeg håbede inderligt, at jeg ikke gjorde det værre imellem os, men et eller andet sagde mig, at det var præcis, hvad jeg gjorde. Jeg var generelt ikke god til at snakke min egen sad og endte næsten altid med at gøre tingene værre. 

Denne gang sukkede Patricia højlydt. "Kan du ikke bare lade mig være, Harry?" spurgte hun om og havde denne gang tårer i øjnene. Jeg havde åbenbart såret hende dybere, end jeg lige troede. 

Hun gik forbi med bakken i hånden og forsatte ud i selve baren. Jeg stod tilbage og anede ikke, hvordan jeg kunne have gjort tingene værre. Men jeg havde åbenbart sådan en dårlig effekt på folk og selvom, at jeg havde gode intentioner, så gjorde jeg bare tingene hundrede gange værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...